Interview: Iron Mans “gudfar” Bob Layton

Interview: Nummer9 taler med tegneserie-veteranen Bob Layton om hvordan han var med til at genopfinde Iron Man, om mødet med Hollywood, samarbejdet med store navne som Barry Windsor-Smith og John Byrne, og meget mere.

Den amerikanske tegner og forfatter Bob Layton startede naturligvis som fan. Som ung lavede Layton et populært fanzine sammen med bl.a. John Byrne, og blev senere assistent hos tegneserie-legenden Wally Wood.

Layton fik sit professionelle gennembrud som medforfatter og rentegner på Marvel-serien Iron Man. Sammen med sin ven og medforfatter David Michelinie omdefinerede Layton Iron Man-figuren fra 1978 og flere år frem. Deres historier og idéer har haft stor indflydelse på Marvels succesrige Iron Man-film.

I 1989 var Layton sammen med Jim Shooter med til at etablere forlaget Valiant, som i en periode etablerede sig som en reel konkurrent til de to store superhelteforlag Marvel og DC. Her samarbejdede Layton blandt andet med mestertegneren Barry Windsor-Smith.

I dag har Layton lagt pen og pensler på hylden, og arbejder mest med filmmanuskripter. Og så rejser han verden rundt og fortæller om et langt liv i den amerikanske tegneseriebranche. I den forbindelse besøgte han i juni måned Danmark, som gæst hos tegneseriebutikken Fantask. Nummer 9’s Thomas Tomcat fik et interview med Layton, som vi bringer her.

Bob Layton: Under covid-nedlukningerne var jeg nærmest spærret inde i mit hus i to år. Jeg mistede min mor i den periode, og i hvert fald fem af mine jævnaldrende bekendte. Så jeg gjorde mig nogle overvejelser: den typiske amerikaner lever omkring 84 år. Det vil sige, jeg har statistisk set omkring fjorten år tilbage nu.

Jeg er forholdsvis sund og rask. Mine børnebørn er blevet voksne, min familie er ikke afhængig af mig længere. Så jeg gav mig til at planlægge denne rejse rundt på kloden, jeg skrev e-mails til enhver butik jeg kunne finde, som forhandler amerikanske tegneserier.

Nummer 9: Hvem fik du svar fra?

Bob: Marit [Nim, fra Fantask, red.] var én af dem, hun har mødt mig med stor venlighed. Tyskland kom der ingen svar fra. Slet ingen interesse.

Størst interesse har været fra Sydkorea. Jeg fik kontakt med en hr. Joey Croner, som har en tegneserie-butik, der også er en kaffebar. Han er amerikaner og gift med en koreansk kvinde. I Amerika er Superman det mest udbredte tegneserie-ikon, men i Sydkorea er det Iron Man, fortæller han mig. Han skriver: “hvis du kommer på besøg hèr, vil folk nærmest gå amok.”

Nummer 9: På grund af hvad du og David Michelinie udrettede med det månedlige Iron Man-blad dengang. Kan du fortælle lidt om dét?

Bob: Gerne. Jeg var den første forfatter/rentegner i den amerikanske tegneserie-branche. For på det tidspunkt havde de ikke brug for flere tegnere, de manglede derimod rentegnere. Min mentor Dick Giordano [berømt chef-redaktør og rentegner på DC Comics, red.] lærte mig, at “Ham, som kan lave det hele, vil altid kunne få arbejde.” Jeg fik foden indenfor som rentegner, fordi det var, hvad branchen havde brug for på det tidspunkt.

Nummer 9: Hvordan kom dét i stand?

Bob: David [Michelinie] og jeg lavede en serie ved navn Star Hunters for DC. De var i færd med at lukke serien, da vi fik tilbud fra Marvel om at overtage en af deres lavt-sælgende serier. En af dem, vi kunne vælge, var Iron Man. Jeg sagde så til David “Hør engang, da jeg var 11 år, tegnede jeg selv Iron Man-historier i mit kladdehæfte. Dén serie vil du og jeg gerne lave.”

David havde aldrig læst Marvel som barn, men han stolede på mig, så vi tog chancen og rykkede over til Marvel. Det månedlige Iron Man-hæfte solgte under 90.000 eksemplarer på det tidspunkt, så serien stod til lukning indenfor de næste tolv måneder.

Proceduren var, at Marvel tog det nuværende forfatter/tegner-team, som de allerede vidste var til at regne med, og flyttede dem over på andre projekter hvor de kunne gøre bedre gavn, og så satte man tilløbere som os til at lave serien resten af året, indtil bladet skulle gå ind.

Da vi fik tjansen, spurgte jeg om det var i orden hvis vi lavede om på nogle ting. Marvel svarede “Ja ja, bladet bliver alligevel snart lukket.” Men seks måneder senere var serien et hit, og så fik den lov at overleve.

