ASTERIX 385 millioner solgte eksemplarer tilgængelig på 111 sprog, den største europæiske tegneseriesucces, dixi! Et nyt album – seriens 39., Asterix og Griffen er netop udkommet, og det anmelder Radio Rackhams Matthias Wivel, Thomas Thorhauge og Frederik Storm, som benytter udgivelsen til at kaste et kærligt og perspektivrigt blik på René Goscinny og Albert Uderzos superhit, fænomenet Asterix.
Udsendelsen kommer omkring ophavsmændenes selvbevidste status som franske andengenerationsindvandrere, deres suværene beherskelse af både tekst og billede, kombinationen af satire, eventyr og exceptionelt veloplagte forviklinger og situationskomik og kigger på seriens forskellige faser og udvikling.
Mange scener og albums vendes i forsøget på at indsnævre et egentligt højdepunkt (det er svært!), og så er der jo det nye team, Jean-Yves Ferri og Didier Conrad, der på meget kort tid har fået kadencen i Asterix-udgivelsesfrekvensen højt op, og som altså nu er aktuelle med deres femte nye eventyr, Asterix og Griffen – er det godt? Lyt med, der er for en gangs skyld ingen spoilere.
Læs Morten Tjalve om den nuværende samleudgave på dansk fra Cobolt, Den Store Asterix og af af Ferri og Conrads Vercingetorix Datter fra 2020, samt hans nekrolog over Uderzo, her på Nummer9. Se også de mange hyldesttegninger, der blev offentliggjort her på sitet ved mesterens bortgang. Du bør heller ikke snyde dig for Ivar Gjørups fornemme interview med den danske Asterix-oversætter Per Då, oprindeligt bragt i tidsskriftet Strip! i 2000. Og nåja, så var Thorhauge forbi Radio Glad og tale Asterix for nylig.
Følg Radio Rackham på Instagram og tilgå det historiske arkiv her. Musik ved DJ Carst10. Radio Rackham er støttet af Statens Kunstfond.