Riad Sattouf: tegneserielæsere er mere intelligente

Riad Sattouf, en af fransk tegneseries største stjerner, deltog på Bogforum 2024. Nummer9.dk har interviewet ham med fokus på successerien Fremtidens araber. Det blev en snak om blandt andet tegnestil, hvordan han udvikler sine tegneserier og at Fremtidens araber egentlig bare skulle laves, før han kunne komme i gang med den historie, han for alvor ville fortælle.

Det er med ærefrygt, man venter på at tage imod en fransk tegneseriestjerne med et salg på over 3,5 mio. eksemplarer og oversættelser til 23 sprog. Fremtidens araber i seks bind har været en kæmpe succes og gennembruddet for Riad Sattouf, der er halvt fransk (mor) og halvt syrisk (far). Netop denne herkomst spiller hovedrollen i de seks bind af Fremtidens araber, der lever op til tesen om, at virkeligheden ofte overgår fantasien. Livet i en lille landsby i Syrien skildres med humor, mens man som læser sidder vantro og følger med i lærernes evindelige revselse af eleverne i skolen i et mandsdomineret, ludfattigt diktatur. Der er helt bestemt en grund til, at Fremtidens araber vandt Pingprisen både i 2018 (bind 3) og 2023 (bind 5).

Med god hjælp fra hans danske forlag Cobolt var det lykkedes Nummer9.dk at få et interview i stand. Interviewet foregik på et hotel nær Bogforum, hvor fotograf Carsten Olsen, som altid venligheden selv, var taget med for at tage fotografier. Sattouf gjorde med det samme opmærksom på, han gerne ville være fri for billeder, hvor han sad ned, da han synes, han kommer til at ligne en ældre, sammenfalden herre i den positur. Det var dog også det eneste tegn på, at det var en medievant stjerne, der var ankommet til interviewet med Nummer9.dk. Som billederne viser, er han dog en helt igennem elegant herre, der venligt, belevent og kun lidt glat overfor visse emner, hellere end gerne vil fortælle om sine tegneserier. Der blev uundgåeligt talt om ting, der afslører dele af handlingen i Fremtidens araber. Så med denne lille spoiler alert in mente, må man gøre op med sig selv, om man lige skal læse en af de sidste ti års mest interessante tegneserier, før man læser videre, hvis man ikke allerede har gjort det.

I Fremtidens araber ser man dig læse Tintin som barn, men som franskmand foretrækker du så Asterix eller Tintin?

– Det er egentlig et vanskeligt spørgsmål, men for mig er det let, da jeg til hver en tid foretrækker de tegneserier, jeg læste som barn og ung. Som barn boede jeg i en mindre by i Syrien, hvor de eneste tegneserier jeg havde adgang til, var dem, som min franske mormor sendte til mig – og det var Tintin. Jeg er en stor beundrer af Hergé og Tintin.

Var der andre tegneserier i din barndom eller ungdom?

– Som barn var der ikke andre, derfor læste jeg dem hundredvis af gange. Jeg lærte også at læse på fransk ved at læse Tintin. Den første tropiske ø, jeg så i mit liv var i Tintin. Det første bjerg jeg så, var i Tintin. Så jeg udforskede verden sammen med Tintin. En dag opdagede jeg så, at der bag ordet ”Hergé” var en person, der havde skabt dette univers, hvilket jeg straks fik lyst til også at bruge mit liv på.

Hvilken tegnestil foretrækker du, realistisk eller mere karikeret, for du har jo selv arbejdet i dem begge?

– Jeg elsker mange forskellige måder at lave tegneserier på, det har jeg ingen præferencer i forhold til. Moebius/Jean Giraud fx er en af mine yndlingskunstnere, ligesom jeg elsker Rosinski, Hergé og amerikanske kunstnere som Chris Ware, Daniel Clowes eller Richard Corben. Hver gang en kunstner har sin egen personlighed og måde at fortælle historier på, bliver jeg fanget af det.

Hvorfor valgte du en meget karikeret og enkel tegnestil til Fremtidens araber?

– I 2014 begyndte jeg at ændre min måde at lave tegneserier på, da jeg ville lave dem for folk, der aldrig havde læst tegneserier. Jeg ville lave tegneserier, som min mormor, der er død nu, ville læse. Hun brød sig egentlig ikke om det, da jeg fortalte hende, at jeg ville lave tegneserier. Hun syntes, de var for børn.

