I efteråret landede den over 800 sider lange Ørn i det danske tegneserielandskab. Læs om ”Danmarks længste tegneserie” fra første idé til færdigt produkt. Nummer9 er klar med et, naturligvis langt, interview med manden bag, Jeppe Sandholt.
Lidt godt er der da kommet ud af Covid-nedlukningerne, hvor de fleste af os lynhurtigt blev vant til at mødes virtuelt. Derfor kunne jeg en hverdagsformiddag se Jeppe Sandholt dukke frem på skærmen til aftalt tid, klar til et interview i anledning af hans nye murstenstykke tegneserie Ørn. Godt nok skulle jeg lige op i omdrejninger igen, da lyden i Teams drillede, men da først det problem var løst, så der både var lyd og billede, var Jeppe Sandholt lykkeligvis stadig klar til at fortælle om sin tegneserie. Inden han fik mulighed for at dykke ned i Ørn, havde jeg dog et par opvarmningsspørgsmål, så vi lige kunne tune ind på hinanden.
Kan du huske den første tegneserie du læste – eller din første oplevelse med en tegneserie?
– Det har helt sikkert været Anders And-tegneserier. Min far læste dem op som godnatlæsning. Han var tandlæge og fik hver uge bladet, så vi havde en kæmpe stak derhjemme. Jeg husker hans finger, der pegede på taleboblerne. Det gjorde, at jeg lærte at læse ret hurtigt, den her kombination af billeder og en lille smule tekst, hvor man tydeligt kan se, hvem der siger hvad. Samtidig kan man aflæse følelsen og handlingen. Jeg husker tydeligt oplevelsen af at kunne læse, fordi jeg sad og kiggede i Anders And. Derfra var jeg meget Anders And-interesseret, læste alt af blade og samlede Jumbobøger. Med Don Rosas Her er dit liv Onkel Joakim, begyndte der at ske moderniseringer i universet, samtidig med jeg blev ældre, og der slap jeg så småt universet.
Hvilken tegneserie har du sidst læst?
– Det var Skarabæernes konge af Terkel Risbjerg og Anne-Caroline Pandolfo. Det var en fed oplevelse. En klassisk graphic novel oplevelse, alvorlig og dyster. Den er baseret på romanen Niels Lyhne af J.P. Jacobsen, som jeg ikke kender, så for mig var den helt frisk. Den var visuelt sindssygt flot, og måske lidt Craig Thompson-inspireret med samme følelse i den måde, karaktererne var afbildet på.
Er du mest til graphic novels eller den klassiske europæiske albumtradition?
– Min egen passion for at skrive kom med graphic novels. Jeg opdagede, at tegneserier kunne noget helt særligt, da jeg fik læst nogle af de kendte: Art Spiegelmans Maus, Marjane Satrapis Persepolis og Craig Thompsons En dyne af sne. Af klassiske europæiske har jeg læst de store: Asterix, Tintin og en helvedes masse stribetegneserier, Steen & Stoffer og Garfield. Derimod har jeg aldrig bidt på Marvel- og DC-universerne. Den meget sort-hvid idealiserede verden med gode/onde, muskuløse mænd og perfekt formede kvinder med runde bryster var for glat til mig.
Lad os vende blikke mod din debut. Hvornår gik du i gang med Ørn?
– Den første fil på min computer er fra 2012. Da var jeg relativt nyuddannet som animator, men havde opdaget graphic novels og sat mig for, at det skulle jeg prøve at lave en dag. Ideen kom i første omgang fra en bekendt, der fortalte, at hun havde en bipolar, maniodepressiv, far. Jeg stillede det logiske spørgsmål, om det ikke var hårdt, når han var depressiv. Men det var lige omvendt, fortalte hun. Når han var manisk væltede han rundt, brugte penge og de vidste ikke, hvor han var. Når han var depressiv, havde de derimod styr på ham. Derefter kogte jeg lidt på ideen om en dreng med en far, der hiver ham rundt i manegen.
