Femi-nichen fik nyt format i marts 2022. Under overskriften ’Krop og Tegneserier’ interviewede tegneserieforsker Charlotte Johanne Fabricius danske tegneserieskabere om deres arbejde med kroppen. Samtalerne bevægede sig vidt omkring, formet af hver tegners stil, smag og sans for den gode historie. Trods deres forskellige tilgange gik en række temaer og dilemmaer igen – dem kan du læse om her.
Kroppen er besværlig. Det har jeg skrevet om før – det er et grundvilkår, der optager meget feministisk og populærkulturel forskning, ligesom det sniger sig ind i tegneserier af enhver art. Kroppe vokser og forandrer sig, de kan gå i stykker, gå i forfald. De kan være monstrøse, anderledes, frastødende. De kan være næsten ubærligt smukke, sexede, utilnærmelige.
Fra ‘I morgen bliver bedre 2: Dronningen’
I tegneserier er det kroppen, der driver værket. Derfor er jeg interesseret i, hvordan tegneserieskabere bruger kroppen som fortællegreb og som drivkraft i deres tegneserier. Hvordan går de til det at tegne kroppe? Hvordan er det besværligt? Hvor går grænserne for, hvordan og hvorvidt man tegner kroppen?
Det talte jeg med en række danske tegneserietegnere om i interview-rækken ’Krop og tegneserier’ (der blev til i samarbejde med Comicgarden og Forlaget Cobolt). Jeg talte med Anne Mette Kærulf Lorentzen, Sidsel Mørch, Johan F. Krarup, Karoline Stjernfelt, Line Nordskjold, John Kenn Mortensen, Thit Bitsch, Sofie Riise Nors og Jam Aden – samt, i et ændret format på Copenhagen Comics, Maya Elisabeth. Der kom fascinerende betragtninger og sjove anekdoter ud af samtalerne, dybt præget af hver tegners stil, baggrund og kunstneriske ambitioner. Her har jeg samlet noget af det, der gik igen – så også I, der ikke var til stede, kan blive klogere på kroppen i tegneserieform.
Kroppen fortæller
Tegneserier, fra de selvbiografiske til de fantastisk fabulerende, kan begribe kroppen gennem billeder, ord og kombinationen af dem. Forskning i superheltetegneserier, hvor jeg har mine akademiske rødder, arbejder ud fra en præmis om, at det er kroppen, der driver genren. Vi ser smukke, stærke, overnaturligt kompetente kroppe udfolde sig i et grænseløst mulighedsrum. Det er spændende, æggende. Det driver fortællingen frem – også (måske især) når de fejler og skal rejse sig igen.
Fra Lorentzens ‘Væk’
En anden gren af tegneserieforskningen, der beskæftiger sig med kognition, antager at vi indstiller vores egen krop efter de kroppe, vi ser i tegneserier. Vi forstår deres kropssprog og påvirkes ubevidst af det, vi ser. Vi bladrer, dvæler, følger kroppene ikke bare med øjnene men med vores kropsliggjorte opmærksomhed.
Mange af de spørgsmål, jeg stillede tegneserieskaberne, handlede om repræsentation. Bruger de referencer, går de til croquis, tænker de over diversitet i køn, race, størrelse, facon? Svarene stak i alle mulige retninger, med én fælles idé: Det handler om at fortælle.
Når Karoline Stjernfelt ikke gør sin kvindelige hovedperson tyndere end sine historiske portrætter, når Line Nordskjold gør kropsdele til karakterer, når Jam Aden udfordrer binære kønsudtryk og når Mette Lorentzen tegner den gamle krop nøgen, handler det om at fortælle en historie. At udfordre normer, jovist, men først og fremmest om af skabe en gribende, vedkommende fortælling.
Kroppen uden filter – hos Krarup (v) og Maya Elisabeth (h)
Generelt er der meget lidt, tegnerne ikke vil tegne. Nøgenhed var dog en udfordring, især det at tegne børn og unge mennesker uden tøj på. Jeg synes ikke nødvendigvis, det er et problem – og nogle af tegnerne finder gode løsninger på at tegne nøgne børn uden at seksualisere eller idealisere. For alle gik det igen, at det ikke var frygt, der styrede (”uha, nej, det må man jo ikke”), men snarere en følelse af ansvar. På tværs af udtryk, genre og stilart oplevede jeg et ønske om at fortælle gode historier uden at gøre skade. Fordi alle var enige om, at det at tegne kroppe handler om, hvordan man ser verden og viser den til andre.
Karakterdesigns til Adens Åndevandrer-trilogi
Gennem kroppen begriber vi verden
Da jeg spurgte Thit Bitsch, hvordan hun var begyndt at tegne og lave tegneserier, fortalte hun at det var ud fra et ønske om at begribe verden. At verden – og de mennesker og dyr, der befolker den – var ubegribelig for hende, men gennem tegning kunne hun begynde at nærme sig det, hun ikke forstod. Det har forplantet sig til de historiske tegneserier, hun laver nu. Og det er en idé, der går igen hos mange.