– Da jeg begyndte at ændre min stil, tænkte jeg derfor meget over, hvilken type tegneserier, hun ville have brudt sig om at læse. Ved at gøre det, fik jeg et helt nyt publikum i Frankrig fra alle aldersgrupper og socialgrupper. Bedstemødre kom til mine signeringer og fortalte, de kunne lide den. Som børn havde de læst Tintin, og nu vendte de tilbage til tegneserien med Fremtidens araber.

Du viser i bind 6 af Fremtidens araber, at da din mormor og hendes nye mand Charles ser dine tidlige tegneserier, så synes de, det er ”grimme tegninger”.

–  Hun brød sig ikke om dem. Der var en masse sex og provokationer i mine tidlige tegneserier. Det var provokerende tegneserier i samme stil som Robert Crumb, et andet af mine idoler. Det blev de meget chokerede over. Men da jeg begyndte på Fremtidens araber tænker jeg på dem og hvilken type tegneserie, de ville have brudt sig om at læse.

Var valget af tegnestil også betinget af et ønske om at kunne producere mange sider på kortere tid, da den er omfangsrig, og jeg går ud fra, det gik hurtigere at tegne en side af Fremtidens araber end fx Petit Verglass (Små glas, ikke oversat til dansk)?

– Det er helt sikkert lidt hurtigere. Men det er nu også min yndlingsmåde at tegne på. Da jeg begyndte både at skrive og tegne mine egne tegneserier, skulle jeg producere mange sider hurtigt, og på den måde fandt jeg min egen stil. Petit Verglass er helt klart mere realistisk tegnet, men jeg tegnede ikke virtuost, så jeg besluttede mig hurtigt for, at tegneserier er et sprog, der ikke kun består af smukke tegninger med tekst.

– Det var vigtigt for mig, da jeg ville tegne for folk, der ikke nødvendigvis var vant til at læse tegneserier, at det skulle være let aflæseligt. Nogle gange har en tegneserie så smukke tegninger, at de tager opmærksomheden væk fra selve historien. I Tintin har jeg altid beundret, at personerne er så simpelt tegnet, at man som barn kan prøve selv at tegne dem. Det er naturligvis utroligt svært at tegne dem præcist som Hergé, men man kan relativt let lave en lille tegning og få den til at ligne Tintin. Man kan komme ret tæt på dem med enkle virkemidler. Det samme er tilfældet, hvis en sang er let at spille på guitar, hvorved man føler sig mere forbundet med den.

Hvad med farvevalget?

– Fremtidens araber handler om nationalisme, så farverne skulle have en symbolsk betydning. Farverne kan have mange funktioner i en tegneserie, mine skulle være en del af historien. Første bind foregår i flere forskellige lande, hvorfor jeg valgte at bruge én farve til hvert land, så læseren skulle føle genkendelighed, når man skiftede fra det ene land til det andet.

– Jeg valgte en farve fra landets flag og havde det som en begrænsning. I det hele taget elsker jeg begrænsninger. Når man arbejder med begrænsninger skal man finde løsninger for at udnytte dem bedst muligt. Historien handler om diktatorer, så begrænsning i sig selv var også tæt på bogens emne.

Vidste du, hvad du gik ind til da du begyndte på Fremtidens araber? At den ville ende med at være på over 1.000 sider?

– Slet ikke. Da jeg begyndte, vidste jeg, hvordan den skulle slutte. Ellers var det som at plante et frø og se planten vokse og udvikle sig. Det viste sig så, at den blev meget større end jeg havde troet. Da jeg begyndte på 2’eren blev jeg klar over, at den ville blive længere end forventet, fordi der var så mange minder fra mit første år i Syrien, hvor jeg begyndte i skole.

– På den måde bestemmer jeg egentlig ikke formen eller udviklingen af mine tegneserier. De er som børn, der udvikler sig. Nogle gange bliver de store andre gange små, de lever deres eget liv – jeg opfostrer dem bare. På den måde er det begrænset, hvor meget kontrol jeg havde over processen, der var meget ubevidst. Når jeg skriver, er det ligesom, når man går. Man tænker ikke hele tiden over, hvilke muskler man skal aktivere, når man går. Så ender man bare med at falde. Når jeg skriver historier, er det lidt på samme måde, hvor jeg prøver ikke at tænke alt for meget, for så blokerer jeg helt. Man skal lade historien fortælle sig selv i stedet.

Selv om du kendte slutningen, er du alligevel vendt tilbage med din nye tegneserie om din bror, der blev kidnappet af jeres far (Moi, Fadi le frère volé)? Den var vel ikke planlagt fra starten?

