Felix Kühn Paulsen ser på den særlige poetiske fortællemåde i Chris Wares u-handy kæmpeepos Building Stories.
Det er et på mange måder uhåndterligt værk vi har med at gøre her. Mange ihærdige tegneserielæsere har haft Chris Wares Building Stories stående på reolen i både måneder og år før det endelig blev læst. Undertegnede inklusive. Men får man taget sig sammen, og giver man sig tid til faktisk at læse det hele, ja så får man altså også tifoldigt tilbage. Jeg var så smart at give mig selv tiden til at gå i dybden med værket ved simpelthen at skrive mit speciale som én stor værkanalyse af denne uregerlige kasse med tegninger. Denne artikel er et lille udsnit af hvad jeg kom frem til i mine 6 måneder med Chris Ware som elsker.
Building Stories udfordrer læserens forsøg på at forstå materialet som én sammenhængende, lineær og kronologisk historie.
Tingene på helsiden
Noget af det der gør Building Stories interessant er den helt særlige måde Chris Ware arbejder med layout og opbygningen af de enkelte sider. Værket stiller spørgsmålstegn ved elementer vi normalt tager for givet, når vi læser en historie – hvad enten det er en tegneserie, en roman eller en novelle. Building Stories udfordrer læserens forsøg på at forstå materialet som én sammenhængende, lineær og kronologisk historie. Chris Ware peger således på at vi som læsere altid fokuserer på historien – på handlingen. Vi glemmer den poetiske, stillestående rumlighed der ligeledes er med til at organisere ethvert værk. Chris Ware har med Building Stories skabt et værk der flytter læserens fokus og standser læserens fremdrift, men også et værk der vil stille spørgsmål til hvordan vi som mennesker oplever livet og verden omkring os.
Hvad er det, kort beskrevet, Chris Ware gør? Han arbejder med at forskyde meningsdannelsen i værket fra én sfære til en anden. Væk fra den almindelige sekventielle struktur i tegneserier, hvor handlingen er delt op i enkelte paneler der hver især indeholder ét øjeblik og som, læst i rækkefølge, danner en fortælling. Hen imod en struktur der i højere grad forholder sig til helsiden og opslaget, en struktur som i særlig grad arbejder med det fysiske forhold mellem elementerne på kryds og tværs af siden.
Drømme og erindringer
Med Building Stories er Ware samtidig ude i et andet og mere filosofisk spørgsmål der angår, hvordan vi som mennesker oplever verden omkring os, hvordan vi forestiller os fremtiden, og ikke mindst hvordan vi erindrer fortiden. I Building Stories er interessen ofte rykket væk fra hvad der sker med karaktererne, til noget der snarere handler om hvad der foregår inde i karaktererne. De personer vi lærer at kende, lærer vi oftest at kende gennem drømme, fantasier og erindringer, og det er et gennemgående tema at der ofte er rodet rundt i tingene for dem. Erindringer blandes sammen med fantasier, drømme og sågar oplevelser. Tingene sker ikke i den rigtige rækkefølge og huskes heller ikke korrekt, og der vendes ryggen til kronologi og kausalitet – ikke bare for personerne inde i værkets virkelighed, men også i selve værkets fysiske fremtræden. Det lineære værk er opløst, og i stedet mødes vi som læsere af en kasse fyldt med forskelligartede bøger og hæfter. Værket giver os ingen hjælp til hvordan eller hvornår vi skal læse hvad. På den måde vil alle læsere have haft deres helt egen personlige læseoplevelse i mødet med Building Stories – selv skarpe akademiske analytikere som undertegnede(!)
Derfor er det også enormt svært at analysere enkelte sider ude af kontekst – simpelthen fordi forskellige læsere vil have haft forskellige kontekster til den enkelte side. Nu prøver jeg dog alligevel. Nedenstående analyse ser på én side fra den bog der har fået næsten-titlen ”September 23rd 2000” – det er den bog hvor hver side viser hvad der skete i bygningen på et specifikt tidspunkt af denne ene dag. Vi møder figurerne om formiddagen kl. 10.
How to read Chris Ware
Hvordan skal man læse denne side? Hvad er rækkefølgen, og hvordan skal de enkelte elementer forstås i forhold til hinanden? Læseren er nødt til at træde et skridt tilbage og se på hele siden for at forstå hvad der foregår. Man kan godt læse sidens tid i forhold til læseretningen (venstre mod højre og nedefter), men jeg vil argumentere for at Ware prøver at formidle de tre karakterers handlinger som samtidige. Det fungerer ikke rigtigt at læse siden som én sekvens der begynder med den gamle dame, følger den unge kunstnerinde og til sidst introducerer manden fra 1.sal. I stedet skal siden snarere læses som tre klart adskilte dele. De tre dele skal læses hver for sig og forstås som parallelle.
Jeg vil argumentere for at Ware prøver at formidle de tre karakterers handlinger som samtidige.
Hvorfor så det? Jo, for det første kan man se en klar forskel i mellemrummet mellem rammerne. Mellemrummene inden for de enkelte dele er meget mindre end de mellemrum der er mellem delene. Det er tydeligt oppe i venstre hjørne hvor de seks paneler om den gamle dame er tæt forbundet med hinanden, men klart adskilte i forhold til den unge kunstnerindes (vores hovedperson) paneler. Dette bliver understreget i brugen af farver.