Karakterdesigns fra ‘Den lille djævel’
Johan F. Krarup, kongen af cringe, fortalte om at have ulideligt svært ved at være i akavede situationer – men når han selv tegner dem, kan han styre det og dermed være i det. Sidsel Mørch fortalte om ængsteligheden ved at fremstille en historisk person, Gustaf Munch-Petersen, og ville fortælle hans historie så den gav mening både for hende og for hans efterkommere, som hun har talt med. Når man fortolker et levet liv, giver man det ny form, ikke mindst gennem den måde man fremstiller en krop, der findes i virkeligheden.
Monstrøs leg med størrelsesforhold af Mortensen
Men det gælder også for dem, der ikke tegner det genkendelige. John Kenn Mortensens monstre og Sofie Riise Nors’ Bratz-dukker bearbejder erfaringer af at blive gjort forkert i en verden, man bare gerne vil være en del af. Især kan de tvinge os til at blive hos de personer, der stikker ud og er besværlige. Se dem på nye måder. Ved at dvæle ved kroppen – tegne den om og om igen, gentage den i detaljer – kan tegnerne vise os noget nyt ved det, vi troede vi kendte.
Hænder deler vandene
Tegneserietegning er mange ting. Især handler det om at tegne det samme igen og igen – og det giver anledning til stor frustration. Jeg spurgte hver tegner, hvad de elsker højest og hader mest inderligt ved at tegne kroppe. Der var mange gode og overraskende svar, men især én ting gik igen: hænder.
Et udvalg af hænder fra ‘Rids’ af Sidsel Mørch
Hænder er besværlige. De optrådte enten som yndlingskropsdel – hos nogle få – eller som hadeobjekt – hos de fleste. Hænder, ifølge de tegnere, jeg talte med, er fantastiske og fantastisk frustrerende, fordi de kan være så udtryksfulde men også tit ser helt bizarre ud. For nogle bliver det en dyd – Maya Elisabeth er for eksempel ligeglad med, hvor mange fingre en hånd har, så længe den udtrykker det, den skal.
Det gik igen hos de fleste: bare fortællingen fungerer, er det ikke så vigtigt, om det ligner godt (selvom det er fedest, når det gør…). Vi er tilbage ved kroppen som drivkraft i historien. Ingen af de tegnere, jeg talte med, vægtede anatomisk præcision over nerve og nærvær. Det er nok især her, tegneserien skiller sig ud fra meget anden tegnekunst: Hvis ikke fortællingen dur, bliver selv de dygtigst udførte tegninger livløse. Og så mister kroppen sin kraft.
Vi skal tale mere om kroppen
”Vi skal tale mere om…” er en slidt kliché, jeg ved det. Ikke desto mindre står jeg ved den: et års samtaler om kroppen var kun en begyndelse. Danske tegneserier er mere mangfoldige end nogensinde før. De eksperimenterer med udtryk, formsprog, tegnestil, temaer og emnevalg. Hver især forsøger de at begribe verden gennem en form, hvor alt i princippet er muligt.
Overgangsalder, som fortalt af Nordskjold
Vores kulturelle fællesskab taler også om kroppen på nye, famlende måder. Kropspositivitet – eller endnu bedre: kropsneutralitet; håbet om at kroppen bare kan være til, uden at skulle leve op til noget ideal – vinder frem som reaktion på årtusinders disciplinering, idealisering og skam. Det til trods har vi svært ved at slippe hierarkierne. Nogle kroppe tæller mere, får forrang. Vi er hurtige til at dømme og vurdere, i stedet for at være nysgerrige.
Tegneserier, der sætter kroppen under kunstnerisk lup og undersøger vores plads i verden, kan udfordre automatreaktionerne. De kan få os til at kigge en gang til og se grundigere efter.
Fra Nors’ nyeste værk, ‘Jeg var din muse’
Mindre højtravende vil jeg også fremhæve, at der kom virkelige gode samtaler ud af at sætte kroppen i fokus. Selv erfarne tegnere, der har talt offentligt om deres arbejde i årevis, fandt nye vinkler og nye anekdoter. Vi, der interviewer, fokuserer tit på historien eller på tegnestilen. At sætte et bestemt element i fokus lod tegnerne genopdage deres arbejde og fortælle om det på nye måder.
Især optog det mig, når vi talte om tegnernes egne kroppe. Om hvor fysisk hårdt det er at lave tegneserier. Timevis i den samme krampagtige stilling, foran lysborde eller skærme. Værkende rygge, stive hænder, trætte øjne. I disse Finansvrede-tider, hvor tegnere taler mere åbent om det arbejde, der ligger bag et tegnet værk, må vi ikke glemme den fysiske pris, man betaler for at skabe tegneserier. Bæredygtige arbejdsforhold handler ikke kun om løn (de handler også om løn!) men om at kunne blive ved uden at blive slidt ned.
Det – og alt det andet – kan og vil jeg tale mere om. Jeg håber, I vil være med.
