HVAD ER PORNO?
Elskede du Kristine Tiedts debutudgivelse, ORGASMEBOGEN (2020), så kommer du også til at elske nummer to i serien, HVAD ER PORNO – EN TEGNESERIE OM SEX OG LYST (2023). Tiedt har igen skabt et lige dele sjovt og begavet must read for alle med interesse for køn, krop og kultur.
Tegneserien følger samtalen mellem de tre venner Kvinde, Kusse og Ekspert. Denne gang er de taget på campingtur til en snak om porno. Kusse drypper og spjætter i forventningens glæde over den saftige tematik, men bliver slemt skuffet, da den opdager, hvor mange tal, undersøgelser og historiske dokumenter Ekspert egentlig har pakket med på turen. Læseren derimod skuffes ikke, for der er masser af smuds og overraskelser i de våde tal!
Som Ekspert siger, kan vi holde pornoen op som et ublufærdigt spejl af vores samfund og os selv, for uanset om du ser porno eller ej, har industrien helt sikkert præget dit intimliv. Pornoen har i flere årtier dikteret normer for vores kønsbehåring, sexstillinger og hemmelige fantasier – men hvem dikterer pornoen?
Lad os tale om porno – men hvordan?
Tiedt går til pornoen med et både historisk, samfundskritisk, nysgerrigt og humoristisk blik på én og samme tid ved at lade sine karakterer indtage forskellige positioner, der supplerer hinanden.
Med venne-samtalen skaber Tiedt den perfekte setting til at afvæbne et ellers ’farligt’ emne og hele tiden åbne det faglige indhold op med humor og undren. Mens Ekspert deler ud af fakta og statistikker, står Kvinde og Kusse klar til at kommentere det vi andre tænker, eller sætte tanker i gang hos læseren – som når Kusse spørger, hvorfor der dog ikke findes en kategori i pornoland med store kusser? Det skaber en både inddragende og intim læseoplevelse – du er med i gruppen.
Pavens porno
Bogen igennem underholdes læseren med velresearchede fun facts om porno, men især femte kapitel er en gavebutik af historiske fund, der viser et radikalt anderledes syn på pornografi, sex og erotik. Eksempelvis nuanceres forholdet mellem religion og sex, som i dag ofte ses som to svært forenelige størrelser med skam og forbud plantet imellem sig. Her trækker Ekspert fantastiske modeksempler frem af historiebøgerne, der viser, at kirken i høj grad har dyrket og ligefrem været en kilde til pornografiens udbredelse – som fx i 1520 da paven besluttede sig for at få sine badeværelsesvægge i Vatikanet dekoreret med elskende par i 16 forskellige sexstillinger. Pavens porno blev kopieret, overleveret og genfortolket i flere århundreder efter.
Med andre nedslag i pornoens historie tegner Tiedt et tydeligt billede af, hvorfor porno ser ud, som det gør i dag. Det er en industri som i høj grad er skabt af hvide, heteroseksuelle cis-mænd og til samme målgruppe, hvilket måske forklarer, hvorfor cis-mænd også er langt, langt, LANGT de største forbrugere af porno i dag. Det er lavet til dem og deres synsvinkel – helt bogstaveligt talt. Her kommer Tiedt med et humoristisk alternativ til den nuværende framing af POV-porno:
Meme-stil vækker smil
Tegneseriens format er et mix af udklippede fotos og historiske illustrationer blandet med Tiedts egen bløde cartoonstreg. I blandingen af medier skaber Tiedt en meget nutidig meme-stil, hvor tegningerne omgiver de historiske personer i en humoristisk kontekst med fiktive replikker. Det giver en masse sjove scener, som man får lyst til at dele med andre. Nedenstående eksempel handler om de første oversættelser af Kama Sutraen.
Jeg savner dog flere eksempler på Tiedts kreative take på illustreret data, som fik fuld skrue i ORGASMEBOGEN. Et godt eksempel fra HVAD ER PORNO er dog visualiseringen af, hvordan mobiltelefondesignet pludselig skiftede retning, og skærmene fik vokseværk, lige samtidigt med at porno blev tilgængelig på mobilen.
Hvor er skammen?
Porno er en stor tematik, som de fleste af os dyrker (ret så ofte, siger tallene), men som stort set aldrig dukker op i vores samtaler – og hvorfor? For de fleste er porno forbundet med en vis pinlighed og skam. Lige præcis det aspekt, måske det mest oplagte, går tegneserien ikke i dybden med. Det bliver kun til smådrillerier, da Ekspert ikke vil vedkende sig sine pornoblade.
Læseren overraskes i det historiske kapitel, der viser, hvordan kæmpe penisfigurer plejede at dekorere det offentlige rum, men historien om, hvordan hele samfundets syn på erotik ændrede sig og pakkede pornoen ned i privatlivets hemmelige sengeskuffer, er udeladt. Og det er en skam – for ville det ikke have været spændende at undersøge tabuiseringens mulige sammenhænge og påvirkning på pornoens udvikling? Hvordan ville porno se ud i dag, hvis den ikke var blevet skabt af en skyggelagt industri altid mere eller mindre på kant med etik, lov og ligestilling?
En ny revolution på vej?
Mod bogens slutning diskuterer de tre venner, om de skulle lave deres eget porno, og et interessant synspunkt bliver rejst – for måske er pornoen blevet frigivet, men friheden er langtfra blevet ligeligt fordelt, når vi kigger på den seksuelle nydelse, hvem den tilfalder, hvem den overseer og udnytter og hvem, der tjener penge på den.
Som Ekspert siger: ”Jeg tror ikke, den ’seksuelle revolution’ har været der – ikke for alle” – men bare rolig, Kusse er selvfølgelig mere end klar på at gøre noget ved sagen.
Tiedts undersøgelse af porno som kulturfænomen passer som hånd i handske (eller som stendildo i vagina) ind i tidsånden, hvor samfundets såvel som individets præferencer, idealer og adfærdsmønstre undersøges med en kritisk tættekam for strukturer af forældede verdenssyn. Begge Tiedts tegneserier om sex og lyst viser et både underholdende, veldokumenteret og bekymrende billede af de destruktive kønsfortællinger og magtstrukturer, der stadig putter sig i vores samfund og soveværelser. Det er svært at læse med, uden at mærke en forsigtig prikken – ikke i underlivet, men i din indre revolutionær.