Tegneserier og højtlæsning kan efter sigende løse læsekrisen – så hvorfor ikke slå dem sammen? Vi guider til de bedste, festligste og mest nostalgiske tegneserier, du kan læse højt, uanset om du vil lave sjove stemmer eller ej.
Skal man tro politikere, PISA-resultater og fortvivlede folkeskolelærere, står landet over for en læsekrise af katastrofale dimensioner. Dalende læselyst og manglende kompetencer er store problemer, der kræver komplekse løsninger. Én af løsningerne, synes eksperterne at være enige om, er tegneserier. I så høj grad, faktisk, at landets bibliotekarer og læsevejledere flokkes til temadage om tegneserier og at den tidligere kulturminister endelig åbnede for pengeposen til et Tegneseriens Hus.
Men børn skal ikke bare selv læse tegneserier. Højtlæsning, siger læseeksperterne, er mindst lige så vigtigt som læsetræning, hvis børn skal vokse op med både evner og lyst til at kaste sig over bøgerne. Det er måske ikke alle, der automatisk samler tegneserier op, når det er tid til godnathistorie – men der er mange gode timer og store læseoplevelser at dele med børn i vente. Hvis man altså har mod på at skulle pege lidt mere og (måske) lave lidt flere sjove stemmer.
Vi har bedt Nummer 9s skribenter dele ud af deres erfaringer med tegneserier som højtlæsning – for små og store børn, med klassikere og helt nye titler, med og uden ord. Læs og find din næste tegneserie (voksne kan med fordel læse højt for hinanden, hvis der ingen børn er i husstanden)! Og del gerne dine bedste højtlæsningsoplevelser med tegneserier i kommentarfeltet.
Erik Barkman: Lille Kvast
Céline Fraiponts manuskripter til tegneserierne om Lille Kvast kan ikke fylde mange A4-sider. Fortællingerne er helt uden ord, og de starter og slutter på samme måde: Først forlader den kulsorte, rødnæsede hovedperson sin seng og sit hjem, og til sidst finder han/hun/hen tilbage til dem igen.
Men ude i verden, mellem mors farvelkys og velkomstkram, kan der ske næsten alt. Lille Kvast kan lande på en øde ø eller en fjern planet; han kan støde på klodsede yetier og gnavne hofnarre; han kan gives som gave eller optræde i cirkus.
Siderne er enkelt og genkendeligt sat op, fem-seks rammer per side, typisk totalbilleder set fra siden – som hvis figurerne befandt sig på en teaterscene. Begivenhederne skrider analytisk frem, trin for trin, og figurernes følelser er store og letaflæselige. Lille Kvast er billedfortællinger for absolutte begyndere, og deri ligger seriens magi.
Hvor billedbøger læses FOR børn, så kan Fraipoint og tegner Pierre Baillys herlige bøger læses MED dem. Oplæsning bliver til dialog, mens man sammen afkoder billedfortællingen, og fordi der ikke er ord til at fastlåse betydningen af billederne, kan udlægningen af teksten variere subtilt fra gang til gang.
Eller sådan fungerede det i hvert fald for mig og min søn, da han gik i børnehave og 0.-klasse. Han slugte bøgerne om Lille Kvast råt; først de danske og så dem, vi fandt på ture til Tyskland og Frankrig, hvor hovedpersonen hed “Kleiner Strubbel” og “Petit Poilu”, men alt ellers var præcis som vanligt i seriens varme og genkendelige univers.
Nu er han 17, altså min søn, og for gammel til at læse tegneserier med sin far. Men Lille Kvast-bøgerne står stadig i reolen, hvor de har overlevet den ene oprydning efter den anden.
Felix Ravn: Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor
Der er en fantastisk nærhed i det at læse højt for sit barn. Det er noget af det bedste man kan lave sammen med dem, absolut. Men altså. Hør her. Det er også, til tider, virkelig monotont. Og det er ofte de samme bøger. Og det er ikke altid de sjove. Og jeg begynder at gabe ufrivilligt nærmest med det samme.
Og på en måde er det allerværst, når det er tegneserier man læser højt. Pludselig er fortællingen baseret på replikker og specifikke billeder på siden, så der er behov for at følge figurerne rundt med fingrene, så barnet forstår hvad der foregår. Der er en grund til, at Rasmus Klump tidligt droppede talebobler og flyttede teksten ned under billedet.
