Radio Rackham: Vores kvarter

Reply

Tak for et rigtig godt podcast. Jeg lærte Gimenez at kende gennem Dani Futuro og Odysseus, som blev bragt som føljeton i “Sally” magasinet, et magasin, der var opkaldt efter hovedserien, Wallace Woods Sally Forth. Fra starten, var jeg begejstret for Gimenez tegnestil. Men da jeg læste “Vores Kvarter” som ung, var jeg helt og aldeles solgt. Hans beskrivelser af Danmarks NATO partners overgreb mod dennes egen befolkning, var hjertegribende. Og da jeg siden læste børnehjemmet…tjah, da tænkte jeg: “Heldige mig”. Der er andre store spanske spanske tegneserieskabere. Ikke mindst Victor de la Fuente og Miguel Angel Prado. Men det opgør med Franco regimet, som Gimenez tog, står for sig selv!

Reply

Hej Rackham

Nu vil jeg udtale mig lidt om noget, jeg ikke har en stand forskid på 🙂
PIFgadget skulle – efter sigende – have været (delvist?) eget af det franske (belgiske?) kommunistparti. Modsat (vistnok) Tintin og Pilote, der var ejet af den katolske kirke.
En spøjs detalje er, at PIFs forgænger hed “Vaillant”, mens den belgiske, katolske spejderbevægelses blad hed “Coeur Vaillant”, og det og den fik en del plads i Le petit vingtieme, hvor også striber med Tintin var et fast indslag – redaktion: Georges Remi.

Iøvrigt er PIF udkommet på dansk (engang i ’70erne), inklusiv “gadgets”, bl.a. med stenalder-conan-serien “Rahan”. Om Giménez også var repræsenteret husker jeg ikke. Men det er lidt interessant at tænke på, at et fransk/belgisk magasin, udgivet af det kommunistiske parti, ikke animerede DKP til at tage lidt afstand til den tegneseriekritik, der i akademiske kredse beherskede Danmark – på daværende tidspunkt. Altså indtil Land&Folk begyndte at udgive striberne “Rejsen til Tashkent” og “Peter von Scholten”.
Jaja – those were the days …. (?)

Hvad jeg finder umådeligt interessant – på enhver måde – er, at Giménez har lavet en tegneserie, der hedder “HOM”. Og den tager sit udgangspunkt i (dele af) Brian Aldiss’ roman “Hothouse”, der udspiller sig i en fjern, fjern fremtid, hvor Jorden er én stor jungle, planterne har overtaget alle tilgængelige økologiske og evolutionære nicher, og menneskeheden er små, grønne homunculi.

Når jeg skriver, jeg finder det interessant, så er det fordi, at selvom jeg holder utroligt meget af Aldiss’ romaner og noveller, så rimer hans udtalte reaktionære misantropi bare rigtigt dårligt med Giménez’ tro på mennesket. Men måske har det alligevel fascineret Giménez, at Aldiss – netop i Hothouse (til dels i andre sammenhænge) – dikotomisere (kan man sige det?) at der er mennesket som individ, og så er der mennesket som art. Hvortil kommer omgivelser, miljø, verden, omstændigheder som (meget apropos “Klimakrise” og politisk/militære hårdknuder) individet ingen indflydelse har på. Og uden sammenligning iøvrigt, kan det sådan set godt være en metafor for diktatur.

Anyways: – fed podcast. Tak for ordet. Venlig hilsen Henning

Reply

Tak for oplysende kommentarer som altid. Jeg skulle naturligvis have haft den kommunistiske baggrund med, ligesom jeg ikke skulle have kaldt Pif for belgisk. Ak, vi podcaster meget improviseret…

Reply

Hvis man undrer sig lidt over, at Børnehjemmet osv. ikke tidligere er genudgivet/udgivet komplet på dansk, så er årsagen formentlig, at Carlos Giménez tidligere var helt umulig at have med at gøre. Jeg gjorde selv et forsøg i flere omgange for omkring ti år siden, men hans daværende spanske forlag var i kaos og gik kort efter neden om om hjem, og alle andre spanske forlæggere fortalte, at man godt kunne opgive at have med Carlos Giménez at gøre, han var helt umedgørlig.

Da det endelig lykkedes at få kontakt til ham med i første omgang en forespørgsel om Børnehjemmet, som forekom mest logisk at (gen)udgive først, var hans betingelser benhårde og firkantede:
– Man måtte ikke udgive dem i samlebind, det skulle være i 6 enkeltstående album
– Titlen måtte ikke være Børnehjemmet, men skulle være den spanske, Paracuellos (navnet på børnehjemmet)
– Forsiderne skulle være de spanske albumforsider, som dengang var ret så fremmedartede for nordboere med flere ruder og talebobler
– Man skulle betale for alle seks bind på én gang og for hele oplaget, uanset om det blev solgt
– Der eksisterede intet neutraliseret reproduktionsmateriale

Og det var ikke til diskussion. Så det var temmelig umuligt på den tid.

