Spider-Man: Miles Morales 4
Spider-Man: Miles Morales er en moderne Spider-Manhistorie udgivet som bogserie. Den handler om den 13-årige Miles Morales, som efter Peter Parkers død, bliver den nye Spider-Man. Den har, som den første serie i Spider-Man-universet, en Spider-Man med brun hud og er også den første serie, hvor han er så ung. Men udover det, er alt ved det gamle.
Fjerde bind i serien er netop udkommet, og derfor fokuserer denne anmeldelse på det. Man kan læse anmeldelsen af første bind i serien her: Start på Spider-Man her – Nummer 9 Men man kan også sagtens springe ind i serien fra bind 4, selvom man ikke har læst de forudgående. For bind 4 starter med et slags dialog-recap af de begivenheder, der har fundet sted i de tidligere bind.
En 13-årig helteaspirant i orkanens øje
Eksempel på det kort som vises ved hvert kapitelstart
Historiens præmis er, at USA er ved at falde fra hinanden; den politiske situation er dybt ustabil og en borgerkrig truer. Det understøttes visuelt af et kort over USA, med forskellige fakta om situationens tilstand. Kortet giver en følelse af virkelighed, trods det temmelig rodede layout af informationerne. Kortet vender tilbage ved hver kapitelstart, som en slags løbende opsummering af landets politiske tilstand.
Vi starter historien et sted, hvor der i offentligheden er mistanke om, at den nye Spider-Man er morder. Midt i den penible situation, skal den unge Miles finde ud af, hvordan han skal være Spider-Man. Han skal også finde ud af, hvordan han skal gebærde sig med de voksne helte, der på skift støtter ham og er skeptiske overfor ham, på grund af hans alder.
Captain Americas skepsis overfor Miles Morales’ evner som Spider-Man er et gennemgående emne i bind 4
Smuk farvelægning
Bogserien er farvelagt af Justin Ponsor, der har gjort et særdeles smukt stykke arbejde med farvelægningen. Farverne er holdt i en palet med fokus på komplimentærfarverne violet og gul. Det giver en dyster, lidt gloomy stemning, som passer rigtig godt til historien.
Eksempel på farvepaletten med orange/lilla komplementærkontrast
Motiverne matcher egentlig stemningen. Men tegningerne, der er lavet af illustratorerne Davis Marquez og Pepe Larraz, understøtter desværre ikke stemningen synderligt. Især karaktererne er en smule stive, som de let bliver, når detaljegraden og kravet til finish er så højt, som det er i de fleste superheltetegneserier.
Til gengæld er de mange actionscener utroligt flot og meget troværdigt tegnet. Davis Marquez og Pepe Larraz har fuldstændig styr på at tegne kroppe i vilde bevægelser, røg, eksplosioner og kamp. Det er en svær disciplin, og det er skønt at se den så veleksekveret.
Actionscene hvor Spider-Mans indre monolog også ses
En dialogbåret fortælling
Brian Michael Bendis har skrevet historien til hele bogserien. Det har han gjort, ved at lade dialogerne mellem karaktererne bære fortællingen frem. Jeg lægger især mærke til, hvordan dialogerne i actionscenerne flyder ret fint, til trods for de ret ekstreme situationer, som karaktererne taler sammen i. Det er ikke lige en type dialoger, hvor en forfatter nødvendigvis kan trække på egne erfaringer.
Dialogerne i de rolige hverdagsscener er desværre en del mere stive og karikerede. Både i tekst og billedside. Selvom det ligger til Spider-Man-universet at være lidt sitcom-agtig, er det en skam, at det ikke føles lidt mere nærværende og flydende. Gode dialogscener kunne virkelig have gjort, at man som læser var langt mere grebet og følelsesmæssigt investeret – både i historien og karakterernes ve og vel, og dermed også i actionscenerne.
Eksempel på hverdagsdialog
Om dialogerne havde føltes mere troværdige, hvis oversættelsen havde været af højere kvalitet, kunne man godt mistænke. Oversættelsen lader i hvert fald flere steder noget tilbage at ønske. Om oversættelserne er forbedret en lille smule siden bind 1, vil jeg dog ikke udelukke. Ønsker man sig et fyldestgørende indblik i hvordan oversættelsen af bind 1 var, kan man læse om det Nummer 9s tidligere anmeldelse (link ligger i starten af denne anmeldelse).
I hvilken rækkefølge skal øjet læse siden?
Der er nogle tegneserietekniske valg, som jeg undrer mig lidt over. Side-layoutet skifter mellem at være to enkeltsider der læses efter hinanden, og spreads, hvor de to sider skal læses som én stor side. Det gør, at det af og til kan være forvirrende, hvilken rækkefølge rammerne skal læses i. Der virker ikke til at være noget system i, hvornår det skal læses på den ene eller den anden måde.
Eksempel på layoutets udfordringer
Noget andet der undrer mig er, at Miles’ indre monolog er skrevet i røde tekstbokse med hvid tekst. Taleboblerne i tegneserien er i den sædvanlige sort tekst på hvid baggrund, og jeg forstår godt at den anderledes baggrundsfarve på den måde indikerer, at der er tale om en indre monolog. Men effekten med farveforskellen virker overflødig, da der ikke er nogen fortællerstemme i historien, som man kunne forveksle tekstboksene med. Noget andet er, at rød er en signalfarve. Det gør, at den røde baggrundsfarve tiltrækker øjet til tekstelementerne på siden, så billedsiden ryger i baggrunden oplevelsesmæssigt. Det forstyrrer læsningen en del, og det er synd. Især fordi billedsiden, de fleste steder, virkelig fortjener fokus.
Alt i alt en okay Spider-Man bog, som jeg er sikker på, at de fleste superhelte-læsere vil nyde, men som næppe vil omvende læsere, som generelt ikke interesserer sig for superhelte. De nye elementer med bl.a. en 13-årig som Spider-Man og USA’s undergang, tror jeg dog, vil få de fleste læsere til at føle, at de her sidder med en meget tidssvarende superheltetegneserie i hænderne.
