Nedturen fortsætter for Linda og Valentin med uværdig roman fra forfatteren bag serien, Pierre Christin.
“Linda og Valentin” var en af alletiders bedste sci-fi-tegneserier. Jeg skriver med vilje var, for som så mange andre længerevarende serier mistede forfatter Pierre Christin og hans partner ved tegnebrættet Jean-Claude Mézières gløden undervejs.
Et hurtigt blik på serien viser i begyndelsen et nærmest genialt blik for detaljen og den gode historie. Som vi på Nummer9 tidligere har skrevet er specielt ”Velkommen til Alflolol” fra 1972 og den et år yngre ”Herskerens Fugle” sublim science fiction. Men herefter er det gået ned ad bakke i en sådan grad, at de dårlige historier har skamferet de geniale stunder, vidunderlige tegninger og spændende plots.
Med “Tidsåbneren” – det 21. album i serien – sluttede Christin & Mézières serien med streg og farver, men i 2009 udgav Christin den første roman om Linda og Valentin. En bog, der nu bliver udgivet på dansk med titlen ”Linda og Valentin – Lininil er forsvundet”.
Historien finder sted på Navlen – universets centrum – i tiden, hvor jorden ikke befandt sig på dens normale plads i solsystemet. På vej til et vigtigt møde i Rådets forsamling, bliver Bi-fyrst Lininil kidnappet. Bortførelsen truer freden, da universets ambassadører ikke kan åbne mødet i Skærmsalen, hvis bi-fyrsten ikke er til stede. Ikke overraskende bliver Linda og Valentin sat på sagen, der – selvfølgelig fristes jeg til at skrive – involverer de tre grådige shingouzere, Dødens Kvartet og det stærke pelsdyr, gomonoen, som Linda og Valentin behændigt låner af deres venner fra Alflolol. Herfra går det over stok og sten med adskillige kampe og diverse intriger, inden eventy… inden historien slutter.
En historie om og med Linda og Valentin skal jo ikke være Hemmingway eller Al-Aswany. Men skal jeg som læser køre dankortet gennem maskinen, skal historien være af en vis kvalitet. Og det er ”Linda og Valentin – Lininil er forsvundet” altså ikke. Historien er mest af alt generisk ripoff af tidligere tiders bedrifter. Uden at ville afsløre for meget, er Navlens rigeste nogle slemme karle, som Linda og Valentin dog alligevel besejrer. Mere eller mindre.
Nå ja, et halvsløjt plot er mange gange blevet reddet af et nyskabende sprog. Men også her må Christin (og vel også oversætter Ole Steen Hansen) give fortabt. En af forcerne ved de klassiske albums med Linda og Valentin er de mange indtryk, som tegningerne skaber. Det kan for eksempel være kampscenerne i ”Landet uden stjerner” eller hele flugten fra galehullet og sejren over Herskeren i ”Herskerens fugle”. I ”Lininil er forvundet” forsøger Christin at skabe de samme billeder med sit sprog – ikke mindst i sine alenlange beskrivelser af livet på Navlen. Her kunne redaktøren med fordel have stoppet Christin og fortalt ham, at ”Less is more”.
Med romanen bevæger Christin sig ud i uudforsket rum, og derfor ærgrer det mig, at han fortsætter med at skue tilbage. Jeg er klar over, at fx shingouzerne og Dødens Kvartet (som, jeg i parentes bemærket synes, er interessante skurke) er tilbagevendende karakterer i serien. Med sin brug af dem skaber Christin genkendelse for læserne. Men hvorfor ikke forsøge noget helt nyt i stedet for at spille samme gamle melodi?
Lininil er forvundet – det samme er magien!
Karakter: 1/5
Titel: Linda og Valentin – Lininil er forsvundet
Forfatter: Pierre Christin
Forsidetegning: Jean-Claude Mézières
Forlag: Cobolt
Oversat af Ole Steen Hansen
Form: Roman/240 sider
Pris: 200 kroner på Cobolt.dk
ISBN: 9788770855631
