Jordi Lafebre: Jeg elsker dig, men min karriere er vigtigere!

Jordi Lafebre var gæst på Bogforum Comics 2022, hvor Nummer 9 mødte ham til et interview centreret om Pingvinderen En dag – altid og den netop udgivne Sommerminder 1, Kurs sydpå. Få svar på spørgsmål som, hvordan det lykkedes Lafebre at snige kritik af vores moderne samfund ind i den lette og luftige kærlighedshistorie En dag – altid? Hvilken spansk tegneserie brød først igennem glasloftet, så Lafebre lettere kunne komme ind på det franske marked? Og hvem anser han for at være mesteren indenfor spanske tegneserier?

Nervøsiteten melder sig så småt, i timerne op til man skal interviewe en sydeuropæer. Jordi Lafebre er spanier, og engelskkundskaberne på de breddegrader kan godt variere lige så meget som kvaliteten imellem Real Madrid og Mallorca i La Liga. Heldigvis bliver enhver fordom gjort til skamme, for Lafebre taler glimrende engelsk, og nervøsiteten fordufter helt, da han viser sig at være venlig, lattermild og yderst interesseret i at fortælle om sig selv og sine tegneserier.

For at komme godt i gang lægger jeg ud med at skamrose hans pingvinder fra i år En dag – altid, som jeg også har anmeldt . Den er en kærlighedshistorie fortalt baglæns over 37 år. Historien følger borgmesteren Ana og boghandleren Zeno fra de mødes som nyligt pensionerede tilbage til deres allerførste møde som unge. Præcis hvordan interviewet skulle bygges op, bliver derfor min indgang til interviewet.

Jeg overvejede meget, om jeg skulle prøve at lave interviewet baglæns for ligesom at leve op til En dag – altid.

Ha-ha. Du ville faktisk ikke være den første. En fransk interviewer har gjort det før. Han startede med ”det lyder til at være en fantastisk bog”, og så prøvede han at bygge interviewet op baglæns

I stedet prøver jeg at binde en sløjfe fra start til slut omkring spanske tegneserier. Jeg indrømmer, at mit kendskab til spanske serier er begrænset, da den franske og belgiske tegneserietradition står meget stærkere i Danmark. Der bliver udgivet spanske tegneserier på dansk, men ikke voldsomt mange. Den første, jeg vil nævne, er Flip og Flop, som jeg egentlig ikke er en stor fan af, men har kendt tilbage fra min barndom.  Francisco Ibáñez kender du vel også?

Selvfølgelig kender jeg ham. Alle børn i Spanien er vokset op med ham. Han lever og arbejder stadig – han nægter at holde op, ha-ha. Jeg ved ikke, hvor gammel han er, måske i 80’erne [86 år, red.].  Bedsteforældre giver hans tegneserier i julegaver til deres børnebørn, når de ikke ved, hvad de ellers skal give dem. Det er noget, man skal kende i Spanien. 

Carlos Giménez læste jeg som barn, hvor hans tegneserier gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.

Børnehjemmet var en kæmpe succes i Spanien. Han var den første forfatter, der krydsede grænsen mellem den gamle og den nye, mere personlige måde at lave tegneserier på, mere i stil med graphic novels. Han er en vældig rar person og er egentlig mest forfatter. Rent teknisk er hans tegninger ret simple, og alligevel så stærke, at de rører en og bliver hængende i ens hjerne længe efter. De er meget kraftfulde. Så ja, han tegner også, men er mere forfatter end tegner.

Jeg læste ham, mens jeg gik på tegneskole, da vi havde om graphic novels. Som student mærkede man straks, at han skrev på noget personligt fra en trist og vanskelig periode i spansk historie. Børnehjemmet blander humor og drama i en perfekt balance. Det er en fantastisk bog, som man kan lære meget af. Det kan godt være, at man læser manga, eventyrtegneserier eller superhelte og tænker: ”det er fantastisk”. Men når man så læser Børnehjemmet, kan man straks mærke, at der bliver åbnet en dør til noget helt nyt. 

