Craig Thompson: Der ødelagde jeg lige min karriere!

Ginseng, dødstrusler, glæden ved at rejse og frygten for ikke at kunne tegne. Nummer9s interview med Craig Thompson kommer godt omkring manden bag nogle af de største graphic novels i dette årtusinde.

Undervejs i interviewet med Craig Thompson, måtte jeg knibe mig selv i armen. Hvorfor var annonceringen af hans nyeste værk ved at koste ham karrieren? Kunne det virkelig være rigtigt, at den sympatiske, verdenskendte amerikanske tegneserieskaber gentagne gange var blevet ramt af cancel culture, dødstrusler og deraf følgende selvmordstanker? Det er jo manden, der har skabt nogle af dette årtusindes mest kendte graphic novels med En dyne af sne (2003) og Habibi (2011).

Heldigvis har kunsten foreløbigt sejret, og den næste store graphic novel er på vej med Ginseng Roots. Den er i første omgang udkommet som tolv hæfter fra 2019 til 2024. Nu er den færdig til udgivelse som ét samlet værk, i første omgang udgivet på polsk, men forhåbentlig snart på vej til det danske marked.

Søndag på årets Copenhagen Comics mødtes jeg som aftalt med Craig Thompson i et backstagelokale, hvor frivillige på festivalen var godt i gang med at få signeret deres tegneserier af ham. Da han var færdig, trak vi på hans opfordring udendørs, lidt væk fra menneskemylderet og fandt en ugeneret bænk med behagelig skygge fra et træ i den sommervarme forårssol.

Lørdag havde jeg lavet et sceneinterview med ham, så dels havde vi allerede hilst på hinanden, og dels vidste han, at jeg var godt inde i hans værker. Måske var han derfor indstillet på både at besvare alle spørgsmål grundigt og eftertænksomt, men også til at bidrage med personlige historier, der lå langt ud over, hvad man normalt ville forvente. Eller også er han bare lige så sympatisk og åbenhjertig, som han ser ud til ved første møde eller som figur i sine egne tegneserier. Selv om samtalen kom omkring både de to nævnte hovedværker, samt hans øvrige fra debuten med Good-bye Chunky Rice (1999) over Carnet de Voyage (2004) og Space Dumplins (2015), var det oplagt, at Ginseng Roots fyldte mest.

Ginseng Roots er historien om den voksne Craig Thompson, der både mentalt og fysisk rejser tilbage til de ti år af sin barndom, hvor han hver sommer arbejdede i Wisconsins ginsenglandbrug. Undervejs spreder historien i traditionel Thompsonstil sine rødder og inddrager alt fra en detaljeret beskrivelse af ginsenglandbrug, kinesisk kultur, immigrantarbejdere, handelsforbindelser mellem Amerika og Kina, klasseforskelle, holistisk behandling, kristendom og børnearbejde – blandt andet! I lighed med En dyne af sne, som den har mange ting tilfælles med, spiller familien, og i særdeleshed hans bror Phil, en betydelig rolle. Det viser sig dog, at Craig også havde en søster, der helt blev udeladt, da En dyne af sne blev til.

De fleste ser nok En dyne af sne, Habibi og måske den nye/kommende Ginseng Roots som højdepunkterne i din karriere, hvad tænker du selv?

– Det virker fair. En dyne af sne er min populæreste, og det er tre værker, der i en vis udstrækning er i dialog med hinanden. Imellem disse tre har jeg haft brug for at trække vejret og puste ud eller behov for at gå i en modsat retning et stykke tid. Space Dumplins er et godt eksempel på at lave noget helt andet, end det jeg kom fra.

Tegnemæssigt er der et kæmpe spring fra Good-bye Chunky Rice til En dyne af sne. Hvordan vil du beskrive din udvikling som tegner?

– Jeg var meget ”cartoony” tidligt i 20’erne. Da jeg søgte ind på kunstskole og blev afvist, var en af deres begrundelser, at jeg skulle lære at tegne fra det virkelige liv. Så inden jeg søgte ind igen, prøvede jeg at lære mig selv at tegne ud fra observationer. Før det, tegnede jeg helt og aldeles ud fra min fantasi. Da jeg så skulle tegne En dyne af sne prøvede jeg at ændre stil, for Good-bye Chunky Rice afspejler en blød, gammeldags tegnestil med antropomorfe dyr, som jeg var tilbøjelig til at bruge.