Derfor var det noget overraskende, men naturligvis også glædeligt, at Giménez nu ifølge Zooms udmeldinger i forbindelse med genudgivelsen af “Vores kvarter” er overordentlig venlig og imødekommende. Svært at vide, om han bare er blevet mildere med årene (han er 81), det kan jo ske for os alle. Eller måske at han endelig har fundet en forlægger i Spanien, der kan håndtere ham, og som han finder sig tryg ved, efter at verdens største forlag Random House/Penguins spanske afdeling købte alle hans rettigheder og har genudgivet det hele.

Og der er jo nok at tage af, og han laver stadig nye album. Man kunne for eksempel – som en naturlig forlængelse af “De professionelle” – nævne hans rørende biografiske tegneserie “Pepe” i fem bind om hans homoseksuelle kollega José González, den af “De professionelle” der tegnede de allerskønneste tegninger af kvinder, først som (u)kendt romantiktegner af engelske serier af “Amor”- og “Min Melodi”-typen, og senere gav amerikanske teenagedrenge våde drømme som den ypperste Vampirella-tegner, der gjorde ham til et regulært verdensnavn omkring 1980.

Men González var ligeglad med penge og berømmelse, han ville bare tegne for sin fornøjelses skyld og have det sjovt på bøssebarerne om natten. Han tegnede ikke for at leve, men levede for at tegne. Hvis han havde drevet den af mandag til torsdag og løb tør for penge, mødte han op om fredagen og lavede hele ugens arbejde i lyntempo og til perfektion og andres forbløffelse. “Jeg elsker at tegne kvinder, og jeg tegner dem, som jeg gerne selv ville se ud.” Han kunne være blevet millionær på at tegne tegneserier, men blev træt af Vampirella, og hun blev træt af ham, og så forsvandt de begge to ud af billedet, og han kastede sig over rasende livagtige og kærlige portrætter af hans besættelse Marilyn Monroe for sin egen fornøjelses skyld.

Der findes en helt eksorbitant vild dokumentarfilmserie, “Love Strip”, i seks dele, de varer omkring 15 timer i det hele, som tager udgangspunkt i Pepe alias José González’ liv og værk. Og samtidig er et helt spektakulært tidsbillede og indblik i spansk tegneseries nærmest (ukendte) verdensherredømme i 1960’erne og 70’erne. Dokumentaristen Tony Macousqui kredser om González’ liv og om livet på Selecciones Ilustradas i 60’erne og 70’erne, altså det agentur, ejet af kongen af spansk tegneserie, Josep Toutain med 100 tegnere i sit brød (der fik 20 % af indtægten fra kunderne), som leverede tegneserier og illustrationer til forlag i hele Europa og USA (det som Carlos Giménez’ “De professionelle” handler om).

I filmen fortæller mange af de tegnere, der også optræder i “De professionelle” og “Pepe”, mange af dem i deres høje alderdom, om, hvordan det foregik, og hvordan Toutain var, og hvordan González var. De er der alle sammen, Jordi Bernet, Jordi Longarón, José Ortiz, Esteban Maroto, Fernando Fernandéz, José Luis García-López og dusinvis af andre spanske tegneseriekoryfæer … lige bortset fra én: Carlos Gimenez.

Og man forstår måske hvorfor i afsnit 4, hvor der gengives en telefonsamtale (fra ca. 1.09.00) mellem Macousqui og Giménez, hvoraf det fremgår, at Giménez hader Macousqui af et godt hjerte og har nægtet at medvirke i hans dokumentarfilm. Macousqui på sin side forsøger at grave i nogle af de detaljer om José González’ liv, som Giménez gengiver i “Pepe”-albummene, men som en række mennesker i filmen anser for at være helt fiktive og usande. Giménez hidser sig fuldstændig gevaldigt op og kan næsten ikke holde op med at skælde ud på Macousqui for at kritisere ham. Et længere klip fra samtalen følger under rulleteksterne. Det forhindrer ikke Macousqui i flittigt at gøre brug af uddrag fra Giménez’ “Pepe” til at illustrere levende menneskers gengivelse af åbenbart faktuelle begivenheder i filmen.

Macousqui optog filmen, eller filmene, over flere år fra omkring det tidspunkt, González døde forarmet og ensom i 2009, det hele starter med håndholdt kamera i den container, alle hans tegninger og efterladenskaber blev smidt ud i, en scene som Giménez også gengiver i sin tegneserie. Selv havde González bedt om også at blive smidt ud med affaldet. Men i stedet endte han i Josep Toutains grav.

Filmene er på spansk, men der er engelske undertekster, dog ikke på afsnit 3, der af en eller anden grund er blokeret på YouTube, men her er de alle:
http://www.vampilovestrip.com

Reply

Jeg kan kun anbefale Carsten Søndergaards artikel fra “Kulørte Sider” 43. Det var det andensidste nummer af “Kulørte Sider”. Jeg læste og genlæste artiklen som ung. Meget interessant og oplysende. Nu vil jeg ind og kigge på vampilovestrip.com 🙂

Reply

får lyst til at få fat i den, og til at høre de historier som du Thomas talte om… og fik mig til at savne at sidde på tegnestue igen (:

skønt afsnit
husker lortesmiderafsnittet fra de professionelle og de textløse billeder af tegnere der sidder fordybet over arbejdet.