Børnehjemmet blander humor og drama i en perfekt balance. 

Den sidste her til at starte med er Jordi Bernet.

Det er mesteren! Og så hedder han jo Jordi ligesom mig, ha-ha. Ham er jeg vokset op med. For et par uger siden bladrede jeg i en af hans tegneserier, bare for at beundre hans arbejde. Han er en mester for alle os, der laver tegneserier. Han kan det hele, og han kan det til perfektion. Derudover er hans manuskripter brillante. Hans tegneserier er blandt dem, jeg sætter allermest pris på.

Lad os skifte til dig.

Ha-ha, fra mesteren Bernet til mig, tusind tak! Det bliver ikke let at komme efter ham.

Kan du fortælle lidt om dig selv, og hvordan du endte med at lave tegneserier?

Jeg er født i Barcelona i 1979 og har villet lave tegneserier, siden jeg var barn. Jeg interesserede mig for tegneserier og tegnefilm og ville tegne hele tiden. Der lå en tegneserieskole ved siden af mit hjem, så der begyndte jeg at gå. Da jeg var 19 år, blev mine første tegneserier trykt, mens jeg stadig studerede. På et tidspunkt arbejdede jeg for forskellige spanske blade, men markedet i Spanien var vanskeligt. Man kunne få trykt en kort historie i forskellige blade, men ikke en længere historie for sig selv i et album. Derfor prøvede jeg at komme ind på det franske og belgiske marked. I lang tid prøvede og prøvede jeg at komme igennem. Endelig fandt jeg en redaktør, der stolede på mig og mit arbejde. Så jeg begyndte at arbejde for franske forlag, hvor der er et kæmpe, kæmpe marked for tegneserier. I Frankrig er der masser af både forfattere, tegnere og ikke mindst læsere. Det franske marked tillod mig at udvikle min stil og min historiefortælling. Efter et par år begyndte jeg også at skrive mine egne historier. Det kræver lidt modenhed som person at skrive historierne, selv om man kan tegne. Det kræver mod.

Det kræver lidt modenhed som person at skrive historierne, selv om man kan tegne.

Hvornår vidste du, at du kunne leve af det?

Da jeg var i starten af 20’erne, var jeg stadig udelukkende på det spanske marked. Her gik det op for mig, at jeg ikke var interesseret i noget andet end at tegne. Jeg pressede derfor mig selv, så jeg kunne leve udelukkende af at tegne og bekymrede mig ikke om, hvilke tegninger der var tale om. Så jeg blev professionel ved at tage alt det arbejde, jeg kunne komme i nærheden af: bøger, illustrationer, for ugeblade, animation. Både for at leve af det og som en mulighed for at udvikle mig som kunstner. Det var først, da jeg var 30 år og havde folk omkring mig, der stolede på, at jeg kunne lave længere tegneserier, at jeg følte, at nu kunne jeg fokusere på udelukkende at lave tegneserier. Det er de samme mennesker, jeg er omgivet af nu. 

Er det som spanier svært at bryde igennem til det fransk-belgiske marked?

Det er ikke så svært, som det har været, blandt andet på grund af internettet, og fordi andre har vist vejen. Redaktører fra Frankrig er derfor opmærksomme på det spanske marked og kigger efter talenter. Google translate har også betydet noget. Man kan lettere forstå hinanden i en blanding af engelsk, spansk og fransk. 

Det er fantastisk at have et publikum i hele verden.