– Ud fra det lavede jeg en pilot, en kort tegneserie om en dreng med en maniodepressiv far, der havde fantastiske elementer. Faren hiver sønnen med ind i et skørt univers, hvor de kun kan komme ud igen, hvis de skyder en stor fugl. I den historie var det en pelikan, hvor de skulle kravle ud igennem dens næb, når den var skudt. Da jeg lavede sekvensen, fik jeg tegnet et billede af drengen, som fortrød, hvad han havde gjort. Han havde, via sin fars ønske om at skyde en fugl, overtrådt en grænse. Den følelse sad fast i mig, det var det forhold, der skulle udvikles i den historie, jeg ville lave.
– Samtidig vidste jeg godt, det ikke skulle være en maniodepressiv fortælling. Det kendte jeg ikke nok til. Så hvordan kunne drengen være en ”rigtig” dreng i en genkendelig setting? Jeg skrev det om og valgte havørnen som fuglen i historien. Jeg er meget fugleinteresseret og Danmark har kæmpet for at den store, fantastiske fugl skal yngle igen. Med en havørn skulle historien foregå på landet, hvor de findes. Det hjalp mig videre, da jeg kunne have et lille karaktergalleri, en fortættet fortælling med Thor og de mennesker, der er lige omkring ham.
– Det næste spørgsmål var, hvad fortrydelsen kunne munde ud i. Jeg tænkte, der skulle være et håb – derfor kom ideen om, at han skulle finde ungen til den ørn, han havde skudt. Det blev en lang forklaring, da ideen opstod ad nogle omveje, der endte med at samle sig omkring drengen, ørnen og faren.
Den oprindelige ide med faren fylder meget i starten af Ørn, og så fader den lidt ud og kommer igen i en mindre rolle senere. Hvor kommer historiens andre dele så fra?
– De er plukket fra min egen barndom. Thors forelskelse bunder i erindringen om en forelskelse, jeg selv havde i en pige, hvor jeg slet ikke kunne følge med. Jeg var vild med hende, men da vi først blev kærester, kunne jeg slet ikke matche det, hun havde forestillet sig om, hvad det skulle indebære. Bare det at snakke med hende. Altså jeg kunne slet ikke finde ud af de samtaler, vi skulle have. Der gik ikke særlig lang tid, før hun sagde, vi skulle holde en pause, hvilket jeg var knust over langt op i gymnasiet.
– Ellers er det en historie om brødre med Thor som storebror og ørnen som lillebror. Jeg havde to storebrødre i mit liv, og jeg var lillebroren. De har altid været meget inspirerende og egentlig ikke bevidst dominerende, men med klare linjer i deres liv, hvor jeg altid har været meget i tvivl om, hvad jeg selv skulle vælge – og egentlig er hoppet lidt med på det, de syntes var fedt. Men så skete der det i 2013, at min nærmeste bror, Morten, døde af et hjertestop. Da var jeg i gang med at skrive Ørn, så det gjorde, at broderfortællingen kom meget tæt på lige pludselig. På en mærkelig måde blev det også en evaluering af, hvad det vil sige at være brødre. Hvad har vi givet hinanden? Hvad har vi taget fra hinanden? Hvornår har vi været uretfærdige? Det blev et spørgsmål til mig selv om, hvem jeg var. Hvor meget havde jeg ladet mig føre ind i af mine brødre i forhold til, hvor meget jeg selv havde skabt? Det er den kamp, ørnen skal kæmpe i fortællingen. Så selvom Thor på mange måder er hovedpersonen, er det også ørnens frigørelsesfortælling, der er kernen.
Det er jo en tung baggrundshistorie for noget, som du formidler enormt let og med en humoristisk grundtone i Ørn.
