Grant Morrison’s “Multiversity” er en fryd for fantasien og et imponerende monument over DCs New 52-æra. Det inspirerer og forvirrer i lige store mængder, som et godt multivers nu engang skal.
Hvis man spørger en tilfældig person, hvad der skal til for at en historie er en superheltehistorie, vil mange nok svare noget i retning af, at der kræves tegneserievold, overnaturlige kræfter, en kamp mellem det gode og det onde og muskuløse mennesker i kropsnære kostumer. Det er bestemt vigtige elementer i genren, men for dem af os, der nyder den i tegneserieform (og i stigende grad også for superheltefilmfans) må de hårdtslående heltekarakterer nødvendigvis gå hånd i hånd med en anden næsten lige så vigtig genrekonvention: de fleste superhelte bebor fiktionsuniverser, hvor forskellige heltes historier sameksisterer og flyder over i hinanden. Hos de største spillere i genren, DC og Marvel, kompliceres det hele yderligere af, at der er tale om multiverser, paralleluniverser hvor forskellige udgaver af samme karakterer lever i dimensioner, der grænser op til hinanden og derfor potentielt set kan mødes.
Netop multivers-aspektet danner rammen om Grant Morrisons “Multiversity”-serie, som var et af DC Comics’ New 52-satsnings sidste store projekter, og som nu kan købes i en hardcover deluxe-version.
Multiversity’s rammehistorie er så tegneserienørdet metafiktiv, som den næsten kan blive: Superheltetegneserier er i virkeligheden en form for kikkerter ind i andre verdener, og en særlig udgave af slagsen, Ultra Comics, huser en rædselsslagen superhelt som prøver at komme i kontakt med læseren og hævder, at netop læsningen af tegneserien har en ødelæggende kraft, der baner vej for ondskabens angreb på tværs af paralleluniverserne.
Dette metaplot binder seriens historier fint sammen, men er også irriterende, postmodernistisk navlepillende i sin leg med, hvad tegneseriens form kan og skal. Heldigvis opvejes det af den fortælleglæde, der sprænger alle rammer i seriens anden hovedsøjle: De fleste af kapitlerne er bygget op som første-numre af superheltetegneserier i forskellige DC-universer, og får ofte lov at stå uafsluttede hen, som om der skulle udkomme et nyt nummer i næste måned.
Det sætter Morrison fri til at bygge op snarere end at udvikle eller konkludere, og han skaber fantastiske verdener sammen med sit stjernekorps af tegnere (hvor især Chris Sprouse og Frank Quitely brillerer). Vi får et glædeligt gensyn med Jack Kirbys postapokalyptiske Tarzan-dreng Kamandi, 30’er pulp-helte mod Vandal Savage, en Watchmen-parafrase og Superman som nazihelt, så fantasien kører videre i ugevis efter endt læsning.
Allervildest bliver det i det midterste kapitel, hvor heltene finder en tegneserie med kort over hele DCs New 52-univers, og vi får små beskrivelser og tegninger af heltene fra næsten alle 52 universer. Her droppes den fortællende ramme til fordel for ren og skær leksikal samlemani, og hvis man er den type, der næsten bedre kan lide verdensopbygning end de fortællinger, verdenerne rummer, fås det ikke bedre end her.
Når det så er sagt, gør multivers-nørderiet også Multiversity til en utilgængelig størrelse. Hvis man har brug for at forstå alle referencer, kommer man aldrig igennem serien, og den kan heller ikke anbefales til nye læsere af superheltetegneserier – medmindre man gerne vil vise en ven eller kæreste, hvor meget kompleksitet genren faktisk kan rumme. Der er også mange af metakommentarerne omkring cross-over events og multiverser, der kun er interessante, hvis man har fulgt med i debatten omkring dem, og “Multiversity” afslutter aldrig helt sit plot – men det er helt okay. Morrison’s multivers spejler nemlig sit emne: Ligesom alle superhelteuniverser er det flerstemmigt og ofte selvmodsigende og fuld af huller, der giver plads til læserens fantasi og altid peger frem mod den næste historie, der kunne fortælles.
Karakter: 5/6
Værkets titel: Multiversity – The Deluxe Edition
Forfatter/tegner: Grant Morrison, Ivan Reis, Joe Prado, Jim Lee, Doug Mahnke, Frank Quitely, Chris Sprouse, Ben Oliver, Cameron Stewart
Forlag: DC Comics
Form: 448 sider i farver og stift bind
Vejl. pris: 229,95
ISBN: 978-1401256821
Udgivelsesår: 2015
Udgivelsesland: USA