– Jo, den var faktisk planlagt før Fremtidens araber. Historien om kidnapningen er med i Fremtidens araber. Min yngste bror blev kidnappet af min far, da han var seks år, og da jeg mødte ham igen tyve år senere havde jeg en masse spørgsmål, som jeg søgte svar på. Han fortalte mig sin historie om årene i Syrien, og det medførte, at en masse af mine egne minder blev vakt til live igen. Hans historie var så levende, at den bad mig om at blive fortalt videre. Det gav mig lyst til at fortælle hans historie som en tegneserie, og det første bind er netop udkommet i Frankrig. Jeg forventer, den vil komme til at fylde tre bind.

– Det var den første, jeg havde lyst til at lave, men for at den skulle kunne lykkes, måtte jeg have begyndelse med, hvilket var min egen historie og alt, hvad der ledte op til kidnapningen af ham. Historien op til (altså Fremtidens araber) handler om min far, en stærkt højreorienteret araber, der var besat af diktatorer og ønskede at begå et kup. Min far var en stærk beundrer af den yderste højrefløj i Syrien og fan af Saddam Hussein samt det yderste højre i Frankrig.

Så for at fortælle din brors historie, måtte du lige lave seks bind af Fremtidens araber først?

– Ja! Man kan selvfølgelig godt starte med at læse den nye, men jeg ville have, at de seks bind af Fremtidens araber var tilgængelige, før min brors historie udkom. Det er min bortførte bror, der fortæller sine oplevelser om kidnapningen, hvilket naturligvis også inkluderer mig som storebror, der ikke altid opførte sig så pænt overfor ham. Det ses også en smule i Fremtidens araber.

Har du en exceptionel hukommelse, Fremtidens araber er jo en til tider meget detaljeret fortælling om din barn- og ungdom?

– Egentlig ikke. Hukommelse er som en muskel, hvis man ikke bruger den, så falder den i søvn i ens hjerne – og omvendt. Jeg har brugt min hukommelse meget siden min barndom, måske på grund af rejserne mellem de forskellige lande, der ikke tillod min hjerne at falde ind i en rutine.

Du bruger mange sanser i dine beskrivelser, dufte fx?

– Er det ikke sådan for alle mennesker? Da jeg ankom i taxa på vej til interviewet her, havde chaufføren en parfume på, hvis duft mindede mig om en af mine venner fra min uddannelse. Han brugte en særlig deodorant, når han skulle forføre kvinder. Det kom jeg til at tænke på, da jeg kørte i taxa, og den evne har lugtesansen for mig. Den bringer minder frem og revitaliserer billeder for mig. Når jeg deler sanseindtryk i mine tegneserier, taler det til det dyriske i mennesket.

Kan du huske, hvornår det gik op for dig, at dit liv adskilte sig fra de fleste andre børns?

– Det var nok, da arabiske børn, der aldrig havde været uden for deres eget land, begyndte at fortælle mig, hvordan folk levede deres liv i Frankrig. Og når jeg var i Frankrig, og franske teenagere eller voksne, der aldrig havde været udenfor Frankrig, fortalte mig, hvordan folk levede i Syrien. Da tænkte jeg over, at ingen af dem rigtig vidste, hvordan det egentlig var at leve i det andet land. Da følte jeg, at jeg havde en viden, som ingen af dem havde.

Har du spurgt nogen om lov til at fortælle historien?

– Nej, det er min historie. Jeg har ændret personernes navne og ansigter, så de ikke kan blive genkendt. Det er ikke en historie om hævn, men en rekonstruktion af rigtige begivenheder.

Har der været kritik af den måde, du fremstiller livet i Syrien på?

– Jo, det har der da. Altså hvis folk vil kritisere min bog, er der mindst halvtreds måder de kan fejllæse den på. Det bekymrer jeg mig ikke om. Jeg er ikke Syriensspecialist, og forlod stort set aldrig min lille landsby.

Når man læser dine beskrivelser af livet i Syrien, virker det som en helt anden verden. I hvert fald, når man er vokset op i trygge Danmark. Eller Frankrig, går jeg ud fra?

– Det er netop, hvad jeg ville fortælle: det er en anden verden, selv om de selvfølgelig på nogle måder også er ens. I franske aviser er jeg for nylig begyndt på en tegneserie om min mor, der nu er 74 år. Det bliver en anden sidehistorie til Fremtidens araber. Hun var barn i tiden efter 2. verdenskrig i et Frankrig, der var halvvejs ødelagt af de allieredes angreb for at befri landet fra nazisterne. Store dele af Frankrig var på mange måder meget, meget tæt på at ligne Syrien dengang. Der var ikke altid elektricitet, folk var fattige, og det var vanskeligt at få mad nok.