– Jeg har aldrig taget en uddannelse som tegner, men kom dog ind på kunstskole, hvor jeg gik et halvt år i 1990’erne. Desværre var der ikke specifikke kurser for tegneserietegnere, hvilket var ret nedslående. Derudover er det uhæmmet dyrt i Amerika. Nu koster det fire gange så meget, men dengang var det lidt over 25.000$ om året, som jeg betalte af egen lomme uden hjælp fra mine forældre. Det kunne jeg gøre i seks måneder, hvorefter jeg var løbet tør for penge og havde oparbejdet en seriøs gæld. Derfor måtte jeg tage nogle jobs for at betale af på gælden. Da jeg var tyve, havde jeg tre forskellige jobs og kunne i løbet af yderligere et halvt år betale min gæld af.

– Så da jeg til En dyne af sne ville lære at tegne semirealistisk, måtte jeg derfor selv gøre mig mere umage ift. at tegne ud fra iagttagelser, og der var jeg meget inspireret af franske tegneserier.

I Ginseng Roots beskriver du, hvordan du og din bror var opslugt af amerikanske tegneseriehæfter i barndommen, hvornår blev du opmærksom på europæiske tegneserier?

– Min første rejse til Europa var i 1998 til Paris, mens jeg gik på community college som forberedelse til universitetet. Jeg arbejdede samtidig fuld tid på en avis, boede hjemme hos mine forældre og datede min high school kæreste. Det var en slags mærkelig forlængelse af high school, og jeg arbejdede det meste af tiden og fulgte et par hold om ugen. Efter et semester fik jeg et stipendium med tre andre studerende til et par uger i Paris. Før det havde jeg end ikke drømt om at tage til Europa, jeg vidste faktisk ikke, at det overhovedet var en mulighed. Helt ærligt! På vej hjem oplevede jeg noget af et kulturchok. Selvfølgelig oplevede jeg det også delvist ved ankomsten, men det var endnu tydeligere, da jeg kom hjem igen. Alt i Amerika og Wisconsin så pludselig anderledes ud, når jeg så det med øjne, der havde været i et nyt land og set en ny kultur. Det hænger også sammen med, at jeg og mine søskende havde en meget isoleret barndom.

Alt i Amerika og Wisconsin så pludselig anderledes ud, når jeg så det med øjne, der havde været i et nyt land og set en ny kultur.

– Turen til Paris faldt sammen med, at jeg var begyndt at læse tegneserier igen efter en længere pause. Det var ting som Eightball af Daniel Clowes eller noget af Chester Brown. Derfor var jeg nysgerrig efter at gå på opdagelse i de franske tegneseriebutikker, hvor jeg dog blev ret skuffet over udvalget. Der kom jeg med min interesse for indietegneserier, men det marked var ikke ret stort i Frankrig endnu. De havde mere klassiske franske album, sci-fi, fantasy og selvfølgelig Tintin og Asterix. I en butikskælder fandt jeg til sidst nogle mindre tegneserier, der minder meget om Ginseng Roots hæfterne. Der fik jeg fat i tegneserier af Jean-Christophe Menu, David B og Lewis Trondheim, der inspirerede mig meget.

– Det var begyndelsen. Den rigtige øjenåbner var, da jeg kom til Angoulême i 2001. Det føltes, som om det hele eksploderede med sort-hvide tegneserier, som interesserer mig mest. Gerne lidt groft tegnet, det påvirkede mig voldsomt.

Når jeg kigger på tegningerne i Good-bye Chunky Rice kan jeg næsten ikke se, det er dig, hvis jeg sammenligner med En dyne af sne eller Habibi, så forskellig er stilen.

– Med årene er jeg blevet mere og mere detaljeret og minutiøs i mine tegninger. Jeg håber faktisk, at jeg kan komme tilbage til min lidt løsere måde at tegne på i En dyne af sne og Carnet de voyage. For jeg har en tendens til at gå mod de mere omhyggeligt opbyggede tegninger, som Habibi har og som Ginseng Roots ender med at være tegnet i. Jeg vil gerne lære at løsne lidt op igen.