Når jeg siger det franske marked, er det jo bare fordi, det er dér, man gerne vil udgives, hvis man har med tegneserier at gøre. Redaktørerne i Frankrig støtter meget undervejs i arbejdet, og fra det franske marked kan ens tegneserier så sprede sig til andre lande. Ironisk nok kommer mine tegneserier først til Spanien, efter de har været udgivet på fransk. Så nu kan min mor læse mine tegneserier på spansk – og det er en stor fornøjelse, når mine tegneserier bliver udgivet på spansk, dansk, portugisisk og italiensk. Jeg laver mine tegneserier fra Barcelona til det franske marked og derfra videre – det er fantastisk at have et publikum i hele verden, En dag – altid er lige udkommet i USA. Så nu tænker jeg ikke specifikt på det franske marked længere – jeg tænker på mine læsere.

Lad os tale om En dag – altid. Hvor kom ideen fra?

Mange tror, at man får en fiks og færdig ide. Sådan fungerer det desværre ikke. Ideer er måske slørede i starten, og man tænker ikke nødvendigvis, de er brugbare. Men man beholder dem alligevel i baghovedet. Så tænker man lidt mere over dem, og pludselig ved man, at det er den ide, man skal gå videre med.

Men hvad kom først, kærlighedshistorien eller den baglæns opbygning?

Jeg ville fortælle en kærlighedshistorie. I litteratur og film er der typisk halvt kærlighedshistorier og halvt krigsfortællinger, vold osv. I markedet for tegneserier er det 90 % voldelige historier og 10 %, eller endnu mindre, der har kærlighed som omdrejningspunkt. Jeg elsker selv komedier fra Hollywood i 50’erne, 60’erne og 70’erne. Den slags film er velskrevne og har en sans for humor helt uden at være ironiske. Det er bare gode fortællinger om mennesker, der er forelskede. Sådan en historie ville jeg fortælle fra et mere moderne perspektiv. Det var udgangspunktet. Jeg manglede bare en god ide.

Så læste jeg en italiensk roman af Natalia Ginzburg, der er skrevet med udgangspunkt i en gruppe venner, der sender breve til hinanden. Som læser får man historien gennem de breve, de skriver på kryds og tværs. I mit hoved havde jeg det billede, at når man sender breve til hinanden – breve, ikke e-mails – så samler man dem i en bunke. I den bunke er det øverste brev det nyeste, det sidste der er blevet sendt. Billedet af en stak breve var så stærkt i mit hoved, at jeg tænkte, om der kunne bygges en historie, hvor det øverste brev, det sidste, var det første i fortællingen. Derfra skulle man så komme videre i fortællingen ved at tage næste brev og derved arbejde sig baglæns, jo længere frem man kommer i handlingen. Til slut når man så det første brev i bunden af stakken, hvormed fortællingen slutter. Det var det billede, jeg havde i mit hoved, som udgangspunkt for En dag – altid.

Det var en god idé, selv om jeg længe ikke havde mere end den. Tanken om at bygge hele fortællingen op udelukkende om breve virkede kedelig, det ville blive for meget tekst. Der skulle noget dialog, noget handling og nogle karakterer ind i den. Derfor byggede jeg videre ud fra grundideen, i første omgang ved at udtænke to personer, der virkede troværdige. Hvad var deres mål, hvad kunne de lide, hvad ville de ikke have noget med at gøre?

Ironisk nok elsker de hinanden, de kan bare ikke holde op med at være sig selv nærmest.

Som læsere sympatiserer vi med Ana og Zeno, men de er jo ikke udelukkende positivt beskrevet. Ana er en arbejdsnarkoman og Zeno har svært ved at indgå i længerevarende forhold.

Selvfølgelig! Hvad kendetegner egentlig en romantisk komedie? Der er ofte nogle ting i starten, en kraft, der gør, at personerne nægter at indgå i et forhold eller tænke på, at de skal være et par. Det kan være familiære grunde, det kan være sociale forskelle, det kan være en fysisk afstand eller religion. Derfor tænkte jeg over, hvad der i vores moderne samfund ville være en stor nok kraft til at hindre os i at elske andre. Det gik op for mig, at vi alle er selviske arbejdsnarkomaner. Vi presser os selv så meget, at det går ud over vores egentlige ønsker. Moderne filosoffer siger alle, at vi har indrettet os i et samfund, hvor vi arbejder alt for meget. Derfor skulle det være de to personer selv, der forhindrede, at de fik et forhold til hinanden – ikke modparten: ”Jeg elsker dig, men min karriere er vigtigere”! Ironisk nok elsker de hinanden, de kan bare ikke holde op med at være sig selv nærmest. De elsker sig selv højere end den anden. Det kæmper de med hele livet. Det er en metafor for, hvem vi er nu om dage.

