Interview. Norske Nora Dåsnes har som den første tegneserieskaber modtaget Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Kristian Bang Larsen taler med hende om hvordan man laver en tegneserie om tiden efter terrorangrebet på Utøya, empatien i hendes bøger, og hvorfor hendes tegneseriemænd er så søde.
Norske Nora Dåsnes har på få år markeret sig som en af Nordens allerbedste tegneserieskabere, særligt når det gælder serier til børn og unge.
Hendes fint følte og flot fortalte debut fra 2020, Ti knive i hjertet, var en lille sensation i hjemlandet. Historien om Tilde, hvis første forelskelse er i en anden pige, modtog bl.a. Pondusprisen (Norges Pingpris), det norske kulturministeries tegneseriepris (sådan en har de i Norge!), og blev nomineret til Europas fineste tegneseriepris ved Angoulême-festivalen.
Det helt store gennembrud kom dog med Ubesvaret opkald, der sidste år modtog Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Det er en grafisk roman der følger gymnasiepigen Rebekka i månederne efter højreekstremisten Anders Breivik terrorhandlinger i Oslo og på øen Utøya den 22. juli 2011, hvor han dræbte 77 mennesker, langt de fleste teenagere. Ubesvaret opkald beskriver ikke angrebet, men tiden efter – stemningen i Oslo, præget af sorg og frygt, og den langsomme tilbagevenden til hverdagen. Det er en neddæmpet historie, fortalt med Dåsnes’ sans for at udtrykke svære følelser gennem sine tegninger og hendes åbenlyse empati med hendes personer, også de, der kan synes usympatiske.
Jeg talte for nyligt med 27-årige Nora Dåsnes via et videoopkald, hvor hun på mange måde fremstod som hendes bøger: reflekteret, empatisk og venlig, svær ikke instinktivt at holde af. Vi kom bl.a. rundt om hendes egen oplevelse af den 22. juli, hvordan hun lykkedes med at skabe fiktive personer der føles levende og ægte, og hvordan hun arbejder med at fortælle i tegneseriens særegne blanding af tegninger og tekst.
Hvad fik dig til at lave Ubesvaret Opkald?
Mit forlag spurgte mig, om jeg ville lave en faktabog til unge om 22. juli. Det var i 2020, året før 10-års markeringen. Jeg havde aldrig skrevet fagprosa før, og jeg opdagede hurtigt, at jeg ikke vidste hvad jeg lavede, og blev vældig stresset. Men ud af min research dukkede karakteren Rebekka op, og jeg begyndte at tænke på, om jeg ikke kunne skrive fiktion i stedet.
Så jeg sendte en e-mail til forlaget, som var sådan ”Hej – er det fint, hvis jeg laver noget helt anderledes?”. Det syntes de heldigvis det var, og så fortsatte jeg med at prøve at finde ud af hvad Rebekkas historie var, hvem menneskene omkring hende var, og hvordan historien skulle være.
Utøya er jo en voldsom begivenhed, som alle i Norge har en holdning til. Det er et nationalt traume. Var det svært at gå til tegneserien med det i baghovedet?
Ja, det var ganske tungt at læse op på og vende tilbage til. Men det der på en måde var fint, var at mine venner og jeg ikke rigtig havde talt om hvordan vi havde haft det dengang, hvor vi var på samme alder som Rebekka er i bogen. Så jeg brugte jeg arbejdet med bogen som en undskyldning for at invitere dem på middag, også fordi jeg havde brug for flere indspark, og så var de fanget der for at tale om Utøya og hvordan de huskede det. Og det var jo tungt at snakke om, men det var også fint at få snakket om det, og ikke lade det ligge urørt.
Hvordan oplevede du det, dengang?
Den første reaktion var jo chok. Jeg boede i Oslo, men var på hyttetur da det skete, så måden vi fik det at vide på, var at vi fik en SMS fra min mor, hvor der stod ”Jeg har det godt”. Vi vidste ikke hvorfor hun sendte den, så vi tændte for TV’et. Det var som en krigszone ved regeringsbygningerne, hvor min mors kontor ligger.
