Guds Fred
Kats heling af sexafhængighed er en spacy, morsom og indimellem ret barsk spirituel rejse.
Bind to af Matilde Digmanns trilogi om Kat og dennes genvordigheder er på gaden på dansk. Jeg har glædet mig som en tosse til at læse opfølgeren på Pseudo, der var et fornøjeligt mindfuck.
Spoiler alert: Har du ikke læst Pseudo endnu, så stop her, og få fat på den. I og med at vi har med bind to i en trilogi at gøre, så vil et væsentligt plottwist i Pseudo blive afsløret nedenfor.
…
Er du her stadig?
Fedt!
Hvis du lige har brug for et recap af Pseudo, så kommer det her:
I Pseudo følger vi Kat og dennes eskapader ud i online dating, med tilhørende mere eller mindre dysfunktionelle relationer og situationer. Det meste af bogen er sjov og lidt mørk læsning, relatérbar samtidssatire. Det er set før i adskillige tegneserier. Men hen mod slutningen af Pseudo bliver Kat konfronteret med at være sex- og kærlighedsafhængig, og opfordres kraftigt til at joine SLAA (Sex and Love Addicts Anonymous), en AA-lignende nonprofit med trin man skal igennem og hele moletjavsen.
Dette plottwist fik mig helt op af stolen, for jeg havde sgu’ aaaaldrig hørt om sex/kærlighedsafhængighed før, men fuck hvor er det relevant! Særligt i de her tider med gamificerede dating apps der giver nem validering og hidtil uset mulighed for forbrug af andre. I Guds Fred, da Kat får fortalt karakteristika for at være sex/kærlighedsafhængig, udbryder hun; “Det lyder som mig … og alle jeg kender, lissom”.
Derfor har jeg også glubsk set frem til næste installation i serien, hvor Kat går i gang med programmet hos SLAA. Og det er det, vi følger i Guds Fred.
Det er en psykedelisk læseoplevelse. Hele værket ser ud til at være tegnet med en penseltusch, og stilen minder om linoleumstryk; som en punket udgave af HuskMitNavn. Tegningerne er rå, sorte og hvide; en enkel og nærmest plastisk stil. Der er noget vældig lækkert grafisk ved Matilde Digmanns bøger – kontrasten mellem det guldskinnende cover og den spacy streetart-stil er spændende. De engelske udgaver af deres udgivelser er også printet med eksempelvis holografisk belægning af bogsiderne.
Indholdet af ruderne er minimalt; det giver et simpelt overblik, og gør også at siderne er hurtigt læst. Det betyder samtidig, at der er generøst med tid og plads til at gå i nuancer – i modsætning til hvis du kun har 32 sider at mase din fantastiske historie ned på. Det giver en ekspansiv og flydende læseoplevelse. Det, at hver side hurtigt er læst, men at hele Guds Fred er på 400 sider, giver en speciel oplevelse af læsetempoet. Både hurtigt og langsomt samtidigt. Det opløser tiden for dig, hvilket hænger rigtig godt sammen med selve indholdet af historien.
For Guds Fred er en vild læseoplevelse. I langt størstedelen af historien følger vi Kat i forsøget på at opnå sindsro, komme sig over afhængighed, og blive forbundet med de højere magter. Hun skal glemme sig selv, og komme i kontakt med universet. Sådan vil hun finde fred – og komme sig over sin afhængighed.
Læseoplevelsen og de visuelle indtryk er ofte surrealistiske, og til tider også blot en semi-lineær læseoplevelse. Det er mere som om, man oplever Kats sindstilstand indefra, end at man følger med i handlingen udefra. Vi lurer Kats historie i fragmenter og brudstykker. Ikke alt forklares dybt og tydeligt, men vi ser nok til at forstå, at der sgu’ er nogle ret voldsomme lig i lasten.
Nogle gange ville jeg gerne have hørt mere. Forstå mere. Lære mere om SLAA, for at forstå historien bedre.
Der er også steder, hvor Kats motivation og bevæggrunde er uklare for mig. Fx starter tegneserien med, at hun synes SLAA-gruppen er nogle mærkelige typer. Men så beslutter hun sig pludselig for at rulle med programmet. Som læser forstår jeg ikke helt, hvorfor hun pludselig skifter. Men … det er vel også sådan, det sker i virkeligheden. At vi tænker, “fuck it, vi ruller” og ser om det bliver godt.
Når man læser Matilde Digmann, mener jeg, det er en fordel at forstå deres tilgang til at lave kunst. De skriver i sin bog How to be an Artist om vigtigheden i at få sin fortælling ud over rampen; at få det skubbet ud i verden uden at bekymre sig om, at det skal være perfekt og poleret. Hellere få det uperfekte værk ud at leve, end at have den ideelle udgave boende i dit hoved for evigt.
Den skaberfilosofi er også tydelig i det her værk. Der er et meta-lag i læseoplevelsen i Guds Fred, som er tilgangen til at få din historie ud, at ville dele dit indre med den øvrige verden. Nogle af siderne er tegnet på linieret papir, måske det materiale der lige var i nærheden. Og det er særligt her, at jeg synes Matilde Digmann brænder igennem på den fede måde. De har noget at sige; noget at fortælle, og at få fortællingen ud tager prioritet over det super polerede. På titelsiden i bogen står der “baseret på en sand historie” – i zinehjørnet på CoCo i år hørte jeg en zineskaber fortælle, at netop den formulering kan gøre det nemmere at få lavet sit værk.
Guds Fred er som et maximalistisk zine. Charme og oprigtighed er i top. Polerethed, not so much – kun det skinnede guldcover. Kan du godt lide perfekt eksekverede smukke Marvelting, er det her ikke for dig. Jeg kan sgu’ godt lide den rå og ærlige stil. Og emnet om sexafhængighed, samt en søgen mod forbindelse til det spirituelle og overordnede gode i universet, er et tiltrængt fokus i vores overstyrede, objektifice(ren)de og åndeligt fattige verden.
Som toeren i en trilogi er Guds Fred det svære mellemstykke, der skal bære historien videre, uden at havne på den endelige forløsning. Jeg giver den fire nitaller for at være et spirituelt og psykedelisk bekendtskab, der til tider er lidt rodet. Men den er klart en oplevelse, der er værd at dykke ned i.