Når det er sagt, så betyder Jakob Martin Strids univers meget hjemme hos os. Og det blev ekstra fedt da han med Da Mumbo Jumbo blev Kæmpestor for alvor vendte tilbage til tegneserierne. De var aldrig helt væk, men det her føltes alligevel anderledes for mine unger.
Og selvom jeg måske foretrækker sange, rim og remser (det fungerer bare bedre, altid), og derfor sværger til alt med Marianne Iben Hansen, så har vi trods alt læst nok Strid til at begge mine børn nu læser selv… og de foretrækker tegneserier til hver en tid. Sejr!
Morten Tjalve: Prins Valiant (og Yakari)
Det er svært at forudse, hvad der vil hitte som højtlæsning. Da mine børn var mindst, var det Yakari, hvor tegneren Derib lægger en sød og børnevenlig streg til Jobs historier om en ung, indfødt amerikansk dreng. Der er humor, spænding, oplysning og fine moraler, samt et ualmindeligt rigt udvalg af nordamerianske dyr og en heftig dosis mytologi. Med ikke færre end 36 udgivelser på dansk, i albums der kan læses højt på 15-20 minutter, er der til mange hygge- og godnatlæsninger.
Når ens børn så er klar til at lære, hvad livet virkelig handler om, kan man kaste sig over den på alle måder episke dannelsestegneserie Prins Valiant. Her skal man dog have tid. God tid! Selv om serien stadig kører, vil jeg klart anbefale, man holder sig til perioden, hvor Foster både skrev og tegnede den. Med mere end 1.700 sider er det dog også rigeligt til at få en måned eller to til at gå. Den kronologiske danske udgave fra Interpresse og Carlsen Comics er glimrende til højtlæsning, men Fantagraphics er langt bedre i gengivelsen af Fosters streg. Den helt store forældrebonus for den tegneserieskeptiske højtlæser er, at teksten på gammeldags vis er placeret under hvert billede i stedet for i talebobler.
Hvad får man så for indsatsen?
1) Eventyr med riddere om det runde bord i det 5. århundrede. Det er fiktive og virkelige historiske begivenheder og personer i skønsom forening med anakronismer og overnaturlige elementer. Der er masser af drabelige dueller til hest, til søs, med og uden sværd, der kan tilfredsstille ethvert action-hungrende barn. Fosters mest unikke evne som forfatter er dog konstant at have et glimt i øjet og en herlig, underspillet humor, der løber som en rød tråd igennem serien.
2) Intet mindre end fantastiske tegninger af en kunstner, der angiveligt brugte mere end en normal dansk arbejdsuge på at kæle for en enkelt søndagsside. Uge efter uge. År efter år.
3) Eksotiske og farefulde rejser rundt i verden til Nordamerika, Afrika, Mellemøsten og det meste af Europa, inkl. farens hjemland Norge. Undervejs har Foster også modet til at lade vigtige bipersoner dø eller miste et ben. Jo, det er farligt at leve. Vel er den samtidig et barn af sin tid (1937-1970), men den er mere nuanceret og mindre klichefyldt ift. fx de indfødte amerikanere, end mange samtidig skildringer i film eller bøger.
4) En hovedperson der vokser fra 5-årig dreng til fuldvoksen mand med familie og børn. Men også en serie, hvor synsvinklen skifter undervejs, så både hans kone, Dronning Aleta, og særligt den ældste søn, Prins Arn, i perioder overtager handlingen. En yderligere kvalitet er, at ingen af dem er pletfrie, perfekte mennesker. De træffer alle dumme, dårlige og uovervejede beslutninger, som de fortryder – præcis som rigtige mennesker gør. Når det virkelig gælder, viser de dog gang på gang, at et godt hoved er det vigtigste for at lykkes her i verden. Hvilken bedre morale kan man få?
Malthe Grindsted Fabricius: Tintin
Nyt fra felten: “Jeg elsker Tintin!”
