En dag - altid
Kan en enkelt dag vare for evigt? I hvert fald kan minderne om den vare livet ud, hvis den har gjort stort nok indtryk. Spanske Jordi Lafebre har skabt et underfundigt, let og luftigt lystspil om en mand og en kvinde, der det meste af livet lever højt på, hvad der skete på bare en enkelt dag for længe siden.
Hvad der skete den ene dag, må man vente længe på at få at vide, for Lafebre har valgt at fortælle historien baglæns. Derfor træffer læseren Zeno, den noble boghandler med meget mere, og Ana, den energiske, ambitiøse og pensionerede borgmester, 37 år efter den famøse dag. Her mødes de i regnvejr med deres paraplyer, hvor de går en tur, sætter sig på en bænk ved en kajplads og taler indforstået om småkager, frisurer, ventetid, en nyligt bygget bro og hvorvidt de skal slutte dagen med et kys. Så er nysgerrigheden jo vakt, for hvad går deres forhold egentlig ud på, og hvad er der sket for 37 år siden og ikke mindst i den mellemliggende periode?
Ana får ordnet hår af sin datter inden mødet med Zeno 37 år efter den famøse dag.
Over 20 kapitler får man rullet fortiden frem i små sekvenser, der skridt for skridt rykker længere og længere bagud i kronologien mod, ja – dagen. Det er fint tænkt og ligeså fint udført af Lafebre. Man følger skiftevis Zeno, Ana og ganske få gange et kort møde mellem dem. Ana er gift (med en anden) og har børn, Zeno er en evigt ombejlet og omflakkende ungkarl. Når de er hver for sig, er det dog hele tiden med hinanden i tankerne eller i telefonrøret. Stille og roligt bliver de yngre og yngre, mens tiden kapitel for kapitel skrues baglæns. Her er det naturligvis oplagt at gribe til Kierkegaard-citatet om, at livet forstås baglæns, men leves forlæns. For efterhånden som man følger dem baglæns i tid lægges brikkerne i det puslespil, der blev antydet i starten af fortællingen.
Undervejs går forskellige ting igen med mere eller mindre tunge symbolske betydninger. Som borgmester har Ana for eksempel kæmpet en indædt kamp for at få bygget en bro over byens flod, så de to bredder kan blive forenet. På samme vis har en ringende telefon, en paraply eller natsværmere nogle betydninger både på det individuelle plan og for deres forhold. Lafebre krydsklipper sig vej tilbage til slutningen, der jo samtidig er starten. Netop som man når dertil, hiver han elegant et egentlig fuldstændig logisk, men alligevel overrumplende fortællergreb op af lommen, som dårligt kan afsløres uden at overraskelseseffekten forsvinder.
Zeno lukker sin boghandel og gør klar til møde med Ana.
En dag – altid kunne være blevet en klæg honningkage, men rejser sig nænsomt som en souffle, der får en til at tænke lidt over tiden, der går og hvem og hvad, man vælger at bruge den på. Lafebre har en let karikeret tegnestil, hvor særligt personernes ansigter og ikke mindst øjne er levende og iøjnefaldende (!) samtidig med at ørene konsekvent kun tegnes som et omrids. Han kæler gerne for detaljerne, men undlader dem også, når der skal være fokus på personerne og deres mimik.
Bliver det hele lidt for rosenrødt og sukkersødt? Man skal måske nok som minimum have en lille romantiker gemt et sted og holde af en god romantisk komedie for at være i målgruppen. Det er måske heller ikke dyb livsvisdom, der siver ud mellem siderne, men det er både stærkt underholdende, ganske morsomt og delvist tankevækkende. Så er det vel trods alt svært at forlange meget mere af dén genre.
