Lars Kramhøft interviewer Simon Hanselmann om hans bizarre og desperate corona-krønike Krisezone.
Da corona pandemien ramte verden skulle kulttegneren Simon Hanselmann egentlig have været i gang med Megg’s coven, fortsættelsen til hans hidtil mest ambitiøse historie om Megg, Mogg, Ugle og Varulv Jones fra 2019, Bad Gateway. Men mens verden udenfor gik i stå, begyndte Hanselmann i stedet at dokumentere nedlukningen i real time, filtreret gennem sit bizarre parallel-univers af antropomorfe perverts og miserable slackers.
Hanselmann lagde oprindeligt serien op i stribeform på Instagram, en stribe om dagen, fra 13 marts til 23 december 2020, og var på den måde i stand til at lade sine faste hovedpersoner opleve pandemien på første række. Tusindvis af mennesker læste med, og det var bestemt ikke alle der tog lige godt imod Hanselmanns satire over alt fra Tiger King til Black Lives Matter.
Her, knap to år senere, foreligger resultatet, den knap 300 sider lange Krisezone, nu på dansk i al sin indebrændte desperation. Hvad Nummer 9 synes om løjerne kan du læse anmeldelsen af i morgen. Men her er Hanselmanns tanker om at lave tegneserier som fast arbejde, levere public service til masserne på de sociale medier og blive udsat for en shitstorm af internettets keyboardkrigere.
Lad os få det mest åbenlyse spørgsmål af vejen først; da pandemien brød ud var du egentlig i gang med en anden tegneserie (Megg’s Coven). Hvorfor startede du på en tegneserie om pandemien i stedet for?
Ja, jeg skulle lige til at begynde på Megg’s Coven, opfølgeren til Bad Gateway. Alting begyndte at virke fuldstændig sindssygt og historisk og skræmmende, og jeg havde ikke længere lyst til at fordybe mig i det her intense projekt om den ”gamle verden” som ingen ville se noget til i flere år. Det gav mere mening bare at lave en tåbelig, aktuel webtegneserie som alle kunne få noget ud af mens de var isolerede i deres hjem. Jeg betragter det virkelig som ‘public service’, underholdning til masserne i krigstid. Lettilgængeligt, her og nu.
Jeg betragter det virkelig som ‘public service’, underholdning til masserne i krigstid.
Hvordan var processen med at udgive Krisezone på Instagram sammenlignet med Tumblr hvor du startede din karriere? Jeg har hørt lidt om nogle shitstorme og alt muligt …
Jeg tror alle holdt op med at kigge på Tumblr omkring 2015 … ja, jeg ved ikke, det er alt sammen bare gratis shit til afskum der ikke gider lette røven og bestille et zine eller en bog. Instagram var anderledes på grund af alle begrænsningerne, du kan ikke poste hele sider, det er alt sammen paneler man skal swipe hen til. Det var fint nok. Det virker til at censuren er blevet meget værre siden jeg blev færdig med Krisezone. Èn jeg kender fik sin webcomic taget ned fordi en af figurerne (som havde bukser på), havde en erektion. Jeg tror min konto kan blive lukket ned hvert øjeblik det skal være. Så ja, fuck Instagram. Jeg vil aldrig lægge flere væsentlige værker ud dér igen, de har mistet mig som kunde.
Du har tidligere sagt, at det er terapi for dig at lave tegneserier. Har det ændret sig nu hvor du er professionel tegneserietegner på fuld tid? Er det et job nu?
Det er bestemt mit job nu. Jeg arbejder faste tider. Også når jeg ikke har lyst til at arbejde. Der er mål der skal nås. Det er stadig meget terapeutisk, jeg elsker det, og at være i studiet er en skøn flugt fra virkeligheden. Det slår alle andre jobs, jeg har haft. Mit arbejdstøj er pyjamas.
Jeg vil gerne høre lidt om hvordan du udviklede dit faste persongalleri. Skitser du meget, og lader personerne tage form i din skitsebog, eller kommer de til dig fuldt formede?
De dukker ligesom bare op. Jeg har aldrig rigtig haft en skitsesbog. Jeg synes det er spild af tid at skitse. Hvis jeg skal tegne, skal det være med henblik på et produkt jeg kan sælge. Tid er penge! Jeg er far nu og jeg er nødt til at betale for børnepasning, hvis jeg vil arbejde. Jeg er bogstavelig talt nødt til at betale for at få arbejdsro! Jeg er nødt til at være så effektiv som mulig, så der er ikke tid til at fucke rundt i en skitsebog. Jeg tænker knap nok over hvad jeg laver, jeg gør det bare og håber på det bedste.
