Radio Rackham: Asterix

12 kommentarer

Henning Andersen

on23. June 2022

Reply

Hej Rackham

Som altid: – et formidabelt afsnit. Men for kort!!!! Altså – når supersnakkerne kan bruge tre vidunderlige timer på Neal Adams, så ku I fandenbjældemig også gøre det samme med Asterix 🙂
Nu skal jeg nok forsøge at opretholde det spoiler-fri territorium. Men jeg har en kommentar til “Asterix og griffen” (som jeg fik forærende i anledning af noget “rundt”).
I 1996 udgav Wayne Douglas Barlowe sin “Guide to FANTASY” om “Great Heroes and Bizarre Beings from Imaginative Literature” – en slags opfølger på hans “Barlowe’s Guide to Extraterrestrials”. (Og jeg kan iøvrigt varmt anbefale et kig på Barlowe)
Nåmmen: – i rejseføreren til bizarre væsner, er hans udlægning af hvad “griffen” er for en størrelse Fuld-stæn-dig identisk med den, der bli’r præsenteret i tegneserien.
Det kunne være et tilfældigt sammenfald. Men det tror jeg ikke det er.

Uanset det er min eneste beklagelse, at I ikke lavede en længere pod’ til så stort et emne.

De bedste hilsner – Henning

Carsten Søndergaard

on23. June 2022

Reply




Jeg går ud fra, at du med “udlægningen” af, hvad griffen “er for en størrelse” mener den underliggende deskriptive fremstilling af griffen i albummet? Og det er vel i så fald ikke så mærkeligt, for griffen som mytologisk væsen har været beskrevet i 5000 år med ret så specifikke kendetegn: Løvekrop og en rovfugls kløer, spidse næb og gennemborende øjne.

Du mener vel næppe, at Barlowes visuelle gengivelse af griffen (side 45 i hans bog) har nogen visuel detaljeret lighed med hverken griffen på Cæsars krukke eller totemmerne i Barbaricum, som de er tegnet i albummet? Som jo i sig selv er ret forskellige.

https://64.media.tumblr.com/bb6dd72e771bde77b646d2ad76b5306b/tumblr_inline_ppbi5n3kV81smbjz3_500.jpg



Matthias Wivel

on24. June 2022




Henning mener tydeligvis Griffen, som den ender med at tage sig ud. Ikke sandt?



Matthias Wivel

on24. June 2022

Reply




Jo tak. Vi bestræber os generelt på afsnit af ca. en times varighed. Det går ikke altid, men vi synes det disciplinerer os og formoder, at det også betyder at lytterne holder ved i større omfang. Det kan dog sagtens være at vi tager fejl, på begge områder.

Nå, men jeg er enig: det var jo kun en appetitvækker, og jeg tror ikke vi er færdige med Asterix i Radioen!

Carsten Søndergaard

on24. June 2022

Reply

Altid vederkvægende at få hældt en hel times begavet kærlighed til Asterix ind i øregangen, tak for det.

Panelet har interessante betragtninger om den angivelige “onkelhumor” i både de nyeste Asterix- og de nyeste Lucky Luke-album, som holdes op imod den enorme kommercielle succes, begge serier fortsat nyder – endda større end i “de gode gamle dage”, for førsteoplagene er i dag tre gang så store som i Goscinnys tid. Hvordan kan det hænge sammen?

Er det måske noget så simpelt som et generationsspørgsmål, og er det i virkeligheden onkel Wivel, der selv er allermest onkel, når han om ungdoms-/kønstemaet i det foregående album “Vercingetorix’ datter” henslængt noterer, at “det er noget med de unge og Selfix og sådan noget, og det er bare er pinligt” eller at humoren i Lucky Luke-albummet “En ulden affære” om slaveriet “falder til jorden”. Det kommende nye Lucky Luke-album handler i øvrigt om dyrevelfærd, “Ratatas ark” hedder det; man fornemmer allerede onklernes bæven.
https://www.facebook.com/ForlagetCobolt/posts/pfbid02V4xnUwUXmiHmUWqRWEH1F9pN2enrPwWySCCxHVdgnh3f5r82CPtZHnfdarWXWXqal

Det lyder lidt som et ekko af de udtalelser, onkel Adrian Hughes og onkel Hans Engell kom med på TV 2 News i forbindelse med udgivelsen af det forrige Asterix-album, “Vercingetorix’ datter” i 2020.