– Siden har landene udviklet sig forskelligt økonomisk og socialt, hvilket jeg har haft lyst til at vise i min tegneserie. Syrien var ikke et islamisk land, da jeg voksede op i det, men tættere på at være kommunistisk, som allieret med USSR. De små landsbyer var muslimske, men hele landet var mere som Sovjet. Det er sjovt at beskrive det i Fremtidens araber.

Noget, der springer i øjnene, er måden kvinder eller børn i skolen blev behandlet på i Syrien i din barndom.

– Men i Frankrig var det også tilladt at slå børn i skolen helt frem til 1968. Der er mange ældre mennesker, der har læst min tegneserie, som fortæller mig om, hvordan de fx blev slået med kæppe af deres lærer i 1955 eller lignende. Det har givetvis også været tilfældet i Danmark. Jeg kan godt lide at få læseren til at tænke på disse ligheder og hvad der har medført, at det siden da har ændret sig. I filmen Det hvide bånd af Michael Haneke fortæller han om det religiøse patriarkat i sin ungdom i en landsby, der fungerer meget på samme måde, som den jeg beskriver i Fremtidens araber. Faren er hersker i et patriarkat, hvor kvinderne tager sig af madlavningen og børnene bliver pryglet for at blive stærke.

– Jeg har dog ikke nogen analytiske evner ift. samfundet. Fra mit synspunkt er Frankrig det mindst racistiske land, jeg har oplevet. Selv om jeg har rejst meget, har jeg ikke oplevet et mere tolerant land. Jeg elsker Frankrig. Vi har naturligvis kulturelle og politiske problemer, men jeg foretrækker Frankrig alligevel. Jo flere læsere, der er i et land, desto mere tolerant virker det til at være. Fremtidens araber kunne ikke være lavet andre steder end i Frankrig.

I første bind har du en scene, hvor en gruppe børn i Syrien dræber en hund for sjov, hvilket virker chokerende. I et senere bind er der så en tilsvarende scene, hvor en ældre kvinde i Frankrig slår en pose med killinger ihjel, helt koldblodigt. Er det bevidst, når du viser grusomheden, her overfor dyr, parallelt i de to lande?

– Jeg havde lavet en liste over de dyredrab, jeg har set i mit liv, som alle skulle med i tegneserien. Jeg har ikke siddet og tænkt over, at jeg skulle vise, hvordan det er ens i de to lande. Men jeg kunne huske fra min ungdom, at den ældre kvinde dræbte killingerne for øjnene af mig. Når man så læser disse to sekvenser, kan man naturligvis tænke, at det er den samme måde at behandle eller betragte dyrene på i både Syrien og Frankrig. Det er en beskrivelse af livet på landet, hvor man er tættere på dyrene og mere voldelig overfor dem, fordi livet er hårdt på landet. Det er først i nyere tid, at folk er begyndt at gå op i dyrevelfærd på landet. På den måde får jeg også vist, hvad der ligger gemt under overfladen i vores liv som mennesker, hvilket vi ikke altid har lyst til at se.

Skildringen af din far fylder meget i Fremtidens araber og på mange måder bygger den op til en stor finale, som aldrig kommer?

– Nej, den kom aldrig, for han forsvandt da jeg var 14 år gammel, hvorefter han blev til et spøgelse i mit hoved. Jeg så ham aldrig siden. I den nye serie om min bortførte bror, fortæller min bror om sit liv med min far, så der får man en viden om ham, der ikke er med i Fremtidens araber. Da jeg lavede Fremtidens araber, besluttede jeg, at det skulle være min historie ud fra min erindring. Farkarakteren optræder derfor mere som et spøgelse i historien, han skulle ikke være en hovedperson.

Har der været tidspunkter eller ting, hvor du har tænkt, at du ikke har kunnet fortælle alt?

– Egentlig ikke. Jeg prøver at være ærlig overfor mine egne erindringer. Der er nok nogle ting omkring seksualitet, jeg har undgået, fordi min mormor også skulle læse den. Men jeg er ikke bange for at fornærme folk i mine tegneserier.

