Belzebubs
Det makabre og det søde går hånd i hånd i den finske stribeserie Belzebubs, der ofte er djævelsk sjov.
Belzebubs er sådan set en klassisk familiestribe, ligesom Mads og Misse eller Blondie. Bare med en familie der er heavy metal-satanister med corpsepaint og det hele. Så faren i den finske tegneserie-familie-sitcom hedder Sløth, moren Lucyfer, og børnene Lilith og Leviathan. Gode sataniske navne.
Og det er sådan set joken. Diskrepansen mellem almindelig og kærlig hverdags-familiehygge og satanistisk djævletilbedelse. Heldigvis formår finske JP Ahonen at variere vittigheden veloplagt og med stor opfindsomhed og tilpas sødme.
Som når børnene fremmaner en dæmon for at tigge slik til Halloween.
”Ligner jeg en, der vil komme med slik til jer?”, hvæser dæmonen.
”Dine ånde lugter af Skittles,” svarer Lilith tørt. Og så må dæmonen hoste op.
Belzebubs indeholder således både sex, lig og en romantisk weekend i Helvede, men synes alligevel forholdsvis uskyldig. Det makabre og det søde går hånd i hånd, ligesom det hverdagsagtige og det helvedes overnaturlige gør det, og det er en del af charmen.
Det samme er den visuelle hittepåsomhed. Til antijul – hvor Fader Antijul, alias Satan Claus, kommer med gaver -, pyntes vinduerne med hængte engle. Puderne på sofaen er broderet med pentagrammer, Lilith læser Gothmopolitian, og på stranden har Leviathans sorte badevinger nitter på. Det er ret gennemført, og satans lækkert tegnet af Ahonen, hvis plastiske, let cartoony streg, er rar for øjnene. Selv de jokes der falder en smule fladt, reddes af de veloplagte tegninger.
(Billedeksempler fra de de engelsksprogede striber.)
Belzebubs er oprindeligt udgivet på nettet, og således lavet i et Instavenligt format med 2×2 billeder. På tryk giver det en tæt kvadratisk bog, i fint stift bind og med kun en stribe per side. Nogle steder synes jeg billederne bliver blæst lidt større op end de kan bære, men ofte er det også en fornøjelse at kunne dyrke de visuelle detaljer.
Der er, som ofte i striber, genkomne jokes og små fortællende forløb, blandt andet om Sløths bands udfordringer med at finde en trommeslager (det går grueligt galt da de prøver med en trommemaskine og en lolitadukke). Bedst er striberne om teenagedatterens Liliths forelskelse i klassekammeraten Sam, der dels kompliceres af, at hun er til black metal mens han er til progressiv metal, og dels af, at han måske også er interesseret i baristaen Eve, der er så hot, at hverken Liliths lesbiske bedsteveninde (en gothudgave af My fra den ligeledes finske klassiker Mumitroldene) eller den dæmon hun fremmaner, kan lokkes til for alvor at hjælpe med ugerninger.
Belzebubs danske udgivelse blev smart timet med metalfestivalen Copenhell, der i år havde et tegneserieinkluderende Con-område, som JP Ahonen gæstede. Den finske tegner har tydeligvis en ægte kærlighed til både metalmusik og metalmiljøet – hans eneste anden danske tegneserieudgivelse, den fine young adult-historie Perkeros, handlede da også om et ungt Heavy Metal bands genvordigheder.
Således er Belzebubs nok ikke for alle. Men skal helst kende metal-musik-miljøets troper bare en lille smule, og synes at de er morsomme, for at kunne nyde serien for alvor. Men kan man det, så er Belzebubs ofte satans sjov.
Ahonen går ikke af vejen for en god visuel brandert.
Del på