Jeg tror, at som 15-årig, så var det noget med at erkende, at sådan nogle ting som bomben og masseskydningen kunne ske i virkeligheden. Jeg tror, at det som barn og ung er vanskeligt at tage ind, at man er dødelig, men her var det så let at tænke, at jeg selv eller nogle af dem jeg kendte, kunne være et af de steder. Og samtidig var det jo en helt almindelig sommerdag i Norge. Det var nok det store chok.
Og så tror jeg ikke, at vi havde sproget til at kunne tale om det. Og jeg tror også, at vi ville give plads til dem der havde mistet nogen, eller som havde overlevet. Så vi andre tog på en måde et skridt tilbage.
Det er også noget du forsøger at beskrive i bogen. Hvordan begrebsliggør vi det her, og hvordan taler vi om det? Rebekka undskylder jo hele tiden: jeg kendte ikke nogen. I hvor høj grad har det været dine egne erfaringer og oplevelser som du har prøvet at kanalisere?
Jeg har brugt både mig selv og mine venner fra skolen, og har forsøgt at blande det sammen. Rebekka er en karakter der har meget af mig i sig – både fra dengang, men også, at hun er en ganske ængstelig type. Det er jo vanskelig nok at være teenager i forvejen, så det var også at huske hvor usikker man var og hvordan det var at navigere i nye sociale situationer. Og så skrue endnu mere op, fordi hun er så bekymret og bange efter terrorangrebet. Men samtidig er der mange ting der er anderledes. Hendes familie fx – jeg har ingen storebror og er vokset op med begge mine forældre.
Det der skete den 22. juli 2011 var jo meget voldsomt. Men Ubesvaret opkald er nærmest demonstrativ ikke-voldsom. Meget foregår inden i hovedet på Rebekka. Hvad var tankerne bag den tilgang?
Da jeg først havde besluttet mig for at skrive fiktion, ville jeg ikke fortælle om nogen der var på Utøya eller i regeringsbygningen. Mange af de overleverede har brugt langt tid på at blive klar til at tale om hvordan det var. I 2021 ved 10 års markeringen var der mange, der for første gang fortalte om det, og fordi vi ikke er færdige med at høre de overlevendes historier, føltes det alt for tidligt at finde på fiktive historier om det. Og så er den også ret stille fordi det er det jeg huske mest fra stemningen i Oslo i året efter. Der var en trykkende stilhed. Hele byen var i chok.
Jeg kunne godt tænke mig, at tale om broren i Ubesvaret opkald. Det er åbenlyst, at der på overfladen er nogle paralleller mellem ham og Anders Breivik, og han kunne meget let være blevet beskrevet som en entydig ”bad guy”. Men det gør du ikke – han er en nuanceret og i sidste ende sympatisk karakter. Hvad var dine tanker ift. hvordan du ville beskrive ham?
Jeg ville udforske hvordan dem vi er bange for i samfundet ændrede sig på én dag. I 2011 var der meget få der forestillede sig, at nogen kunne blive så radikaliserede på nettet, og de fleste tænkte at terror blev begået af islamistiske grupper. Men det kunne bare være nogen der sad på deres værelse og endte på den helt forkerte side af internettet. Der var så meget vi ikke vidste. Der var gamingbutikker der stoppede med at sælge Call of Duty i Norge efter angrebet, fordi associationerne blev så negative. Så det med at udforske hvem er vi bange for nu, og samtidig den ide om, at hvis du gamer, så bliver du voldelig. Men der er jo så mange fyre der gamer som Joakim i bogen, men som ikke er voldelige.
Men han er jo også en dreng der har mentale problemer og har svært ved at passe ind i normalsamfundet?
Det var vigtigt for mig at vise, at de fleste som har problemer og udadreagerer, mest skader sig selv. Der er ganske få, som bliver farlige for andre. Og de er ofte personer der er svære at holde af, men som har brug for, at man er der for dem. Så at menneskeliggøre det lidt, hvis en ven eller en slægtning begynder at opføre og som Joakim i bogen, som jo kan være ganske usympatisk. Det er ikke så sort/hvidt.
