Krisezone
Simon Hanselmanns monumentale pandemi-reportage Krisezone er en grænseoverskridende sæbeopera befolket af psykisk ustabile, seksuelt perverterede og stofmisbrugende dyr, hekse og trans-personer.
Det utrolige ved 41-årige, tasmanske Simon Hanselmann er, at han på den ene side laver udknaldede tegneserier i ånden fra sentressernes San Francisco, med masser af stoffer, lort, pis, bræk og bizar sex. På den anden side er han en af vor tids mest succesfulde serieskabere; oversat til 14 sprog og modtager af en Eisner-award (for den amerikanske udgave af Krisezone, Crisis Zone).
Forlaget Forlæns har tidligere givet os samlingen Livet er en fucking fest, og nu udgiver samme forlag Hanselmanns monumentale pandemi-reportage Krisezone.
Som i sine øvrige serier bruger Hanselmann det samme faste persongalleri, bestående af den grønne heks Megg, hendes kat/kæreste Mogg, og den antropomorfe double-act Ugle og Varulv Jones. De er alle mere eller mindre psykisk ustabile, seksuelt perverterede, stofmisbrugere og arbejdssky. Nu blot med pandemi!
”Det ser ikke for godt ud …”
Krisezone kørte oprindeligt som daglig stribe på Simon Hanselmanns Instagram i perioden 13. marts – 23. december 2020, og Hanselmann lod løbende serien kommentere på begivenheder i virkelighedens verden, fra Black lives matter til Netflix-fænomenet Tiger King.
På første side ser Megg, Mogg og Ugle nedlukningen af samfundet på TV. Megg er mest bekymret for hvordan hun nu skal få det nye Animal Crossings, men altid samvittighedsfulde Ugle begynder straks at spritte hele huset af. Knap er han blevet færdig, før Varulv Jones sparker døren ind som en anden Kramer fra helvede. Med sig har han sine to white-trash unger, Diesel og Jaxon.
Det første Jones gør er at skide lokummet stoppet. Så er vi i gang.
Mens verden udenfor går af helvede til begynder Jones at indspille porno for at tjene penge. Overladt til dem selv bygger Diesel og Jaxon et træhus, som udvikler sig til en swinger-klub hvor vampyrer og bjørne boller løs så spermen flyder ned af væggene.
Jones bliver en succes på Onlyfans, og snart banker Netflix på. Det bliver til TV-serien Anus King, og pludselig er vennerne rige og berømte. Jones køber en hot tub til haven, men den springer læk og vandet får strømmen til træhus/swingerklubben til at kortslutte så hele lortet brænder ned. 38 mennesker omkommer og Jones’ søn Jaxon springer ud som transkvinde og koldblodig psykopat.
Forløbet med Anus King og Jones’ deroute er nok det tætteste man kommer på en decideret rød tråd i Krisezone. Ihvertfald er det et væsentligt kapitel da Jones omsider giver efter for de andres pres og trækker stikket på serien ved at male sig med blackface for åben skærm. Øjeblikkeligt bliver Anus King cancelled af ”de dydige teenagere”.
”Se, jeg retweeter AOC!”
Selvom Hanselmann selv er transvestit og bor i den liberale højborg Seattle har han intet til overs for tidens wokeness og cancel culture. Faktisk hader han, med egne ord, både den ekstreme højre -og venstrefløj. Da karakteren Booger peger direkte ud på læseren og affyrer følgende svada: ”Fuck jer alle sammen! Ekstremistiske fjolser! … Fuck jeres jammer, fuck jeres undertrykkelse og konspirationer. I er en kult!” kan man nemt forestille sig, at det er Hanselmann selv der taler til keyboard-krigerne som gik i rette med ham da serien var ”live” på Instagram.
Forhåbentlig kan de fleste læsere finde andet at hidse sig op over end en varulv i bar røv der maler sig med blackface. For hør nu her: Hanselmann er en provo, men han har sgu hjertet på rette sted. Hans karakterer er alle en slags minoriteter; dyr, hekse og trans-personer på bunden af samfundet, og de skildres med hjerte og humor, ikke hån. Hanselmann er selv en af dem. Det er nok i virkeligheden mest medløber-mentaliteten og den skingre tone på sociale medier han hader.
Hanselmann tegner med en utrolig grundighed. Panel efter panel med de samme karakterer der render rundt, frem og tilbage, ud og ind af huse og rum, alt i mens folk i baggrunden brænder biler, skriver ”ACAB” på murene og skider på gaden.
Læg til Hanselmanns grundighed det sæbe-opera-agtige plot med konstante nye plottwists og groteske situationer, og en fornemmelse for komisk timing og gross-out humor der sidder lige i øjet, og man har et fuldkommen unikt og ekstremt underholdende dokument fra en tid der var helt igennem fucked.
Tragikomiske slackers
Dér hvor Hanselmann virkelig skinner, er når der ud af alt pis-lorte-sperm humoren vokser skildringer af en flok tragikomiske slackers, som nok ødelægger livet for sig selv og hinanden igen og igen, men som også rummer melankolien og drømmen om noget bedre; accept, kærlighed eller bare en retning i livet. Denne side af Hanselmanns univers udfoldes for alvor i Bad Gateway (foreligger ikke på dansk), men ses også i Krisezone. Tag f.eks. den rørende sekvens hvor Megg taler i telefon med sin mor juleaften, eller forholdet mellem Ugle og Jaxon. I de sekvenser kan Hanselmann kommunikere en verden af følelser ved at lade linjen, der udgør en figurs øjenbryn, bøje en smule.
Når man kommer til sidste side i Krisezone har man ikke bare grint, man har også været ude på en emotionel rutsjetur. Måske har man ligefrem knebet en lille tåre.
Den danske udgave af Krisezone fra forlaget Forlæns er pisseflot og gennemarbejdet, komplet med Hanselmanns egne (tætskrevne og meget underholdende!) noter samlet bagest. Anna Schmidt Andersens oversættelse er god og mundret.