Gælder det også som forfatter?

– Ja, det gør det nok også, selv om jeg altid har været lidt besat og plaget af processen med at skrive, når jeg prøver at udgyde mit indre.

Du fortalte i går på scenen, at du aldrig planlægger dine historier i detaljer, før du går i gang?

– Jeg har aldrig kendt slutningen på et projekt, som jeg har kastet mig over. Hvilket næppe er en god måde at arbejde på. De fleste forfattere vil fortælle, at de kender slutningen som det første, hvorefter de arbejder sig baglæns. Men for mig er processen som et puslespil. Hen ad vejen finder jeg ud af mere og mere, for det tager så lang tid at tegne siderne, at historien udvikler sig undervejs i arbejdet. Oftest er der en grundidé. I En dyne af sne ville jeg fortælle om at dele seng med en anden person for første gang. Undervejs gik det op for mig, at det havde jeg også gjort med min bror Phil i barndommen. Så selv om En dyne af sne oprindeligt var planlagt til at være fiktion, blev det mere og mere min egen historie hen ad vejen. I Habibi ville jeg fortælle en kærlighedshistorie mellem en prostitueret og en eunuk. Hvor mon den lige kom fra? Men da den først fæstnede sig i mig, var jeg klar over, det var en historie, jeg havde lyst til at fortælle uden at have nogen som helst ide om, hvordan den skulle slutte. Sådan starter min typiske kamp og rejse frem mod en færdig historie.

Hvorfor valgte du at udgive Ginseng Roots i tolv hæfter, hvor alle dine andre værker er udkommet som en samlet graphic novel?

– Da jeg startede med at lave tegneserier, ville jeg så langt væk fra hæfteformen som muligt og gik efter at lave graphic novels. Men med Ginseng Roots gav det mening at vende tilbage til seriehæfterne som en hyldest til dem og fordi de også spiller en rolle i historien. Da min bror og jeg første gang blev tilbudt arbejde i sommerperioden på en ginsengfarm, ville vi få en betaling på 1$ i timen. Det oversatte vi straks til ét tegneseriehæfte i timen, hvilket blev en kæmpe motivationsfaktor.

– Tegneserier var den eneste form for underholdning, der slap igennem vores forældres kontrol, nok fordi de har tænkt på det som ufarlig børneunderholdning. Vores forældre var blevet born again evangelists, og vi havde en isoleret barndom, hvor vi blev taget ud af skolen for at blive hjemmeskolet. Nogle af de ting var oprindeligt med i mine overvejelser, da jeg lavede En dyne af sne. Dengang blev de udeladt, for ikke at tage fokus fra den historie, jeg ville fortælle. Den største udeladelse er naturligvis, at jeg har en søster, som til gengæld har fået en større rolle i Ginseng Roots.

Tegneserier var den eneste form for underholdning, der slap igennem vores forældres kontrol

– Det var hele tiden meningen, at de tolv hæfter efterfølgende skulle samles til en graphic novel. Da det sidste hæfte var udgivet, satte jeg mig ned og læst dem igennem og blev faktisk ret skuffet. Jeg kunne ikke se den røde tråd gennem det hele. Selv om de enkelte hæfter var gode hver for sig, manglede der en større sammenhæng.

– For at binde det hele sammen, har jeg primært, og modstræbende, udvidet nutidsdelen omkring min egen personlige helbredskrise. Jeg vil helst ikke fremstå klynkende, men  omvendt indså jeg, at det ville være relaterbart. Alle har deres egne personlige helbredsudfordringer eller kender én i deres nærmeste omgangskreds. Derfor kunne det bruges alligevel, og da historien er inde på kinesisk medicin, ville en tilføjelse med den dimension give mening. Derfor er der tilføjet en del ting til graphic novel udgaven. Covid-19, der slet ikke spiller en rolle i hæfterne, er kommet med. I løbet af projektet var jeg til to ret belastende begravelser, dem har jeg også tilføjet.

