Klara: Vaskebjørnenes by
Der er dejligt nostalgiske tegninger i fortællingen om en piges kamp for at bryde med sin familie. Desværre har Fabian Göranson en tendens til ikke at stole på læserens evne til at forstå tegningerne uden forklarende tekst.
Historien, om en dreng eller pige der ikke føler sig tilpas i sit eget hjem og misforstået af de voksne, er ikke ligefrem ny. Ej heller at vedkommende foretrækker at flygte fra hjemmet og søge grønnere græsgange. Det er set i alt fra gamle folkeeventyr til Harry Potter. Når det i Klara: Vaskebjørnenes by blandes med en flok børn klædt ud som vaskebjørne og en opfindelse, der kan måle alle former for elendighed, er det til gengæld mere opfindsomt. Klara blander således god gammeldags socialrealisme med mere fantastiske elementer.
Der er noget dejligt gammeldags over det grafiske udtryk i Klara, hvilket måske hænger sammen med, at der er en umiskendelig Jan Lööfsk inspiration over Fabian Göransons tegninger. Fra den markant tydelige sorte streg over de enkle, men samtidig detaljeret udfyldte ruder og hele tiden med et anstrøg af naivisme. Dertil foregår den i en udefineret tid, der ligner 1950-60’erne. Her kører biler med bløde, runde former forbi et marked, hvor boder fra før supermarkedernes indtog bugner med varer fra slagtere, fiskehandlere, ostehandlere og bagere med kanelboller til 50 øre stykket. Det er et dejligt tidsbillede gengivet i søde tegninger.
På markedet støder Klara bogstaveligt talt ind i to børn klædt ud som vaskebjørne. Tilsyneladende lever de et frit liv uden voksne, regler og rammer. De efterlader et stort indtryk hos Klara, der snart begynder at lege med tanken om at slutte sig til dem. Hjemme er faren alvorligt syg og moren lidt for optaget af at holde en stram økonomi kørende til for alvor at give Klara opmærksomhed nok. Det kulminerer en aften, hvor Klaras mor uddeler en syngende lussing og vil sende Klara på kostskole. På den måde håber familien, at Klara kan blive mere som sin storebror, der både er flyttet hjemmefra og arbejder for de såkaldte teknokrater. Alene ordet teknokrater kan vel få ethvert barn til at miste lysten til at blive voksen. Derfor flygter Klara hjemmefra for at slutte sig til vaskebjørnebørnene. Hvis hun vel at mærke kan finde dem igen, hvilket bliver hovedudfordringen i Klara: Vaskebjørnenes by, der i høj grad lægger op til en fortsættelse.
Man føler sig godt tilpas i Göransons univers, der trods de bagudskuende elementer samtidig har nogle pointer omkring moderne teknologis påvirkning af unge (og ældre), der nok bliver foldet mere ud i fremtidige fortsættelser. Doktor Nuragen har opfundet et panoptikon, der i dette tilfælde er en slags virtual reality maske, der viser verden på en helt ny måde. Bedre? I hvert fald ifølge doktoren, men Klara, og dermed læseren, virker ikke overbevist.
Göranson står for både tekst og tegninger. Derfor kan det godt undre, at han ikke stoler mere på sine tegningers evne til at fortælle. Han har en kedelig tendens til at komme mere forklarende tekst på, end det er nødvendigt. Han bruger ikke talebobler, men i stedet tekstbokse, hvor dialogen også indgår. Dette bidrager i sig selv til det altmodische udtryk. Alt for ofte beskriver han dog med ord, hvad billederne tydeligt viser. Godt nok siger man, at et billede kan sige mere end tusind ord, men for mange ord kan omvendt kvæle et billede.
Her først et eksempel fra markedet, hvor den første tekstboks måske nok har sin berettigelse, da den fortæller lidt om Klaras reaktion ved synet af osteboden. Den næste tekstboks virker dog helt overflødig, da den blot gengiver det samme, som billedet viser.
Andre gange fylder tekstboksene samtidig så meget, at det går ud over tegningerne. I det næste eksempel er storebroren ved at demonstrere sin elendighedsmåler, et kryptalometer. Igen gengiver teksten, hvad der tydeligt ses på billedet. Göranson behøver ikke fortælle med ord, at Klara og moren holder sig for ørerne, eller at der kommer flammer ud af kryptalometret.
Fabian Göransons Klara: Vaskebjørnenes by kommer med et mærkat som vinder af årets svenske børne- og ungdomsbog 2025. Det er delvist fortjent, for den er både charmerende og interessant i sin blanding af realisme og magisk realisme. Samtidig vil jeg indvende, at der skulle lidt mere til, hvis den også skulle vinde en pris som årets børne- og ungdomstegneserie, da den ikke stoler nok på læserens evner til også at læse mellem billederne og lade dem stå for sin del af handlingen, uden at det hele skal forklares med tekst.
