Omega Men The Complete Series
King og Bagenda piller superhelteidealer fra hinanden i en galaktisk udgave af krigen mod terror.
Der flyder et meme rundt på 9gag og lignende sider, hvor historien om Luke Skywalker genfortælles, så den handler om, hvordan en ung mand bliver radikaliseret af en yderliggående religiøs kult og ender med at udføre et terrorangreb mod en militærinstallation, der koster hundredtusindvis af konstruktionsarbejdere livet. Det misforhold mellem hvem vi hylder som helte i populærkulturen og hvem vi egentlig holder med ude i virkeligheden er et af de temaer, der står stærkest i forfatterkometen Tom Kings Omega Men-serie hos DC, som nu er udkommet i en samlet udgave.
Omega Men foregår ude i den store vide DC-galakse, hvor superhelten The White Lantern/Kyle Rayner er taget på en diplomatisk mission for at skabe fred mellem imperiet The Citadel og en gruppe oprørere, der kalder sig The Omega Men. Oprørerne tager ham til fange, og på seriens første sider skærer de halsen over på ham for åben skærm i en serie paneler, der er gruopvækkende tæt på noget, vi kender alt for godt fra vores eget mediebillede.
Rayner overlever dog, og langsomt drages han ind i The Omega Mens verden, til han til sidst kæmper deres sag. Det bliver historien dog ikke lykkelig af, for også oprørerne har dagsordener og magtbegær. Det er i det hele taget rigtig svært for The White Lantern at være superhelt i seriens verden, og det er en af dens stærkeste pointer: Sæt superheltefigurens bekendelse til absolutte begreber som sandhed og retfærdighed ind i en situation, der ligner en virkelig konflikt fra vores samtid, og han kommer til kort med det samme.
Det er en pointe, der går gennem hele serien, og derfor er det nok heller ikke tilfældigt, at King og tegneren Barnaby Bagenda låner med arme og ben fra Watchmen i både billedsprog, sidelayout og brug af citater undervejs. Alan Moore og Dave Gibbons’ klassiske serie afklædte superhelten på en lignende måde, og det er både godt og skidt, at King og Bagenda forsøger det samme. Godt, fordi valget af en konflikt, der præger vores nutid så meget, giver diskussionen om superhelten en tiltrængt og vedkommende ny ramme. Skidt, fordi karaktertegningen og plottet lider under, at så meget skal siges på kun 12 hæfter, så serien – når den er værst – er mere politisk fabel end velfortalt superheltetegneserie.
Seriens mest spændende tilføjelse til superheltegenren er, meget typisk for Tom Kings værker, et fokus på hvad tro, overbevisning og religion betyder i en sådan konflikt. Alle sider i kampen mellem The Omega Men og The Citadel tror på noget, uanset om det er katolicismen, som Rayner bekender sig til, den inkarnerede død og forgængelighed i Omega eller livet og ordenen i Alpha. Seriens brug af citater fra William James’ ”Varieties of Religious Experience” i slutningen af hvert kapitel vil nok virke prætentiøse på nogle, men holder læseren forpligtet på, at historien om The Omega Men også handler om det religiøse instinkt i mennesker, der kan få dem til at tro så meget på noget, at de vil dø for det – uanset om det så er seriens Alpha, Omega, ikkevoldsfilosofi eller fossile brændstoffer, der bliver genstand for instinktet.