– Endelig vil jeg nævne, at da jeg var i tyverne havde den alternative tegneserie i Amerika sin bedste æra i hæfteform. Jim Woodring lavede Frank, Daniel Clowes Eightball og Chris Ware havde Acme Novelty Library i de her små hæfter, som var mesterværker. I min generation er der ikke andre tegneserietegnere, der har været så indflydelsesrige som Chris Ware. Jeg kan ikke fatte, hvordan han tegner, som han gør, og tilsyneladende tegner han direkte på papiret uden mange forarbejder. Han starter bare i øverste venstre hjørne, og så kommer det frem. Han må have en genial geometrisk matematikhjerne. Det er den æra, jeg er mest nostalgisk omkring, fordi det var dengang jeg blev forelsket i mediet. Jeg elskede også tegneserier som barn, men det er anderledes som ung voksen at genopdage det som et vitalt medie til at udtrykke sig igennem. Hvad jeg ikke vidste dengang var, at alle disse tegneserieskaberne ikke tjente ret mange penge på det. De måtte alle supplere med illustrationsarbejde ved siden af. På den måde var det ægte ”labours of love”. Det anede jeg intet om, jeg tænkte bare, de måtte være rige og berømte tegneserietegnere.

– Af ældre tegneserieskabere var Will Eisner en stor inspiration. Jeg kendte slet ikke hans arbejde som barn, det var først, da jeg genopdagede tegneserien i tyverne, hvor hans instruktionsbøger som fx Tegneserien og den grafiske fortælleteknik blev mine personlige lærebøger.

Din bror Phil har tegnet nogle få af siderne i Ginseng Roots, det må have været din idé? 

– At han også skulle tegne dele af den, var helt klart min ide, og faktisk havde jeg troet, vi ville komme til at arbejde langt tættere sammen. Han var meget positiv overfor hele ideen om Ginseng Roots, da han hørte om den første gang. Det var også et meningsfyldt projekt for ham, eftersom han har haft de samme oplevelser som jeg med at arbejde i ginsengmarkerne som barn. Men Phil arbejder digitalt, så min romantiske forestilling om at vi ligesom i barndommen kunne sidde ved siden af hinanden og tegne på den samme side, led hurtigt et knæk. Så meget for at finde tilbage til barndommens idyl, men han var begejstret for at tegne igen. Han havde ikke tegnet tegneserier siden vi var børn, så han skulle lige banke rusten af. Til gengæld har han hele tiden arbejdet kreativt og hvis man ser på vores tegninger fra barndommen, vil de fleste nok tænkte, at han er mere interessant som tegner end mig. Siden har han haft større interesse i at få økonomisk succes og gik i retning af reklamebranchen, hvor jeg valgte at bo på en sten og være en stræbende kunstner.

Med undtagelse af Space Dumplins arbejder du i sort-hvid, så hvorfor har du brugt den røde farve i Ginseng Roots?

– I virkeligheden var det nok redaktøren, der kom på det, da han udgiver en del andre ting i farver. Først var jeg ret tændt på at bruge vandfarver. Det gav dog en del udfordringer ift. at reproducere det på en passende måde, så det blev skrinlagt. I det første hæfte er der brugt ret lidt farve, hvorefter det vokser stille og roligt i de følgende. Den røde tone er inspireret af Hokusai manga, der har en cadmium-orange-rød tone. Det holder jeg ret meget af æstetisk set, så det ville jeg gerne efterligne.

Den røde tone er inspireret af Hokusai

– Min personlige præference er sort-hvid og forbrugernes er fuld farvelægning, men det er jeg ikke nogen stor fan af. Derfor blev farvelægningen i Ginseng Roots det rette kompromis med en enkelt farve, for at give lidt mere fylde til tegningerne. Fuld farvelægning er til gengæld standarden, når det gælder tegneserier til børn, hvorfor Space Dumblins blev i farver.

I det sidste hæfte af Ginseng Roots skriver du et sted, at rød er den eneste farve, man ikke skal blande i sit blæk, så hvorfor valgte du den røde farve i Ginseng Roots?

