Terkel Risbjerg er anmeldernes darling i Frankrig, men de færreste herhjemme kender serieskaberen.
For femten år siden var han et lovende ungt serieskaber-talent herhjemme, hvor Forlaget Fahrenheit udgav hans “Toget” og “Lillesøster”. Nu er Terkel Risbjerg igen aktuel som serieskaber efter en årrække som animator – men i Frankrig, ikke Danmark.
De seneste tre år har Risbjerg og partneren Anne-Caroline Pandolfo (hun skriver, han tegner) udgivet en graphic novel på 150-200 sider om året. Han har udviklet sig til en ægte gallisk penselsvinger, og anmelderne har taget imod parrets værker med kyshånd.
Vi skød en række mails efter serieskaberen for at høre om, hvordan han forlod tegneserien og Danmark – og vendte tilbage til tegneserien igen.
Hvordan endte du i Frankrig, Terkel?
– Ja, altså det er jo en lang historie. Efter seks år på Københavns Universitet – hvor jeg læste filosofi med film- og medievidenskab som overbygning – tog jeg i 2000 til Paris for en praktikplads på et tegnefimstudie (Futurikon) med håb om at kunne opdatere mit gymnasiefransk på tre måneder. Det kunne jeg ikke, men det var en kæmpe oplevelse at arbejde i et professionelt miljø, hvor alle omkring mig var tegnere, forfattere, musikere etc. Det gav en god smag på livet efter seks halv-støvede år på universitetet. Efter endt praktikophold fandt jeg mig et rigtigt job på en anden tegnefilmserie hos samme producent. Her mødte jeg instruktøren Anne-Caroline Pandolfo, som jeg i dag bor sammen med.
– Efterfølgende tog den ene produktion den anden, og jeg har i næsten ti år arbejdet som farvelægger, baggrundstegner, special-effekt-tegner, layouter, cheflayouter, chefdekoratør og storyboarder på en lang række forskellige projekter, heriblandt Chaplin, Yakari og ”Rabbinerens Kat”.
– Så fik Anne-Caroline og jeg tvillinger, en dreng og en pige. På grund af pladsmangel, støj og udstødningsrør i barnevogns-højde flyttede vi i 2008 til Normandiet, halvanden time fra Paris. Jeg fortsatte med at lave storyboards og Anne-Caroline illustrationer, men der var blevet vendt totalt rundt på vores liv. Otte år som ungkarle midt i Paris var blevet til familieliv med småbørn, bil og traktor i en landsby med 500 indbyggere. Der kunne gå en uge, hvor vi ikke så en levende sjæl – ud over hinanden og vores barnepige.
– På en eller anden mystisk måde fandt vi så tid til at udarbejde vores første tegneserieprojet sammen, med manuskript af Anne-Caroline. Det var bare lykken at arbejde på et 100% personligt projekt. Så fik vi fat på et forlag i Paris og efter et par ture frem og tilbage skrev vi kontrakt med Sarbacane. Bogen er skrevet på landet, men handlingen udspiller sig næsten udelukkende midt i Paris – på nær et par drømme-scener, som foregår i vores eget hus, hvor vi boede på landet.
Hvorfor blev det lige en landsby i Normandiet, I landede i, egentlig?
– Vi kiggede på et kort over Frankrig og tegnede en rød cirkel i 100 kms omkreds rundt om Paris, fordi næsten alle vores arbejdskontakter var i denne fantastiske by, og vi havde svært ved at flytte fra den. Forstæder kunne der ikke blive tale om, da vi så vores fremtidige boligprojekt som enten-eller: midt i Paris eller på landet.
– Da vi boede i Paris, tog vi af og til på ferie eller lang weekend i Normandiet, som er en fantastisk smuk region med en pragtfuld kystlinie. Vi boede tæt på Rouen, midt imellem Paris og Atlanterhavet.
– I 2010 flyttede vi så til Strasbourg – der var alligevel lidt for langt til alting i Normandiet – og i 2012 udkom så ”Mine – une vie de chat”. Vores første grafiske roman på 170 sider blev vældig godt modtaget, og vores redaktør foreslog os, at vi kunne adaptere en fransk kult-roman fra 1965, ”L’astragale” af Albertine Sarrazin. Det ville vi gerne, og den udkom så på fransk i 2013. Vi blev igen modtaget med utroligt rosende anmeldelser, og vores redaktør gav os fuldstændig frie hænder til at skrive/tegne endnu en grafisk roman, som udkommer til efteråret 2014.
