For første gang siden 2019 var tegneserie-Danmark samlet fysisk til Pingpris-uddeling 28. maj på Kulturhuset Islands Brygge. Her kan du se, hvem der fik statuetter med hjem.
BEDSTE DANSKE TEGNESERIE: I morgen bliver bedre 2: Dronningen af Karoline Stjernfelt (Cobolt)
Juryens begrundelse:
Hvordan skaber man interesse og spænding om et liv og en historie, de fleste læsere kender ud og ind? Det kan du spørge Karoline Stjernfelt om. For med ”Dronningen” giver Stjernfelt karakterer, dialog og handling, vi kender til hudløshed, et nutidigt og relaterbart præg, uden at det mister substans. Det er, som om oliemalerierne er revet ned fra væggene og vakt til live med glød, lidenskab, hjerteslag og helvedes meget på spil.
Stjernfelt tegner med dynamisk klarhed både ansigter og mimik og lader andre gange en nonchalant overlagt skødesløshed råde i rammerne. På hver eneste side formår hun at drage blikket hen, hvor den menneskelige historie er. Tak for det og tillykke, Karoline, vi beder gerne om en portion til!
BEDSTE DANSKE DEBUT: Pseudo af Matilde Digmann (Basilisk)
Juryens begrundelse:
Kat er ensom. Trods hendes ihærdige forsøg på at drukne ensomheden i sex, dating og stoffer går det støt nedad. Vi skal længere ind – ind i ensomheden, ind i fortrængningen, ind i de dele af sindet, der gør allermest ondt.
I Matilde Digmanns stilsikre debut, Pseudo, er der ingen nemme udveje. Historien om den antropomorfe Kat går i ring. Orgasmerne forløser aldrig helt, sårene heles ikke. Men hvor Kat benægter sine traumer, stirrer Digmann dem lige i øjnene og tvinger læseren til at kigge med. Omslaget har spejleffekt af en årsag.
Digmann bruger mesterligt tegneserieformen og sin grafiske, sort/hvide streg til at gøre et syret univers menneskeligt og ærligt. Kombinationen af undergrunds-tradition, træsnit-æstetik og psykoterapi er ekstremt effektiv og giver løfte om flere store værker i horisonten.
BEDSTE INTERNATIONALE TEGNESERIE PÅ DANSK: En dag – altid af Jordi Lafebre (oversat af Lisa Kristen Villeneuve, Fahrenheit)
Juryens begrundelse:
En sjælden gang imellem er en jury rørende enig. Det kan ske, når alt i en tegneserie går op i en højere enhed – når layout, tempo, historie og stil er så veloplagte og veludførte, at det halve kunne være nok. Hvis så historien også er rørende og tør stå ved sin romantik – ja, så trumfer den rene og skære læseglæde alle andre hensyn.
”En dag – altid” handler om romantik, om politik, om metafysik, om metaforer og om tid. Men den handler også om to mennesker, hvis kærlighed er så slidstærk, at den synger på samtlige sider. Jordi Lafebre fører overlegent sin læser gennem en sprudlende hyldest til det klassiske album og den store kærlighed. Man kan ikke andet end begejstres.
BEDSTE BØRNE/UNGDOMSTEGNESERIE: Heartstopper (1+2) af Alice Oseman (oversat af Anne Matthiesen, Politikens Forlag)
Juryens begrundelse:
Hvad nu, hvis en kærlighedshistorie mellem to unge drenge kunne være lykkelig? Det er præmissen for Heartstopper, der tager ung forelske alvorligt uden at gøre den tragisk.
Alice Oseman brillerer ikke kun i bredden af sin repræsentation, men også i sin streg og komiske aflevering af hverdagssituationer, hvor ansigtsudtryk, små detaljer og humoren i det almindelige liv får lov at træde frem. Oseman formår endda at gøre sms’er mellem to unge interessante og at holde sin læser fanget i dramaet om: Kan han lide mig? uden at gøre det at være queer til noget farligt eller skræmmende.
Heartstopper har ramt tusindvis af læsere i hjertet – og i stedet for at stoppe vores hjerter, satte den dem i gang.
BEDSTE DANSKE NETTEGNESERIE: @linehostrup af Line Høj Høstrup
Juryens begrundelse:
Farver, familie og et fælles hus er nogle af ingredienserne i Line Høj Høstrups fine fortælling på Instagram. Med få virkemidler, men med et blik for det nære og særegne, formår Line Høj Høstrup at gøre minder og relationer relevante for en bred læserskare. Det gør hun altid med et glimt i øjet, og sammen med de klare farver og den markante stil skaber hun sit eget rum, som gør én nysgerrig efter at læse mere.
Line Høj Høstrup er en illustrator og fortæller, vi forventer os meget af i fremtiden, men indtil den dukker op, kan vi nyde at følge med i hendes små, digitale hverdagsglimt.
BEDSTE INTERNATIONALE TEGNESERIE: Monsters af Barry Windsor-Smith (Fantagraphics)
Juryens begrundelse:
Monsters er en massiv og kompleks tour de force. Den er åbenlyst inspireret af Frankenstein men med et skud Super Soldier Serum ala Captajn America injiceret direkte ind i de tæt-tegnede sort-hvide sider. Tegneserien er mesterligt illustreret med detaljerede stregtegninger og tekst, som lag for lag afdækker den ondskab, som hovedpersonen Bobby har været udsat for og som i sidste ende har forvandlet ham til monsteret.
Den brilliante grafiske stil suger læseren ind i et sammensurium af gotisk horror, familiedrama og krigstraume. Og selvom historien undervejs tager mange svinkeærinder, trækker den til sidst alle stikkene hjem og viser et glimt af håb og frelse.
Monsters er et smukt og grufuldt mesterværk og den er monster fed!
ÅRETS JOURNALISTISKE TEGNER: Niels Bo Bojesen (Jyllands-Posten m.fl)
Juryens begrundelse:
Bojesen mestrer den visuelle punchline til perfektion. Hans tegninger er lette at afkode og både spiddende og morsomme. Han kan bevæge sig på grænsen til plathed uden at falde i, og kommunikere til et bredt publikum uden at lefle. Med knivskarp præcision og opfindsomme greb får han os både til at grine og gyse.
At gribe en aktuel begivenhed eller øjebliksstemning og med ét billede, og så få ord som muligt, gøre det forståelig for et bredt publikum, er i sig selv en uhyre vanskelig bedrift. I et ærefrygtindgydende felt af nominerede træder Niels Bo Bojesen frem som Årets Journalistiske Tegner.
Desuden modtog kritiker og tegneseriekender Søren Vinterberg PINGPRISENS ÆRESPRIS. Læs om den her.