Anmeldelse
Joanna Rubin Drangers slægtsroman er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2023 som den første tegneserie nogensinde. Desværre spiller hverken tegningerne eller fortællestilen en prisvindende rolle i bogen.
Ihågkom oss till liv handler om jødeforfølgelsen under anden verdenskrig og det fortiede traume, der stadig runger i forfatterens jødiske familie, flere generationer efter Holocaust.
Det er en utrolig tung bog både i sin tematik og fysik. Som tegneserielæser bliver man først spændt; sikke et tegnearbejde, sikke en researchproces! Men det høje sidetal vidner også om en besættelse, der har været svær at tøjle. En besættelse af at dokumentere og generobre det, som nazismen også har taget fra Dranger – hendes slægts historie. Spørgsmålet er så, om projektet også bliver en vellykket fortælling?
For meget fakta, for lidt følelse
Side for side følger Dranger sporene af familien, som ’forsvandt’ – det er sådan morfaren altid har beskrevet sine søskende og deres familiers skæbne, de få gange spørgsmålet er blevet bragt op. De overlevende har brugt tavsheden til at beskytte de nye generationer fra et så ubegribeligt mørkt traume, som Holocaust er. Alligevel synes det netop at være gennem tavsheden, at traumet har levet videre i Drangers familie.
Da Joanna Rubin Dranger en dag finder sit familienavn direkte indskrevet på listerne over nazisternes massemord i Auschwitz, er der ingen vej tilbage. En port har åbnet sig til et mørkt landskab af det fortabte, og Dranger gør det til sin mission at finde, dokumentere og kortlægge historierne bag de slægtninge, som ikke kun har mistet deres liv, men også deres navne og selve mindet om deres eksistens.
Desværre glider Dranger som karakter helt i baggrunden i store dele af bogen og indtager en beskeden rolle som fortællerstemme, mens alt for detaljerige gennemgange af de glemte slægtninges liv fylder siderne ud i tætskrevne linjer.
Ved at sætte sig selv i baggrunden mister Dranger forbindelsen til sit publikum. Dokumentationen af historien sættes over selve fortællingen, og som læser skal man selv koldstarte en følelsesmæssig forbindelse til de fjerne slægtninge, der beskrives ud fra alt for mange tal, geografiske detaljer og navne, man opgiver at finde rundt i. Historierne er rystende, ligesom enhver historielektion om Holocaust er det. Men i Drangers biografiske indgang til begivenhederne lå der en oplagt chance for at ramme læseren med følelser i stedet for fakta, der desværre ikke gribes eller gennemføres.
På sin vis smitter Drangers egen manglende familiære forhold til sine slægtninge af på hendes portrættering af dem som karakterer. De ses på afstand.
Pæne portrætter
Også i tegnestilen opstår der en distance. Mens Dranger tegner sig selv, sin mand og sine børn i en minimalistisk, løs cartoonstreg, er de fremmede slægtninge tegnet mere detaljerede som efter et fotografi. Selvom detaljegraden i klæder, hår og ansigtsfolder er visuelt appellerende, holder det desværre også slægtshistorierne i deres egen boble på sikker afstand af nutiden og de levende. Der røres aldrig ved dem, og de rører heller ikke for alvor læseren.
Bogen er en tegneserie i den forstand, at den blander tekst og tegning helt fragmenteret og panelfrit. Opsætningen minder om en scrapbog, hvor rigtige fotografier, breve og avisudklip også er klistret ind på siderne, men den tegnede streg bliver kun sjældent brugt til andet end at illustrere handlingen 1-1. De få steder Dranger bruger tegningerne til at udtrykke tanker og følelser, rammer hun ellers plet med sin simple, sorte streg på den hvide baggrund.
Det er ærgerligt, at tegningen og tegneseriens friheder indenfor fx tid og rum tages så lidt i brug. Tegneserien som medie kunne netop have været det perfekte mødested mellem Drangers nutid og familiens fortid på én og samme side. Scener med tydelig spejling eller interaktion på tværs af tid og rum kunne have styrket læserens indlevelse i de fjerne slægtninge. Men det er også et spørgsmål om, hvor villig man som skaber er til at slippe det historisk korrekte og spille på fiktionens tangenter for at gøre fortællingen mere tilgængelig, mere virkelig.
Dranger lykkes, når hun giver os sig selv
På de sidste sider deler Dranger sin bekymring for, hvorvidt bogen nogensinde vil blive relevant for andre end hendes egen familie. Men det er netop i de dybt personlige detaljer, hvor Dranger inddrager sig selv og det familiære, at bogen lykkes med at skabe kontakt med læseren – særligt i første og sidste kapitel og i de sympatiske sideløbende samtaler med sin mand. Her rækker bogen ud og griber fat!
Antisemitismens aftryk på Drangers egen krop, sjæl og husmur viser os tydeligt vigtigheden af at blive ved med at diskutere emnet som et eksisterende, aktuelt problem – ikke som en lektion i fortidens fejltrin.
Ihågkom oss till liv kaster et vigtigt, nyt lys på antisemitismens stadige tag i vores samfund, og husker os på, ikke at vende blikket væk fra det, der gør ondt, hvis det nogensinde skal hele. Samtidigt bliver værkets manglende intimitet og indlevelse i karaktererne også et tydeligt symptom på, hvad der sker, når en familie mister sin fortælling.
Del på