Din fornemmelse for timing på siden er helt utrolig. Er det noget du har en naturlig fornemmelse for, eller har du studeret andre tegnere eller inspirationskilder udenfor tegneserier?
Jeg har tegnet tegneserier i 32 år, siden jeg var helt lille. Hvis man gør noget længe nok bliver man mindre ringe til det. Det vigtigste er at man ikke må være doven. Lad være med at spare på panelerne, klem ikke en masse dialog ind på hvert billede. Lortet skal have flow. Jeg er faktisk mere til TV end tegneserier, og jeg prøver at lave TV på papir.
Jeg er faktisk mere til TV end tegneserier, og jeg prøver at lave TV på papir.
Du skriver i noterne til Krisezone at du hader både den ekstreme venstre -og højrefløj. Det får mig til at tænke, at da figuren Booger hen mod slutningen peger ud på læseren og kalde alle online for nogle ekstremistiske fjolser, så er det faktisk dig der taler. Hvor får du modet fra til at være så hæmningsløs?
Ja, lige på det punkt er jeg enig med Booger. Ekstremister af den ene eller den anden slags er nogle opblæste narrøve. Jeg foretrækker stille og rolige mennesker man kan slappe af og drikke en øl og ryge en smøg med. Ikke sådan nogle fanatiske, aggressive freaks som konstant snakker om deres sag. Jeg prøver ikke at imponere nogen eller indynde mig hos nogen bestemt fløj. Jeg skriver om det virkelige liv som er kompliceret og forvirrende.
Er du aldrig bange for hvad folk tænker om dig eller om noget af det kan skade din karriere?
Næ, jeg er pisseligeglad. Jeg bliver bare ved med at arbejde hårdt og lave underholdende kunst. Jeg er ligeglad med de sørgelige tabere på internettet, især hvis det er den type der intet bidrager med selv, ud over at hyle og skrige om alt det de ikke kan lide.
Jeg er ligeglad med de sørgelige tabere på internettet (…)
I noterne til Krisezone fortæller du også om mislykkede TV-projekter og lignende. Jeg elsker, at du skriver at tegneserier er bedre end TV, men det fik mig også til at tænke på, hvordan du undgår at blive bitter i den her branche? Selvfølgelig har du haft mere succes end de fleste, men jeg forestiller mig der sikkert har været masser af skuffelser og smerte alligevel. En af mine venner sagde engang at den største udfordring når man er i 40’erne er at undgå at blive bitter.
Jeg har det fantastisk godt i mit liv. Ingen klager, ingen bitterhed. Jeg vågner op og går i gang med mit arbejde og prøver at nyde det så længe jeg kan tegne hver dag. Jeg er meget lykkelig. Jeg tror det vigtigste er, at man laver det man laver for sin egen skyld. Bare forsøger at underholde sig selv og ens venner. Hvis det er ens mål kan det ikke gå helt galt. Hvis andre også kan lide det, cool. Jeg er selvfølgelig ekstremt succesfuld … måske ville piben få en anden lyd hvis alle ignorerede mig og jeg var nødt til at have et eller andet lortejob? Jeg prøver bare at gøre det så godt jeg kan og producere noget folk har lyst til at engagere sig i … det er nemmere sagt end gjort … ingen kan forudse hvad der bliver succesfuldt. For det meste er det skrald der får succes … det er alt sammen skide tilfældigt … man må bare kaste sig ud i det. Held og lykke!
VINDER-SPØRGSMÅL STILLET AF MARTIN Martin Maagaard Boldsen
Er du nogensinde bekymret for om du kommer til at hænge fast i de samme emner, og hvad gør du for at undgå det?
Jeg kunne sagtens lave noget andet hvis jeg ville, jeg har en bunke projekter som ikke har noget med Megg og Mogg at gøre som jeg kunne arbejde på, men det har jeg ikke lyst til. Jeg elsker stadig Megg og Mogg og deres verden, og jeg har mange, mange flere historier jeg vil fortælle med dem. I år går jeg for alvor i gang med Megg’s Coven hvor jeg skubber personerne fremad, gør dem ældre og giver dem nye udfordringer. Jeg har også et andet projekt jeg gerne vil lave i år, som er helt anderledes end Megg og Mogg, eller det bliver det i hvert fald når jeg kommer ordentligt i gang, det bliver meget syret…