– Det ligger nok i min DNA som fortæller. I alt fra Anders And til Steen & Stoffer er der en lethed. De går aldrig af vejen for en sjov joke, og selv skurkene er en lille smule sjove. Derfor vidste jeg godt med mig selv, at der skulle være humor. Det skulle også være en tilgængelig graphic novel. Det, jeg prøver at bryde ned med Ørn, er også opfattelsen af, at graphic novels skal være tunge og lidt besværlige at læse i forhold til almindelige tegneserier. Der er ekstremt gode virkemidler i tegneserier, fordi du har rytme, billeder og sprog sammen. Så jeg vidste med det samme, at den skulle være sjov. Det var mit sprog, også i nogle små striber jeg havde lagt op på internettet, hvor folk reagerede på min humor.
Arbejdsprocessen har været lang, hvordan har du grebet den an?
– Det har været meget on-off. Nogle gange har jeg som freelancer kunnet tage en måned eller to, hvor jeg fik rum til at kaste mig over Ørn. Men ellers har jeg ofte lavet det ved siden af et fuldtidsarbejde. Før jeg fik børn, var det lettere at finde tid om aftenen. Så en ting var at finde tid til det, hvilket jeg har kæmpet for. Jeg har også søgt støtte, men fået nej hver gang. Det følelsesmæssige i, at min bror døde i 2013, gjorde at jeg nogle gange manglede energien i projektet. Jeg har lagt den på hylden i hvert fald to gange, fordi jeg mistede modet. Jeg havde vist udkast til mange af mine venner, der var glade for det, men det havde jeg glemt. Først for tre-fire år siden kiggede jeg på den halvfærdige tegneserie. På det tidspunkt hankede jeg op i mig selv og sagde okay, hvis jeg på nogen måde skal tage mig selv alvorligt som historiefortæller, skal jeg lave det her færdigt. Det var klart den mest færdige og helstøbte idé, jeg havde. Paw Mathiasen fra Forlaget Fahrenheit havde også været ind over, så jeg vidste, at jeg sandsynligvis kunne få den udgivet.
Hvor længe har du haft kontakt med Paw og Fahrenheit?
– Fra meget tidligt. Jeg gik ind til ham engang i 2012-13, hvor jeg havde lavet en synopsis og nogle skitser. Han sagde, han var interesseret, så jeg skulle prøve at lave den. Men han begynder jo ikke at betale løn, så det var også nemt for ham at sige ja til, når han syntes det lød spændende. Et stykke tid efter kom jeg så med et storyboardudkast til hele bogen på 700 sider.
Så klappede han vel ikke ligefrem hænderne, ved udsigten til at skulle udgive en tegneserie på 700 sider?
– Han var lidt chokeret, men læste den og ville gerne arbejde med den. Der har aldrig været tvivl om, at han ville udgive den, så han har været der hele vejen igennem. Det har mere været fra min egen side, der har været tvivl. Det er min debut, så jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det, eller hvad jeg skulle forvente. Jeg troede, det ville tage to et halvt til tre år, hvilket det måske kunne have gjort, hvis jeg havde haft fuld tid til det. Det viste sig at rentegnings- og farvelægningsproces var en meget større opgave, end jeg havde regnet med. Hvis jeg skal være helt ærlig, bryder jeg mig ikke særlig meget om rentegningsprocessen. Man går fra nogle meget levende skitser, der fortæller historien. Ud fra dem går man i gang med at stramme stregerne ned og i mange tilfælde syntes jeg ikke, det forbedrede tegningen, nogle gange tværtimod. Ideen var også at få farver på, hvilket jeg var i tvivl om. Var det virkelig nødvendigt at lægge farver på hver eneste side? Det var et kæmpe arbejde at beslutte, hvornår den skulle skifte farve og hvilke farveholdninger, der skulle bruges. Det er skide kedeligt, for det er rent besvær, men man gør det, fordi man så har nogle fede værktøjer at skrue på. Med farverne som en værdifuld ting, kunne jeg sidde og lege med nuancerne, ligesom skyggelægningen gør universet dybere.