Apropos fornærme, så har du også arbejdet for Charlie Hebdo

– Jeg var ikke en del af redaktionen eller lavede politiske tegninger. Mit bidrag var ”La vie secrète des jeunes” (“Unges hemmelige liv”, ikke oversat til dansk), hvor jeg fortalte historier om ting, jeg så på gaderne. Hvis jeg fx så nogle teenagere slås, så fortalte jeg om det. Jeg forlod Charlie Hebdo et år før terrorangrebet, fordi jeg var træt af at tegne serien og fik et tilbud fra et andet blad.

Har du aldrig været bange for at noget skulle ske for dig på grund af dine skildringer af muslimer?

– Ikke rigtig, for jeg har aldrig lavet karikaturer eller politiske tegninger.

Nogle ville måske tænke, at du fornærmer muslimer med en stereotyp fremstilling af dem i dine tegneserier?

– Folk fra Algeriet eller Tunesien fortæller mig: ”det var på samme måde i min familie. Vi blev også slået i skolen. Og min onkel stjal også min fars grund osv.” Jeg møder flere fornærmede franskmænd, der synes, jeg viser et forkert billede af Frankrig. Scenen med den gamle kvinde, der slår kattekillingerne ihjel, påpeger folk giver et helt forkert indtryk af livet på landet. Men altså, det er måske 0,01% af folk, der siger disse ting, ellers er mine læsere intelligente.

– Selvfølgelig kan man samle første bind op og tænke: ”hvorfor har han en stor næse? Er det en fornærmelse imod folk med store næser?”. Hvis man så læser mere, forstår man det. Der har aldrig været nogen, der har læst alle seks bind, og bagefter har følt sig fornærmede. Ikke én. Jeg har mødt folk, der har følt sig fornærmede over titlen uden at have åbnet tegneserien og læst den. Uvidenhed kan gøre dig fornærmet.

Dine tegneserier er oversat til mange sprog, men ikke arabisk?

– De udkommer på 23 forskellige sprog, men problemet er, der findes meget få arabiske forlag. Arabisk er et af de mest talte sprog i verden, men er samtidig et af de sprog, der oversættes mindst til. Der har været et par forlag, der var interesserede i at udgive den på arabisk, men de ville kun forpligte sig på det første bind af Fremtidens araber. Hvis det blev en succes, ville de fortsætte, men ellers ikke. Jeg ville dog ikke risikere kun at have det første bind ude på arabisk, så de skulle forpligte sig på hele serien, hvilket de fandt for risikabelt. Det hjalp heller ikke noget, at jeg kunne fortælle, det godt kunne lade sig gøre i Danmark!

Er du skuffet over det?

– Nej, det har jeg ikke travlt med. Nogle i Mellemøsten og andre arabiske lande har læst den på fransk eller engelsk. Men der er mange, der ikke læser bøger eller tegneserier i de lande.

Var Fremtidens araber en succes fra starten?

– Ja, en kæmpe succes. Heldigvis havde jeg lavet tegneserier i femten år uden succes, så jeg havde haft masser af tid til at finde ud af, jeg elskede at lave tegneserier. Det ville ikke have ændret sig uanset modtagelsen. Under alle omstændigheder ville jeg have fortsat med at lave tegneserier. Da jeg begyndte at lave tegneserier som 18-årig, havde jeg tilbragt størstedelen af mit liv i Syrien. Nu er jeg 46 og størstedelen af mit liv har jeg brugt på at lave tegneserier. Jeg er en tegneseriekunstner, der har tilbragt en lille del af mit liv i Syrien, det kan jeg ikke ændre på.

Føler du dig på nogen måde begrænset af succesen? At du nu skal tegne på en bestemt måde om et bestemt emne?

– Ikke rigtigt for det er mere historien, der bestemmer, hvordan den skal tegnes og fortælles, end det er mig. Jeg holder meget af sci-fi og måske kommer jeg til at lave en sci-fi tegneserie engang, der er tegnet i en helt anden stil. Lige nu er der dog andre aspekter og synspunkter af historien i Fremtidens araber, som jeg har lyst til at fortælle. Dem bruger jeg samme tegnestil til.

Du virker til at være meget produktiv. Du har netop afsluttet Les Cahiers D’Esther (“Esters notesbøger” ikke oversat til dansk) i ti bind, der følger en pige med et år i hvert bind frem til hendes atten års fødselsdag.

– Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle lave? Jeg laver tegneserier! Da jeg var 14 år gammel, var min drøm at blive tegneserietegner. Nu sidder der en 14-årig oppe i mit hoved og siger: ”tegn! Tegn!”.

