Om natten sover vi
Hvorfor har vi fantasi? Hvad skal vi overhovedet med det der “finde på”? Hvem har glæde af at diktere verdensordenen?
En lille mus har for mange drømme til sit lille museliv. Om dagen samler den bær med sin familie, om natten drømmer den om lyset fra et vindue i vintermørket. Den stiller spørgsmål, den finder på historier. Og de svar, den får, er ligeså forskellige, som dem, der giver dem: et jordegern, der gerne leger, men ligeså lavpraktisk må samle sine nødder. En spidsmusdronning, der imiterer menneskenes bygninger, såvel som systemer. En menneskeforfatter, der har mistet gnisten.
Der er meget at dykke ned i, når man læser Petra Hauthorns Om natten sover vi… så lad os tage springet.
Om natten sover vi er Spektakel Press’ nyeste udgivelse. 91 sider, risoprintet i seks farver. Jeg fik den i hænde på Copenhagen Comics og greb chancen for at tage den hele vejen hjem til Viborg for at skrive om den. Om natten sover vi er nemlig Hauthorns første graphic novel og faktisk hendes gennemarbejdede bachelorprojekt fra Graphic Storytelling-uddannelsen, hvor hun blev færdig i 2023. Med andre ord emmer bogen af frisk fortælleglæde og en higen efter at bruge alle tegneseriens virkemidler. At spille lidt med musklerne, om man vil.
Om natten sover vi følger vores hovedperson, en lille mus, som slås med sin egen fantasi. Hun får idéer, hun overvejer tilværelsen, hun drømmer mærkelige drømme om natten. Det duer naturligvis ikke; mus skal blive hos deres mor og plukke bær med deres søskende. Men som med så mange andre heltinder, kan den lille mus ikke modstå kaldet fra den store verden. Hendes første ven, jordegernet, lærer hende finde-på-lege. Men selv et åbensindigt jordegern bliver nødt til at tænke på den kommende vinter. Den lille mus drager videre og møder spidsmusenes kejserinde i hendes mærkværdige rige, der er fuld af opfindelser som “marker” og “tronsale”… og “fængsler”, hvor forrædere bliver smidt hen. Det er kun et par af musens oplevelser, og jeg skal ikke gengive dem alle her, men den skarpe læser fornemmer allerede strukturen.
Om natten sover vi lugter lidt af eventyr og måske endda ét af dem til et yngre publikum—altså ved første øjekast. Det er en hårfin balance at ramme, det nuttede sat op mod mørket lige bagved. Hauthorn gør sig ganske godt som linedanser, synes jeg: hendes stil nærmer sig noget barnligt, men kammer aldrig helt over i det hvinende søde . Heldigvis. Hendes streg er tekstureret og hun lader farverne bære sin del (mere om det senere). Med sine titler og kapitelsider trækker hun tydelige paralleler til blokprint af forskellig slags—linoleumstryk, træsnit, den slags—som i stedet giver værket et ældre, mere håndlavet udtryk. Tør man sige middelalderligt? Kapitelsiderne, især, klinger henad tarot, eventyret vokser op og bliver fantasy… Jeg er sådan set fan. Men. Hvem er den til, denne her bog?
Hauthorn forstår sig på tegneserien som medium: ruderne lægger sig i et ordnet mønster; firkantede, indtil en drejning i historien opbløder deres hjørner og vi i stedet arbejder med organiske former, cirkler, eller helt sprænger rammerne og bevæger os i et rudeløst drømmeland. Så vidt jeg kan se, inddrages det organiske, når vores hovedperson udfordres i sit verdensbillede, eller dens ordnede hverdag falder fra hinanden. Man fornemmer, at der er en mening med alle de visuelle greb og at hver side er gennemtænkt.
Om natten sover vi er printet af Spektakel Press selv; de har efterhånden svinget riso’en en del gange til glæde for det danske tegneseriemiljø. Jeg er hooked på bogens udtryk: lækker riso-blå, dyb burgundy (som bogen selv fortæller os i omslagsflappen), sommetider med stærk solgul eller varm orange som kontrast. Et begrænset farveudvalg, der til gengæld lader hver farve stråle, som kun risoprint kan gøre det. Det passer smukt til det eventyrlige, det tarot-agtige og til en lille mus’ begrænsede forståelse af verden.
Hvem bestemmer over viden? Vores hovedperson har opdaget fantasien og tager ud på sin rejse for at undersøge dens muligheder. Man kan finde på, man kan lege, hvad kan man ellers? Jeg vil ikke dvæle for meget ved selve plottet her, men jeg synes det er interessant at dykke ned i fantasi-som-magt. I spidsmusenes rige er det kejserinden, der får alle idéerne og skaber alle historierne. Her bliver jorden dyrket og huse bygget til gavn og glæde for alle… Ikke? Men alle de idéer, der burde gøre spidsmusenes liv bedre og give dem tid til selv at lege og drømme, bliver i stedet omdannet til mere og mere arbejde. Alt sammen så deres lunefulde herskerinde kan rage til sig. Spidsmusene har ikke lært at sætte spørgsmålstegn ved magten og spidsmusene betaler prisen. Det kunne vi kigge på med samtidsbrillerne på, men… jeg skal nok lade være.
Så hvad skal fantasi gøre godt for? Musen spørger, Hauthorn spørger, men ingen af dem finder det helt rigtige, velpolerede svar. Måske er det nok at have nogen at holde af, foreslår fortællingen, nogen som forstår og som møder én på halvvejen.
Måske har de ret.
Om natten sover vi er en smuk ode til kreativitet i dens mange facetter. Men hvem er den til? Den er vist ikke selv helt sikker på, om den taler til børn eller voksne. Nogle af temaerne er for komplicerede for de små, andre bliver kedelige for de store. Det er ikke en svaghed, nødvendigvis, men måske er det et tegn på, at Hauthorn ikke har fundet den knivskarpe vinkel på sin ellers meget fine fortælling.
Alt i alt er Om natten sover vi et meget fint og velfortalt værk, som kun kan anbefales.
Jeg er ikke klar til at kalde den et mesterværk—derfor de fire 9’er—til gengæld er jeg enormt spændt på, hvor Hauthorn går hen med sine næste fortællinger.
Hendes stemme bliver en gave til tegneseriedanmark, det er jeg ikke i tvivl om.