– Det er en lidt obskur, esoterisk reference. Jeg fik ideen fra Mai-Mai Sze, der oversatte og skrev kommentarer til en gammel manual om kinesisk malerkunst, The Mustard Seed Garden Manual of Painting. Den indeholder en masse regler om, hvordan man selv skal lave sit blæk, herunder den røde farve. Advarslen om at blande rød i blækket handlede nok om, at den type cinnoberrød, de brugte i 1700-tallet, ikke stod godt til trækul. Men rød er en spirituel farve, der kan blande sig med den manglende menneskelighed i det kolde, sorte blæk – og jeg kan godt lide den symbolik.

– Det er et eksempel på, hvordan jeg med Ginseng Roots lavede et stort forarbejde. Jeg havde fået grundidéen, hvorefter jeg læste og lavede interviews med en lang række mennesker. Deres historier kunne jeg ikke have fundet på selv, og derfor arbejdede jeg mere som en dokumentarist ved klippebordet. Det var ikke tanken, at der skulle være selvbiografiske elementer med, men det kom snigende hen ad vejen.

Det virker som om, at hver gang du begynder på et nyt projekt, vil du lave nonfiktion, hvorefter din egen historie alligevel er for stærk og bliver blandet ind. Eller hvorfor ender du igen og igen med at bruge af dig selv?

– Jeg er faktisk mest tiltrukket af nonfiktion. Menneskelig erfaring er så interessant, at det næsten ikke er besværet værd at finde på noget selv. Men når jeg skriver autobiografisk, vælger jeg ikke de interessante ting, der er sket i mit liv. I stedet tager jeg fat i det mere ordinære. De vilde oplevelser i mit liv, har jeg ikke lyst til at behandle i tegneserier. Til gengæld interesserer de dagligdags detaljer i livet mig. En del af glæden ved Ginseng Roots var at skrive om landbruget og arbejderklassen, der efter min opfattelse er underrepræsenteret i historiefortælling generelt. Det handler altid om kriminelle, drama og internationale intriger. Så vil jeg hellere skrive om landarbejdere, der producerer planter og fødevarer. Jeg tiltrækkes af det jævne menneskes fortælling.

En del af glæden ved Ginseng Roots var at skrive om landbruget og arbejderklassen, der efter min opfattelse er underrepræsenteret i historiefortælling

Du skifter også fortæller undervejs i Ginseng Roots, hvor en af Hmong-landmændene, Chua Wang, bliver fortæller i hæfte 7-8

– Alt er baseret på interviews med min familie og tidligere arbejdsgivere fra min barndom, hvoraf mange nu er pensionerede. Jeg tog undervejs til en festival i Wisconsin, hvor jeg mødte en masse landmænd indenfor ginsengbranchen. Mange af dem tog mig ikke seriøst og ville slet ikke tale med mig. Hvilket er sjovt, for efter serien blev udgivet, tog nogle af dem kontakt til mig og ville være med i den, hvortil jeg måtte sige: ”jeg mødtes med dig, og du afviste mig!”.

– Chua Wang mødte jeg på festivalens første dag, og vi var på bølgelængde med det samme. Han endte med at være historiens hjerte, noget jeg på ingen måde kunne have planlagt. Han var meget åben og god til at fortælle sin historie. Vi talte om hans fars oplevelser som immigrant. Det er mærkeligt, for jeg voksede op i det landdistrikt i Wisconsin, der har den næststørste Hmong-befolkning i hele Amerika. Alligevel var jeg som barn på ingen som helst måde interesseret i deres forhistorie. Det prøver jeg på en måde at råde bod på nu, ved for første gang i mit liv at være interesseret i dem. Det affødte spørgsmålet om, hvorvidt jeg overhovedet måtte fortælle hans og deres historie. Han var heldigvis så entusiastisk, at jeg nærmere følte, vi samarbejde om at få hans familiehistorie ud i verden. Det føltes naturligt.

Så du bad om tilladelse?

– Naturligvis. Jeg har bedt om så mange tilladelser til denne her bog. Det har jeg nærmest brugt de sidste par måneder på, hvor jeg har samlet den til en graphic novel. Jeg har været i kontakt med alle dem, jeg interviewede: ”er der noget, du vil have ændret?”, ”er der noget vi skal justere?” ”er der noget vi skal undlade?”, ”er der noget vi skal tilføje?”. Indtil videre har ingen haft de store indsigelser, de var alle godt tilfredse.

