I dag har Politiken bragt den sidste udgave af Stines Spedsbjergs stribeserie VOX, der dermed forsvinder fra Politikens bagside lige knap et år efter den debuterede som Vox populi. Beslutningen skyldes en lunken modtagelse hos læserne og en overordnet gentænkning af Politikens satireindhold.
I efteråret 2021 vandt Stine Spedsbjerg Politikens konkurrence om en ny tegneserie til bagsiden med sin serie Vox Populi. Den skulle afløste den populære Wulffmorgenthaler, der efter omtrent 20 år på pladsen skulle på pension. Vox populi tog fat i den jævne danskers meninger fra kommentarsporet på sociale medier og satte dem i en ny illustreret kontekst. På trods af sejren viste det sig hurtigt, at mange af Politikens læsere ikke rigtig tog serien til sig,
– Vi havde valgt Stines stribe som vinder og var også meget glade for grebet med de autentiske kommentarer, men hvis der er noget vores læsere ikke bryder sig om, så er det stavefejl. Selvom de uredigerede kommentarer jo var en del af det oprindelige koncept, kunne vi se, at det var en stopklods for mange, fortæller satireredaktør på Politiken Mads Zacho Teglskov.
I foråret 2022 gennemgik serien en forvandling og blev herefter blot til VOX. Nu fokuserede serien mere på dagliglivets hykleri.
– Selvom ændringen egentlig var vellykket, havde den nye inkarnation heller ikke det gennemslag som vi havde håbet, siger Mads Zacho Teglskov.
Stine Spedsbjerg bragte selv nyheden om Politikens beslutning til læserne, da hun i weekenden gennem sit alter ego i striben løftede sløret for, at striben sang på sidste vers. En beslutning hun er ærgerlig over:
– Det tager tid at finde den rigtige form på noget, når man skal levere hver dag og ikke kan gå til og fra og kassere og ændre og forfine og feedbacke. Og jeg synes lige, den havde lagt sig der, hvor den skulle være. Jeg havde også en drøm om at få lov til at have striben så længe, at jeg udviklede mig og blev sådan virkelig god – der er ikke mange jobs, hvor man kan fokusere på tegneserier.
– Det har været pissehårdt, sjovt og lærerigt. Jeg har forsøgt at lave et, ja faktisk blev det jo to, originale koncepter, så jeg har ikke følt, der var så meget at læne sig op ad. Det har været lidt som at lære at svømme, mens man allerede har kastet sig ud i stykke vand som alle står og glor på, og i hvert fald halvdelen håber sådan, at man drukner. Men det har også været fantastisk at få løn for at lave tegneserier og bare kunne skubbe alt, der ikke relaterede sig til tegneserie og bladtegning væk. Jeg var ret vild med det, siger hun.
Mads Zacho Teglskov fortæller at beslutningen ikke skal ses som en generel neddrosling af satire eller tegneserier på Politiken:
– Vi er i gang med at udvikle Politikens satireindhold, og her tror jeg, at det traditionelle stribeformat har lidt imod sig hos vores digitale brugere, men det betyder ikke at der er en modstand mod tegneserier, slet ikke, men fremover vil vi nok bruge en del kræfter på at kigge lidt bredere ud i landskabet efter formater og talenter.
Hvad angår fremtiden for VOX er der ikke konkrete planer for at serien lever videre uden for Politikens sider.
– Mange har skrevet til mig og sagt, de synes, jeg skal lave en Patreon, altså en læserbetalt stribe, men VOX er virkelig tidskrævende, så jeg kan ikke helt se mig selv høste nok penge til at få en slags løn. I hvert fald ikke i det nuværende format, siger Stine Spedsbjerg, der dog har gang i adskillige andre projekter.
Fra 1. oktober er det alene Maren Uthaugs serie Ting jeg gjorde, som læserne kan følge dagligt i Politikens papiravis.