Onkel Hughes: “Et ultraklamt produkt! Jeg kan ikke finde ord for, hvor meget jeg hader det. De er inde og rive i mit arvesølv, og jeg hader dem for det. Det her produkt byder mig SÅ meget imod!” – Tydeligt rystet kvindelig interviewer: “Men er det ikke fint, at man introducerer den her kvindelige figur, så man kommer lidt væk fra det kvindebillede, der har præget Asterix?” – Onkel Hughes: “Det kan man måske anerkende … hvis der SKAL være et produkt på markedet som McDonalds eller lignende, så vil man forsøge at gøre det så vitaminrigt som muligt, og det har de så forsøgt at gøre med det her usædvanligt klamme produkt. Men det skal jo være de sædvanlige figurer, ikke teenagepigen eller den øvrige ungdom, der viser sig at være de klogeste! Ferri og Conrad kan hverken skrive eller tegne!”

Onkel Engell: “Jeg har ALDRIG brudt mig om Asterix, for JEG har læst Gallerkrigen, og DER er altså ikke nogen, der hedder Adrenaline, der optræder overhovedet ikke nogen kvinder!” (Til gengæld er onkel Engell meget glad for Tintin – i modsætning onkel Hughes, der anser Tintin for at være “analt tegnet” og med “plat humor”, som man selv kan læse her på Nummer9. Sådan kan onkler måske være så forskellige).

Men hvordan hænger alt det her sammen? Asterix og Lucky Luke er en større succes end i mange år, men Radio Rackham mener, at serierne kun henvender sig til “gamle stoddere som os” og nostalgikere, og at hvis der virkelig findes yngre læsere, så må de have fået vredet armen om af deres forældre.

Er humor af i dag måske bare noget helt andet end humor for 50 år siden? Og burde det egentlig ikke også være det?

Eller hvordan kan det være, at onkel Wivel mener, at det anarkistisk sjove er væk i Lucky Luke-albummet “En ulden affære”. og at det er “pinligt preachy politisk korrekt”, mens Troldspejlets Ida Rud beskriver det som “et i særklasse godt album i gammeldags stil … Masser af inside vitser … Mødet med Ku-Klux-Klan er sindssygt morsomt … Tegnet humor kan noget helt vidunderligt … Jeg er mere begejstret for sådan et nyt klassisk album end jeg længe har været … Alle de kontroversielle ting behandles skarpt og sympatisk og alvorligt … Det er sgu et godt album … Et eksempel på at en gammel tegneseriefigur kan leve videre og have relevans i dag … Blevet gjort moderne og er aktuel uden at være moraliserende, det passer så godt ind i universet … På alle måder et vellykket album … Anbefaling herfra på det varmeste.” Starter 46:50.
https://www.dr.dk/radio/p1/troldspejlet-podcast/troldspejlet-podcast-17/

Thomas T

on24. June 2022

Reply

Hej Carsten,

Ved Teutates, det var godt nok en ordentlig omgang. Jeg synes det er en ekstremt rosende, anerkendende og begejstret udsendelse, vi har lavet om en af de allerstørste klassikere overhovedet, du får det jo til at lyde som om vi er sure? At Matthias ikke synes det nye album er sjovt er vel en ærlig sag. Og jeg roser det jo faktisk for dets selvstændighed og høje håndværksniveau, men altså, kære Carsten, vi må da kunne enes om at det er et legitimt kritikpunkt at mene at serien ikke er på samme gudeniveau som i velmagtsdagene, og at det åbenlyse udprægede kommercielle sigte med fortsættelsen, baseret på en loyal og grundlæggende konservativ videreførsel af koncepter og koder grundlagt i 1950erne, måske ikke er det allermest dynamitagtige dynamit?

Carsten Søndergaard

on24. June 2022

Reply




Nu indledte jeg jo med at understrege, at det var vederkvægende med en times kærlighed til Asterix, så nej, I lyder bestemt ikke generelt sure.

Og ja, jeg registrerede skam også din og Matthias’ forskellige holdninger til bæredygtigheden af de nye album.

Ingen tvivl om, at der er meget guld i de gamle Asterix-album, som I også formidler i en rus af lykkefølelse og med stor indsigt. Men … hvorfor skal de nye album partout holdes op mod 50-60 år gamle album med den tids temaer og den tids satire? Det bliver lidt trættende, synes jeg, for det har været en gentagen øvelse (bestemt ikke kun hos jer) i 40 år nu, siden Goscinny døde.

Så kan man sige, at Uderzo allerede da skulle have nedlagt serien og kastet sig over noget andet. Eller at det ville være bedre med rabiate og ekspressive ekstraordinære eventyr i universet. Og det kan man så blive ved med at sige og sige og sige, sikkert i mange årtier endnu. Men bliver det ikke lidt trivielt?