Har du også bedt din familie om tilladelse?

– Jeg har fra min søster og bror … og faktisk også mine forældre. Jeg satte mig ned og tog en samtale med mine forældre, hvor jeg var godt nervøs over, hvad de ville sige. Da det kom til stykket, var de ret åbne omkring det. De sagde, det var min bog, så jeg skulle gøre, som jeg ville. Det på trods af, de kun deltog aktivt i starten af projektet. Det første hæfte i serien er det eneste, de bidrog til, hvor jeg optog samtaler med dem. Da det var udkommet lukkede de helt i og havde ikke lyst til at se deres historie på tryk.

Men de må have vidst, hvad de gik ind til efter En dyne af sne?

– Måske. Det er ikke fordi jeg har en intention om at blive meget personlig med mine historier. Det sker bare undervejs, hvor det bliver et krav for at komme ind til kernen, at jeg også skal besøge nogle sårbare steder.

Det bliver et krav for at komme ind til kernen, at jeg også skal besøge nogle sårbare steder.

I Ginseng Roots viser du dine forældre tale om, at de ikke kan genkende sig selv i En dyne af sne. Men dengang bad du vel ikke om lov til at bruge dem i historien?

– Nej, jeg var 23 år, da jeg begyndte på den. Den er min historie om at bryde med kristendommen. Mine forældre er fundamentale kristne, det er den vigtigste ting i deres liv. Dengang vidste jeg slet ikke, hvordan jeg skulle have sådan en samtale med dem. Som barn var jeg meget genert og meget lidt kommunikerende. Min eneste måde at kommunikere på var igennem tegneserier. Det var min måde at udtrykke og bearbejde tingene på.

Talte du med Phil om En dyne af sne?

– Ja, og med min søster. Da jeg arbejdede på En dyne af sne kom jeg tæt på mine søskende for første gang. Der var ikke megen snak om følelser i vores familie, da vi voksede op, vi holdt dem tæt ind til kroppen. Med En dyne af sne havde vi som søskende for første gang dybe samtaler om vores barndom, religion, seksualitet og nu med Ginseng Roots er jeg kommet langt tættere på min søster. Første troede jeg, det ville være en forlængelse af En dyne af sne, så jeg kunne komme længere ned i forholdet til min bror. Pludselig skiftede det dog, hvor han blev mindre interesseret og min søster i stedet overtog begejstringen.

Var det også meningen, hun skulle have været med i En dyne af sne?

– Nej ikke rigtigt. Da jeg startede arbejdet med En dyne af sne, var det intentionen, at alt skulle fiktionaliseres, så jeg ændrede en masse ting. Hen ad vejen blev det alligevel mere og mere den virkelige historie. Da jeg på et tidspunkt skulle beslutte, om min søster skulle være en del af den, havde hun mest af alt en birolle. At have hende med i bogen uden for alvor at være en del af historien virkede underligt. I barndommen var vi heller ikke synderligt tæt knyttet til hinanden. Phil og jeg delte interesser og var sammen hele tiden, hvor hun stak lidt ud, hvilket hun også selv har sagt. Jeg har det lidt skidt med det, for vi havde alle tre en isoleret barndom, hvor vi voksede op i en hyperreligiøs familie langt ude på landet. Der var ikke almindelige veje, kun en motorvej, så vi kunne ikke komme nogle steder. Phil og jeg havde hinanden, fordi vi delte interesse for at tegne, læse tegneserier og senere musik. Men vores søster delte ingen af disse og var endnu mere introvert og genert end vi var – og vi var generte!

– For mig er det spændende at komme til København og at rejse i det hele taget, fordi min barndom var helt isoleret fra det øvrige samfund. Der er en del amish og mennonitter i det område, jeg voksede op i, og de minder ret meget om den måde, jeg voksede op på. Altså, vi kørte ikke rundt i en hestevogn, men følelsen af at være afskærmet fra resten af verden, var meget den samme. Jeg har ikke rejst udenfor Amerika siden før pandemien, så jeg er meget taknemmelig for igen at kunne rejse og hente inspiration.

Nu ejer jeg faktisk ingenting overhovedet. Jeg har ingen ejendele.

