Radio Rackham: er anmelderen død?

Reply

I skal i hvert fald have tak for at holde fanen højt indenfor anmelderiet af tegneserier, både her, og hvor I ellers skriver. Som skaber af noget der generelt får så lidt opmærksomhed som tegneserier, synes jeg det er ENORMT vigtigt at mærke at der overhovedet er nogen der lægger mærke til det man laver (og tager det alvorligt).

Reply

Tusind tak. Vi er enormt glade for opbakningen!

Reply

“Jeg har kun fået telefon-trusler een gang i mit liv.” 🤔 😄

Herlig udsendelse. God kemi mellem deltagerne. Lyden på Michelle er ikke så god, men kan jo heldigvis sagtens afkodes uden problemer.

Efter min mening får I sagt mange ting og sager.

På een eller anden måde ret stort, at man kan lytte til denne slags “radio” ganske gratis.

Det tredie årtusind styrer okay 🙂

Reply

Jeg istemmer koret: det var virkelig et superfedt afsnit.

Jeg kunne sagtens have lyttet til jer tale om emnet dobbelt så længe! 🙂

Reply

Tusind tak alle sammen!

(Vi var også kede af lyden denne gang. Vi har ikke helt knækket koden på online-optagelser med flere deltagere endnu).

Reply

Jeg vil godt støtte Matthias: Ingen spegepølse til Salamis er virkelig god. Ikke nødvendigvis undervurderet, for Macherot ER jo stor, og Kloro-serien (så længe Macherot stod for den) kan noget helt særligt, som der egentlig ikke er andre, der har taget op. Lidt pudsigt egentlig, at det endte med Clifton, der blev videreført i årtier og stadigvæk udkommer på dansk, hvor Kloro for længst er glemt og gemt væk.

Som I selv er inde på, er anmelderi generelt ufatteligt presset i sin traditionelle form. Film og bøger får heller ikke skyggen af den opmærksomhed, den har været vant til. Derfor er det tilsvarende glædeligt, at der stadig findes nichemedier som Nummer9.dk, der tager tegneserien seriøst og samler anmeldelser, podcasts, interviews med mere, så det ikke er spredt ud.

Reply

Amen!

Reply

Det er en fremragende samtale, Radio Rackham her har iscenesat om et emne, som faktisk angår utroligt mange mennesker og mange interessenter – tegneserieskabere, tegneserieforlag, medievirksomheder, forskere, læsere, fans, bibliotekarer, undervisere, meningsdannere og andre kulturformidlere i lange baner.

Podcasten forekommer at være et begavet og kraftfuldt udgangspunkt for yderligere samtale om, hvad det er for spektakulære ting, tegneserier kan, som andre ting ikke kan – og hvordan man formidler netop dette aspekt til inkarnerede eller uinkarnerede forbrugere – hvordan griber man det an, og hvordan vil det kunne modtages, så langt flere kan få fede aha-oplevelser, de ikke vidste, man kunne få. Ved, som man også er inde på i samtalen, at fokusere på den slags kvalitative værdier, som netop en tegneserie kan repræsentere – ikke bare om det er “godt tegnet” eller “godt skrevet” … men hvorfor det fungerer godt i sin egen ret, netop fordi det er en tegneserie og ikke noget andet. (Og ja, ja, eller måske omvendt har en “god historie” eller “flotte tegninger”, men alligevel ikke fungerer som tegneserie).

Og hvad er forskellen på anmelderi og litteraturkritik (og dermed tegneseriekritik), hvordan skal det forstås, det er der gode bud på i podcasten.

Og så er det godt at høre en kvindelig stemme for første gang i denne sammenhæng. Der har været visse forløbere i form af lignende samtaler, helt tilbage på tegneseriefestivalen i 1976 i Huset i Magstræde, hvor fem repræsentanter for danske dagblade var inviteret til at samtale om, hvordan de greb tegneseriestoffet i aviserne an (fem mænd, ingen kvinder, ingen husker rigtig udkommet), eller i 2009, hvor Dansk Tegneserieråd afholdt en lignende session i Literaturhaus (fem mænd, ingen kvinder, ingen husker rigtig udkommet).

Så lyt, verden, lyt! Det er vidende, begavede mennesker og dygtige formidlere, der taler hele vejen rundt om bordet, denne samtale kan tåle at stå for eftertiden og bør gøre det! Både for læsere, formidlere og ikke mindst anmeldere/kritikere in spe.