Jeg kender mange mennesker, der godt ved, hvad der skal til for at de bliver lykkelige. De tænker dog hele tiden: ”måske bliver jeg lykkelig en gang, men først skal jeg lige gøre det her projekt færdigt og arbejde på det her”. Så spørger man dem, hvorfor de ikke stopper: ”nej, nej, det kan jeg ikke, før jeg er færdig”.

For at skabe troværdige personer, har de derfor ikke udelukkende positive karaktertræk. Jeg synes, de er troværdige, fordi de har en klang af os selv, eller personer vi kender. Hun er arbejdsnarkoman og vil have kontrol over det hele, men kan ikke kontrollere sig selv. Han er charmerende, men ude af stand til at have et dybt forhold eller gå på kompromis.

Hvorfor er strukturen i den så fast med 6 billeder på næsten alle sider og så enkelte gange det halve?

Den skulle fortælles med en meget fast rytme. Jeg tænkte på den som en raket, der skulle affyres, hvor man tæller ned fra 10. Læseren skulle hele tiden have en forventning om slutningen, der så i En dag – altid er starten på historien. Derfor skulle den have en fast markering af rytme [Lafebre klapper taktfast i hænderne]. Læseren skulle helt tiden fornemme tempoet og komme videre i fortællingen i en fast rytme.

Læseren skulle helt tiden fornemme tempoet og komme videre i fortællingen i en fast rytme.

Bøger har en kraftfuld effekt, der ikke er i film. Når man læser og når til et par sider før slutningen, så ved man, at det snart er slut. Man kan mærke det med sine hænder, hvorimod man i en film ikke med sikkerhed ved, hvornår det slutter. Så selv om det er første gang, man læser en tegneserie, så ved man præcis, hvor mange sider man har læst og hvor mange, der er tilbage. Det er ret effektfuldt, for man vil jo vide, hvordan det slutter. Derfor accelerer man læsningen, hvilket rytmen i ”En dag – altid” modsætter sig. Egentlig ved læseren af ”En dag – altid” godt, hvordan den ender. Man ved det, og alligevel er man forventningsfuld. Nu vil jeg ikke røbe for meget, men rytmen ændrer sig så alligevel lidt i det allersidste kapitel.

Du har fortalt, at Ana er modelleret over Audrey Hepburn.

Naturligvis, hun er jo den største stjerne i romantiske komedier. Vanvittigt charmerende. Bare ved at være på skærmen, føler man, at man kender hende og vil være hendes ven. Jeg kender ikke nogen, der ikke kan lide hende. Selv kvinder finder hende charmerende, måske fordi hun egentlig ikke er sexet – hun er bare en fryd for øjet. Så jeg prøvede at få Hepburns intelligente og energiske kvindeskikkelse ind i Ana. Hun skulle kunne bære en hel scene alene, når hun som en lille spinkel borgmester vader rundt i byen og forandrer den fra a til z.

Er det en typisk måde for dig at skabe en figur på?

Det hjælper i hvert fald. Lige nu arbejder jeg på et helt anderledes projekt. Her forestiller jeg mig, hvilke skuespillere jeg ville vælge, hvis den skulle indspilles som en film. Ikke kun for ansigtets skyld, det handler i lige så høj grad om energien i deres bevægelser. Det inspirerer mig, hvorefter mine tegninger fører det i andre retninger, da jeg ikke tegner særlig realistisk.