Selvom han nærmer sig en alder på 100 år, kan vi i dag afsløre, eksklusivt i Nummer9, at Tintin, den verdenskendte skribent fra Le Petit Vingtième, fortsat er populær blandt læsere i alle aldre. Vores fortrolige kilde, H.L.G.F., der nyligt er fyldt syv somre, har indvilliget i at stille op til et interview om højtlæsning af Tintin, under forudsætning af absolut anonymitet. Hun udtaler:
”Det bedste er, at historierne er spændende. Der sker så mange vilde ting i dem!” Adspurgt om, hvorvidt historierne også er sjove, fortsætter H.L.G.F. ufortrødent, “Det sjoveste er, når Kaptajn Haddock er skør og bander. Men jeg kan bedst lide Tintin.”
“Hvordan kan det være?”, indskyder deres trofaste skribent.
“Han er den, som ikke er så skør, men er meget god til at regne ting ud.”
Opmuntret af disse uforfærdede pointer spørger jeg, om det gør en forskel for højtlæsningsoplevelsen, at der er tale om en tegneserie? “Det er anderledes, fordi der er talebobler og ikke så meget tekst”, svarer kilden, og fortsætter, “Det bedste ved tegningerne er, at de ligner rigtig mennesker og ting. Altså, det er ikke fantasivæsner eller en lille tiger, der sover.”
Deres rapporter nikker og noterer febrilsk, mens et nervøst spørgsmål trænger sig på, “Er det mon sådan, H.L.G.F., at når du engang selv kan læse Tintin… øh… vil du så stadig gerne have dem læst højt?”
”Jeg vil gerne blive ved med, at du læser dem højt for mig, også når jeg selv kan læse dem, for så er det lidt lettere at slappe af og fokusere på historien”.
Og som afslutning, uopfordret, ubekymret; tre små ord uden yderligere uddybning: “Jeg elsker Tintin!”
Ryd forsiden – vi går breaking!
Brian Dall Schyth: Steen & Stoffer
Steen og Stoffer var altid populær som højtlæsning for mine to piger, da de var små. Især én stribe, havde de kastet deres kærlighed på, én som pigerne hurtigt døbte ”Du kigger ikke engang!”.
Det er egentlig bare en helt almindelig Steen og Stoffer-stribe på side 5 i det danske album nr. 4, der meget rammende har titlen ”Hovsa!”. Steen er ved vandet med mor. Han går ud i vandet, først til knæene, så lige op over, imens han på sædvanlig buldrende vis forsøger at påkalde sig sin mors opmærksomhed “SE BARE, MOR! SE HER! SE!” I sidste billede ser vi hele scenen: Mor sidder med solbriller på og læser i en bog. Ironisk siger hun (uden at kigge op) “JEG ER DYBT BETAGET, STEEN.”, hvorefter Steen uforstående overfor mors ligegyldighed (og ironi) udbryder “DU KIGGER IKKE ENGANG!”
Det altid sjovt med denne lille knægt, der ser sig selv som centrum i verden, og slet ikke forstår, når han ikke er det. Måske grinte vi, fordi vi genkendte os selv i Steens krav om udelt opmærksomhed. Men stribens popularitet i det lille hjem skal nok også findes et andet sted.
Jeg havde nemlig til højtlæsningen komponeret en helt egen version af Steens stemme. Lidt SvampeBob Firkant, lidt snottet-snøvlende barn, kogt sammen til en stemmeføring, der kunne gå fra indadvendt mumlen til at eksplodere i udråbstegn: “DU KIGGER IKKE ENGANG!”. Når jeg rigtigt startede svagt og virkelig lagde tryk på i sidste rude, ja så skulle der altså kun fire billeder til at få en humørbombe til at eksplodere imellem os.
Jeg spurgte dem nogle gange, hvorfor det lige var den, der var deres yndling og hver gang var svaret: “fordi det er den sjoveste”. Det er jo altid et godt svar.
Og ve mig, hvis jeg læste den op “med min egen stemme”. Så fik jeg straks at vide: “Nej far, læs den op med Steens stemme”. Tja, Steen kunne vist ikke have sagt det bedre selv.
