Kærlighed er falsk
Sidste stop i trilogien om Kat og dennes flyvende datingcirkus er et studie i selvheling og rodårsagsanalyse.
Jeg har glædet mig mere til den her udgivelse end den gennemsnitlige gamer har glædet sig til launch på GTA 6. For tiden er kommet, trofaste læser! Tredje og sidste bind af Matilde Digmanns trilogi om Kat er i handlen. Og jeg har scoret mig en af de lyserøde mursten (næsten 400 sider, baby)!

Som ækvivalenten til tooltips på en loadingskærm, før selve oplevelsen går i gang, så får du her en kort oversigt over historien indtil videre.
Bind 1, Pseudo, introducerer Kats kaotiske og dysfunktionelle datingliv og erkendelsen af, at noget er galt.
Bind 2, Guds Fred, omhandler Kats medlemskab af SLAA (Sex and Love Addicts Anonymous) og gennemgangen af deres tolvtrinsprogram, med tilbagefald undervejs. Læs anmeldelsen her.
Bonus tooltip: I anmeldelsen her bruger jeg de/dem pronomener om Kat, og jeg ved det kan være lidt forvirrende at læse (“hvem er ‘de’?! Er der flere personer?”), hvis man ikke er vant til det. Hvorfor de pronomener? Fordi:
- Der er ingen steder hverken i trilogien, i beskrivelsen af værkerne på forlagets side, eller på Matilde Digmanns egen hjemmeside, hvor Kat bliver omtalt som “hun/hende”, på trods af kvindelige kønskendetegn.
- Trilogien er baseret på Matilde Digmanns egne oplevelser. Jeg udleder derfor, at Kat er en insert for Matilde Digmann selv. Matilde Digmann identificerer sig som nonbinær (de/dem pronomener på Instagram).
Og nuuuuu sker det: Bind 3, Kærlighed er falsk! Lad os så komme i gang.
Vi starter et tilsyneladende virkelig godt sted: Kat har gennemført tolvtrinsprogrammet i SLAA, og skal nu holde tale. Ih, hvor dejligt de er helet, og at alt nu er i den skønneste orden! Men idyllen varer kun kort, for Kat laver noget af et mic drop – erklærer at programmet har været en løgn for dem, og Kat kritiserer formen på SLAA, før de skrider. Ligesom i de andre bind, så har Digmann god plads at brede sig på, og fortælletempoet er dvælende og detaljeret. Det har den effekt, at sekvensen her er som at se et biluheld i slowmotion. Og som læser får man trukket tæppet væk under sig, for hvad sker der nu? Bind 2 sluttede med at etablere, at Kat fik styr på sig selv (virkede det til). Men her i starten af bind 3 bliver det hele smidt ud af vinduet.
Bruddet er kompliceret – SLAA har uden tvivl hjulpet Kat, som vi så i bind 2, og deres kritik af den dømmende retorik i gruppen er også berettiget. Vi har tidligere set, at Kat nærede en vis skepsis over for organisationen. Men som læser sidder man også med en snigende fornemmelse af, at Kat kan være ved at begå en brøler. For måske sikkerhedsnettet i SLAA havde sine fejl, men i det mindste var der et sikkerhedsnet.
Men nope, Kat vil stå helt på egne ben nu, og føler de har tjek på det. Kat er kærlighed i sig selv, det behøver de i hvert fald ikke søge andetsteds fra. Så de beslutter sig for at have en rotation af elskere, holde det casual og ufokuseret, og så går det nok. Alt det søde uden bøvlet!

Men Kats venner – edderkoppen Spidey og katten Ted – prikker til Kat og spørger om de nu også har styr på det. Spidey og Ted er skeptiske. Og der går heller ikke længe, før Kat dukker op og erklærer, at NU har de fundet den eneste ene. Går det godt? Vil Don Rosas næste udgivelse indeholde bodyhorror? (Svaret er nej i begge tilfælde. Desværre. Der er misset potentiale i gore i pengetanken. Forestil dig lige Frk. Rappesen i John Carpenter-udgave!).