Den gamle dames hjem er meget gult, ligesom hendes tøj. Lysebrune møbler og gule møbler. Mandens paneler er præget af blå og grå samt rød pga. bilen. Det er ikke fordi enkelte farver kun anvendes ved specifikke karakterer, men det er tydeligt gennem hele værket at eksempelvis den gule farve fortrinsvis tilhører den gamle dame. Her bruges farverne og panelernes rammer til at pege på hvordan siden skal læses, og det er således først når man danner sig et overblik over hele siden at man vil være i stand til at forstå hvad der hænger sammen med hvad.
Det metaforiske loft
Den unge kunstnerinde identificerer sig på flere måder med den gamle dame (de har begge flirtet med kunstnerlivet), og hun vil rigtig gerne se de malerier hun har lavet. Desværre står de ifølge den gamle dame ”oppe på loftet”. Vores hovedperson spekulerer over hvordan det altid er netop på loftet vi gemmer vores gamle ting. Er det mon fordi vi helt konkret ’kigger op’ når vi prøver at huske noget og derfor har lavet en kobling mellem det fortidige og det der er oven over os? Hun overvejer om der et sted i verden er en kultur der ville gemme ting i midten eller nederst. Det sidste panel i hendes sekvens er et højt panel der viser hendes stue hvor hun sidder og kigger op i loftet.
“Then again, I guess basements flood, and attics don’t, so maybe I was just being an idiot about it all.”
Denne tanke er placeret for sig selv oppe i hendes loft. Placeringen fremhæver teksten på flere måder. I modsætning til det meste tekst i værket står den for sig selv med meget mellemrum omkring sig, og det får teksten til at blive fremhævet som element på siden. Samtidig bliver denne fremhævelse fordoblet af den indholdsmæssige kobling mellem placeringen på hendes loft og dét teksten omhandler. Panelet peger gennem sin form tydeligt på at der altså er noget med det her loft. Og det er der også. For selvom det ikke kræver en arkitekt for at gennemskue det – vi har set bygningen i sin helhed på første side, og flere gange er opmærksomheden blevet vendt mod dette loft – er det alligevel arkitekten Phil (hovedpersonens kommende mand) der på sidste side (af denne bog) afslører det: Bygningen har slet ikke noget loft. Loftet er et produkt af den gamle dames drøm, men som billede lever loftet videre i såvel den gamle dames tanker som i den unge kunstnerindes.
Hvordan poesi?
I skal her slippe for den teoretiske del, men pointen er altså at Chris Ware arbejder med en art forskydning, og at det er en forskydning mod en mere poetisk måde at fortælle på – eller mere præcist; en mere poetisk forståelse af hvad fortællinger egentlig er for noget. De fortællinger som Building Stories vil fortælle os er i lige så høj grad fortalt gennem farver, former, retninger og størrelsesforhold som de er fortalt gennem indhold og tekst. På denne måde får Chris Ware sagt noget om hvad tegneserier er, eller i hvert fald hvad de også er. Hvad de også kan være. Wares dagsorden er at pege på tegneseriens strukturelle slægtskab med poesien. Et slægtskab der er mindst lige så stærkt som slægtskabet til de traditionelt fortællende udtryksformer som romanen og filmen. Præcis ligesom poesi består tegneserier først og fremmest af en række enkeltdele der snarere får deres betydning gennem deres rumlige forhold til de andre dele på siden eller opslaget, end de får deres betydning gennem den lineære sekvens fra panel til panel. Som når selve størrelsen på Lucy (hovedpersonens datter) i forhold til resten af nedenstående opslag tydeligt viser hvad der er det vigtigste i hovedpersonens liv og hverdag.
I Building Stories ser vi hvordan karakterernes fortællinger netop ikke er stramme lineære kompositioner – hverken for dem selv eller for læseren.
Ware er dog ikke ude på at omdefinere tegneserien som en poetisk kunstform i den forstand vi normalt bruger ordet ’poesi’. Han vil ikke vise hvordan tegneserier er ’digte med billeder’ i stedet for fortællinger. I stedet viser han at hele vores forståelse af hvad fortællinger er for en størrelse, er en konstruktion.
I Building Stories ser vi hvordan karakterernes fortællinger netop ikke er stramme lineære kompositioner – hverken for dem selv eller for læseren. Deres fortællinger opleves som cirkulære, gentagende og selvmodsigende, og det er til tider umuligt at skelne mellem niveauerne – hvad er egentlig oplevelse og hvad er erindring, fantasi eller drøm? I Building Stories er fortællingerne måske nok fortællinger, men de er poetisk organiseret, og de ligner derfor ikke de fortællinger vi normalt ser i tegneserier.
Når Ware på den måde arbejder med fortællinger der er poetiske i deres organisationsform handler det ikke om et formmæssigt opgør med tegneserien som udtryksform. Nej, fortællingerne i Building Stories er poetiske i deres organisationsform fordi det er præcis sådan vi mennesker oplever fortællinger i virkeligheden. Vores fortællinger, både dem vi fortæller til hinanden og dem vi har inde i os selv, er altid skabt af både oplevelser, erindringer, fantasier og drømme. Sådan er det for den unge kunstnerinde, sådan er det for læseren af Building Stories og sådan er det, ifølge Chris Ware, for mennesket som sådan.
Artiklen bygger på Felix Kühn Paulsens speciale “Tegneseriens poetiske kraft: en undersøgelse af Chris Wares Building Stories med fokus på værkets ikke-fortællende karakter” ved Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet. Vil du læse hele specialet, kan du kontakte forfatteren på felixkpaulsen@gmail.com