Nummer 9: Udviklede du din stil som rentegner med særligt henblik på figuren? Som dreng købte jeg bladene fra ny af, ovre i Fantask, og det var første gang jeg havde set Iron Mans rustning skinne som rigtigt metal.

Bob: Ja. Som dreng afskyede jeg Iron Man. Mit elleve-årige jeg vidste præcis, hvad der var galt med bladet. Det var tydeligvis Marvels “rødhårede adoptivbarn” som ingen brød sig om. Stan Lee fandt på figuren og satte sin bror Larry til at skrive serien, og han skrev nogle af de absolut dårligste Iron Man-fortællinger der findes. Det var klart et liste B-blad. Forfattere havde deres liste A med interessante serier, og så var der liste B med serier som blot betalte huslejen. Iron Man var altid en af de serier som folk skrev kun fordi de skulle skaffe penge til huslejen. Den skiftede konstant forfatter og tegner, der var aldrig et fast team på i længere tid af gangen.

Selv Doom Quest var en historie, jeg lavede i mit kladdehæfte som elleve-årig. [Kendt og populær historie fra Iron Man nr. 149 og 150 hvor Iron Man og Doctor Doom som fjender sendes til fortiden ved kong Arthurs hof og tvinges til at arbejde sammen for at komme tilbage, red.]

Jeg var stor fan af myterne om Kong Arthur, og jeg så Tony Stark som en moderne udgave af Arthur, med the Avengers som Ridderne om det Runde Bord. Stark Industries var hans kongerige. Han var ikke en øllebrøds-barmhjertig idealist, han var snarere en regent, som forsvarer sit kongerige, hvor så menneskeheden også nyder godt af hans meritter.

Da vi overtog serien, var noget af det første, vi gjorde, at fjerne hans hjerte-problemer. Da jeg var lille var det altid irriterende, at han i næsten hver historie er i gang med at slås med Mandarinen eller en anden ærkefjende, og så AaAaRGh falder han om på grund af sit hjerte. Det blev sådan en flad kliché.

Jeg har aldrig hørt om andre, der får halvtreds hjerteanfald og alligevel overlever –– måske på nær USA’s tidligere vice-præsident Dick Cheney [latter].  Og altså, det var jo i halvfjerdserne, hvor hjertetransplantationer nu var blevet ret almindeligt. Så vi har en gut, som er et teknisk geni, og så han kan ikke finde ud af at få pillet et par små stykker metal ud af sit hjerte?

Nummer 9: Ja, det dér med hans evindelige hjerte-problemer var trættende, også da jeg var dreng. Så hvordan ændrede I så på fortællingerne i Iron Man-bladet?

Bob: Enhver serie skal have en “krog”. En særlig egenskab, som gør hovedpersonen interessant frem for alle andre figurer. Iron Man havde egentlig aldrig en stærk krog. Da jeg var dreng, ville jeg meget hellere være Tony Stark end Iron Man. Jeg ville da have alle pigerne, alle pengene og alt hans legetøj. Når Tony spadserer ind i et lokale, så bør det være som hvis Mick Jagger lige er trådt ind hèr i kaffebaren, ikke? Alle lægger mærke til det! Jeg selv har altid godt kunne lide at være velklædt, og jeg omformede Tony til min egen drøm om, hvad jeg måske engang kunne blive. Dét blev vores krog i Iron Man.

Og det blev også, hvad Hawk [Ostby] gjorde, da han skrev den første Iron Man-film. Han fortalte mig, at han læste alle de gamle hæfter før vores [Michelinie og Laytons] periode på serien, og sagde: “det meste var ren kliché. Men så kom I og gjorde Tony Stark til et rigtig levende menneske.”  Hawk formede sin film-udgave af Stark efter vores Iron Man-periode.

Nummer 9: Er I officielt krediteret i filmene?

Bob: Ja. Marvel er dog ikke så gode som visse andre selskaber til at kreditere tegneserie-håndværkere. Det tog noget tid, og der skulle protesteres lidt. Nu er det efterhånden blevet normen, at de, der har lavet tegneserie-forlægget, også bliver krediteret… typisk et sted henne mellem de, som leverer mad og drikke, og så chaufførerne [latter].

Nummer 9: Jeg har bemærket, at i nogle Marvel-film står der “Special thanks to [dem der har lavet tegneserien].”

Bob: Ja. Det er en juridisk finte.

Nummer 9: Og alligevel blev du en del af arbejdet med filmene?

Bob: Jaeh, jeg havde jo en fod indenfor: David Maisel var den producent, som grundlagde Marvel Studios og hyrede Kevin Feige [filmproducer og formand for Marvel Studios] og dermed satte hele MCU [Marvel Cinematic Universe] i gang. Og Maisel er nok verdens største Bob Layton Iron Man-fan. Hans kontor er fyldt med mine originale Iron Man-tegninger.

