Der er dømt farverig tråd, lidt sex og ikke så mange drugs, men masser af magisk rock’n’roll i den finske ungdomstegneserie ”Perkeros”.
Når man – eller jeg må hellere sige, når JEG – tænker på Finland, så er det noget med sne, kulde og mørke. Det bunder mest i, at jeg aldrig har været der, indrømmet. Og så tænker jeg på sorthumoristiske film, hvor jokes leveres uden at fortrække en mine samt tegneserier med skæve tegninger og surrealisme og en vild forkærlighed for det kreativt eksperimenterende. Og så er der måske også noget med tung heavy metal forårsaget af mange, lange vinterdepressioner.
Men så er der den her tegneserie. Den er tegnet i en smækker, let aflæselig og flot stil, hvor den amerikanske mainstream møder det bedste fra manga og en lille snert af noget ny-europæisk. Den er farvelagt med fuld fart og varme, vilde farver, og så er den faktisk slet ikke hverken vinterdeprimeret eller surrealistisk og eksperimenterende. Så meget for mine fordomme.
Vi møder den unge fyr Akseli, der er frontfigur i et metal-band med forkærlighed for den mere eksperimenterende ende af genren. Han er en perfektionist med ambitioner, der sommetider kan tage pusten fra omgivelserne. Især i øvelokalet. Resten af bandet består af keyboardspilleren (ja, keyboard i et metalband!) Lilja, den gamle hippie Kervinen og så Bjørn, der spiller trommer. Det skal nævnes, at Bjørn rent faktisk ER en bjørn og ofte opfører sig som en bjørn. Det vil blandt andet sige, at han kæmper imod en konstant trang til at gå i vinterhi. Det er sådan noget, man kan i en tegneserie. Rockoktoberfest står for døren, men det er som om, at bandet ikke HELT er skarpt nok. Desværre for Akseli, så er det nok hans vokal, der er problemet, så selvom han er sangskriveren og ”talentet” i bandet, så må han finde sig i at blive udskiftet ved mikrofonen.
Så langt, så rock. For der foregår mere i denne historie. Som alle, der har stået på forreste række i Store Vega med tårer strømmende ned ad kinderne, kroppen dirrende af ren og skær musikalsk livsglæde uden fornemmelse for tid, rum, op, ned eller verden uden for koncertstedet, der i dette fantastiske, umulige øjeblik er forvandlet til en slags hedensk kirke af musik og oplevelse, ved, så er musik det rene magi. Det kan gøre ting ved en, som intet andet kan. Og ofte på få, intellektuelt svært forståelige øjeblikke. Musik er magisk, hvilket her tages ret bogstaveligt. Når bandet ”Perkeros” spiller, så dykker de ned i en slags urkraft, der får sære ting til at ske. Og som man jo ved, så er der altid en mørk og farlig pris at betale, når man roder med magi.
Og det er så her, at ”Perkeros” bliver lidt langhåret. I starten er denne magi mere antydet end konkret, og således rammer historien følelsen af musik ret fint. Lige meget om man er til metal eller ej. I den sidste tredjedel bliver den så til en regulær overnaturlig thriller, og det er faktisk ikke helt fri for at være lidt synd. Det subtilt antydede bliver lidt for konkret, og Akselis indre kamp bliver ydre.
Det ændrer dog ikke ved, at der her er tale om en fed læseoplevelse. Og måske er det bare mig, der er en sur gammel stodder, der burde lade være med at brokke mig, når der nu er så meget at glæde sig over. For hold da fast, hvor er det her en flot og indbydende tegnserie. Tegningerne minder mig sjovt nok om den amerikansk-japanske tegner Kazu Kibuishis fantasyserie ”Amulet”, hvor man ligesom her glider hen over, igennem og over siderne i en fart, der kun er mulig i en tegneserie, der er tegnet med en flot fornemmelse for den visuelle fortælling. Konstant havde jeg lyst til at bremse mig selv, så jeg kunne nyde sideopbygningerne og tegningerne, men fortælletempoet og den glidende følelse af at blive ført igennem historien gjorde det næsten umuligt. Og så var den pludselig slut, og lyset blev tændt i koncertsalen, og jeg måtte gå ud og finde mit overtøj og gå tilbage til den normale verden igen.
Sådan kan en tegneserie fra Finland så også se ud. Og selvom emnet er heavy metal, så er der altså intet tungt ved ”Perkeros”. Den er let, luftig og en fornøjelse. Flottest er faktisk siderne, hvor man er med til koncert. Det er ellers meget svært at ramme fornemmelsen af netop en musikoplevelse i en tegneserie. Hvordan skildrer man lyd ved hjælp af billeder? Løsningen er her at skildre oplevelsen i stedet for lyden. I en særlig vild scene dukker en kæmpe dæmon op oven for scenen. Den holder en hjerne i hånden, som den flækker, hvorefter den slikker den glødende kerne.
Sådan en koncert har jeg også været til engang. Og sådan kan Finland også være.
Karakter: 4/5
Titel: Perkeros: Diabolus in musica
Forfatter/tegner: JP Ahonen og KP Alare
Oversætter: Siri Nordborg Møller
Forlag: Cobolt
Form: Stift bind, 184 sider i flotte farver
Vejledende pris: kr. 248
ISBN: 9788770855860