Det interessante spørgsmål er, synes jeg, ligesom I også selv er inde på, at de nye album er så enorm en succes, der er meget større end i Goscinnys tid og også større end for bare ti år siden. Det kan vel ikke KUN være, fordi Asterix (og Lucky Luke) er store kulturfænomener. Hvis mange som Matthias fandt de nye album gumpetunge, pinlige og kedelige, ville det jo ganske enkelt ikke være muligt.

Jeg har ikke svaret, men er nysgerrig på det.

Kunne det mon tænkes, at der findes et nyere og yngre publikum, der finder de nye album mere spændende og sjove end så mange andre album, og som ikke hver gang henfalder til sammenlignende analyse med Asterix på Korsika, Byplanlæggeren eller Asterix og briterne, og som ikke aner eller er ligeglade med, hvem Goscinny og Uderzo var eller om de er guder eller ej eller om der er et eller andet kommercielt sigte med albummene?



Matthias Wivel

on26. June 2022




Carsten, som kritiker bør man formidle sin oplevelse og sige sin mening. Jeg synes Lucky Luke-albummet falder til jorden i virtue signalling og mangler egentlig skarphed. Der er intet uventet eller originalt over dets kritik. Der er nogen, som Ida, der er uenige og fred med det: Jeg synes det er prisværdigt, men kedeligt.

Det samme gælder Vercingetorix’ datter, som tangerer det søvngængeragtige i sit generationsportræt. Her er et uddrag af, hvad jeg skrev om det i Information:

“…desværre er Ferris manuskript, der uselvstændigt låner takter fra gamle historier som Asterix og Vikingerne (1966) og Asterix ta’r til Spanien (1969), gumpetungt: De romerske fjender, som hjælpes af en farveløs gallisk forræder, udgør aldrig en troværdig trussel, og generationsportrættet er for fadt idealiserende til at byde på en interessant kritik af den evige konflikt mellem forældre og deres børn, endsige om de udfordringer, ungdommen i dag står overfor.

Værst er det, at humoren er anstrengt: Vi trakteres igen-igen med gallernes indbyrdes slagsmål, de lokale romeres forståelige konfliktskyhed, den overvægtige Obelix’ fornærmede reaktioner på at blive kaldt tyk og så videre. Ferri og Conrad byder ikke ind med meget nyt.”

Den holdning skal jeg altså lade være med at have, eller i det mindste formidle? Det ville forekomme mig uærligt. Og så vil jeg lige tilføje, at vi ikke på noget tidspunkt er reaktionært kategoriske på den måde Adrian Hughes og Hans Engell er. Det kan godt være, at vi har fordomme (det har alle), men det kunne ikke falde os ind at være så uprofessionelle.

Du ville hellere have, at vi leverer en analyse af, hvorfor Asterix stadig sælger? Det forstår jeg, og jeg synes også til dels vi forsøger ved at pege på det store, købedygtige gamle eller midaldrende publikum, der er vokset op med Goscinny og Uderzo, mens vi sætter spørgsmålstegn ved hvorvidt unge læsere også er på.

Vi lader den faktisk stå lidt åben og tager præemptivt hatten af for Ferri og Conrad, hvis det rent faktisk er tilfældet, at de inddrager mange unge læsere. Vi tvivler, men det er rent gæt, da hverken vi eller — som jeg forstår — du har tal og brugerundersøgelser at læne os opad.

Jeg kunne afslutte her med at spørge om du, Carsten, personligt synes de albums er morsomme eller interessante i deres satire?



Carsten Søndergaard

on1. July 2022




Nej, I er ikke reaktionært kategoriske som Adrian Hughes og Hans Engell. De fremstår nærmest som halsstarrige figurer fra gallerlandsbyen som Armamix og Hørmetix, og de har tydeligvis ingen indsigt i ret meget på det her felt. Det har I, og det kommer også til udtryk, og tak for det. Når jeg alligevel citerer Hughes og Engell er det dels fordi det er vanvittigt/tragikomisk i sig selv (og her var så en anledning, og det gik så lidt ud over jer, sorry), men også fordi det jo er et udtryk for en ret meningsløs sammenligning mellem tegneserier for 50 år siden og tegneserier af i dag. Og den synes jeg altså også, I gør jer skyldige i, på et uden tvivl mere kvalificeret niveau, men alligevel. Og SÅ stor forskel er der vel heller ikke mellem “klamt produkt” og “onkelhumor”/“morfaragtigt”/“hvad skal vi bruge det til”.