Han sender mig stadig en e-mail en gang i mellem, når han har fundet endnu en af mine originale Iron Man-forsider og betalt 75.000 dollars for den.

I historien The One Punch that Took Out the Hulk etablerede [David Michelinie og jeg] det venskab mellem Bruce Banner og Tony Stark, som de brugte i Avengers-filmen. Vi lagde også grunden til hele Civil War-idéen i the Armour Wars-forløbet. Marvel fik idéen til Civil War derfra.

Den bedste kompliment, jeg nogensinde har fået: David Maisel hentede mig ud til at arbejde på film-DVD’en [til den første Iron Man-film] dengang man stadig lavede DVD’er. Han hyrede mig til at lave ekstra-materialet. Han sagde “Der ville ikke være noget Marvel Studios, hvis ikke jeg havde været så vild med dit arbejde.” Det er ikke helt tilfældigt, at Iron Man var den første film fra Marvel Studios.

For mig er Iron Man den mest troværdige Marvel-helt. Min mor har aldrig læst en tegneserie i sit liv. Men hun såe den første film, og efter 35 år fandt hun endelig ud af, hvad det egentlig er, jeg lever af.

Nummer 9: Du nævnte, at du har været alkoholiker?

Bob: Oh yeah. Jeg er en slags talsmand for afholdenhed i serie-branchen. Demon In A Bottle [berømt episode i Iron Man om alkoholisme] var ikke bare fri fantasi. Men den var for mørk til det tidlige Marvel film-univers, naturligvis. Robert Downey Jr. [spiller hovedrollen i Iron Man-filmene] havde selv kun været ædru i omkring fem år, da den første film blev indspillet. Hans kone og producent, Susan Levin, sørgede for, at ingen kom i nærheden af ham uden at hun først havde sagt god for vedkommende. Jeg havde jo været ædru i mange år på det tidspunkt, så jeg fik lov at tilbringe en hel del tid med ham under indspilningen af Iron Man 2. Han havde læst alt mit arbejde og kunne det forfra og bagfra.

Der er en rigtig god dokumentar, der lige har kørt i amerikansk TV, som hedder Icons Uncovered: Marvel af Nacelle Company – syv afsnit om hvordan Marvel Cinematic Universe blev dannet. En meget ærlig fremstilling, man viser også alt det, der gik galt.

Nummer 9: Der er i filmene mange steder, hvor man kan genkende jeres arbejde, ikke sandt?

Bob: Ja. Under indspilningen af Iron Man 2, mens de samtidig indspillede Avengers, hev [instruktør Jon] Favreau fat i mig og sagde: “Min yndlings-forside er Iron Man nr. 118, hvor Tony Stark bliver kastet ud fra SHIELD heli-carrier’en og skal nå at tage sin rustning på inden han rammer jorden. Vi bruger dén scene i Avengers.”

Nummer 9: Efter de første par MCU-film vendte du kortvarigt tilbage til Marvel-tegneserierne?

Bob: Ja. Det var på grund af David Maisel. Da han lavede filmene, sagde han: “Jeg vil have nogle aktuelle Bob Layton-serier på markedet.” Så jeg arbejdede hos Marvel igen i 2007-2010, hvor jeg lavede nogle mini-serier. [De to Iron Man fire-numres mini-serier, samt den sidste Hercules.]

Nummer 9: Du havde også fingrene lidt nede i det animerede Iron Man tv-show?

Bob: Ja. Efter jeg var flyttet til Hollywood, sagde producenterne af det animerede Iron Man-show til mig: “Hej, vi har stjålet med arme og ben fra dine serier i årevis. Når nu du er hèr, kan vi måske få noget nyt materiale direkte fra kilden?” Så jeg lavede nogle ting sammen med dem.

Men jeg brød mig ikke om at arbejde med TV. For mange kokke i køkkenet. I ethvert manus kunne der pludselig være seks forskellige noter om farvelægning fra seks forskellige afdelinger, som alle modarbejdede hinanden.

Nummer 9: Hvad gjorde du så?

Bob: I stedet begyndte jeg at arbejde på et film-manuskript til min første spillefilm The Helix. Til et cocktail-party talte jeg med en tegneserie-fan om manuskriptet. Han sagde: “du skulle tage og snakke med min far om det, han har et produktions-selskab: Olmos Productions.” Jeg tager så hen til deres kontor, og hvem sidder dèr? Det gør Commander Adama fra Battlestar Galactica, skuespilleren Edward James Olmos! [stort, glædeligt udtryk i Bob’s ansigt.]

Navnet Olmos er ret almindeligt i LA, så jeg blev overrasket, behageligt overrasket. Nå men, han viste sig at være en fornøjelig og venlig fyr. Han tog mig under sine vinger og lærte mig en masse om, hvordan man skriver manuskripter til film.