Man kunne ellers tro, at pandemien må have været en mindre ændring for en tegneserietegner end mange andre?

– Alle tegneserietegnere siger, at vores livsstil overhovedet ikke ændrede sig. Vi har altid siddet isoleret hjemme og arbejdet, men jeg flyttede ikke mindre end syv gange under pandemien. Jeg flyttede fra Portland til min bror i Minneapolis, videre til LA i et halvt år,  så tre forskellige steder i Minnesota, før jeg til slut kom tilbage til Portland. Hver gang jeg flyttede, ryddede jeg ud i mine ting, så nu ejer jeg faktisk ingenting overhovedet. Jeg har ingen ejendele.

Ingen rødder?

– Lige præcis, Ginseng Roots gjorde mig rodløs. Jeg har ikke noget hjem, ingen ejendele, jeg er skrællet ind til stænglen og må begynde at genopbygge et liv igen.

Er du færdig med at arbejde autobiografisk ud fra den periode i dit liv nu?

– Det vil jeg sige ja til, for sådan har jeg følt, hver gang jeg har afsluttet et autobiografisk projekt, men hvem ved? Jeg ved ikke, hvad mit næste projekt skal være. Det er svært for mig at tro, det bliver noget autobiografisk, medmindre det bliver en rejseberetning i stil med Carnet de Voyage, som kunne være sjov at lave en opfølger til.

Har du fået nogle reaktioner på Ginseng Roots?

– Hæfterne er blevet trykt i meget små oplag, så den har endnu ikke været bredt ude hos et publikum. Den samlede udgave udkommer først april 2025 i Amerika. Hvis jeg skal være helt ærlig, betød annonceringen af serien stort set, at min karriere sluttede, hvilket jeg stadig prøver at bearbejde. Da udgiveren annoncerede den, men før nogle havde set et eneste hæfte, blev jeg ramt af cancel culture. Nogle mennesker var oprørte over, at jeg skrev om kinesisk kultur og fik mine andre bøger fjernet fra markedet. Dermed forsvandt min indkomst, og jeg faldt ned i et sort hul. Det var ligesom: nåh, der ødelagde jeg lige min karriere med en ny bog, som ingen har læst en eneste side fra endnu!

Nogle mennesker var oprørte over, at jeg skrev om kinesisk kultur og fik mine andre bøger fjernet fra markedet. Dermed forsvandt min indkomst, og jeg faldt ned i et sort hul.

– Jeg håber, det vender, når den samlede udgave udkommer. Kritikken gik på, at jeg som hvid person skriver om en kultur, der ikke er min egen. Hvilket jeg gør, men jeg voksede op med ginsengkulturen og har, fra jeg var 10 år, lagt tonsvis af sved og blod i industrien. Så jeg er ret tæt knyttet til den. For mig handler bogen allermest om, hvordan vi kulturelt lapper ind over hinanden. Hmong-arbejderne kom til Amerika med deres egen kultur og arbejdsmoral, der var gennemsyret af gamle traditioner. Her hjalp de til i et erhverv, der nu er styret af nogle få store firmaer. Det er svært for mig at genkende forholdene i ginsengbranchen nu, fra da jeg selv arbejdede i den.

Blev du vred over reaktionerne?

– Jeg blev mere deprimeret og fik selvmordstanker. Med masser af terapi håber jeg på at komme ud af det igen. Mest af alt havde jeg dog lyst til at dø, da det brød ud. Min vrede har det med at vende sig indad og aldrig udad.

Art Spiegelman oplevede lidt af det samme, da Maus blev bandlyst i et skoledistrikt i Tennessee. En af konsekvenserne var, at Maus røg direkte ind på bestsellerlisterne igen, men sådan gik det ikke for dig?