Skitse
Rentegning
Farvelægning
Kan du fortælle lidt mere om farvevalget?
Rune Ryberg: Gigant
– Da jeg begyndte at teste med farver, prøvede jeg også at tegne i hånden, hvor jeg farvelagde med pensel lidt a la En dyne af sne af Craig Thompson. Det blev jeg simpelthen ikke tilfreds med. Derfor gik jeg over til at arbejde digitalt i Photoshop. Jeg ville gerne have farver på, og kan ikke helt huske hvornår, men Rune Ryberg lavede samtidig Gigant, hvor han brugte fantastiske farver, som er ret flade. Jeg tænkte okay, der er noget der, og han var i øvrigt min klassekammerat, så vi kendte hinanden godt. Så jeg besluttede, at hvis jeg skulle gøre det på 800 sider, var jeg nødt til at gøre det simpelt. Det blev til tre farver: en baggrundsfarve, en farve til figuren og en skyggefarve. De tre skulle arbejde sammen på hver eneste side. Så tegnede jeg nogle forløb, hvor jeg brugte det og kunne se, det fungerede.
Hvad med skiftet i farver undervejs? Jeg har prøvet at finde et mønster i det, men har svært ved at sætte fingeren på det.
– Det er sjovt, for jeg har 100% tænkt over det. Det skifter nogle gange mærkelige steder, fordi jeg kunne blive træt af en farve, mens jeg var i gang med at farvelægge. Hvorfor skulle baggrunden være gul? Så skiftede jeg til grå med lilla og tegnede tre-fire sider med det, og skiftede måske igen. Nogle gange kom der et naturligt sted, hvor skiftet skulle være. Da jeg var færdig med at farvelægge hele tegneserien, havde den de her meget mærkelige farveskift ud over det hele, nogle gange efter kun én side, hvilket der stadig er enkelte steder i bogen. Derefter ryddede jeg op i det de steder, hvor det virkede for skørt med skift over fem sider i træk. Udgangspunktet var altså semitilfældige farver, hvorefter jeg gik det igennem med fornuft og så på, hvad der gavnede historien, men nogle gange lod jeg et skift være, som ikke har en årsag. Skiftene ligger nogenlunde, hvor der sker noget, men man kan ikke en-til-en analysere sig frem til, hvorfor den skifter til en lyserød nuance her eller der, det har jeg ladet være lidt mere frit og ulogisk.
Jeppe: “Dette er et eksempel på en replik, der har overlevet hele vejen fra en meget tidlig blyantsskitse, men hvor scenen og tegningen har ændret sig meget.”
Jeppe: “Da jeg tegnede blyantsskitsen havde jeg ingen anelse om hvor i historien den skulle være, det var bare et eller andet glimt af en scene, som jeg skriblede ned. Replikken har både noget meget børneægte med forkert ordstilling, og noget meget karakteristisk storebror omsorg.”
Jeppe: “Selve bogstavernes form spiller med i leveringen, som var en slags nøgle til tonen i resten af bogen.”
Jeppe: “Farvelægningen ender med at definere det endelige udtryk og et eksempel på, hvor de tre farvers begrænsning virkelig er tydelig og fungerer.”
Har der været steder undervejs i projektet, hvor folk har sagt: fed ide, men skal den ikke ned på 80 sider?
– Jeg har vist den til enkelte, som sagde noget i den stil. Heldigvis havde jeg fra start Paw, der var med på længden. Når jeg viste folk den skriblede storyboardudgave, kunne jeg se, de blev opslugt og sad og bladrede. Jeg fik grin og gode reaktioner. Folk kom bagefter og sagde, det var ret fedt med rytmen, der er meget filmisk. Man bevæger sig og kan stoppe lidt op ved en enkelt tegning, som er lidt større end de andre, og ellers skal man sjældent flytte øjnene rundt på siden for at forstå noget. Man kan nærmest roligt lade blikket glide hen over taleboblerne, så er man igennem og kan bladre. Derfor vidste jeg fra start, at den skulle være lang. Der var ikke nogen, der rigtigt udfordrede det, vil jeg sige.