Nummer 9: Jeg véd ikke ret meget om Battlestar Galactica, for serien blev ikke sendt i dansk TV. Men jeg samlede på Marvels tegneserie-udgave.

Bob: Tegneserien var lavet over den gamle TV-serie, som egentlig mest var en kopi af Star Wars. Den nye TV-serie kørte i fire år og var science-fiction ækvivalenten til Breaking Bad. Så god var den faktisk.

Hvis du får lejlighed til at se den nye Battlestar Galactica, så bør du gøre det. Serien havde nogle af de bedste manus-forfattere og de herligste skuespillere. Eddie [Olmos] og Mary McDonnel var begge Oscar-nominerede, og deres indflydelse løftede hele resten af det ellers ret grønne ensemble op til deres eget niveau. Alle medvirkende er forrygende. Eddie spillede også med i Blade Runner og i Miami Vice. En stor, stor skuespiller og en på alle måder fantastisk mand.

Han blev min mentor gennem mine første tolv kladder til The Helix. I løbet af min tid i Hollywood skrev jeg manuskripter til i alt seks film. Som alle sammen blev solgt, men ingen af dem er endnu indspillet.

Nummer 9: Hvordan kan dét være?

Bob: Sådan fungerer det bare i Hollywood. En af filmene, en horror-komedie med titlen Shambler, var i udvikling. Så gik produktions-selskabet fallit.

En anden film jeg skrev, Messiah 2.0, handler om AI-singulariteten. Ved en fest talte jeg med en jurist, han læser så mit manuskript og vil gerne være producent på filmen. Den er herefter i udvikling i seks måneder. Så kommer LionsGate Entertainment pludselig ind og køber Summer Entertainment, afskediger samtlige ansatte og skrotter alle igangværende projekter.

Den lyse side af sagen er, at i den sidste ende går alle rettigheder tilbage til mig. Mit eget selskab, Box Monkey Pictures, ejer nu alle disse projekter, som af forskellige årsager ikke blev til noget mens Hollywood havde rettighederne.

The Helix er det første manuskript, jeg skrev, og nok dén af mine film, som er lettest at lave, for der er kun fem medvirkende skuespillere. Det er et kammerspil som foregår på et rumskib. Et psykologisk drama, ikke en rum-western.

Nummer 9: Så altså ingen superhelte i dén film.

Bob: Nej, ikke mere af dét, ikke flere underbukse-drenge. Jeg er ikke længere interesset i superhelte. Jeg har ting, jeg gerne vil sige som voksen nu. Alle de fantasier og drømme, jeg havde som barn, har jeg fået mulighed for at udtrykke. Jeg har besteget samtlige bjerge, der findes i amerikanske tegneserier. Jeg har endda ejet to tegneserie-forlag. Der er ikke noget at lave i tegneserier, som jeg ikke allerede har gjort. Valiant Comics [det succesrige forlag som Layton, Jim Shooter m.fl. startede] var det første uafhængige forlag, som nogensinde gav Marvel og DC baghjul. I 1993 vandt vi Publisher of the Year [en pris der uddeles af det største distributions-selskab for amerikanske tegneserier, Diamond Comics Distributors, ud fra afstemning blandt samtlige tegneserie-butikker i USA og Canada].

 

Nummer 9: Så vi skal ikke regne med at se flere tegneserier fra din hånd?

Bob: Njae, man skal aldrig sige aldrig…

Nummer 9: Du lavede senere en lang tegneserie, sammen med Dick Giordano?

Bob:  Colony, ja. En af de første store web-tegneserier i USA. Efter at Future Comics [Laytons andet tegneserie-forlag, dannet sammen med David Michelinie og Dick Giordano]  i 2004 gik konkurs, var jeg ude hvor jeg ikke kunne bunde, økonomisk set. Jeg kunne ikke arbejde for Marvel, for på det tidspunkt var Joe Quesada Marvels chef-redaktør, og ham havde jeg fyret fra Valiant. Han bar stadig nag. Så jeg besluttede i stedet at lave min egen web-tegneserie.

Jeg begyndte at køre fem sider af Colony per måned, gratis, på min egen hjemmeside. På et tidspunkt havde vi 600.000 unikke besøg på den serie. Hvilket var fem gange så meget, som den mest hittende Marvel-serie dengang. Dick Giordano har altid været en dygtig forretningsmand, han sagde: “Lad os køre den gratis de første hundrede sider. Hvor det så kun bliver dem, der køber det trykte album, der kan læse de sidste 45 sider” [latter].

Nummer 9: Dick Giordano er et navn jeg mest kender som den eminente rentegner på Neal Adams’ nu klassiske Batman-hæfter fra 1970’erne, som jeg læste på dansk da jeg var lille. Jeg véd også, at han senere var chefredaktør for DC i en lang årrække. Ham havde du altså et nært forhold til?

