Nummer 9’s Kristian Bang Larsen og Malene Hald giver deres anbefalinger til alt det, du SKAL se på Copenhagen Comics 2024.
Årets program på Copenhagen Comics, der afholdes den 18.-19. maj i Øksnehallen i København, byder på et væld af aktiviteter: Paneldebatter, interview, workshops signeringer, konkurrencer og meget andet godt. Men hvad skal du se?
Måske Nummer 9’s redaktør Kristian Bang Larsen og skribent Malene Hald kan inspirere dig. Her er deres bud på hvad du ikke må gå glip af til årets store tegneseriefest.
MALENE: Årets Copenhagen Comics ser ud til at blive et brag af en 20-års fødselsdag. Jeg glæder mig til en hel weekend i tegneseriens tegn. Der er et overflødighedshorn af internationale gæster, stort børneprogram, masser af workshops – festivalens frivillige skal have stor ros.
KRISTIAN: Ja, det er fedt at se. Jeg synes at festivalen efter en længere bumlet periode fik styr på meget af det organisatoriske sidste år, og i år er den internationale gæsteliste så løftet. Michael Lark, Gemma Corell og Nora Dåsnes er f.eks. flotte navne med meget forskellige profiler, og Craig Thompson synes jeg er et kæmpe scoop. Det er et skarpt kurateret program i år, og jeg synes det er rigtigt set med områder med både asiatisk popkultur og zines. Det er naturlige forlængelser af festivalens profil. Hvad er det første, du skal se, Malene?
LØRDAG
MALENE: Jeg kommer til at stå klar til den officielle åbning af festivalen kl. 10.15. Normalt er åbningen ikke noget festivalen gør så meget ud af, men i år har de altså fået kulturminister Jakob Engel-Schmidt til at åbne ballet, det er en blåstempling på et niveau, miljøet ikke før har prøvet.
Åbning af festivalen, kl. 10.15 på Store Scene
Jeg beholder min plads ved den store scene, for danske tegneseriers ukronede dronning, Karoline Stjernfelt, er næste programpunkt. Hun er altid lige dele indsigtsfuld og underholdende. Hvordan starter du din lørdag på festivalen, Kristian?
Interview med Karoline Stjernfelt, kl. 11 på Store Scene
KRISTIAN: Jeg vil se om jeg ikke kan få lokket min 13-årige datter med om lørdagen, for der er super mange fede aktiviteter for børn og unge i år, ikke mindst et helt nyt område med fokus på asiatisk popkultur, som hun er ret vild med, og en masse workshop aktiviteter.
Af sidstnævnte tror jeg hun ville synes tegneworkshoppen med forfatter Sophie Souid og tegner Thomas Hjorthaab, der står bag den vanvittige og tisse-i-bukserne sjove serie om den psykopatiske kat Møgmis, kunne være rigtig sjov at være med til.
Men der er masser at vælge imellem – superhelte-perleplader, monsterdesign, karakterdesign, DM i tegning og meget mere. Tag endelig børnene med, siger jeg bare.
Workshop: Tegn med skaberne af Møgmis. kl. 10.30, workshop område.
Mens hun tegner, vil jeg liste hen og høre om world building, eller universskabelse, i tegneserier og andre fiktionsuniverser. Jeg er ret vild med sådan noget teknisk ”hvordan gør man” snak, så det er lige mig og det bogaktuelle panel ser stærkt ud.
Master of the universe – en mesterklasse i universudvikling. kl. 11.00, Asiatisk popkultur
MALENE: Mens du lærer at bygge universer, så vil jeg blive klogere på, hvordan vi gør det mikrokosmos der er det danske tegneseriemiljø, mere inkluderende. Jeg skal høre debatten om gatekeeping, hvor Charlotte Fabricius skal tale med tegneserieskaberne Mat Digmann og Christine Reinwald. Miljøet var i mange år meget mandsdomineret. Det har ændret sig lidt, især er der både flere kvinder og generelt mere diversitet på kønsfronten, men jeg hører, især fra yngre tegnere, at de har svært ved at finde ud af, hvordan man kommer med i klubben. Da jeg er med i de fleste af de instanser som har magten til at gatekeepe, vil jeg gerne blive klogere på, hvad vi gør forkert.
Tegneserier efter #Metoo – må vi være her?, kl 12:10, Lille Scene
KRISTIAN: Ja, der er masser queer & kvinder på årets program, men heldigvis også en masse for halvgamle hetero-mænd som mig. Så hvis jeg ikke er for frokostsulten ved 12-tiden, og hvis min datter giver mig lov, så smutter jeg over og hører superheltepodcasten Supersnak live. ”Best of”-lister er altid sjove, men ”Worst of”-lister er endnu sjovere, og de skal tale om de ti værste Alan Moore-filmatiseringer. Jeg hader ”Watchmen”-filmen, så hvis den ikke ligger højt på listen, bliver jeg skuffet.
Supersnak LIVE: Top 10 værste Alan Moore-filmatiseringer, kl. 12.00, Store scene
MALENE: Superheltene får du for dig selv, jeg skal have frokost! Bagefter skal jeg for alvor ud og ose i alle standene og planlægge hvad jeg skal købe. Mit første stop bliver på Zine-området. Zine-skaberne eksperimenterer med formater, papirkvalitet, foldemetoder og trykmetoder og det er en helt anden oplevelse at læse et håndlavet zine frem for en industrielt fremstillet tegneserie. Det er meget inspirerende. Hvis jeg ikke selv skulle moderere et panel kl. 14, havde jeg tænkt, at vi kunne fange Nora Dåsnes sammen, men hende må du tage alene.