Jeg bemærker, at dine tegneserier, både Ubesvaret opkald og 10 knive i hjertet, ofte har et ret mangfoldigt persongalleri, f.eks. mht. seksualitet og etnicitet. Er det et politisk valg, eller afspejler det bare den virkelighed du lever i?
Det er jo begge dele. Jeg har været ude på rigtig mange skoler og tale om Ubesvaret opkald, og der er ofte piger med hijab i klasseværelset. Og jeg kan mærke, at når de ser forsiden og opdager, at der er en karakter der også bruger hijab, så tænker de ”ah!”, og at de måske kan se sig selv i den.
Der er flere skoler hvor det ville have føltes underligt, at komme med en bog hvor alle personerne var hvide. Og sådan var det jo heller ikke for mig at vokse op i Oslo, det er ikke sådan byen ser ud. Så det er både for at afspejle virkeligheden, og for at invitere flere ind i historierne, at jeg prøver at være opmærksom på det.
Og jeg tror, at grunden til at man aktivt må tænkte på det er, at vi i kunsten ofte reproducerer ting vi har set før, og de bøger jeg er vokset op med, var jo meget mindre mangfoldige end virkeligheden er i dag. Så jeg er nødt til at minde mig selv om det, især når jeg tegner store grupper, ikke bare at tegne det samme ansigt mange mange gange. For sådan ser det jo ikke ud, når jeg går på gaden.
Jeg siger, at du tit er ude på skoler og tale om bogen. Hvordan er det møde med de unge læsere?
Det er meget nyttigt for mig som forfatter, at snakke med dem og se hvordan de reagerer når jeg læser højt, for jeg kender ikke så mange 6. eller 9. klasses elever.
Med Ubesvaret opkald har det været specielt, fordi de unge på ungdomsskolerne, der er lige så gamle som Rebekka i bogen, ikke husker 22. juli, fordi de kun var 3-4 år i 2011. Så når jeg møder dem, er det godt at starte med nogle fakta, så alle er med. Det er ikke sikkert at alle har styr på hvor bomben var, og hvem der var på Utøya. Det er en begivenhed der har formet mit liv enormt og som jeg husker vældig godt, som nu er blevet en del af historietimerne. Og jeg er kun 27, så det er på en måde første gang jeg oplever det. Det har været sært at indse.
Som mand har jeg også bidt mærke i dine mandeportrætter. Jeg læser mange nordiske feministiske tegneserier, og det bliver tit noget med, at de onde mænd undertrykker kvinderne. Men både faren i 10 knive i hjertet, og kæresten i Ubesvaret opkald er noget meget positive figurer – er det noget du tænker over?
I begge handler det om, at jeg jo har mænd i mit liv, som jeg rigtig godt kan lide. I 10 knive i hjertet var det også vigtigt for mig at vise, at man også kan have sådan en far. Der er så mange vanskelige forældrerelationer i bøger hvor børn kommer ud af skabet, og i den bog jeg ville bare have den forælder som alle børn fortjener. I Ubesvaret opkald havde Rebekka ikke havde brug for en fyr der ikke var ok, for hun gjorde det svært nok for sig selv, ha ha. Jeg var lidt usikkert på ham i starten, men så fandt jeg ud af at han bare kunne være an all right fyr. Jeg havde ikke brug for den ekstra konflikt.
Hovedpersonerne i dine to bøger er begge unge kvinder, der måske spejler dig selv, men både dine mande-karakterer og veninden Fariba med tørklædet i Ubesvaret opkald føles ægte. Hvordan arbejder du med det?
Jeg prøver at tænke på, hvad jeg har behov for i persongalleriet for at fortælle historien. Men ofte har de deres udspring i virkelige personer. Der er ingen der er basereret på bare én person, men jeg prøver ofte at tænkte på, hvordan den her person jeg kender ville reagere eller tale. Men de er jo på en måde hovedpersoner i deres egen historie, og har forskellige sider, så jeg må tænke på dem alle sammen som ægte mennesker.
Så til en hvis grad skal du forstå dem alle indefra?
