Fem børn vågner en morgen til en verden uden mennesker. Den neglebidespændende sci-fi-thriller Alene er et veloplagt bud på en moderne spændingsserie for børn.
Fem børn i byen Storstad vågner en morgen og opdager, at alle andre mennesker i byen er forsvundne. Forældre, søskende, naboer, venner. Men de fem finder hinanden og samler sig om den handlekraftige 10-årige børnehjemsdreng Djodi. Nu prøver børnene at klare sig i en verden hvor der er flere farer på lur, end man lige skulle tro, og søger at finde ud af hvordan resten af byens, og måske verdens, befolkning pludselig er forsvundet.
Det er præmissen i forfatteren Fabien Vehlmann og tegneren Bruno Gazzottis medrivende og neglebidespændende sci-fi-thriller-serie for store børn, Alene.
Ideen er ikke synderlig original og er fortalt i et hav af variationer tidligere, fra Jens Sigsgaards børnebogsklassiker Palle alene i verden til Will Smith-filmen I am Legend, for bare at nævne to der viser spændet.
Men Alene leverer historien med friskhed og nerve i de to album der indtil videre kommet på dansk. I første bind, “Borte”, etableres den forladte verden og de fem hovedpersoner. De er på en gang begejstrede over friheden i den tomme verden og skæmte over hvad der er blevet af deres familie og venner. Sammenholdet og handlekraften kommer for alvor på prøve, da et par hidsige næsehorn og en stor hvid tiger dukker op i Storstads ellers øde gader.
I andet bind, “Knivenes mester”, er børnene flyttet ind på byens luksushotel, da det viser sig, at de ikke er så alene som de tror. En maskeklædt voksen med et arsenal af knive og økser dukker op og prøver at slå dem ihjel.
Det er på en gang skræmmende, spændende, sjovt og gribende. De fem børn er tegnet klart op som typer, men har tilpas med nuancer til at de opleves som ægte, og til at skabe troværdige relationer og konflikter mellem dem. Volden og uhyggen holder sig indenfor rammerne af en børneserie, men den er reel nok, og man sidder aldrig med fornemmelsen af, at Alene bare er for sjov. Også selv om det ofte er morsomt, som når børnene fyrer den af på luksushotellet med levende heste og bjerge af tøjdyr.
Og alkohol og håndvåben. Der er aldrig langt til uhyggen og alvoren i Alene.
Bruno Gazzotti tegner i en klassisk fransk-belgisk stil og hans plastiske og dynamiske streg står i tydelig gæld til Tome og Janrys arbejde på Splint og Co i 1980’erne og 90’erne. Det er ikke underligt: Gazzotti har i årevis samarbejdet med de to, som assistent-tegner for Janry på Den lille Splint og som hovedtegner på den Tome-skrevne politiserie Soda. Han er aldrig effektjagende, men forbilledlig klar og filmisk i sit billedsprog. Man er aldrig i tvivl om hvad der foregår på siderne.
Også forfatteren Fabien Vehlmann har relationer til Splint og Co – han er nemlig den nuværende forfatter på den klassiske serie, uden at den dog i sin nuværende inkarnation når den samme høje kvalitet som Alene.
Trådene til de fransk-belgiske klassikere er altså tydelige nok, også i seriens traditionelle albumformat. At “Alene” alligevel står som et frisk og moderne bud på en spændingsserie for børn, skyldes at der både er skruet op for identifikationen og alvoren. Den er på en gang i øjenhøjde med sine læsere og realistisk i psykologi og handling. Alene foregår ikke i en statisk verden, og heltene er ikke spejderdrenge uden alder, flankeret af sjove sidekicks, excentriske professorer og talende dyr. Det er fem børn på alder med læserne, og det der sker for dem, er alvorligt nok og har konsekvenser, der rækker ud over den enkelte historie.
Der er simpelthen mere på spil i Alene.
Karakter: 4/5
Værkets titel: Borte
Serie: Alene nr. 1
Forlag: Carlsen
Forfatter/tegner: Fabien Vehlmann / Bruno Gazzotti
Dansk oversættelse: Julie Rotne
Form: Hardcover, farver, 56 sider
Vejledende pris: 250 kr.
Udgivelsesår: 2013
ISBN: 9788711341742
Distribution: Serien er stort set umulig at opdrive i boghandlere og tegneseriebutikker, men kan købes over nettet – blandt andet via. forlagets hjemmeside.
Karakter: 4/5
Værkets titel: Knivenes mester
Serie: Alene nr. 2
Forlag: Carlsen
Forfatter/tegner: Fabien Vehlmann / Bruno Gazzotti
Dansk oversættelse: Julie Rotne
Form: Hardcover, farver, 48 sider
Vejledende pris: 250 kr.
Udgivelsesår: 2014
ISBN: 9788711345771
Distribution: Serien er stort set umulig at opdrive i boghandlere og tegneseriebutikker, men kan købes over nettet – blandt andet via. forlagets hjemmeside.