Men måske tager både jeg og Matthias fejl, hvad “onkelhumor” angår. Muligvis er onkelhumor faktisk det nye sort og har et ædelt formål i vor tid, jf. humorforskeren Marc Hye-Knudsen på Aarhus Universitet
https://psyarxiv.com/r9mhc/

Var Asterix på “gudeniveau” i Goscinnys og Uderzos tid, som Thomas siger? Det kan man måske mene, selv om jeg nok aldrig selv ville bruge sådan en divin betegnelse. Det hænger jo også sammen med ved skæbnen gunst at have været til stede i de rette relationer i det rette øjeblik i den rette tidsånd og de rette økonomiske opgangstider og de rette kulturelle omstændigheder og, ja, så været i stand til at udnytte disse sammenhænge til fulde, det var Goscinny naturligvis.

Men hvad skal og kan man gøre, hvis man mener, at Goscinny var en gud, og man så sidder 50 år senere og fortsat venter på Jesu genkomst? Ønsket KAN jo ud fra de opstillede specifikationer aldrig opfyldes, hvordan skulle det kunne det? Det vil blive en uendelig række af bristede forhåbninger, hvor man måske mister blikket for de nye og anderledes kvaliteter i nutidens versioner i sorgen over ikke at kunne mærke fortidens, som man kender så godt, fordi man er vokset op med dem?

Du spørger, Matthias, om jeg synes, de nye Asterix- og Lucky Luke-album er morsomme eller interessante i deres satire. Og ja, det synes jeg. De er storartet og effektivt komponeret og på et højere niveau end hovedparten af tilsvarende nye udgivelser i klassisk fransk-belgisk stil (som der er mange af). Der er masser af sjove detaljer, vitser, navne, ordspil osv., og de fungerer og læser sig lydefrit ind i samtiden i det 21. århundrede og i nutidens fortælleteknik uden at miste deres rødder. I Asterix og griffen er det interessant at opleve, at Asterix, Obelix og Miraculix sættes helt ud af spillet, men alligevel er med. Selv trylledrikken sættes ud af spillet, som I selv nærmest efterlyser, fordi den i bund og grund er et letkøbt trick. Hvis nu JEG skulle forfalde til at sammenligne med noget oldgammelt, ville det være Tintin i Tibet (også ud over den klare reference i den ekstra markedsføringsside med Miraculix’ drømmesyn) eller Castafiores juveler. Det er i mine øjne bare positivt.

Er de LIGESOM Asterix og Lucky Luke i 1960’erne og 70’erne? Nej, og det skal de jo heller ikke være så utroligt mange år senere. Men de trækker effektivt på de “koncepter og koder”, som Thomas taler om, og hælder dem ind i en ny tid og tager emner op, som ikke var relevante i efterkrigstiden, men nu er det i et nyt årtusind, og serverer en lidt anden form for humor.

Goscinny havde jo også måttet gå den vej, hvis han stadig (i en alder af næsten 92 år) skrev nye Asterix-historier i dag, hvis han ikke ville udsætte sig selv for endnu større kritik fra kvinder end i sin oprindelige samtid. På trods af seriens grundlæggende katolsk enfoldige og snerpede efterkrigskønskoder lykkes det faktisk Ferri her i 2020’erne at få de talrige kvindelige figurer i de seneste to Asterix-album placeret forståeligt i set up’et, uden at de slår sig (hverken kvinderne eller Ferri). De (uhyre få) kvinder i Goscinny/Uderzo-æraen led ærlig talt under at være papudskårne enten frodige husmødre eller Brigitte Bardot-agtige pinup’er, gjorde de ikke? Det forekommer mig, at også visuelt formår Conrad at få kvindeskikkelserne til at falde bedre ind i sammenhængen end Uderzo gjorde.

Måske er nutidens nye Asterix-album (og Lucky Luke-album) bare mere tålelige at læse for kvinder end de gamle? Dét emne kunne I måske lave en hel udsendelse om. Gerne med et par kvinder i forskellige aldre i panelet.

Min egen mening om Asterix og griffen indbefatter også det både sjove, geniale og fornyende, at Asterix, Obelix og Miraculix faktisk sættes ud af spillet. Det er sgu da nytænkende. At rejsen henlægges til et ukendt folk, man ikke har set før, er vel også fornyende og giver netop mulighed for at introducere nye figurer og figurtyper og personlige relationer, man heller ikke har set før. Det synes ikke at interessere dig, Matthias, i stedet beklager du, at gallerne stadig slår hinanden i hovedet med fisk. Men altså ærlig talt, det gjorde de jo også igen og igen og igen hos Goscinny, så det er, som om du beklager både gentagelser og fornyelse.