Var du også sikker på konceptet med få billeder pr. side?
– Ja, jeg fandt hurtigt ud af, at det ligesom var rytmen. Hvis der er noget dialog, hvor der ikke sker ret meget rent bevægelsesmæssigt, er det fint med tre billeder på en side. Hvis der er noget poetisk eller action bruger jeg større billeder. Skuddet med geværet fik ét kæmpe frame. Der er en storyboarder i mig, jeg har jo arbejdet meget med tegnefilm. Med tegnefilm sidder man og ”flipper”, som man kalder det – kigger på sin tegning og går frem og tilbage og ser, hvordan det klipper med de andre. Sådan sad jeg med tegneserien på min computer og klippede den på den måde og ledte efter et flow.
Hvor tidligt var figurdesignet på plads?
– Det fandt jeg samtidig med farvelægning og linjetegningen. Der begyndte jeg at opdage, at det er flade figurer. Jeg vidste, det blev nødt til at være simpelt, fordi jeg skulle lave så mange sider. Min egen selvforståelse som tegner er også, at jeg ikke er en dygtig tegner som en Rune Ryberg eller med detaljer som John Kenn Mortensen. Min historie skulle ikke roses for de flotte tegninger, det havde jeg ikke ambitioner om. Det skulle ikke være flot, men fortælle historien. Det havde jeg set virke i mange graphic novels. De vinder på historiefortællingen, rytmen og karakterudviklingen.
– Hvordan kunne jeg så alligevel gøre det ikonisk? Da jeg karakterdesigner indenfor animation, vidste jeg, de skulle være genkendelige. Du kan se, det er faren i det øjeblik, du slår op på siden, da han har det juletræsformede skæg. Skovfogeden har hat på hele tiden, Thor har Steen & Stoffer hår. Det helt dumme svar er, at det var nemt at tegne. Jeg prøvede nogle andre hårtyper, men enten tog det for lang tid eller også gav det ham ikke den naturlighed, det skulle have. Han er ikke en dreng, der sætter håret. Det sidder bare, som det nu gør. Med ørnen var det naturligt med en udvikling fra lille til stor ørn, så den skulle ende lidt mere naturalistisk og proportionel med en rigtig havørn. Undervejs skifter den form hen ad vejen. Jeg kunne godt lide den lidt buttede, pingvinagtige, i midten af Ørn. Den var nem at tegne og kunne udtrykke rigtig meget.
– Så det var vigtigt for mig, at hver figur havde sin helt egen form. Kenneth har briller og krøllet hår, Elvira har glat hår, der bølger lidt. De skulle være super genkendelige. Deres tøj var jeg lidt mere ligeglad med. Jeg havde nogle overvejelser omkring tøjvalg til Elvira, men grundlæggende har de bare noget tøj på.
Erik Barkman anmeldte Ørn positivt i Weekendavisen, hvor han blandt andet skrev, at du tegnede som én, der bare blev ved, men ikke havde nogen skoling. Hvad tænker du om det?
– Ja, men det er også rigtigt. Jeg vil sige, jeg altid har følt mig lidt anderledes end de fleste elever i Viborg. Jeg har taget karakteranimationsuddannelsen i Viborg, hvor jeg blev færdig i 2008, som det andet hold. De fleste, der starter på uddannelsen, er allerede dygtige og går meget op i at blive endnu bedre tegnere. Det skal man være for at være tegnefilms- og tegneserietegner. Jeg har altid følt mig som en dårligere tegner end alle andre. Til gengæld har jeg opdaget, at mine tegninger har en form for charme, som jeg kan noget med, og som folk roser i stedet for.