Kan du til ære for os ikke-franskkyndige fortælle lidt mere om, hvad “Mine” og “L’Astragale” er for nogle størrelser?
– “Mine” er et original manuskript, som Anne-Caroline har skrevet, fordi vi havde lyst til at arbejde sammen, kun os to, efter flere år i store teams i tegnefilm- og reklamebranchen. Anne-Caroline havde allerede på dette tidspunkt skrevet manuskripter til tv, og hun er uddannet på designskolen i Strasbourg og har læst litteratur på Universitetet.
– Bogen handler om en lidt kejtet ung fyr, der bor alene i en taglejlighed i Paris. Udover hans trofaste ven Gaspard ser han ikke mange mennesker. En dag møder han en sort kat, der inviterer sig selv med hjem hos ham. En aften falder han i søvn med katten på sin dyne. Midt om natten vågner han, og ved siden af ham ligger en ung kvinde på kattens plads. “Mine” udkommer på dansk i 2014.
– “L’astragale” er baseret på en selvbiografisk roman om en ung kvindes flugt fra et ungdomsfængsel. Hun kaster sig ud fra en mur og lander ti meter længere nede med en brækket knogle i foden, som gør, at hun ikke kan gå. Hun bliver ‘samlet op’ af en ung fyr, som også er på kant med loven, og de to bliver forelskede. Deres flugt fra politiet med en brækket fod gennem Frankrig og Paris ti år før maj 1968 danner rammen om denne utroligt poetiske og stærke roman. Vore tegneserie-version, 210 sider i S/H, udkommer på svensk og på tysk i år.
Hvis man kun kender dig for “Toget” og “Lillesøster” – og måske “Midsommerfesten” – vil man nok have svært ved at genkende din streg i 10’er-albummene. Hvordan ville du selv beskrive din udvikling som tegner siden tiden i Danmark?
– Som alle unge tegnere var jeg besat af tanken om at finde min egen ‘stil’, hvilket for mit vedkommende gav sig udtryk i et par temmelig stil-løse album i Danmark, hvis drivkraft hovedsageligt var min lyst til at tegne.
– Efter knap ti år i animationsbranchen, hvor man jo næsten altid er tvunget til at tegne, så det ligner en andens tegninger, i mit tilfælde Derib og Job’s Yakari, Sfars “Rabbinerens kat” m.fl., var behovet for at stå på egne ben som tegner på et tidspunkt blevet så stort, at jeg ikke længere søgte en stil. Den kom helt af sig selv, med alderen, erfaringer og distance til forbillederne.
I Danmark lavede du dine egne historier. Nu illustrerer du din kones. Hvordan balancerer I det med at være private partnere på den ene side og professionelle partnere på den anden?
– Det fungerer helt fantastisk. Vi har samme smag og kender hinanden utrolig godt efter at have arbejdet sammen i over ti år. Ofte er samarbejdet helt intuitivt. Der er 5 meter mellem vores skriveborde, så vi har ikke behov for mails, Skype etc.
Så hvordan samarbejder dig og Anne-Caroline i praksis?
– AC skriver manuskript, scene for scene med dialog. Derefter komponerer jeg siderne i grove træk, én eller to scener ad gangen. Så ser vi disse sider igennem og ændrer det, der skal ændres i forhold til ACs intentioner. Det, vi oftest ændrer, er rytmen og personernes udtryk. Herefter tegner jeg siderne med kuglepen og pensel. Disse sider scanner vi og integrerer i det, vi kalder ”me chemin de fer” (= togbane). Dette udgør det tegnede manuskript, som vi løbende gennemlæser med henblik på den overordnede rytme. Efter 5000 gennemlæsninger og lige så mange ændringer sender vi denne version 1 til vores redaktør. Derefter lytter vi til hans og hans med-redaktørers meninger, hvorefter jeg går igang med at rentegne. Kuglpenssiderne smider jeg på lysbordet, og tegner dem igen med blyant. Så slukker jeg lysbordet og inker hele skidtet med pennestifter, pensler, træstumper, fingrene i blækket osv.
Den dér togbane virker som et meget udførligt forstudie – er det standardpraksis i Frankrig?