Bob: Jeg har kendt Dick siden jeg var 19 år gammel. Jeg holdt hans hånd, da han døde. Han var det tætteste på en rigtig far, jeg nogensinde har haft. Der går ikke en dag, uden at jeg tænker på ham eller citerer ham for et eller andet. I den periode, hvor jeg bestyrede Valiant og han bestyrede DC, var vi nødt til at mødes i hemmelighed. For at vi ikke skulle blive beskyldt for kartel-dannelse. Det var første gang, jeg bestyrede et tegneserie-forlag, og jeg havde stærkt brug for hans vejledning. Han var altid så afslappet, et meget roligt gemyt. Modsat mig selv, jeg er emotionel. Han var min ven, min mentor, min faderfigur. Han var enebarn og sagde altid, at jeg var den lillebror, han ikke havde haft. Vi var som hinandens familie.

Jeg var i L.A. da jeg hørte han lå for døden, så jeg fløj hen og sad i intensivafdelingen med ham. Han havde lungebetændelse med ondartede komplikationer fra kemo’en. Jeg sad der, da han trak vejret for sidste gang. Han var ikke bange. Han kæmpede til det sidste, og han tabte kampen, naturligvis. Han vidste det godt. Selv i døden var han et stort forbillede for mig. Jeg er meget taknemmelig for at havde kendt ham.

Nummer 9: Jeg hørte, at på Valiant Comics dyrkede de ansatte nogle gange sport sammen?

Bob: Ja, i Valiant-dagene arrangerede vi roller blade-fester i Central Park [i New York] med hele redaktionen. Nu er jeg 70 år gammel og kan ikke lave den slags mere. Jeg rev nogle ledbånd over i min ankel. Faktisk har jeg en ankel-skinne på nu. Hvis jeg går for meget, svulmer min ankel op.

Nummer 9: Du nævnte, at du var meget knyttet til din mor?

Bob: Ja. Min mor faldt og kom til skade med sin hofte i oktober 2020. Ikke noget kæmpe problem, sagde hun i telefonen. Hun kom på hospitalet, pådrog sig covid og døde pludseligt, bum! Jeg kunne ikke engang tage til hendes begravelse på grund af nedlukning og rejse-restriktioner. Jeg savner hende ganske forfærdeligt. Nogle gange glemmer jeg det stadigvæk og tror i et kort sekund at det hende, når telefonen ringer.

Hun troede aldrig rigtig på, at jeg kunne leve af at være tegneserie-håndværker. I hendes verden lavede mænd ikke sådan noget. Dén holdning ændrede sig, da jeg købte et hus til hende [latter]. Så holdt hun mund. I hvert fald i et stykke tid. [latter]

Nummer 9: Ha ha, ja sådan må huse vel virke, når man køber dem til folk.

Bob: Tja, efter et par år brokkede hun sig over, at huset var for stort til hende. Så hun solgte det og beholdt pengene [latter] og flyttede i lejlighed.

Nummer 9: Kan du fortælle lidt om success?

Bob: Ja. Dick Giordano sagde, jeg skulle finde mig en anden hobby. Tegneserier skulle ikke være mit levebrød OG min fritidsinteresse, hvis jeg ville have succes. Folk, der bibringer feltet noget nyt, plejer at være mennesker som henter deres inspiration fra den ydre verden, sagde han. Så jeg afhændede min tegneserie-samling, og fra det øjeblik var tegneserier kun mit arbejde. Et rigtig godt arbejde. Som jeg tit kunne lave derhjemme i undertøj og pyjamas. Penge var der ofte ikke ret mange af. Alle de nu klassiske Iron Man-blade lavede jeg for 25 dollars per side. Og jeg skulle jo bo i New York City, så det var ikke nemt. Det svier lidt, når Davis Maisel i dag betaler 75.000 dollars for en enkelt af mine forsider, når jeg formodentlig har solgt den for hundrede dengang, bare for at have penge til huslejen.

Og så alligevel, mange serietegnere og -forfattere arbejder måske et helt liv uden at deres navn bliver synonymt med figuren. Jeg har været heldig, at mit navn er synonymt med endda flere end én figur. Det er jeg meget taknemmelig for. Den slags goodwill kan ikke købes for penge. Når jeg rejser rundt i verden nu, er der altid nogen som véd, hvem jeg er. Og hvis nogen IKKE véd det, har jeg mit “Marvel Express Card” [Bob Layton tager sin telefon frem og viser mig et foto, hvor han poserer med instruktør Jon Favreau og hovedpersonen fra Iron Man-filmene, hr Robert Downey Jr. ]

Så det drager jeg fordel af, når jeg kan. Ellers er jeg jo bare Bob. Hvilket jeg også er glad for. Jeg har aldrig ønsket mig at være en anden. Jeg er meget taknemmelig for min eksistens. Jeg har oplevet medgang og modgang, jeg har været rig, jeg har været fattig. Og jeg ville ikke bytte med nogen anden.