Malene Hald: Ricky Ricotta (og andre hybridtitler)
I jagten på at fastholde børnelæseres flagrende opmærksomhed, er en ny fortælleform dukket op på den litterære stjernehimmel: Hybridtitler. Som en slags boglig biksemad blander de prosatekst, illustrationer og tegneserieforløb. De storbruger tegneseriens formsprog: talebobler, lydord og fartstreger, udvalgte ord fremhævet med markante skrifttyper. Ingen opslag ligner hinanden og der sker hele tiden noget nyt.
Min 7-årige nægter at få læst højt af bøger der ikke har tegninger på alle sider – tegninger han kan lide, vel at mærke. I lang tid hang vi fast i billedbøger han var for stor til, og tegneserier han var for lille til (eller som han afviste på grund af tegningerne. Nul Yakari og Anders And til ham). Men så fandt vi Dav Pilkeys Ricky Ricotta og Kæmperobotten. Ja, ham med fuldblodstegneserierne Hundemand og Kaptajn Underhyler har også lavet den mindre kendte hybridserie om musen Ricky, der i syv bind bekæmper monstre fra det ydre rum. Min 7-årige godkendte prompte Pilkeys æstetik, action og plots og siden har jeg trawlet bibliotekernes hylder tynde for mere i samme stil.
Hybridtitlerne er nemlig også nemmere at læse højt. Man behøver ikke udpege, hvem der taler – med en dosis indlevende højtlæsning kan junior godt følge med i, hvem der siger hvad, hjulpet på vej af de udtryksfulde tegninger og prosadelens dialogmarkører. Og så øver han sig også i selv at læse de mange lydrette lydord (klask, plask, slam, ha-ha-ha!).
Fra ‘Krydsede Knogler’
Og det vigtigste: De her titler er en fest at læse op! Hovedpersonerne er ofte en gruppe karikerede dyr der opklarer forbrydelser, tager på skattejagt eller andre aktiviteter med indbygget action. De er helte, skurke, fjolser og forrædere og det giver oplæseren rig mulighed for at giver den gas på stemmefronten. Udover Ricky Ricotta har vi også skraldgrinet af Bad Guys (Aaron Blabey), Den tossede trio (Swapna Haddow og Minkey Stapleton) og Krydsede knogler (Jack Henseleits) – som i øvrigt alle er fra forlaget Bogoo, der spytter hybridtitler ud.
Min 7-årige sluger hybridtitlerne råt. Om det er mit uovertrufne stemmeskuespil eller de gakkelakkede plots og tegnefilmsinspirerede tegninger tør jeg ikke sige, men han griner højlydt, lever sig ind i historien, og vil have mere, mere, mere!
Martin Rovang Jensen: Mira
Det er næsten lidt kedeligt og forudsigeligt at pege på en af det seneste årtis mest populære og succesfulde danske børnetegneserier. Men jeg gør det alligevel, fordi Mira (Lemire/Bregnhøi) er virkelig sjov og velfortalt, totalt i øjenhøjde med målgruppen, og bare egner sig rigtig godt til højt- og fælleslæsning med børn.
Jeg taler af erfaring. Jeg har nemlig to døtre på nu 16 og 12 år, der begge er vokset op med Mira-universet, som de både har fået læst højt fra ende til anden enten sammen med mig, inden de selv kunne læse godt og selvstændigt, og også senere har pløjet sig gennem selv, så snart de var gode nok læsere til dét.
Der er en smittende fortælleglæde og en hverdagshyggelig genkendelighed i Mira, der løber som en rød tråd gennem seriens 10 bind. De fleste børn burde kunne leve sig ind i hovedpersonens små og store problemer og det øvrige persongalleri udgjort af venner fra klassen og forældre. Og for os voksne er der masser af små, indforståede jokes og kærlige svirp til forældrerollen i historierne, der altid gør en fælles læse-højt stund med et Mira-album til sjov kvalitetstid for både barn og voksen.
Nogle tegneserier fortæller med en udpræget brug af faktaboks-agtige regibemærkninger, der kan ligge som et tungt åg over højtlæsningen. Det er Mira-serien for det meste dejligt befriet for. Det er i udpræget grad dét, som Mira & co siger til hinanden via taleboblerne, der bærer handlingen frem. Serien er derfor dejligt nem at gå til i en højtlæsning, hvor barn og voksen hurtigt får fælleslæst sig gennem hvert bind uden de store krumspring eller forståelsesmæssige udfordringer.