Er livet som tegneserietegner, ligesom du havde forestillet dig dengang?

– Faktisk er det. Det er meget tæt på en munks liv. Man sidder i stilhed for sig selv og tegner store dele af dagen ud fra forestillinger i sit hoved, lidt ligesom at meditere. Jeg har venner med kontorarbejde, der holder møder og snakker med folk hele tiden, hvilket er den komplet modsatte verden af min. Jeg har ingen traumer fra Covid-19 nedlukningerne, det var mit helt normale liv. Bortset fra der var mere roligt, når jeg gik udenfor, hvilket var rart. Det er underligt at se, hvordan andre blev traumatiseret. Man skal være lidt skør for at lave tegneserier.

Hvordan kan det være, du kom med til Bogforum i år, selv om det ikke er en ren tegneseriefestival?

– Jeg foretrækker, når det hele blandes. Jeg bryder mig ikke specielt om en ren bogfestival eller en ren tegneseriefestival. Det skyldes nok også, at jeg laver tegneserier for mennesker, der ikke læser tegneserier. Det er næsten som en religiøs ting for mig, hvor jeg prøver at konvertere folk til at læse tegneserier. I Italien deltog jeg på en tegneseriefestival i Napoli, der var helt skør. Alle var klædt ud som Batman, Superman og elver, det var ren galskab. Det er selvfølgelig en fætter til det, som jeg laver, men også en meget anderledes måde at lave tegneserier på.

Du har også lavet film (Les Beaux Gosses m.fl.). Har du nogensinde været i tvivl om, hvorvidt du skulle gå dén vej i stedet?

– Nej, jeg lavede kun film fordi mine tegneserier var en succes i Frankrig. Derfor fik jeg et tilbud om at instruere en film. Hvis NASA kommer i morgen og fortæller, de er så vilde med mine tegneserier, at de vil sende mig ud i rummet, vil jeg også sige ja! Bare for oplevelsens skyld, men mit hjerte banker for tegneserier. Fremtidens araber kommer heller ikke som film eller tv-serie, slet ikke.

– Folk der læser tegneserier, er mere intelligente end dem, der kun ser serier eller film. Når man læser, skal man gøre en indsats og bruge sin hjerne på en anden måde. Du kan se tv imens du spiser chips og slapper helt af i hjernen, det er ikke samme proces. Min historie hører hjemme i en bog.

Har du været i Syrien siden du var barn?

– Nej, jeg foretrækker at bo i Paris og besøge byer som København.

Har du slet ikke noget ønske om at se det igen?

– Nej, jeg føler mig ikke forbundet med mine egne rødder, jeg har opbygget min egen identitet i stedet. Som barn spurgte folk mig altid, om jeg følte mig mest arabisk eller mest fransk, eller om jeg følte mig mest som muslim eller mest som kristen. Dengang tænkte jeg altid, at jeg ville komme fra ”landet, hvor folk laver bøger”. Dét er min nationalitet. Når jeg besøger Japan og møder en mangaka, føler jeg, de er en del af mit folk. Dem føler jeg mig tættere knyttet til end mine fætre. Jeg føler mig også knyttet til København, jeg elsker kanalerne og folk her. Men det er kun, fordi jeg selv har valgt det.

Har nogle fra din familie i Syrien læst Fremtidens araber?

– Det bliver jeg ofte spurgt om, og man vil få svaret på det, ved at læse de næste tegneserier om min bror.

Har din mor læst den?

– Det er jeg glad for du spørger om, for det betyder, du vil læse den efterfølgende tegneserie med min mors historie.

Således fyldt op med utålmodighed efter at Moi, Fadi le frère volé og den efterfølgende serie om moren bliver oversat til dansk, i takt med at Riad Sattouf får dem udgivet i Frankrig, afsluttede vi interviewet. Derefter var det tid til at følge ham over til et sceneinterview på selve Bogforum. På vejen spurgte jeg, hvor mange bog- eller tegneseriemesser han havde været på i løbet af året og fik det overraskende svar, at dette var den eneste. Han foretrækker i stedet at lave signeringer i boghandlere, så det var omkring ti år siden, han sidst havde besøgt en festival. Det må således siges at have været lidt af et scoop, at det var lykkedes for Bogforum Comics at lokke ham til København. Hvis han først kommer igen om ti år, har han forhåbentlig fået afsluttet serierne om sin bror og sin mor og er, hvem ved, måske i gang med en science fiction serie?

Mere i samme serie:

Craig Thompson: Der ødelagde jeg lige min karriere!

---