– Så på en måde er det rigtigt observeret, men jeg har modtaget undervisning. Jeg har tegnet croquis, gået på aftenskole og alt muligt. Jeg kender anatomi og kan animere. Jeg vælger bare ikke at benytte det i denne sammenhæng. Eller det gør jeg indenunder, det ligger på rygraden, kan man sige. Jeg synes, man kan se på mine tegninger, at bevægelserne er gennemtænkt. Når de hopper, har man en fornemmelse af vægt, som jeg har lært gennem animationsfaget. Det kan man se på de fleste med animationsbaggrund. De har den force som tegnere, at der er vægt og en vis fysikalitet og dynamik i tegningerne, som Rune Ryberg også er et godt eksempel på.
Hemmeligheder og undertrykkelse kører som et tema, hvor man har en fornemmelse af, det må eksplodere på et tidspunkt. Der er en lang rollespilssekvens, der spiller en ret central rolle, hvor fik du ideen til den fra?
– Det var en sekvens, der aldrig var planlagt. Det var måske også de 100 ekstra sider, så den gik fra de 700 til 800. Det er lidt det rollespil, jeg aldrig selv fik lov til at være gamemaster på. I den henseende er jeg Elvira. Da jeg spillede rollespil, nåede jeg aldrig at blive gamemaster, og det har hun heller ikke nået indtil dette tidspunkt. Jeg vidste, at ørnen skulle blive rask og have en mulighed for at komme ud i verden, men i forklædning. Det var min præmis, at der skulle være en sekvens, hvor ørnen var forklædt, så den kunne komme udenfor. Derfor kom ideen med, at Elvira skulle invitere til rollespil. Derfra udviklede det sig, hvor jeg begyndte at tage det alvorligt. Der er selvfølgelig en tyv, en magiker og en fighter, og de skal møde en drage. Klassisk Dungeons & Dragons. Monsternavnene har jeg stjålet fra Sværd & trolddom universet, de bøger jeg læste som barn. Det er en lang hyldest til min egen oplevelse med at spille rollespil. Samtidig var jeg klar over, at det skulle ende med en konflikt. På trods af, at Ørn er ude og har fået lov til at møde andre mennesker, kan Thor ikke lade være med at kontrollere den. Det er den konflikt, der udspiller sig i rollespillet. Det viser sig, at Ørn er dygtigere end Thor til mange ting. Den forstår spillet bedre end Thor gør og forstår i øvrigt også Elvira bedre, end han gør.
Bortset fra, at sekvensen ikke var planlagt, havde du helt tiden en ide om, at det var nødvendigt med et opgør?
– Vendepunktet var klart for mig. På den måde er jeg skolet som filmmenneske. Jeg vidste, hvad der skulle ske, efter ørnen var vokset op. Den skulle få noget af Thor, som han alligevel ikke rigtig ville give. Han giver den lidt mere frihed, men ændrer reglerne, så han stadig har kontrol over ørnen. Det er i øvrigt en sekvens, jeg har arbejdet meget med, fordi den var for lang. Den har været endnu længere, og alle, der læste den, gik i stå dér. ”Det der rollespil er lidt langt”, sagde næsten alle. Jeg har virkelig arbejdet med at få den ned i længde og gøre den effektiv.
Var det svært at slippe Ørn, da en udgivelse nærmede sig?
– Det var en ekstremt mærkelig følelse. Det har været det længste, bedste og dummeste projekt, jeg nogensinde har kastet mig ud i. Og det mest prætentiøse. Uden at have gjort noget som helst før, troede jeg, at jeg kunne lave en graphic novel. Det var en naiv tanke. Så jeg var sindssygt lettet, irritabel og ængstelig, da der skulle tages endelige beslutninger. Da vi skulle vælge trykkeri og format, var vi på et tidspunkt ovre i noget paperback, som jeg kunne mærke ikke var det rigtige. Der var alle mulige ting, som heldigvis landede godt.