Reply

Taaaaaak, Carsten. Det er alt for meget, men betyder meget!

Reply

Interessant ville det være, hvis en forsker kastede sig over at belyse dansk tegneseriekritiks historie. Et fuldstændig underbelyst emne, der vil være en guldgrube ikke blot som indsigt i, hvordan og hvorfor den i årenes løb er blevet grebet an og har udviklet sig, men naturligvis også et storartet indblik i fortidens tegneserier og samtidens syn på dem.

Ikke så meget den tegneseriekritik, der tog et uoplyst og negativt udgangspunkt i et populistisk religiøst, pædagogisk eller psykologisk korstog i 1950’erne, lige netop den er faktisk langt mere belyst end al den efterfølgende og mere moderne.

Bemærkelsesværdigt nok blev den formentlig første seriøse danske tegneserieanmeldelse skrevet af en kvinde, psykolog og skoleinspektør Anne Marie Nørvig, som 27. november 1953 – altså midt i orkanens øje under tegneseriehetzen – skrev en vidende kronik i Politiken, hvor hun i stedet for at kritisere tegneserier som sådan udpegede kvaliteterne ved en række tegneserier og tegneseriefigurer – ikke mindst Tintin, som knap var udkommet på dansk endnu, men som hun havde læst på fransk. Hendes pointe var, at man i stedet for at kritisere tegneserier skulle arbejde på at højne kvaliteten. Egentlig burde der vel rejses en statue af hende på Tegneserierne Plads (kommunalbestyrelser, er I der?).

Eller hvad med forfatteren Lise Nørgaards (ja, hende med Matador) anmeldelse i Politiken 9. december 1960 af de første Tintinalbum på dansk. Lise Nørgaard begav sig ikke direkte af med at afkode tegneseriens fortælletekniske virkemidler, men formidlede klart og tydeligt, hvordan dette spritnye litteraturformat – Danmarks første tegneseriealbum i moderne forstand – havde sat hele hende hjem og hele hendes familie på den anden ende.

Omkring 1970 var der lidt tilløb blandt et par geskæftige mennesker (mænd), som ville give tegneserier nogle glade og vidende ord med på vejen i medierne, fx Jørgen Siegumfeldt i Information, Erik Nørgaard i Politiken, og samtidig begyndte tegneseriefans at lave anmeldelser i fanzines og småtidsskrifter.

Forlæggeren Jens Peder Agger og bibliotekaren Anders Hjorth-Jørgensen begyndte på samme tid at udruste bibliotekarer med et begrebsregister for tegneseriens fortælleteknik og virkemidler med henblik på at højne lødigheden bibliotekernes lektørudtalelser, dengang kendt som de grønne sedler. Netop lektørudtalelserne udgør formentlig det største volumen af danske tegneserieanmeldelser, flere tusind gennem det sidste halve århundrede.

I medierne fulgte bølgegange i de følgende årtier, alt betinget at interesserede skribenter og deres redaktører, man kan nævne Lars Borberg på Ålborg Stiftstidende (som fik Interpresses tegneseriepris i 1976 for sin store pionerindsats inden for tegneserieanmeldelser), Ole Lindboe og Ole Munk på Politiken, Peter Hartung på Venstrepressens Bureau, John Ahle Petersen på Vestkysten, Karsten Lindhardt og Holger Ruppert på B.T., Hans Bjerregaard og Pedro på Ekstra Bladet, Bo Bjørnvig og Anne Knudsen på Weekendavisen, Peter Becher Damkjær på Fyns Amts Avis og adskillige andre, som enten simpelthen af egen kraft og lyst fik møvet tegneserieanmeldelser ind på mediernes kultursider i kortere eller længere perioder, eller (uden tvivl i ganske få tilfælde) blev opfordret til det af redaktørerne.

Særlig markant står Søren Vinterberg, som gennem flere årtier var garant for tegneserieomtale først på dagbladet Information og derefter Politiken, både som tegneseriekritiker, tegneseriekulturreporter og tegneserieredaktør. Hvilken han i fortjent modtog Pingprisens Ærespris for i 2022.