Jeg lærte noget af et tidligere projekt, hvor jeg samarbejdede med en anden forfatter: især når der er konflikt, så må begge personer jo mene, at de har ret. Så hvis det skal være spændende, må jeg give personerne gode grunde til at være uenige eller misforstå hinanden. Der kan jeg ikke bare se det fra hovedpersonens perspektiv.
Og tillykke med Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris.
Tusind tak.
Hvad betyder det for dig at få den?
Det har betydet rigtig meget. Allermest gjorde det, at jeg følte, at jeg nu var en ægte forfatter. Jeg har jo ikke gjort det her superlænge, og jeg er altid usikker på om det jeg laver er godt nok, og hele usikkerheden ved at arbejde som freelancer – får jeg lov til at blive ved med at lave det her? Jeg synes jo at det er vældig sjovt, men synes andre det også? Så den anerkendelse prisen giver, har fortalt mig, at det jeg lavet er godt og at jeg skal lave flere ting. Så det var rigtig stort.
Nora Dåsnes modtager Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris i november 2022. Foto: Magnus Fröderberg/norden.org.
Så vidt jeg ved, er det den første tegneserie der modtager prisen. Hvad tænker du om det?
Det synes jeg er super fint. Der er sket en ændring i nogle af de største norske priser, som f.eks. Brage-prisen (stor norsk litteraturpris, red.), hvor flere tegneserier har vundet. Det er så fint at tegneserier bliver anerkendt, for der er lavet så meget godt. Det er rigtig mange børn og unge der læser en masse tegneserier, men så er der mange voksne jeg møder, som nærmest ikke ved hvad en grafisk roman er, og de går glip af så mange gode historier. Efter Ubesvaret opkald fik Nordisk Råd-prisen, har jeg også oplevet, at mange der ikke er typiske tegneserielæsere siger, ”åh, måske skal jeg læse den”.
Mange af de tegneserier og grafiske romaner der får anerkendelse uden for tegneseriekredse, er meget tekstbårne, men det er dine serier ikke – du fortæller meget i billeder. Hvordan ser du forholdet mellem tekst og tegninger i tegneserier?
Jeg synes jo det sjoveste at arbejde med i bøgerne er, at finde ud af hvad der skal siges med tekst og hvad jeg skal fortælle i billederne. Og det var et rigtig fint redskab at have i den her historie, for så meget af den handler om, at personerne ikke kan sætte ord på ting, og at sproget er blevet vanskeligt. I en roman kan man jo ikke lave stilhed, der er der altid nødt til at være en stemme. Men i tegneserier kan der være stille.
Jeg har skrevet den samlede tekst ned til oversættelse, og det er kun omkring 6000 ord til en bog der er næsten 300 sider lang.
Arbejder du med billeder og tekst sideløbende?
Jeg har prøvet at skrive en manuskript før, men jeg synes det er så kedeligt at beskrive billeder. Så jeg laver nogle hurtige storyboards, hvor jeg skrive dialogen ind i hånden, og hvis der er noget der tager tid at tegne, skriver jeg måske bare, ”her skal jeg tegne det her”. Men jeg arbejder især med kompositionen helt fra starten af – hvor mange ruder vil jeg have, og hvor meget tid skal der gå her, osv.
Jeg skriver også al dialog ind i hånden i den færdige bog. Jeg synes det er fedt, at du kan gøre så meget med teksten i tegneserier. Med størrelse, og hvordan bogstaverne bevæger sig. Du har et vældig stort handlingsrum. Men det må være superirriterende for dem der skal oversætte.
Sidste spørgsmål: arbejder du på noget nyt?
Ja. Jeg arbejder på den tredje bog om veninderne fra 10 knive hjertet. Den anden kom på norsk i fjor (La skogen leve!), og kommer på dansk fra Turbine. Så vi er tilbage hos de 12-13 årige, og i den tredje bog er pigen Laura meget gearet på at blive ung hurtigst muligt, så det handler den meget om. Men det er for tidligt at sige for meget. Vi må se.
Besøg også Nora Dåsnes hjemmeside på www.noradasnes.com/