– Nu, hvor den er udkommet, har jeg været superglad for modtagelsen af den. Det er mere, end jeg havde forventet. Stort set alle, der har haft den i hænderne, kan lide den. Det gælder både folk, jeg kender, og det mere ”officielle” Danmark. Der var en række ting, jeg var nervøse for, de skulle kaste sig over og kritisere: den er for lang, det er spild af papir, i øvrigt tegner han grimt, karaktererne er ikke personlige nok og historien er ikke personlig nok. Alle de ting, jeg troede, jeg ville blive sablet ned for, har jeg fået ros for i stedet. Det er ekstremt rørende og dejligt. Jeg får tilbagemeldinger fra forældre, hvis børn, der ellers sjældent læser, ikke stopper, før de er færdige – og de taler om den, og den rører dem. Jeg har en nevø, der læste den, da han var 10 år. Han var sådan lidt: ”Den er da meget god, men den er nok til lidt mindre børn end mig”. Min reaktion var: NEJ! Jeg havde nærmest skrevet den til ham. Der vidste jeg ikke rigtigt, om jeg kunne lave den færdig. Han har set den nu og siger heldigvis: ”Hold kæft hvor er den god”.
– Så der har været meget indre modstand inde i mig selv, men nu synes jeg, det var dét værd at lave den.
Var Thors aldersgruppe tænkt som målgruppen?
– Som kreativ tænkte jeg den ikke sådan. Jeg vidste på et plan godt, det ville være en børnebog og ikke en voksenbog, fordi jeg valgte Thor som hovedperson. Men jeg har bare skrevet den, præcis som jeg synes, humoren og historien skulle være. Det er meget min stemme. Noget, der overrasker mig, er, at den også fungerer til endnu yngre børn som højtlæsningsbog. Min ældste er kun fire år, men han forstår historien og synes, den er sjov. Jeg har lignende historier fra bekendte, der bruger den som børnebog. Det synes jeg, er fedt. At det lykkedes at lave noget, der er så langt, men som ikke er svært. Det er jeg meget, meget glad for at se.
Lad os så småt runde af. Da jeg prøvede at tænke efter, kunne jeg ikke komme i tanke om ret mange andre tegneserier med mennesker og dyr, der kan kommunikere. Du har nævnt Steen & Stoffer, der i hvert fald er ét eksempel.
– Steen & Stoffer er en meget længere og dybere fortælling, der er fantastisk. De kan på tre-fire frames hoppe ud af virkeligheden, ind i fantasiverdenen og tilbage igen. I midten af en sætning kan du nå at være på rumrejse. Det gør Thor og Ørn også i nogen grad, hvor de hopper ind og ud af en fantasiverden.
I Steen & Stoffer er det kun de to, der kan kommunikere. En anden jeg kom i tanke om er Yakari om en indianerdreng, der kan tale med dyr, men igen er det kun ham og dyrene, der kan kommunikere, ikke andre. Havde du overvejelser ift. om Ørn skulle kunne tale med alle eller kun med Thor?
– Ja, det var noget af det, der var sværest. Jeg ville gerne have, den var virkelig. Man kunne også have lavet en fortælling, hvor man til sidst fandt ud af, det bare havde været Thors fantasi hele tiden. Det ville man kunne, hvis ørnen aldrig mødte et andet menneske. Der sad jeg lidt i saksen, for det kunne have været flot, hvis det bare var hans fantasi og modningsproces. Omvendt var der for mange godbidder i, at den også kunne komme ud og kommunikere, så det holdt jeg mig til.
Jeg undersøgte, hvad den næstlængste tegneserie på dansk er. Ifølge Comicwiki er det Habibi af Craig Thompson. Ham har du allerede nævnt som en inspirationskilde. I hans tegneserier er der meget lidt humor, i hvert fald i Habibi, hvor En dyne af sne måske har lidt mere. Men En dyne af sne handler også meget om et søskendeforhold ligesom Ørn.