Undervejs findes også mere bemærkelsesværdige tegneseriekritikere, for eksempel folketingspolitikeren Inge Krogh – en dame med en mission – i Kristeligt Dagblad i 1980’erne eller debattøren og tobakslobbyisten Christopher Arzrouni, som fx har skrevet begavede tegneserieanmeldelser i Clement Kjersgaards debatorienterede magasin Ræson.

Den forrige chefredaktør på Weekendavisen Anne Knudsen erindres for at have sparket Marjane Satrapis Persepolis i gang i Danmark i 2005 med en fyrig anmeldelse (før Persepolis udkom på dansk!), og for at have leveret dette årtusinds mest mindeværdige tegneserieanprisning (i en forsideanmeldelse i Weekendavisen af Emmanuel Roudiers “Neandertal”, hvor udgangsreplikken lød: »Anbefales varmt! Også til folk, der “ikke læser tegneserier”«. En sublim forståelse for anvendelsen af gåseøjne og for tegneserielitteraturs enestående muligheder og samtidig vankundige menneskers misforståede opfattelse af, at tegnet litteratur ikke kan være litteratur, hvilket selvklart er noget vås.

I nyere tid er der gudskelov dukket visse nye kritikere og anmeldere op, både i mere moderne audiovisuel form – podcasts, videopodcasts, bloggere, Nummer9.dk, fag- og specialtidsskrifter etc. (Nogle er dog også forsvundet, fx Per Juul Carlsen, der indtil DR lukkede helt ned for kulturomtale for at koncentrere sig om vejrudsigter og kongefamilier skrev mange tegneserieanmeldelser på dr.dk. (ligesom der jo faktisk jævnligt var tegneserieanmeldelser i “Smagsdommerne”, skiftevis spektakulære og naragtige)). I modsætning til forrige årtusind heldigvis også med flere kvindelige kritikere. I klassiske mainstreammedier er der dog med sporadiske undtagelser fortsat tale om mænd, fx Erik Barkman på Weekendavisen, Matthias Wivel på Information, Felix Rothstein på Politiken og Kim Schou på Kristeligt Dagblad.

Spektakulært nok synes dagbladet Politiken, som ellers hare været i et kærlighedsforhold med tegneserier i 100 år, at være faldet helt bag om dansen her i 2024, avisen bringer stort set ingen tegneserieanmeldelser længere. Den position synes overtaget af Weekendavisen, hvor Erik Barkman løbende anmelder tegneserier, ligesom chefredaktøren Martin Krasnik og litteraturredaktøren Jakob David Turners indimellem også bidrager. Besynderligt nok synes Politiken langt mere optaget af at anmelde talrige algoritmedefinerede tv-serier på Netflix o.lign.

Nå, det blev lidt langt. Men nu er det sagt 🙂

Og undskyld til dem, der kunne og burde være nævnt, men ikke blev det.

Reply

I juni havde Nummer9 en artikel med overskriften “Tegneserier anmeldes ikke”, hvor jeg bemærkede, at f.eks. Eudors tegneserier sådan set blev anmeldt i aviserne, men at effekten på salget var svær at måle i modsætning til, når tegneserier blev anmeldt i specialmedier, lokale medier, radioprogrammer o.l.

https://nummer9.dk/nyheder/tegneserier-anmeldes-ikke/

For der er vel egentlig masser af tegneserieanmeldelser, bare ikke i aviserne, der, som litteratursociolog Lisbeth Worsøe-Schmidt nævnte i Forfatteren 1/1922, ”primært læses af de ældre generationer, mens de yngre mere orienterer sig digitalt, og med hensyn til litteratur bl.a. gennem bloggere. Det er tidens trend, som også forfattere må prøve at få det bedste ud af. De kunne jo prøve at finde omtaler af deres egne eller beslægtede værker og sørge for at sende anmeldereksemplarer til de bogbloggere, der er vigtigst for netop deres bøger.”

https://danskforfatterforening.dk/forfatteren/det-er-svaert-at-faa-en-anmeldelse-i-avisen/

Anmeldelsen i landsaviserne har nok haft sin storhedstid, for skønlitteraturens vedkommende toppede den i 1960’erne og for tegneserien i 1980’erne og 1990’erne, og den tid kommer ikke tilbage. Men der er stadig masser af litteratur- og tegneseriekritik andre steder i aviserne. Måske det kunne være tema for et nyt program?