I diskuterer også tegneserien som massemedie: I beklager, at I ikke mener, tegneserien længere er et massemedie. Men hvad betyder massemedie? Der udkommer og sælges i dag flere tegneserier på fransk end nogen sinde tidligere. Der udkommer omkring 5000 nye tegneserier om året mod 5-700 for 40 år siden. Og ja, gennemsnitsoplagene er mindre end dengang, hvilket vel på sin vis virker logisk, og det er et ernæringsmæssigt problem for de enkelte tegneserieskabere, som der til gengæld også er langt, langt flere af end nogen sinde før. Og ja, nogle af udgivelserne er nye aftapninger af gamle klassikere som Asterix, Lucky Luke, Blake og Mortimer, Splint & Co., Blåfrakkerne osv., men langt de fleste er manga og i større og større omfang børnetegneserier, hvoraf der findes flere bestsellere på Asterix-niveau. Selv om den udvikling ikke helt er nået til Danmark endnu, kunne det måske være et emne for en fremtidig Radio Rackham-udsendelse. Som så tager udgangspunkt i nutiden og ikke fortiden, som I har gjort her.

Henning Andersen

on24. June 2022

Reply

Hej Carsten

Du er da i et vældigt krigshumør 🙂 men giv mig lige lidt “slack” og “credit”. Jeg har udmærket tjek på griffer & sphinxer & mandragorer & kallikantzarier & og etc. så jeg ved ikke hvorfor jeg lige skal have en belæring. Men okay – ordet er frit.
Og nu er vi (jo) så kommet ud i spoilerland – ikke mindst med dit link til Barlowes “Griffin”, så lad os da lukke op for posen.
Barlowes “Griffin” er en psittacosaurus (papegøje øgle), med forskelligt fiktivt vedhæng – herunder vinger samt kindhorn. Den knallert, som rejseholdet kan se gennem krystalisen er en slags chasmosaurus. De hører begge til ceratops-familien (hvilket betyder “horn i ansigtet”), hvoraf den kendteste vel er triceratops (tre horn i ansigtet). Det er den der altid er oppe at slås med en T-Rex i populærvidenskabelige fremstillinger – og på films og på bogforsider og i tegneserier og så videre …
Og når vi nu er ved “totemmerne i Barbaricum”: De er selvfølgelig en slags dragehoveder-a-la-vikingeskibe. Men forlægget (!) må være dette cover af Peter Jones:

https://www.pinterest.de/pin/659214464184455915/

(iøvrigt ville der kun være en “grif-mosaurus” i Barbaricum, hvis den havde vinger, thi alle ceratopsider er fundet i nord-amerika (og ikke et ord om pladetektonik – tak 🙂 )

Så deeeeeet …..

Bedste hilsner, Henning

Carsten Søndergaard

on24. June 2022

Reply




Tak for denne enestående indførelse i fabeldyrenes fauna 🙂

Det lød bare, som om du anklagede Conrad for bevidstløst at have tyvstjålet griffernes udseende, hvilket forekom mig lige lovlig karsk. Det var måske ikke helt det, du mente.

At han har været inspireret af andre kunstneres værker, herunder historiske, er der næppe tvivl om, og det er jo også helt almindeligt, det gjorde Uderzo også.

Jørgen Høgh

on13. July 2022

Reply

At Asterx var allerbedst under Goscinny og Uderzo, kan der vel ikke herske nogen tvivl om. Og når de så blev oversat så vidunderligt af Per Då, som de blev, kan der vel ikke herske tvivl om, at “onkel humoren” tiltalte både børn og unge og voksne dengang i tresserne og halvfjerdserne. Med hensyn til Korsika albummet, kan jeg sige, at omkring den tid, det udkom i Danmark, var der en “landeplage”, der hed “Min Amanda var fra Kerteminde”, så da jeg i sin tid første gang læste navnet “Minamandavarfrakertemix” var jeg tæt på at brække mig af grin. Med hensyn til tegnestilen på det nyeste album, kan jeg kun sige, at jeg nærer så stor respekt for Conrad! Jeg føler mig ligefrem hensat til det første album om “Store Knud” af hollandske Dick Matena, som med mange års forsinkelse kom på dansk i nittenhundredeogfirserne. Conrads streg er meget varieret i tykkelsen, men da den gennemgående stregtykkelse ser så “tynd” ud i forhold til Uderzos streger, synes der måske ikke at vær de store variationer. Variationerne er der dog. Studèr tegningerne nærmere.