Torpedo 1936 Bind 3-5
Torpedo er en gennemført usympatisk serie, der er fantastisk flot tegnet. Allligevel, eller måske netop derfor, er den vigtig.
Serien om Torpedo kondenserer stort set alt, hvad der anses for at være galt med verden i disse tider. Den hylder giftig maskulinitet i dens mest morderiske udgave og har tydeligvis en fest med at gengive drab, vold og seksuelle overgreb. Den objektiviserer konsekvent kvinder og opererer udelukkende med de to ældste stereotyper, madonnaen og luderen, suppleret med den kun lidt nyere gamle, grimme og irriterende tante-pebermø-type. Og den lader udlukkende ikke-hvide optræde i type-roller: enten er sorte dygtige til noget med sport eller musik, eller til at knalde, eller også har de en kost eller svaber eller en kniv i hånden; jøder har slangekrøller, kalot, egen butik og er nogle nærigpinde; asiater har ingen følelser, osv. Og endelig er den bemærkelsesværdigt begejstret for at tage livet af mennesker med en eller anden form for fysisk mangel eller afvigelse, det være sig manglende lemmer, gebis eller lav højde, på spektakulær vis.
Det er en gennemført usympatisk serie, som ikke har noget formål med alle sine ondskabsfuldheder. Omtrent lige som figuren Joker, når denne fremstilles rigtigt, gør Torpedo en dyd ud af at være ond uden anden begrundelse eller -rettigelse end for sjov og bare fordi.
Og værst af alt, måske, er den helt fantastisk flot og lækkert tegnet. De første to 8-siders afsnit (til det spanske tegneseriemagasin Creepy) af Torpedo blev tegnet af den amerikanske sort/hvid-virtuos Alex Toth. Han sagde dog hurtigt fra over for spanske Sanchez Abulís misantropiske og misogyne morsomheder. I stedet overtog den efter Francos fald hjemvendte landsmand Jordi Bernet, som Abulí allerede havde skrevet en række kortere, uforbundne historier til (samlet som Historitas Negras eller Sur Liste Noire). Og Bernet, der allerede som 36-årig havde 20 år som professionel serietegner blandt andet på Spirou-magasinet under bæltet, fandt hurtigt ud af Toths ellers langstrakte skygge og frem til sin egen umiskendelige Torpedo. I midten af 1980’erne var serien noget det flottest tegnende i Europa og vandt da også Angoulémeprisen Fauve d’Or i 1986.
Serien begyndte også at udkomme i Danmark (med tilføjelsen 1936 til titlen), først som enkeltepisoder i tegneseriemagasinet Agent X9 og Ekstra Bladets tegneserietillæg Kilroy, siden i fem album fra Interpresse 1984-89. I de senere år er den komplette serie blevet samlet på spansk, fransk, engelsk og nu også dansk fra Faraos Cigarer.
Den komplette samling består af fem bind, hvoraf de to første samt dele af det tredje indeholder det på danske tidligere udgivne materiale, mens fra midten af tredje og frem er danske nyudgivelser af serien 1988-2000. De oprindelige Interpresse-oversættelser er delvist bibeholdt, om end opdateret af Elisabeth Walter Birk, der også har forestået nyoversættelserne. Hele den komplette samling er holdt i sort/hvid, så Bernets overlegne penne- og knastørre penselstrøg ikke forstyrres af de ganske overflødige farver, som forlagene begyndte at udstyre albumopsamlinger af Torpedo med hen mod slutningen af 1980’erne, hvor den digitale revolution af trykkebranchen så småt startede.
Serien er som sagt gennemført usympatisk, og den bliver i disse år hastigt sværere at finde nogen form for indholdsmæssig retfærdiggørelse for. Alligevel, og måske endda også et stykke hen ad vejen netop derfor, er den en væsentlig del af europæisk tegneseriehistorie, som ikke bør skjules eller aflyses. De her tegneserier er en del af mediets, kunstformens, bevægelse fra avisstriber over magasiner til album og grafiske romaner. Torpedo repræsenterer på mange måder både det bedste og det værste af dele af den bevægelse.
Om ikke andet er serien væsentlig, fordi virkelig mange nu aktive tegnere, i Europa, Nordamerika, Sydamerika, ja sandsynligvis i størstedelen af verden, på et eller andet tidspunkt har set en Bernet-tegning og tænkt noget i stil med “gid man ku’ tegne så godt” og derefter har kastet sig over papiret og blækket med fornyet ildhu og ambition. Alene det er grund nok til at værdsætte disse opsamlinger i ordentligt og ensartet format.
Når det så er sagt, skal det også nævnes, at der ikke er nogen nye højdepunkter at finde i det nyudgivne materiale. Serien toppede i midten af 1980’erne, og i løbet af 1990’erne blev Abulís historier stadigt mere overflødige, mens Bernets streger gik i retning af den mere enkle og ikoniske Clara/Claire-serie, som han sammen med en anden fast samarbejdspartner, Carlos Trillo, havde stor succes med, men som bare ikke er nogen nær så stor fornøjelse at se på.
Undertegnede ville personligt hellere have set og håber stadig på danske udgaver af nogle af de mange andre Bernet-sager fra de gode dage: De Vuelta a Casa, Kraken, Custer, Snake, Sarvan og alle de enkeltstående korte og længere tegneserier. Ikke fordi de har meget mere at byde på indholdsmæssigt end Torpedo, men fordi de stammer fra de år, hvor en af de store tegneserietegnere, der desværre aldrig blev parret med en tegneserieforfatter af nævneværdig betydning, var allerbedst. På sin vis er der nemlig også noget bevægende over et så indlysende spild af et så overdådigt talent.