Zeno har jeg ikke på samme måde arbejdet ret meget med, han kom sindssygt hurtigt til mig. Jeg kan huske, at jeg bare tegnede en blåøjet fyr med skæg og sagde: det er ham! Det er en helt anden måde at få en person frem på. Så der er forskellige tilgange.

Det er nok vanskeligt at forestille sig, men har nogle læsere eller forlag presset på for en 2’er?

Det er en ret lukket historie. Nu vil jeg ikke afsløre det hele, men når den slutter, vil man ikke for alvor vide, hvad der videre sker. Jeg har heller ikke selv tænkt over det. De er gamle nu, hvad skulle der ske? At de dør? Det har jeg ikke lyst til at læse. Byen er samtidig en slags karakter, som jeg har tænkt på at arbejde videre med. Omvendt skulle det være uden Ana og Zeno, og det ville egentlig være trist at have byen uden dem. Så jeg føler, den er lukket.

Er det ikke svært at forlade både Ana, Zeno og byen efter at have skabt dem?

Det var svært at forlade dem! Det er som en kærlighedsaffære i en sommerferie. Den kan være svær at forlade, men man er nødt til at komme videre.

Det er en god overgang til den nye udgivelse på dansk Sommerminder 1, Kurs sydpå, der er en del af en serie på foreløbig seks album. Den er lavet sammen med Zidrou, som du har arbejdet meget sammen med.

Da jeg kom ind på det franske marked, kendte jeg ham allerede. Vi begyndte at arbejde sammen i 2010, og det fungerede fra starten. På et tidspunkt ville jeg gerne lave en serie sammen med ham, så vi kunne have et univers at vende tilbage til. Det skulle ikke være eventyr eller mysterium, hellere noget mere jordnært. På et tidspunkt sagde han: ”sommerferier”. Det syntes jeg ikke lød som en brugbar ide – det lød som… ingenting, ha-ha! Men han bad om lidt tid til at arbejde videre med tanken, og sammen byggede vi familien og havde den som kernen. Et familiemedlem skulle så være i fokus for hver historie. I den første er det faren, men det skifter fra album til album. Vi har nydt at arbejde med familien på den måde, så nu kender jeg dem lige så godt som min egen familie efter at have tegnet dem i så mange år.

Den første foregår i 1973, men det skifter?

De er ikke kronologiske. Den næste bog foregår i 1969, så vi springer frem og tilbage i tid. Det er sådan hukommelsen fungerer. Du husker ikke dine sommerferier kronologisk, det er mere: ”det år var vi i Barcelona og kan du huske, da vi et par år før var i Italien?”. Man springer fra det ene minde til det andet uden at holde kronologien. På den måde prøver vi at overraske os selv og opdage nye sider af familien i hver bog. Hver bog – én sommer.

Faren i Sommerminder er i øvrigt en tegneserietegner – er der identifikation?

Vi ville have en familie, hvor vi selv kunne mærke personerne. I den første historie skulle familien vente på, at han blev færdig med sit arbejde, før de kunne komme på sommerferie. Vi overvejede om han skulle være en kok, der skulle lukke sin restaurant, men endte med en tegneserietegner. Det var så indlysende for os, at vi valgte den lette udvej. Vi kender så mange i branchen, at vi med det samme følte, at vi kendte ham. Når man har den fornemmelse, skal man holde fast i den og tro på den.

Er serien færdig?

Lige nu skriver Zidrou på noget andet og jeg arbejder på noget tredje, så for øjeblikket har vi ikke flere planlagt. Man ved aldrig, for det er en åben serie.

Hvad er den største forskel mellem at arbejde alene eller med Zidrou?