Tegn! Om tegning, billedskoler og tegnefællesskaber, lørdag kl. 14, Lille Scene
CPH ZINE FEST på Copenhagen Comics 2024
KRISTIAN: Synd for dig, for norske Nora Dåsnes er en af nordens bedste tegneserieskabere lige nu, og har bl.a. som den første tegneserieskaber modtaget Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris for sin fremragende tegneserie om Utøya, Ubesvaret opkald (den er også Pingpris-nomineret). Både min datter og jeg holder meget af hendes tegneserier, så hende skal vi høre sammen.
Nora Dåsnes, lørdag kl. 14, Lille Scene
KRISTIAN: Jeg vil slutte lørdagen med at se interviewet med årets hovednavn, den virtuose tegner bag En dyne af sne og Habibi, Craig Thompson. For mig er det altid spændende at høre hvad tegneseriens største navne har på hjerte om værket og verden.
Craig Thompson, kl. 15.35, Børn og unge scene
MALENE: Det sidste jeg når, er en signering fra Gemma Correll, inden jeg drøner til Kulturhuset Islands Brygge for at teste det tekniske setup til sceneshowet til aftenens Pingpris-uddeling. Vi ses på Islands Brygge, Kristian!
Signering med Gemma Correll kl. 15.30
KRISTIAN: Ja, Pingpris-uddelingen på Islands Brygge er der, man skal være lørdag aften. Det er selvfølgelig en branche (pris)fest, men den er åben for alle og billetterne koster kun 100 kroner. Så har man lyst til at opleve et klassisk festligt awardshow, men med billige øl og introverte prisvindere, så er det dér man skal hen om aftenen. Jeg kommer!
Pingprisen, Kulturhuset Islands Brygge, kl. 19
SØNDAG
KRISTIAN: Tidligt op og med Pingtømmermænd! Jeg har et blødt punkt for alting japansk, men ved faktisk ikke så meget om japansk Yōkai-kultur – de mange ånder, spøgelser og monstre, der bebor både traditionelle japanske eventyr og mange moderne manga- og anime historier. Så det glæder jeg mig til at blive klogere på søndag formiddag, når Sascha Nielsen fortæller om Yōkai. Det bliver kakoii!
Japansk overtro i tegneserier, kl. 10.00, Lille scene
MALENE: Du er alt for morgenfrisk! Jeg skal have kaffe og dalre rundt og købe alle de tegneserier jeg ikke nåede dagen før. Jeg elsker at høre om kreatives arbejdsprocesser, så når kaffen er drukket, vil jeg se panelet om kreativitet med Karoline Stjernfelt, Tor Fruergaard og Line Høstrup.
Den kreative gnist, kl. 11.20, Store Scene
Bagefter tager jeg frokosten med mig til den lille scene, hvor der er der to paneler i streg om tegneseriens potentiale som fagbog, noget jeg tror vi kun har set toppen af isbjerget af. Er du blevet ekspert i alt japansk nu, Kristian?
Fagbøger som tegneserie, kl. 12.00, Lille Scene
Videnskabelige tegneserier, kl. 12:50, Lille Scene
KRISTIAN: Ekspert nok, i hvert fald! Søndag formiddag vil jeg også tage mig tid til at snuse rundt, sludre og shoppe. Men efter frokost får jeg travlt!
Først er jeg vært for et panel med tre af studerende fra tegneserieuddannelsen Grafisk fortælling – det er især spændende at høre for unge, der selv har en lille tegner i maven.
Mød de studerende fra Grafisk Fortælling, kl. 12, Børn og unge scene
Dernæst vil jeg skynde mig over og høre Lars Kramhøft fortælle om sin serie Byens Lys. Han er i mine øjne i tegneserietegner i rivende udvikling, og Byens Lys, der går i Information, er det bedste bud på en dansk satirestribeserie i mange, mange år.
Interview med Lars Kramhøft om Byens Lys, kl. 13, Store scene
Og til sidst, ganske forpustet, skal jeg igen være vært, denne gang for Nummer 9’s eget panel, der liveanmelder tegneserier. Vores tre kompetente anmeldere deler kys og/eller karatespark ud til tre meget forskellige tegneserier – et klasssk euro-album, en svensk feminist og en dansk kæmpe-debut. Det bliver sjovt, men også farligt, som der stod bag på de gamle Splint & Co-album.
HOT ELLER NOT? Nummer9 anmelder LIVE, kl. 13.40, Lille scene
Og det betyder så, at jeg ikke kan nå årets Cosplay-show på store scene. Det er ellers altid imponerende at se deltagernes store fantasi og kostumekunnen når de klæder sig ud som kendte figurer fra tegneserieland og omegn. Heldigvis er der rig mulighed for at se cosplayerne når de vandrer rundt mellem standene i løbet af festivalen.
Cosplay Craftsmanship konkurrence, kl. 13.30, Store scene
MALENE: Som Nummer9-person glæder jeg mig til programpunktet med liveanmeldelserne, det tror jeg bliver ret underholdende! Det sidste jeg skal, er at se interviewet med Gemma Correll. Hun er en af de første tegneserietegnere jeg fulgte online, dengang vi allesammen læste blogs. Hendes måde at tegne på, har betydet rigtig meget for min forståelse for, hvad tegneserier også kan være.
Gemma Correll, kl. 14.20, Store Scene
Så skal jeg finde en måde at få lukket min kuffert på, så alle mine nye tegneserier kan være der, og så siger jeg tak for i år, til Copenhagen Comics.
RETTELSE: I en tidligere udgave af artiklen stod der at Craig Thompson blev interviewet på Store scene, men det foregår på Børne og unge scenen. Interviewet er i skrivende stund (søndag den 13. maj) inden ikke på festivallens officielle program.