– Jeg har den stående lige her (Jeppe hiver den frem fra bag computeren). Der var en tegneserieinteresseret kammerat i Viborg, der stak mig den i hånden på skolen. Det er første gang, jeg har pjækket fra undervisningen i Viborg. Jeg satte mig med den og kunne bare se, at jeg ikke kunne gøre noget, før jeg havde læst den færdig. Den var så gribende. Jeg er aldrig kommet ind i så realistisk et rum i en tegneserie. Jeg kunne nærmest mærke farens sved, når han er dominerende overfor sin søn og hele det kristne undertrykkende miljø. Derudover er den meget filmisk. Man kommer til et højdepunkt eller skillepunkt i historien, og så kommer der bare en række billeder af biler, der kører på en motorvej og en snerydder, der kommer og rydder vejen. Det er præcis sådan, man ville gøre i en film. Der ville man sætte musik på, og så ville disse billeder komme, mens man sunder sig og kommer videre til næste del af historien. Den form for virkemidler sugede jeg til mig og tænkte, det er fantastisk, at en tegneserie kan det. Ingen tvivl om at den har været en kæmpe inspiration.
I min anmeldelse på Nummer 9 nævnte jeg H.C. Andersens Den grimme ælling og Henrik Pontoppidans Ørneflugt. Den sidste handler også om en ørn, der vokser op blandt mennesker på en gård på landet, så det kunne være, der var inspiration derfra?
– Hvis jeg har læst Ørneflugt, har jeg i hvert fald glemt det igen. Min fortælling har mere slægtskab med E.T. eller Frankenstein, som jeg også refererer til. Eller Når naturen kalder af Jack London, der også er et eksempel på den type fortælling. Men jeg tror mere, min præmis var, at hvis en ørn aldrig får at vide, den er en ørn, så vil den ikke vide det. Hvis du bare fortæller den ”du er et menneske”, så vil den ikke have nogen ide om, at den er andet end det. Ud over de fysiske ting. Med social kontrol kan vi mennesker måske godt få hinanden derhen, hvor vi kan overbevise hinanden om, at vi er noget andet, end vi er. Det var den tanke, jeg syntes var spændende og strækker til det yderste, når jeg lader en ørn begå sig i en menneskeverden.
Hvordan vil du beskrive Danmarks længste tegneserie?
– Jamen, jeg har altid været usikker op, om vi skulle bruge prædikatet, men er gået med til det. Jeg har aldrig følt, at jeg har siddet og lavet Danmarks længste tegneserie. Hvis man omsatte den til en spillefilm, ville den have samme længde som alle mulige andre fortællinger. Det er udelukkende på sidetal. Ellers er det svært at sætte ord på, hvad det er for en tegneserie. Jeg ville gerne lave noget, der tager børns følelser seriøst og handler om ansvar. Om det første ansvar man får, nemlig overfor ens familiemedlemmer. Det ansvar, man som ældre søskende har for sine yngre søskende. Det er et ansvar, alle tager på sig, men som de færreste er bevidste om: hvor meget en storebror kan påvirke en lillebror, både positivt og negativt. Livet er et kæmpe eventyr, hvor vi giver og tager. Der er en masse ting, vi gør. Der er en masse ting, vi skulle have gjort og en masse ting, vi kunne have gjort. Til sidst står man tilbage med en stribe oplevelser, der har dannet den man er. I forhold til mig og min afdøde bror, der i høj grad er den storebror, som historien handler om, kan jeg se, hvor meget han har givet mig. Men jeg kan efterhånden også se, hvad det er, jeg har skullet bryde fri af med tiden i vores samarbejde. Vi var også samarbejdspartnere ud over at være brødre. Det er også dén kamp og dén opsummering Ørn og Thor må lave til sidst. Uden at spoile historien står de med den erfaring sammen til slut i Ørn.
Hvis man vil have hele historien, må man kaste sig over de 842 sider, enten alene eller i selskab med en bror, søster, søn, datter eller måske et kæledyr?
Jeppe Sandholt og Morten Tjalve
Del på