Da En dag – altid udkom sagde kritikerne og interviewerne til mig, at nu var jeg en rigtig forfatter. Det var nu ikke fordi jeg følte mig ufærdig før, der lagde jeg bare alle mine evner i tegningerne. Når man så går over til også at skrive historien, tænker man over personerne allerede inden de bliver tegnet. Det føles forskelligt. Omvendt kan jeg tegne en hvilken som helst historie. Hvis den bevæger mig, så kan jeg tegne den.

Men du havde lavet tegneserier før ”En dag – altid”, hvor du også havde skrevet dem?

Som sagt tidligere: jeg har gjort alt! Skrevet, tegnet, grebet enhver chance der kom min vej. Nu hvor En dag – altid er færdig, er det let at tænke: det skulle jeg have gjort før. Men for at komme videre i min karriere, greb jeg alle muligheder, efterhånden som de kom.

For at komme videre i min karriere, greb jeg alle muligheder

Nu er jeg et sted, hvor jeg med min næste graphic novel har været igennem udfordringer og opøvet mine evner – nu er det hele pakken. Jeg skaber alt fra starten og prøver at skabe store følelser. Tegneserier er bare krævende! Du skal kunne fortælle historier, du skal kunne skrive dialog, du skal kunne tegne figurer, perspektiv og så videre. Heldigvis kan jeg godt lide at skubbe mine grænser, så jeg prøver at lære nye ting hver gang. Jeg er ikke meget for at tale om den graphic novel, jeg arbejder på nu, men den er meget anderledes, for jeg prøver at presse mig selv. Jeg presser mine tegneevner i … lad os sige et nyt univers. Det er udfordrende og har været morsomt indtil videre.

Arbejder du stadig med animation?

Absolut. Lige nu er jeg i gang med en produktion, der er en hemmelighed, så den kan jeg heller ikke fortælle det store om. Jeg laver character design til en amerikansk produktion. De sidste halvandet år har jeg arbejdet meget med animation, og jeg elsker det. Mine ene hånd laver animation – den anden skriver og tegner graphic novels. På den måde lærer jeg hele tiden nyt og kan bruge det i begge arbejdsområder.

Lad os slutte, som vi begyndte. Alfonso Fonts Sorte historier er lige blevet udgivet på dansk.

Alfonso Font er en af de største, selv om han ikke er så populær, som han fortjener. Han er en fantastisk, fantastisk, fantastisk kunstner. Han kan gøre alt, hvad han vil i sine tegninger. På en måde var hans samtid ikke fair ved ham. Han fandt aldrig helt et publikum eller måske den rigtige historie. Når man åbner en af hans tegneserier, ser man med det samme, at han er utrolig talentfuld. 

Så er der Blacksad af Canales og Guarnido.

Den ændrede alt for det spanske tegneseriemarked. Når det i dag er lettere at komme ind på det franske marked som spansk kunstner, så er det deres skyld. De beviste overfor det franske og internationale marked, at der var talentfulde kunstnere i Spanien. Da de viste Blacksad til franske forlæggere eksploderede det! Og de er fantastiske begge to – et helt fantastisk team.

Og den sidste, som Zidrou også har skrevet historier for, er José Homs.

José Homs er en af mine bedste venner, så nu er jeg ikke længere objektiv. Jeg vil nøjes med at sige, at han er meget talentfuld og fortjener mere anerkendelse end han får.

Kan du så ikke sige til ham, at han skal komme til en dansk festival en dag?

Det skal jeg personligt anbefale ham.

Er der nogle spanske kunstnere, jeg burde have haft med?

Tegneseriebranchen er ikke altid fair. Der er så mange talentfulde kunstnere, der ikke får chancen for at slå igennem overfor det brede publikum. Forhåbentlig får de anerkendelse en dag. Jeg er utrolig heldig. En dag – altid er vist oversat til 13 sprog. Hver uge får jeg beskeder fra folk rundt omkring i verden. Det er en fantastisk følelse at have læsere i alle aldersgrupper i forskellige dele af verden.

Mere i samme serie:

“Gratis shit til afskum”Trykkende tegnet stilhed

---