Ubesvaret opkald
Ubesvaret opkald skildrer ung norsk hverdag efter terrorangrebet på Utøya. Det er mesterligt.
Rebekka og veninden Fariba er taget op for at skate, på en bakke med udsigt over Oslo, da bomben ved Rigsdagen bliver udløst. Hun kan høre braget langt væk, men hun ved ikke hvad det er. Pigerne tjekker deres telefoner. De ubesvarede opkald fra deres forældre har hobet sig op.
Det er den 22. juli 2011, i pigernes sidste sommerferie inden de starter på gymnasiet. Den højreradikale terrorist Anders Breivik udløser først bomben, der dræber otte, og tager så til øen Utøya og massakrerer 69 ganske unge mennesker. Unge som Rebekka og Fariba.
Nora Dåsnes’ Ubesvaret opkald følger Rebekka i et lille år efter terrorhandlingen. Hun starter på gymnasiet med Fariba, prøver at passe ind, engagerer sig i skolerevyen, går til fester og møder søde Daniel, der synes, at det er fedt, at hun har sin egen stil.
Verden går videre, men Utøya spøger hele tiden, synes at fylde alting. Nogle gange italesat af regeringsledere, lærere eller de unge selv. Der er en påpasselighed med hvordan alle har det. Og nogle gange er det der bare, som en dis over hverdagen. En tid er alt som før og man morer sig igen, og så husker man i et glimt, og rammes af dårlig samvittighed. En hel nation med den overlevendes skyldfølelse.
Rebekka kan ikke slippe Utøya. Ubegribeligheden sætter sig i hende, og mens hendes omgivelser langsomt vender tilbage til normaliteten, vender hun sig indad i sig selv, hvor hun bliver mere og mere alene med tankerne om den dag. Hun må undskylde overfor sine omgivelser: hun kendte jo ikke nogen. På Utøya.
Derhjemme sidder hendes storebror. Han kan ikke få en læreplads, og har isoleret sig selv på sit værelse, hvor han sidder foran skærmen og spiller voldsspil. Ligesom…
Ligesom…
Emotionel seismograf
Allerede i hendes debut, 10 knive i hjertet, om en pige på kanten af puberteten, hvis første forelskelse er i en anden pige, viste Nora Dåsnes hvor fin en fornemmelse hun havde for børn og unges indre liv, og hvor umådelig dygtig en tegneseriefortæller hun var. Med Ubesvaret opkald hæver hun ambitionsniveauet og behandler det store norske traume, som angrebet på Utøya er, og hvordan det har påvirket en hel generation af norske børn og unge.
Det gør hun nænsomt og lavmælt, og med en evne til præcist at formidle selv de mindste rystelser i Rebakkas indre liv. Som var Dåsnes ikke kun tegneserietegner, men også emotionel seismograf. Hendes enkelte, realistiske streg er blød og letaflæselig, men har også en løs, skitset poesi i sig, der synes at stå i gæld til en anden brillant skildrer af børne- og ungdomsliv, amerikanske Jillian Tamaki (Den her sommer).
Dåsnes er en blændende fortæller, der synes at mestre alle mulighederne i tegneseriens formsprog, hvad enten det er billedkomposition, at fortælle i forløb af billeder, balancen mellem tekst og billede, eller brugen af helsider og opslag. Særligt er der i hendes enkle tegninger af ansigter en enorm kraft, og alt hvad Rebekka føler, fremmedgørelse, forelskelse, fortvivlelse, mærker man. Af farver bruger hun kun sort, hvid, en dæmpet blå til tiden efter terrorangrebet, og en mere urovækkende rød til de få flashback fra den 22. juli. Indtil hun så gør noget andet, og det rammer på én gang hårdt og blødt i mellemgulvet.
Ubesvaret opkald er en fremragende tegneserie, som trods sit dystre emnevalg, er både smuk og håbefuld, og som i sig bærer en tro på fællesskab og fortælling som forløsende. Nora Dåsnes modtog i 2022 Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris for tegneserien. Det valg synes åbenlyst rigtigt.