Dickie [Giordano] lærte mig, at jeg skal være frygtløs. Frygt afholder folk fra hvad som helst. Folk sagde, jeg var tosset at afhænde min lejlighed og min bil, og leve uden en fast adresse. Lige nu er jeg hjemløs i Europa. Men jeg har råd til det, det er ikke et problem. Jeg kan leve sådan her i to år endnu, før jeg er nødt til at bekymre mig om indkomst igen.

Så jeg bumler bare lidt rundt. Måske finder jeg endda et sted, der føles som Mit Nye Hjem og slår mig ned dèr.

Nummer 9: Ah, bare vent til du får lejet en cykel og …

Bob: Hov hov, min ven. Vejret er alt for køligt her [latter]. Måske Grækenland eller Marokko. Men, for at vende tilbage til Helix-filmen – vi har fået mundtlig tilsagn om finansiering, og afventer nu, at det falder helt på plads. Instruktøren er i gang med at lave casting. Et stort skuespiller-navn har sagt ja allerede. Min plan er at bumle rundt i Europa, indtil vi har en dato for optagelses-start. Vi skal skyde i nogle studier i Stockholm, for instruktøren er svensk. Så, jeg kommer til at tilbringe vinteren i Skandinavien. Hvilket ikke bekymrer mig. Jeg har arbejdet på at få den film lavet i en del år nu, så jeg ville sige ja til at indspille, om det så var på Nordpolen.

Nummer 9: Hvad er den særeste ting, du har oplevet som har med tegneserier at gøre?

Bob: Den særeste ting? Jo, nogle gange når jeg kommer gående på gaden, ser jeg en person med en t-shirt med en af mine tegninger påtrykt. Og vedkommende går lige forbi mig. Vedkommende er klædt i mit håndværk, men aner ikke, at han er gået lige forbi mig. Det er et surrealistisk øjeblik. Jeg er ikke en kendt person, det er kun mine figurer som er kendte.

Meget af det merch, Marvel fremstiller, bruger de med vilje det ældste serie-materiale til. Materiale jeg lavede før, creator royalty systemet blev indført. Så det er de ikke forpligtet til at betale mig for. En juridisk kattelem, som de benytter sig af hele tiden.

Nummer 9: Hvordan var det at arbejde sammen med John Byrne? Jeg har lige genlæst jeres Hulk annual her i formiddags.

Bob: I begyndelsen lavede John og jeg faktisk et fanzine sammen, Contemporary Pictorial Literature. Roger Stern [som blev forfatter /redaktør for Marvel] og jeg startede CPL sammen, og så kom John med. Så jeg har kendt Roger og John siden 1972.

Vi tre arbejdede os op gennem rækkerne sammen. Så da Byrne får en fod indenfor hos Marvel, vil han gerne have Joe Sinnott, han vil gerne have Tom Palmer [to af de bedst kendte og højst estimerede Marvel-rentegnere dengang]. Men hvem får han? Fanme den samme fyr, som han lavede fanzines sammen med. Det var han jo ikke helt tilfreds med. Men, dén Hulk annual lagde folk mærke til. Roger skrev den, John tegnede den, og jeg rentegnede den. Herefterdags var Byrne ikke blot en gut, som fik lov at lave fyld-numre, nu satte de ham på X-Men.

Nummer 9: Og du var også rentegner, da Byrne tegnede de to Ant-Man numre?

Bob: Altså, det er måske lidt rigeligt at sige, at han tegnede dem. Han lavede det man kalder blue pencil layouts det vil sige grov-skitser, og så leverede jeg de færdige tegninger. Han vedkender sig dem nu, hvor de efterhånden bliver betragtet som en mindre klassiker, men han lavede reèlt bare layouts.

Når jeg rentegner, anstrenger jeg mig for at tilpasse mit arbejde til vedkommendes tegnestil. Så hvis det er John Byrne-layouts, laver jeg mit arbejde mere John Byrne-agtigt. John’s kritik af mig havde personlige årsager, det havde ikke noget med mit håndværk at gøre.

Nummer 9: Jeg læste et eller andet sted, at Byrne havde udtalt, at din rentegning gav hans figurer et bøsset udseende.

Bob: Ja, han var lidt bøsse-forskrækket. I sine tegninger lavede han sine figurers mund ved at tegne sådan en lille, smal spalte. Jeg tilføjede en overlæbe. Fordi, folk har jo overlæber. Enhver ordentlig rentegner laver den slags detaljer på blyant-tegnerens arbejde.