– Det skete lidt med En dyne af sne og Habibi, der begge har været igennem nogle voldsomme forbud. Jeg føler, det kommer fra to forskellige politiske sider, hvilket gør det svært at håndtere. Dels er der de religiøse konservative, der forbyder En dyne af sne, fordi de ser den som antikristen eller en promovering af teenageres seksualitet. Faktisk har En dyne af sne fået påklistret prædikatet børnepornografi af en del organisationer. Samtidig bliver Habibi i højere grad bandlyst af venstreorienterede, der ser det som cultural appropiation. De ser det som problematisk, når en hvid forfatter skriver om en kultur, der ikke er vedkommendes egen. Jeg får rent faktisk mange dødstrusler. For nylig havde jeg en interessant samtale med ansatte på Sandy Hook Elementary, der er kendt for et skoleskyderi tilbage i 2012. En dyne af sne blev forbudt i deres område, særligt på high school biblioteker, hvilket er ironisk, for efter skyderiet prøvede de forgæves at få semiautomatiske våben forbudt. Så du kan stadig købe semiautomatiske våben i Sandy Hook, men ikke En dyne af sne.

Du kan stadig købe semiautomatiske våben i Sandy Hook, men ikke En dyne af sne.

– På den vis sker der politisk nogle skøre ting i Amerika, hvor bøger bliver bandlyst af begge politiske fløje. Det er måske forventeligt fra højrefløjen og de religiøse konservative, men hvem havde set det komme fra veluddannede, akademiske liberale? Men alle hidser sig op over en hvilken som helst udgivelse. Derfor har jeg været under et dobbelt pres. Undertiden hjælper det på salget og andre gange forsvinder mit værk bare, så man ikke længere kan opdrive det.

Det må være frustrerende?

– Ja, der er mange ting, jeg prøver at få til at synke ind. For jeg har masser af gange fået at vide, at jeg ikke burde have lov til at lave noget. Så må jeg det? At være i København et par dage er opmuntrende og giver mig en tro på, at jeg stadig må lave kunst.

Det virker helt skørt for en europæer, at du skal have disse overvejelser?

– Der er helt sikkert en større respekt og ærbødighed for kunst og kunstnere i Europa. Det afspejler sig i alt fra statsstøtte til kunstnere og museer. Alt sammen noget, der er sværere at finde i Amerika.

Ud over de udfordringer, så nævnte du tidligere dine helbredsproblemer. I de sidste hæfter af Ginseng Roots spiller det en rolle, at du har nogle udfordringer med din tegnehånd. Da vi mødtes i går, var jeg næsten bange for at trykke dig i hånden, for det virker til at være alvorligt. Skal vi være bekymrede for din fremtid som tegneserieskaber?

– I løbet af den periode, hvor jeg tegnede Ginseng Roots har jeg haft masser af angst ift. om jeg fysisk vil være i stand til at fortsætte med at tegne. Det er stadig en diskussion, der kører i mig: vil min hånd fortsat kunne fungere? Jeg skal egentlig igennem en operation om et par uger, men på grund af helbredsforsikringer i Ameria er det usikkert. Lige nu vil min sundhedsforsikring ikke dække operationen, så måske skal den ikke laves alligevel. Jeg har allerede talt med nogle i Europa om at få den lavet herovre i stedet, det skulle være meget lettere og billigere. Mit humør svinger en del på grund af det. Nogle gange er jeg optimistisk og tænker, det nok skal løse sig – andre gange meget pessimistisk over, at jeg måske ikke kan fortsætte med at tegne. For hvad skal jeg så? Skal jeg blive forfatter? Det er en rejse, jeg stadig er på ift. at blive afklaret om fremtiden.

Vil min hånd fortsat kunne fungere?

– Igen er det godt at komme ud at rejse og få tankerne lidt væk. Jeg har talt med Paw [Mathiasen fra forlaget Fahrenheit] om at få udgivet Ginseng Roots i Danmark, før der kommer en engelsksproget udgivelse, hvilket jeg vil anbefale ham. Ellers vil den engelske nok tage noget af salget fra den danske udgave. Hvis det lykkes, kommer jeg måske tilbage til Danmark allerede i år.

 

Da interviewet var færdigt, var der et kvarter til Craig Thompsons skulle være klar til at signere sine værker til de mange mennesker, der stod klar i signeringsområdet. Inden da ville han dog gerne kigge på den stand, hvor John Kenn Mortensen sad, hvis jeg kunne vise ham vej til den. En veninde skulle have en t-shirt med hjem, hvilket lige kunne presses ind i programmet.

Mere i samme serie:

Interview: Iron Mans “gudfar” Bob Layton

---