Kats tilfældige dating fungerer godt et stykke tid, men de ender i et kærlighedsforhold med DJ, der viser sig at være kontrollerende og usikker. Der er en vis ironi i, at han ejer bell hooks’ bog The Will To Change, men ikke lader til at have læst den. Samtidig har Kat en gryende erkendelse af og et tiltagende opgør med strukturelle fortællinger som urealistiske kropsidealer og normer for romantisk kærlighed. Og det er her, at Kærlighed er falsk bliver ekstra interessant, for ikke kun er den en personlig fortælling, det er også en anfægtning af skadelig kulturel kodning om bl.a. krop og romantisk kærlighed.

Som døden ved 1.000 snit ser vi flashbacks med Kat, der som barn og ung har ubehagelige oplevelser – nogle er direkte voldsomme, mens andre er mere subtile. “Er der noget galt med mig, sådan fundamentalt set?” Spørger Kat sig selv, og booker tid hos en psykiater. Der kvitterer for Kats fortælling om et overgreb ved et busstop som tolvårig ved at affeje det og insinuere, at Kat selv lod det ske.


Der er et tema for tiden om erkendelsen af, at jagten på og opnåelsen af det romantiske forhold giver mere anledning til tænders gnidsel end overvældende lykkefølelse. Se også Liv Strömquists Kærlighedens oprindelse, som nærværende anmelder også lige har haft nallerne i. Hvor Strömquist lægger en udefrakommende, teoretisk vinkel på emnet, så går Digmann til det indefra – oplevelsen af at gennemgå romantisk detox, og finde ud af, at ønskedrømmen om romantisk kærlighed snarere er en konstruktion end en sikret virkelighed. Emnemæssigt er der stort overlap, men det er to meget forskellige tilgange.

Tegnestilen i Kærlighed er falsk er blevet blødere og mere sikker end den var i første bind – naturligt nok. Der er mindre griller med tekstur, og mere ren og flydende streg. Det er smukt og enkelt, og den plastiske charme er skøn. Der er luft i tegningerne, ligesom hele historien velbehageligt breder sig ud over 400 sider, og det giver en oplevelse af dvælen, af tid. Både streg og fortællestil føles mere flydende, naturlig og intim sammenlignet med første bind. Som om Digmann er blevet mere komfortabel i både fortællingen, mediet, og billedsiden. Kærlighed er falsk er tydeligt og klart håndtegnet og rå i sin stil og form. Nogle steder ser man ligefrem mønstret på det ternede papir på tegningerne.

Stilistisk bliver det meget personligt og intimt, og det giver stor autenticitet til læseoplevelsen – som at læse en dagbog, ikke et distanceret og perfekt udført værk. Der er en nerve, som vi ikke ville se med smukt poleret digital kunst og hidsig efterredigering.
Der er også en høj grad af surrealisme og absurditet i det visuelle sprog – teksturer smelter, objekter morfer fra et til et andet, sort vand stiger op om karaktererne i anspændte situationer. Det øger til den ubekvemme følelse i scener, som flere vil genkende – den tåkrummende, akavede stilhed ved bordet, når stemningen pludselig bliver iskold. Yikes.
Digmann bruger også et greb, hvor tegneseriemediet har totalt fat i den lange ende – nemlig muligheden for nemt at vise transcendens og overvirkelighed, ved at gå fra det tegnede til det fotograferede. Det sker hen mod slutningen af bogen, hvor Kat (jeg holder det lige spoilerfrit) oplever et perspektivskifte. I stedet for at handlingen er direkte tegnet på siden, så består den af billeder af skitsebogen med handlingen, hvilket giver en utrolig fin metaeffekt. Ja, det er svært at forklare. Se her:

Digmanns fingre er oven I købet kommet med
Der er et par steder i historien, hvor jeg bliver forvirret. Måske jeg bare er smålam i roen, måske der mangler noget forklaring eller et par sider i historien. Med så mange sider at holde styr på, kan jeg godt forstå, hvis der lige er smuttet en sekvens til trykken undervejs. Jeg oplevede det særligt to steder: Det ene er, hvor Kat har mødt DJ. Tekstboksen angiver, at Kat lige er kommet tilbage fra feltarbejde, men efter 3 x gennemlæsning kan jeg stadig ikke gennemskue, hvordan de pludselig går fra at have elskere på rotation, til uden videre at beslutte sig for at date én person fast. Der mangler en mellemregning her, for det er noget af et holdningsskifte, der foregår.
Det andet eksempel er Lakey, der er en slags surrealistisk lille sø, der er med i nogle scener – ligesom Spidey. Den føles som noget, der lige skulle have været introduceret, for som læser får man lidt oplevelsen af … hvad hulen er nu det der. Og det er ikke på den fede mindfuck-måde, men mere på den irriterende desorienterede måde.
Det er fint ikke at holde læser i hånden hele vejen, men der må ikke opstå alt for meget tvivl, og der må ikke dingle for mange løse tråde. Også eksemplet med psykiateren – vi ser to sessioner, som ikke går særlig godt, men så ser/hører vi ikke mere til det, ikke engang et “fuck den latterlige psykiater” mumlet senere. Jeg antager, at Kat stopper med at komme. Men det føles også som noget af en antagelse at gøre. Jeg vil ikke skulle gætte for meget i narrativer.
Det er nok min største anke med Kærlighed er falsk: Den er til tider desorienterende, bl.a. fordi der bliver sprunget i handling, tid og sted. Nogle steder skal man lige have øjnene med sig, men et par steder er der også noget information, der skulle have været med i starten af sekvensen. Fx da Kat har mødt DJ – det er først mod slutningen af sekvensen at vi finder ud af, at de åbenbart har mødt hinanden, mens Kat er ude at rejse. Og det er relevant, for det er relevant for handlingen at DJ betaler en del penge for at rejse hen og besøge Kat.
Dette, sammenholdt med manglende forklaringer på hvordan Kat pludselig møder DJ, og hvad det er med Lakey, gør, at jeg ville ønske, der måske havde været en lille smule mere struktur under udarbejdelsen. Et øjeblik var jeg også i tvivl om DJ havde været med i de to tidligere bind i trilogien. Bind 1 har en anden dysfunktionel kæreste, OJ, og bind 2 har en (så vidt jeg kan lure, unavngiven) kok. OJ og DJ er tæt på hinanden navnemæssigt, og DJ her i bind 3 er tidligere kok. Om det er samme person, blot splittet ud i tre karakterer, eller tre forskellige personer – begge er muligt.

Kærlighed er falsk kommer vidt omkring, og jeg vil æde min yndlingshættetrøje på, at Kats oplevelser er relaterbare for en hel del mennesker. Læser man de tre bind i forlængelse af hinanden, er man med på Kats rejse helt fra starten, mod selverkendelse og selvheling. Det er et vildt ridt, og helt klart læsetiden værd. Som læser vokser du med historien. Ligesom ved ethvert helingsforløb, er der bedring og tilbagefald undervejs. Det er realistisk – men også lidt problematisk for fortællingen, fordi visse ting føles repetitive. Hvert bind har sit problematiske kærlighedsforhold, som initieres, gennemleves, og til sidst afsluttes. Jeg forstår godt valget, fordi heling ikke er lineært, og nogle lektioner skal gennemleves flere gange, før de sidder fast. Men det giver også lidt smagen af deja-vu.
Kærlighed er falsk gafler sig fire fine 9-taller. Det personlige indblik i Kats udvikling er guld værd, og hele trilogien er en ret ikonisk fortælling i nyere dansk tegneseriehistorie. Digmann lægger ikke fingrene imellem i sin autofiktive fortælling, og der er nogle ret rå sekvenser, der efterlader en med en vis følelse af ubehag. Jeg havde måske håbet på lidt mere punch her i tredje og sidste bind; gennemspilningen af et dysfunktionelt forhold kunne godt have fyldt lidt mindre (og så kunne den ret interessante matrixbryder have fået noget mere plads).
Tak for turen, Kat. Håber du er okay nu.






