På tegnebordet med Magnus Merklin, der arbejder på tegneserien DiSCONNECT – en historie, om to unge musikeres sorgproces. Jeg har fået lov at kigge Magnus Merklin over skulderen, mens han lægger sidste hånd på værket.
Magnus Merklin er tegneserieskaber uddannet fra The Animation Workshop i Viborg (TAW).og debuterede i 2021 Med Coffee Brake fra forlaget Hunov & Haffgaard. DiSCONNECT er en viderearbejdning af Magnus Merklins afgangsprojekt fra TAW.
Historien følger et bands sorgproces, efter at en af bandmedlemmerne afgår ved døden.
De to tilbageværende bandmedlemmer arbejder på at færdiggøre en demo, med bandets musik, og må samtidig bearbejde sorgen over tabet af deres kammerat.
Tegneserien er planlagt til udgivelse på det canadiske forlag Black Panel Press i april 2025. Men Magnus Merklin fortæller, at han stadig leder efter et dansk forlag, så den kan udkomme i Danmark også.
Hvad er det centrale i din historie?
– DiSCONNECT er en homage til musikken og navnlig det at dele den med venner. Her er en særlig forbindelse. Jeg ville gerne lave billeder med lyd på og fortælle en historie, hvor musikken spiller en helt afgørende og unik rolle. Ligesom den gør det for mig. Så hvorfor ikke lave den til en story-driver som kan splitte ad ligesom den kan bringe sammen?
– DiSCONNECT er et 160-siders drama om to unge musikere, som sammen konfronterer deres sorg i samarbejdet om at færdiggøre en demo. Historien udspiller sig i det sommerhus hvor trioen plejede at øve, og de to nu genforenes.
– Musikken er en stor del af karakterernes venskab, og på overfladen det, som bringer dem sammen. Men for karaktererne er det samværet, og sorgen og savnet af samværet, venskabet selv, som skal bearbejdes, ikke musikken. Jeg har med DiSCONNECT brugt lang tid på arbejdet med temaet i det usagte, balancen mellem plot (konkret handling) og tematisk, emotionel forandring.
Det har været en god og terapeutisk proces at kunne bearbejde og reflektere over sorgen gennem et ellers fiktivt projekt. En god balance mellem fiktion og virkelighed.
Hvad fik dig til at vælge at arbejde med døden som tema for din historie?
– Temaet om sorgbearbejdelse var umiddelbart baseret på tidligere oplevelser af unge mennesker i mit liv, som gik bort. Men det fik ny betydning, da en af mine tætteste venner døde i foråret ’22.
– Det har været en god og terapeutisk proces at kunne bearbejde og reflektere over sorgen gennem et ellers fiktivt projekt. En god balance mellem fiktion og virkelighed. Sommerhusrammen er direkte inspireret af mine mange sommerhusture med venner, og så er musikken, og den specifikke musik, som karaktererne lytter til, selvfølgelig en kæmpe del af mit liv også.
Musik er, som alt mulig andet kunst, en nøgle til at forbinde os med verden og hinanden.
Hvilken tilknytning har du selv til musik, siden det blev så centralt i historien?
– Jeg lytter til musik nærmest fra morgen til aften. Selv når der ikke er lyd på, kører den i mit hoved. Musik er, som alt mulig andet kunst, en nøgle til at forbinde os med verden og hinanden. Jeg er ikke selv udøvende musiker, men plejer, når jeg skal beskrive mit forhold til musik, at sammenligne det med oxygen.
– Jeg oplever generelt musik visuelt – ikke synæstetisk som sådan, eller som i tegneserien, men stemningsmæssigt. På samme måde oplever jeg den visuelle verden omkring mig som musik. Som om linjer, former og farver, ja selv bevægelse, har melodier, toner, tempo og klang. Det lyder måske lidt flimsy, men det er en måde at beskrive musikkens betydning i mit liv.
Hvordan ser musik ud? Hvordan ser hvert instruments lyd ud?
– Musikken spiller en stor rolle i tegneserien, og det har været en spændende udfordring at udvikle musikken visuelt som abstrakt sprog til underbyggende formidling af stemning, tema og karakterernes konflikt. Hvordan ser musik ud? Hvordan ser hvert instruments lyd ud? Hvordan ser det gode samspil ud? Og hvordan ser det ud, når det kokser baseret på hvordan karaktererne har det?
– Jeg håber, at det visuelle system, jeg har bygget, formår at formidle temaerne, karakterernes indre, og historiens tema. Gennem projektet har det klart været en motivation, at være opfinder af det system. Det er noget jeg ikke har set løst før på samme måde.
Hvordan har din arbejdsproces været?
– Skrivningen har været en stor del af projektet og manuskriptet har gennemgået mange versioner og revideringer. Jeg elsker at konstruere scener og drama med stigende spændinger og konflikt. Undervejs har jeg også været så privilegeret at have fået hjælp fra en hulens masse dygtige mennesker.
– Jeg har ønsket at lave et mere enkelt og tilgængeligt layout, som ville kunne bære, at jeg gik lidt mere amok med det abstrakte med musikken. Det har gjort thumbnail-stadiet fedt. Alt fra manus til sidelayout, framing og pacing – det store puslespil. Det har været skønt at opdage, at arbejdet med et 3×2-grid har gjort min storytelling skarpere og mere overlagt. Begrænsning er virkelig en fordel. Og har givet anledning til at bryde layoutet på enklere vis. I en tidligere udgave af projektet, det som jeg udarbejdede som afgangsprojekt på TAW, var layoutet mere kompliceret end i den her udgave.
– Jeg har tegnet tegneserien analogt, i en jordbunden, naiv stil, med antropomorfe karakterer i håb om både at underbygge den jordbundne setting og tema samt skabe kontrast til den dybere konflikt, som er langt mindre cute end som så.
Efter så meget kreativ beslutningstagen, finder jeg det egentlig meget rart at nørkle rundt med formatering.
Hvor langt er du så nu?
– I processens slutfase, forstået som det der kommer efter selve tegnearbejdet, er det hvor jeg er nu. Den består i at formatere, farvelægge og tilrettelægge/layoute til tryk. Samt lettering og korrektur selvfølgelig. Teksten sat med et personligt typeface, som jeg har bygget og udbygget en del gange. Den er programmeret med forskellige variationer af hvert tegn, som automatisk skifter ud, når man skriver den, så ordene ser organiske og mere håndskrevne ud. Intet som god lettering!
– Slutfasen er altid ret teknisk, hvilket både kan virke kedeligt, men for mit vedkommende falder godt. Efter så meget kreativ beslutningstagen, finder jeg det egentlig meget rart at nørkle rundt med formatering. Det er dejligt håndgribeligt. Og selvfølgelig ligeså tilfredsstillende, ligesom det er angstprovokerende at se siderne indtage deres endelige form.