Miles Morales: Spider-Man album nr. 1
Bedste materiale, flot udstyr – fordanskningen er svageste led i kæden.
Unge hr. Morales er omkring femten år gammel. Han bliver bidt af en edderkop, ligesom i den oprindelige Spider-Man fortælling. For at det ikke skal være *alt* for meget gentagelse, lader forfatter Brian Michael Bendis og tegner Sara Pichelli ham få lidt andre kræfter også. Det grundlæggende er dog helt det samme: Morales kan kravle på vægge, er super-stærk og akrobatisk samt har en særlig “edderkoppe-sans”. Som advarer, når der er fare på færde.
Det er de seks første numre af Miles Morales-serien fra 2011, vi får på dansk her. Det vil sige en del af Bendis’ hovedværk for Marvel. Fra dengang, han omtrent aldrig skrev en dårlig tegneserie. Et rigtig godt sted at starte serien på dansk. (hvis man nu ikke *vil* udgive de foregående 150 numre med Peter Parker, som også er rigtig fede – de kommer nok en skønne dag).
Flot illustreret
Bendis havde dengang Pichelli som illustrator. Det kan næsten ikke blive bedre. Hun var helt ny og frisk i den store superhelt-verden. Jeg vil endda sige, hun er en stjerne – selvom hendes stil er så tilpas afdæmpet, at jeg ikke husker at der blev skreget specielt højt i PR-verdenen, dengang disse hæfter udkom. Hun modtog det års Eagle Award i kategori Yndlings Nye Tegner. Fuldt fortjent.
Det er virkelig guf. Hvis man overhovedet er til amerikanske superhelt-serier, er det her én af perlerne fra nuværende århundrede. Bendis gør dét, han dengang var så god til: udforsker og viser, hvordan et almindeligt menneske reagerer, når han bliver hevet ind i De Modificerede Mennesker’s rækker.
Bendis’s specialitet
Bendis har gjort det før –– han genfortalte Peter Parker’s ældgamle oprindelses-historie her i Marvel’s Ultimate-univers – nu gør han det igen, sin specialitet: fortæller om en helt ung teenager. Hvilke problemer det giver, når han pludselig kan gøre ting, som ligger ud over det normale.
Noget af det ekstra fede er endnu en specialitet hos Bendis: Han giver hovedpersonen en reel bedste-ven. Hvor det virker fuldstændig realistisk, at det første den unge mand gør, er at fortælle vennen om sine edderkop-kræfter. En fin kontrast til den klassiske Ensomme Ulv Peter Parker.
Venskab mellem unge mennesker er et af Bendis’s yndlings-emner, og han er god til det: at udforske, hvordan ville man tale med sin kammerat, hvis man pludselig fik overnaturlige kræfter. Han er på dette tidspunkt nærmest fænomenalt dygtig til at skrive dialoger, som er troværdige og letlæste.
Fordanskningen halter
Gengivelsen halter lidt i den danske versionering. Desværre. Ligesom i flere andre nye Marvel-albumserier fra samme forlag. Gendigtning/fordanskningen er ikke fulgt til dørs.
Det vrimler med replikker, som på amerikansk flyder helt problemfrit, helt hverdags-agtigt, men som her i den danske version hakker og knaser. Som om man fra redaktionen ikke rigtig vil acceptere, at man ikke bare kan maskin-oversætte ord til ord. Sådan fungerer sprog ikke. Dansk fylder omkring femten procent mere end engelsk, plejer man at sige. Man kan i oversættelse ikke altid konstruere en dansk sætning, der BÅDE indeholder al informationen fra – OG er lige så kort som – den oprindelige amerikanske sætning.
Ligesom i for eksempel Iron Man-albummet er det dagligdagens faste udtryk og vendinger, man i DK-versionen ikke rigtig formår at lave om til tilsvarende danske vendinger. Man forfalder i stedet til blot at oversætte hvert enkelt ord. Resultatet er … ikke godt dansk.
Når Spider-Woman siger til Morales, at det er dårlig stil, at han hopper offentligt omkring i samme dragt som netop afdøde Peter Parker, så er det på fint engelsk “It’s not yours to put on!” – men som læser bliver jeg hevet ud af illusionen, når hun på dansk siger “Det er ikke din at bære.” Det er naturligt for Morales at sige “Give it back!” – men det falder ikke godt på dansk at han siger “Giv den tilbage!”
Det er naturligt for to unge teenagere i New York at kalde hinanden “Dude” – men det skal jo oversættes, på een eller anden måde. Det har redaktionen ikke gjort. Man lader som om, der slet ikke er noget gærde at springe over: Ganke og Miles siger Dude til hinanden i hele albummet. Når hr. Morales senior tiltaler sin søn med “Son” i den amerikanske version, har man dog kravlet over gærdet, men hvor det er absolut lavest: man lader ham sige “søn” på dansk. Det er der jo ikke nogen af os dansktalende, som i almindelig dagligdag går og siger til vores sønner: “Søn, kom hér!”
Dette var et par eksempler, der er mange flere. Desværre.
Bortset fra dét er dette et pisse godt album. De første fem numre/kapitler er én fortælling, der flyder naturligt sammen – uden andre klumper end fordanskningen. Dialog, plot, figurernes indbyrdes forhold, den tegnede mimik, gestus, anatomi, action-bevægelser – det hele klinger rent. Albummets sidste nummer er tegnet af den ikke mindre talentfulde Chris Samnee; han bruger til sin tuschning en tykkere streg end Pichelli’s meget tynde og fine. Umiddelbart virker det som en ‘nedgradering’, hvis man læser hele albummet i ét hug – men reelt tegner han lige så godt. Bare en lidt anden stil. Som visuel fortæller er han på dette tidspunkt faktisk tydeligt mere erfaren end Pichelli. Som til gengæld er mere foto-realistisk.
Justin Ponsor’s farvelægning er god og uden dikkedarer. Hele albummet i gennem.
Dette bind lægger op til en rigtig god album-serie. Og der er masser af godt materiale forude. Bendis skrev serien lige til han rykkede over på DC’s Superman. Så hvis albumserien fortsætter i samme format, er der et par gode håndfulde albums forude. Det bliver i øvrigt spændende at se, hvordan forlaget vil håndtere alt det rod, som Marvel lavede, der involverede figuren Morales … crossover med Galaktus og Ultimates/Avengers og destruktionen af deres verden. Hvis serien holder så længe på dansk. Det vil jeg håbe. For aller-størstedelen af materialet er af høj kvalitet.
Eneste hindring er selvpåført: Den danske gendigtning. Den trænger kraftigt til en holdningsændring. Det gør lidt ondt at læse disse ellers så velskrevne dialoger, når de på dansk er stedmoderligt behandlet. Selvfølgelig kan man læse det. Men, æv.
Ros til forlaget for valg af materiale. Og for fysisk udstyr.