Der har da været folk, der har sagt mindre pæne ting om mig, men jeg orker ikke at konkurrere om, hvem der kan spytte længst. Det kan ikke betale sig. Når nogen siger stygge ting om mig, vil jeg helst ikke følge med ned på deres niveau. Mit erhverv er kunst og håndværk, så alle har ret til at have en mening. Folk flest er ikke enige med John om de tegninger, så det har jeg det ret afslappet med. De fleste tegnere, jeg har arbejdet med, har været en ren velsignelse. John Romita Jr. holder jeg af som var han min egen bror. Butch Guice, Ron Lim, Mark Bright – der er en lang liste af folk, hvor samarbejdet har været en fornøjelse. Barry Windsor-Smith var én af de bedste. Vi lavede to numre af Iron Man sammen: et som han tegnede og jeg rentegnede, og et som jeg tegnede og han rentegnede.

Iron Man #232 var første gang, jeg rentegnede Barrys arbejde. Han kunne rigtig godt lide min rentegning. Det blev begyndelsen på et venskab, der varede ti år.

Nummer 9: Du rentegnede en hel del af hans arbejde for Valiant Comics.

Bob: Det er sandt. Jeg fik ham over [til Valiant]. Vores aftale var, at han kom over hvis det kun var mig, han skulle arbejde sammen med. Han stolede ikke på Jim [Shooter].

Men altså, et års tid senere var det Iron Man nr. 243, som var tegnet af mig og rentegnet af Barry. Det ændrede mit liv. Barry havde været involveret i en trafikulykke og sad i kørestol i den periode. Han plejede at arbejde stående. Altså stå ved sådan et gammeldags højt tegnebord. Det var der et par stykker af de ældre gutter, som foretrak. [John] Buscema for eksempel gjorde det også.

Barry havde ikke så mange penge, vi har jo ikke offentlig sygesikring i USA. Og når nu jeg både tegnede og rentegnede Iron Man på det tidspunkt, tilbød jeg Barry at han kunne rentegne nr. 243 og på den måde tjene lidt penge, mens han sad i kørestol. Han tog tjansen, og det ændrede mit liv. Barry er en mester, han er helt deroppe med Alex Toth, Wally Wood, Jack Kirby og i dén kaliber. Uden at tænke videre over det, korrigerede han alle fejl i mine tegninger.

Alle de små ting, som jeg vanemæssigt tegner ukorrekt, dem korrigerede han helt automatisk. Da jeg så det, var det som at høre englene synge – porten til Himmerige åbnede sig for mig og en masse ting faldt lige pludselig i hak.

Og derfor fungerede vores senere samarbejde så godt, for nu – nu! – fattede jeg det. Jeg kunne nu se det fra hans perspektiv. Så jeg kunne tilgå hans blyantstegninger på samme måde. Jeg forstod, hvad det var, han sigtede efter. Og derfor havde vi en så lang periode med godt samarbejde [på Valiant-forlaget].

Nummer 9: Jeg har hørt, at han er syg for tiden.

Bob: Han er jo en del ældre end mig, han må være omkring de 80 nu. Jeg har hørt, at han ikke kan tegne længere. Barry og jeg har ikke holdt kontakten ved lige. Han kan være … lidt vanskelig. Herb Trimpe [berømt Hulk-tegner] og jeg var hans to nærmeste venner i branchen.

Herb og jeg var Barrys to bedste venner i branchen, og han trak sig væk fra os begge to, han isolerede sig. Med mig var det på grund af det med Valiant, salget af forlaget. Han kunne ikke lide, hvad der foregik.

Nummer 9: Var han medejer?

Bob: Nej. Vi tilbød ham medejerskab. Han takkede nej. Jeg fandt aldrig ud af hvorfor. Han kunne have tjent millioner på det, og han takkede nej.

Nummer 9: I tjente gode penge på Valiant?

Bob: Ja, det må man sige. Det var en 4-millioner-dollars start-up, som vi endte med at sælge for 65 millioner. Og det er efter at Triumph havde fået deres halvfems millioner i overskud [Triumph Capital, det finansierings-selskab som investerede i start-up’en].

Jo, vi gjorde det godt.

Men så solgte de det til Acclaim, video-spil firmaet, som kørte det i sænk på to år. Acclaim Entertainment havde oprindelig forsøgt at købe Image Comics [et andet af halvfemsernes succesrige amerikanske serie-forlag] for de mente, at Image passede bedre til deres demografi. Men Image-gutternes svar var ‘Fuck jer, vi er rebeller, vi skal ikke købes af nogen.’ Greg Fischback, der sad som bestyrelses-formand i Acclaim, besluttede så at købe Valiant og lave det om til Image. Jeg strittede naturligvis imod, med stor heftighed.

Nummer 9: Efter I solgte Valiant, så blev du siddende som forlagets chefredaktør?