– Nej, det er usædvanligt, at det ”tegnede manuskript” – mine page breakdowns – er så præcist, som vi laver det. Det tager tid, men det har mange fordele. Vi arbejder meget tæt sammen, og vores togbane gør det muligt for os at læse bogen, før den er tegnet, med de rigtige stemninger, baggrunde og udtryk. AC ændrer på dialog og tekst og får mig til at ændre på tegninger på foregående scener helt indtil allersidste streg på allersidste side er slået. Vores redaktør er aldrig i tvivl om hvad der sker på siderne, og det tillader mig at arbejde noget hurtigere med at rentegne.
De franske tegneserieforlag har ry for at være relativt hands-off i forhold til f.eks. de amerikanske og de japanske. Hvad er din oplevelse af at arbejde for dem?
– Takket være Frankrigs litterære og kunstneriske historie og f.eks. auteur-teorien i filmteori, har man i Frankrig stor respekt for kunstnerens vision, og tegneserie-tegnere bliver anset for at være kunstnere. Derfor har man relativt stor frihed som serieskaber, men man er jo trods alt alligevel nødt til at overbevise redaktørne om ens projekters kvalitet, for der er utroligt mange tegnere i Frankrig.
– Heldigvis tegner jeg ikke Lucky Luke eller Thorgal eller Blåfrakkerne. På disse store serier med førsteoplag over 100.000 eksemplarer er redaktørne jo selvfølgelig langt fra hands-off.
Hvad er generelt det bedste ved at bo i Frankrig i stedet for Danmark – og hvad er det værste?
– Det overrasker nok kun de færreste, hvis jeg taler om, hvor godt man spiser i Frankrig, og hvor herligt det er at købe råvarer på markedet og kun bruge supermarkederne til at købe mel og sukker og youghurt til ungerne. Desuden er det et utroligt smukt land med en meget varieret natur og en rig regional arkitektur. Hvad angår vores fag, så er det jo logisk for en europæisk tegneserie-tegner at bo i Frankrig eller Belgien. I Italien og Spanien udkommer der jo stort set ikke tegneserier længere.
– Franskmændene har en stor respekt og interesse for kultur og litteratur. Forskellen mellem en boghandler i Frankrig og i Danmark er temmelig iøjnefaldende!
– De franske forlæggere klager sig over, at de oversætter bøger, film og tegnserier fra hele verden til fransk, hvorimod det modsatte meget sjældent er tilfældet. Japanerne og amerikanerne interesserer sig ikke for europæiske (=franske) tegneserier. Vi har f.eks. været i kontakt med en amerikansk forlægger, der efter sin personlige smag meget gerne ville udgive “L’astragale” i USA, men endte med at sige fra, fordi den ville være for svær at sælge. Til gengæld er det den rene svir for de franske læsere, som har adgang til tegneserier fra hele verden.
– De franske forlag er meget mindre kommercielt indstillede. De store sællerter giver forlæggerne mulighed for at udgive ‘små’ eller ‘snævre’ bøger, vel vidende, at det ikke altid er rentabelt.
– For mig er der ikke noget ‘det værste’ ved at bo i Frankrig. Jeg er lykkelig, hver gang vi tager til København, som jeg stadig elsker lige så højt som Paris, men jeg savner ikke Danmark. Jeg ved jo, at det er dér, hvor det altid har været, og jeg kigger forbi, hver gang jeg har lejlighed til det. Hver gang med lige stor gensynsglæde.
Hvad arbejder I på nu?
– “Skarabæernes Konge”, endnu en stor grafisk roman på samme forlag, Sarbacane. Den startede som en fri adaptation af I.P.Jacobsens ”Niels Lyhne” – Anne-Caroline har endnu bedre styr på dansk litteratur, end jeg har, selv om hun må nøjes med de franske oversættelser. I mellemtiden har vores vinkel og emne forskudt sig, nye personer er tilføjet, andre er fjernet. Det er altså ikke længere en adaptation, men Jacobsens roman har fungeret som udgangspunkt og inspirationskilde i starten af projektet. Anne-Caroline har skrevet et fantastisk manuskript som dækker et helt menneskeliv. Bogen foregår i Danmark i anden halvdel af det 19. århundrede.
– Som research till “L’astragale’ så jet et væld af franske film fra 50’erne og 60’erne. Genialt! Til “Skarabæernes Konge” er det dansk guldalder-malerkunst, mindst lige så smukt, fascinerende og uudtømmeligt!
– Jeg er i gang med at rentegne denne bog, som udkommer til oktober i Frankrig. De sidste tre år har vi så udgivet en stor grafisk roman om året, og det håber vi at blive ved med! Anne-Caroline er i gang med at skrive den fjerde…
