Joey Moonhead er en helt almindelig dreng. Der er bare lige én ting. Han har en måne som hoved. Andrew Raes første graphic novel om månedrengen Joey er en charmerende, sjov og velfortalt coming-of-age-historie.
Det er ikke altid lige let at være en teenager, når ens hoved er en måne. Han bliver mobbet og er meget tydeligt anderledes end alle de andre. I det hele taget føler Joey sig misforstået og tilsidesat når læreren synes, at han er doven, og forældrene (der også har månehoveder) dårligt har tid til at lægge mærke til ham. Og når skolens store blondine-skønhed Melissa (og Joeys store kærlighed) oven i købet er kæreste med Douglas, skolens forkælede alfahan, driver hovedet oftere og oftere på eventyr.
Moonhead and the Mystery Machine er den engelske tegneserietegner Andrew Raes bogdebut (han har tidligere lavet denne her suveræne animation) og et velkomment livtag med en velkendt historie om den forsagte teenage-outsider, der trodser et undertrykkende og uforstående skolemiljø og bliver til noget. Og så gør det heller ikke noget at historien bliver leveret i sædvanlig smuk Nobrow-indpakning.
Joeys månehoved skaber altså en del problemer for ham. Men hans hoved kan også – som det himmellegeme det trods alt er – svæve frit omkring i det ydre rum, på opdagelse i junglen, mens resten af kroppen klarer de kedelige hverdagsopgaver som at spise morgenmad og traske i skole. Og så er der lige Ghost Boy, der måske (måske ikke) er hans selvopfundne alter ego. Og Sockets, hans bedste ven, som måske (måske ikke) er lidt forelsket i ham.
Da der bliver udskrevet en talentkonkurrence på skolen, ser Joey det som en mulighed for at forfølge sin store rockstjernedrøm og bygger en musikmaskine, der så langt overgår alle verdens instrumenter. Faktisk sætter musikmaskinens toner en masse af de andre elever fri fra deres konforme menneskekrop så de møder forvandlede op næste dag: en dreng med planethoved, et blåt pelsmonster, en lang gul fyr og en bunke andre mærkelige væsener. 
Sådan som de i virkeligheden er. Andrew Rae er tæt på at falde i en kedelig fælde med en tung morale og en læresætning om, at vi alle er mærkelige indeni, og at det er helt i orden osv, osv. Men det selvhøjtidelige bliver punkteret af bogens sarkastiske og ubesværede tone, der gør at Moonhead and the Music Machine ikke tager sig selv for alvorligt.
Moonhead and the Music Machine er måske er ikke ligefrem nyskabende. Men den er gennemført lækkert tegnet og balancerer mellem et realistisk og cartoony udtryk. Bogens helt almindelige britiske forstadskvarter og den helt almindelige britiske high school står skarpt og gabende kedeligt i kontrast til Andrew Raes visuelle humor og store opfindsomhed, der kulminerer i Joeys skolekoncert med en eksplosion af psykedeliske farver.
Men faktisk er nogle bogens sjoveste sider, dem hvor Joey finder en papkasse med gamle LP’er i et skab i forældrenes gæsteværelse. Over tre hele opslag bladrer han gennem plader med fiktive bands som Fatal Hopkins, Captain Meathooks & The Magic Markers og The Astroids. Andrew Rae rammer plet med sine intergalaktiske pladecovers, der er en slags fusionssatirer over tre-fire årtiers musikudgivelser. Og den allerbedste: Mammal Adams med det suveræne album Frontseat Backseat. Jeg mener, se lige engang:
På trods af svævende månehoveder og popmusik fra det ydre rum udtrykker Andrew Rae meget præcist en grundlæggende stemning i teenagetilværelsen. Det er en figur, der er tegnet igen og igen (måske lige med undtagelse af månehovedet…) og som har resulteret i nogle af Hollywoods kedeligste klicheer. Men Moonhead and the Music Machine er heldigvis så tilpas frisk og uhøjtidelig, at det bliver en solid og effektiv coming-of-age-historie om venskab og kærlighed. Og alt det der…
Karakter: 4/5
Titel: Moonhead and the Music Machine
Forlag: Nobrow Press
Tegner og forfatter: Andrew Rae
Form: Indbundet, 176 sider i farver
Pris: £15,99
Udgivelsesår: 2014
ISBN: 978-1-907704-78-9
Udgivelsesland: England