Bob: Ja. Det foregår sådan, at når man køber et selskab, køber man også ledelsen. Især hvis selskabet går rigtig godt. Så købet omfattede mig, [Steven] Massarsky og John Hartz. Det ville også have omfattet Barry, hvis han havde sagt ja og været med.

Det var egentlig temmelig ærgerligt. Jeg strittede imod [det som Fishback forsøgte at gøre]. Han fjernede min autoritet som chefredaktør. Så i de sidste syv måneder af min ansættelse sad jeg bare på mit kontor og læste blade, jeg lavede ingenting. Selvom mit navn stadig stod på forlagets tegneserier, lavede jeg absolut ingenting. Men de betalte mig 200.000 dollars om året for ikke at lave noget.

Nummer 9: Lyder som en loppe-tjans, eller ..?

Bob: Det var forfærdeligt. Min tommelfinger-regel er: “hvis det ikke er sjovt, skal du gå din vej.” Pengene er lidt lige meget. Jeg har jo aldrig været i tegneserie-branchen for pengenes skyld. Og jeg havde i øvrigt allerede tjent flere penge, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Så jeg sagsøgte dem for obstruktion, for der stod direkte i min kontrakt, at jeg var chefredaktør og næstformand. Vi endte på et forlig, hvor jeg købte mig ud af min kontrakt. Jeg gav dem 1,7 millioner tilbage, og så kunne jeg gå min vej. Og det har jeg ikke et øjeblik fortrudt. For mit liv var mere værd end dét.

Efter jeg gik, hentede man Fabian Nicieza ind til at køre Valiant, og han lavede det faktisk om til … Image. De lavede alle figurerne om, og forlaget gik til bunds. Jeg havde ved bruddet 3,5 millioner dollars bundet i aktier. Da jeg fik de Acclaim-aktier, var det et rigtig godt papir til $28. Jeg kunne ikke sælge før der var gået tolv måneder, så jeg måtte vente. Så snart året var omme, solgte jeg. På det tidspunkt stod den i $26. Et års tid efter at jeg solgte, lå den og plaskede nede under fem dollars.

Jeg vidste udmærket godt, at de folk ikke havde begreb om, hvad de lavede. Når jeg gik til bestyrelsesmøder, følte jeg mig altid beskidt og snavset bagefter, som om jeg helst ville hjem og tage et langt bad. Det var som at gå til møde med Mafiaen. De kørte mit forlag – samt deres eget moderselskab – i sænk. Der skete præcis hvad jeg regnede med, der ville ske.

Nummer 9: Jeg læste op på mange af de tidlige Valiant-serier, fordi jeg skulle lave dette interview. Der var mange gode historier.

Bob: Åh ja. Jeg lavede de femten første numre X-O Manowar, noget af mit bedste arbejde nogensinde.

Nummer 9: Masser af god læsning for folk, som ikke kender dit non-Marvel arbejde. Har du til sidst lyst til at fortælle noget om dine planer fremover?

Bob: Nu er jeg her i København, fordi jeg sendte alle de e-mails ud, om at jeg farter rundt i verden hele dette kalenderår, og hvis I vil have mig på besøg, kommer jeg gerne. Jeg har været i Lyon fordi gutterne på [det franske forlag] Original Watts responderede. Og så var der nogen i Polen, som svarede “hej, hvis du er i Lyon, så arrangerer vi en billet til Polen på første klasse, og et værelse på byens bedste hotel i en weekend.” Efter på lørdag [Fantask’s arrangement med signering] rykker jeg videre til en AirBnB her i København og bliver et par uger. Jeg skal have mig en cykel til at komme rundt. I har jo cyklister overalt her. Folk ser så sunde ud, det er lidt fantastisk for mig at se.

Bagefter tager jeg til Madrid, for dem fik jeg også svar fra. Og så afsted til Sydkorea, i hvert fald i en måned. De sendte mig en lang liste, hvorfra jeg kunne vælge en AirBnB i Seoul. Den, jeg valgte, viste sig at være ejet af en mand som læser amerikanske tegneserier og er stor Bob Layton-fan. Hvor heldig har man lov at være? Meget smigrende.

Uanset hvor, jeg tager hen, er der folk som er venlige overfor mig på grund af mine tegneserier og filmatiseringerne. Jeg kan sidde her [i caféen] og ingen generer mig. Men hvis jeg fortæller hvem jeg er, kender folk i al fald noget til mit bidrag til Iron Man-filmene.

Nummer 9: Jeg siger mange tak for godt interview. God fornøjelse med cyklen, og held og lykke med vinteren og film-indspilningerne i Stockholm.

Bob: Det var en fornøjelse.

 

Mere i samme serie:

Trykkende tegnet stilhedCraig Thompson: Der ødelagde jeg lige min karriere!

---