Hvert nyt album i serien om Blake og Mortimer er som kommet ud af en tidslomme, eller måske en af de tidsmaskiner, som seriens skaber E.P. Jacobs, lod Mortimer prøve kræfter med. Men hvis man imaginært sætter sig behageligt til rette i en Chesterfield med en drink og en pibe tobak, så har man de rette forudsætninger for at føle sig veltilpas i selskab med endnu et album, som man lavede dem, da tegner André Juillard var barn.
“Plutarchs stav“ er en spændingshistorie fra da 2. verdenskrig i 1944 var på vippen. Squadron leader Blake sætter uden et øjebliks tøven livet på spil i briternes nye Golden Rocket for at afværge et tysk angreb på parlamentet. Som følge af denne heltegerning rekrutteres han til MI6, hvor han skal sørge for at bane vejen for de allieredes landgang i Frankrig og samtidig forberede den 3. verdenskrig, som lurer lige om hjørnet, da Det Gule Imperium lægger planer om at erobre et svækket Europa. Det må da siges at være noget af en ilddåb, men de trofaste læsere ved jo allerede hvordan det hele ender, da der således er tale om en prequel til et af E.P. Jacobs album.
Det er på den måde lige før, der er ved at gå Don Rosa i serien, når der så konkret leges med allerede fortalte historier og begivenheder. Rosas yndlingsbeskæftigelse var i høj grad at fabulere videre på historier og personer, som Carl Barks havde leveret. På samme måde er trenden hos forfatterne Yves Senté og Jean Dufaux tilsyneladende konkret at knytte de nye historier helt specifikt til E.P. Jacobs album.
“Septimusstrålen” (Dufaux) var den direkte fortsættelse til Jacobs hjørnesten “Det gule mærke” og “Plutarchs stav” er optakten til selve seriens start i trilogien “Kampen om verdensherredømmet”. Tidligere nøjedes forfatterne med at uddybe dele af Blake eller Mortimers fortid i fx “Sarkofagerne fra det sjette kontinent”, hvor de skægløse hovedpersoner mødtes for første gang i Indien eller “De fem lorders ed”, der uddybede Blakes studieår på universitetet. Men med tiden går de altså tættere og tættere på Jacobs.
“Plutarchs stav” udvikler sig dog til et hæderlig post-Jacobs album. Blake møder Mortimer på MI6s hemmelige base, hvor denne blandt andet arbejder på at udvikle den nye flytype Sværdfisken. Det er vel næppe heller en overraskelse for seriens trofaste læsere, at Oberst Olrik dukker op midtvejs i albummet, men da det er Blake og Mortimers første møde med ham, ved de jo endnu ikke, at det er seriens fremtidige ærkeskurk. Han spiller dog ikke den primære skurkerolle i dette album, hvor det skal afsløres, hvem der roder Mortimers arbejdspapirer igennem og advarer fjenden om, at Blake og Mortimer forsøger at aflede deres opmærksomhed med falske ubådssignaler i Gibraltarstrædet. Det hele leveres nogenlunde gnidningsfrit, og selv om den opmærksomme læser nok hurtigt lurer forræderen, så er der stadig et par brikker, der lige skal falde på plads.
Juillard tegner sirligt og respektfuldt i E.P. Jacobs ånd – måske endda med en lille smule spræl undervejs. Ét billede deles i to rammer, Blake ses i absolut nærbillede, og så vises der blod for måske første gang i seriens historie? Men ellers er det helt som det plejer, ganske fermt, men også uden det Jacobske overskud. Og det samme gælder historien, der vanen tro føles en smule som at læse en tegneserie i slowmotion. Kronologien holdes stramt mens brik for brik roligt løftes i vejret og drejes et par omgange undervejs mod målet. På det område rammer Sente og Juillard i hvert fald stilen temmelig rent, og det føles bestemt som om, albummet sagtens kunne være udkommet i 1950’erne. Om man synes det giver ekstra kulør på det hele, at det samtidig er en historie, der direkte lægger sig som forløber for et af Jacobs album er måske en smagssag. Personligt finder jeg denne Rosa-isering lidt for omklamrende ift. Jacobs album, men så længe det leveres med respekt og professionalisme, som i “Plutarchs stav”, så går der vist ingen skår af arven.
Karakter: 3/5
Titel: Plutarchs stav
Forfatter/tegner: Yves Sente og André Juillard
Forlag: Cobolt
Form: 64 sider, hardcover, farver
Pris: 198 kr.
ISBN: 9788770855983