Det er gråt. Luften er tung af regn og byos. En panter slår kraven op på sin trenchcoat mens en kold efterårsvind hvirvler op i støvet. Revolveren vejer både i inderlommen og på samvittigheden. Men den er nødvendig i jagten på den koldblodige leguanlejemorder. Følg sporet og læs med!
I den længeventede ottende episode gør vi noget lidt anderledes. Jeg sætter spot på en tegneserie, der måske ikke er så kendt – men helt sikkert burde være det! For helt intuitivt kan jeg ikke lade være med at beskrive den som andet end direkte mesterlig.
Selvbetitlet 1. bind
Jeg taler om Juanjo Guarnido & Juan Diaz Canales’ noirtegneserie med antropomorfe dyr, Blacksad, udgivet på engelsk af Dark Horse. Blacksad startede i år 2000 og udkommer kun sporadisk – men er til gengæld virkeligt værd at vente på. Serien er oprindelig fransk-spansk, men alle fem historier findes heldigvis i dag på dansk udgivet af forlaget Cobolt.
John Blacksad er en egenrådig og smooth detektivpanter i traditionen efter Humphrey Bogart, som vi følger i opklaringen af diverse kriminalsager. En gammel flamme afgår ved døden under mistænkelige omstændigheder, en fysikprofessor udsættes for attentatforsøg, og en heroinplaget men genial jazzpianist skal støves op igen.
Antropomorfe noir-dyr kan godt virke … mærkeligt. Men det er netop her tegneseriemediets særlige meritter kommer i spil. I en roman ville det være vanskeligt at udfører, og på film ville det kræve omfattende brug af CGI – hvilket har store æstetiske risici.
Men i en tegneserie kan det lade sig gøre med stor omhu blande virkemidlerne til noget helt unikt. Formen ligger da også ligefor for skaberne, der har baggrunde som henholdsvis tv-forfatter og disney-animator. Sammen formår de at fremvise tegneseriemediets potentiale med en original og fantastisk udført serie. Let’s break it down! 
Personen i dyret
Det første af Blacksad’s åbenlyse greb er tilstedeværelsen af menneskedyr. Det er et interessant twist – og ét lag i denne tilgang er helt sikkert selve gimmick’en. At bruge dyr på dén måde er en særpræget, huskværdig og strategisk måde at forskubbe læserens narrative forventninger på.
Guarnido i Disneys Tarzan (1999)
Selvom forstyrrelsen af den genremæssige vanetænkning er så lille, at den forekommer næsten ubevidst efter et stykke tid, er jeg overbevist om, at den har større effekt end man forledes til at tro. For jeg kan ikke andet end at blive en smule barnligt begejstret – hvilket dyr kommer der nu?!
På individplan bruges dyrearten til at sige noget om den enkelte figurs psykologiske karakter. Den kloge fysikprofessor er en ugle, lejemorderen er bogstavelig talt en sno, kriminalkommissæren en politihund og vores detektivhelt er en cool cat. Denne fabeltradition peger selvsagt tilbage på noget langt ældre – nemlig hvordan mennesker igennem tiderne på i diverse myter har tilskrevet bestemte dyr særlige karakteristika.
I kristendommen er slangen en frister, mens krokodilledæmonen Ammut i egyptisk mytologi fortærer de slette menneskers hjerter såfremt deres synder vejer tungere end Retfærdighedens Fjer. Omvendt har katte i det gamle Egypten været anset for hellige beskyttelsesdyr, netop fordi de dræber giftslanger, og hunden signaleret tryghed og orden siden den blev domesticeret. Samtidig er det blevet en fast del af kattens mytologi i vesten, at den er en fri rebelsk type, der ikke for alvor underkaster sig nogen. Canales’ spiller på disse ofte ubevidste historiske betydningstilskrivelser når et individs personlighed skal kommunikeres.
Byscene
Yderligere bruges pelsfarve i historien Artic Nation som en standin for hudfarve, således at USA’s brogede historie med Jim Crowes statsracisme og Ku Klux Klan også glider sømløst i de ærkeamerikanske noir-fortællinger. Tror man, at menneskedyr er harmløse og for børn, kan man altså godt tro om igen. Med alle disse vinkler beviser Canales’ grebets på engang velkendte og overraskende fortællermæssige effektivitet.
White Pride rally
Men alle de finurligheder ville være nytteløse uden Guarnidos kunst. Han trækker på en franco-belgisk realistisk stil så skarp, at jeg ville ønske at jeg kunne bo i tegningerne. Malerisk. Samtidig er der også til tider en tegnefilmsagtig varme og overdrivelse over figurernes mimik og hele det visuelle sprog. Det er altså, så at sige, en larger then life-tilgang, der tager en bestemt genres formsprog alvorligt – som er grundet i realisme – men samtidig godt ved, at det hele er en genfortællingen af en genremyte, hvor selvironien også har en del at sige.
Guarnido-arbejde for Disney – Atlantis, 2001
Baggrunden hos Disney fornægter sig ikke. Dér kan historien sagtens være både fantastisk for alle og til for børn. Men der er ofte også et skjult lag til forældrene, en indforstået joke. Naturligvis tegnes den alarmistiske kommunistforskrækkede senator som en flamboyant hane og den vredladne filmmongul som en prustende hvalros. Selvfølgelig. Hvor forfatter stopper og tegner begynder i al dette er svært at sige. Men skal det ikke helst være sådan i et godt makkerpar?
Amerikansk arvesølv
Dyremenneskerne eksisterer altså som et lag ovenpå noirgenren. Noirgenren er interessant som klart narrativt mikrokosmos som de fleste kender og kan læse. Genren stammer fra 1930ernes amerikanske detektivromaner fra forfattere som Raymond Chandler (The Big Sleep) og Dashiell Hammett (The Maltese Falcon). Her går gavtyvehelte i kødet på både mordmysterier og farlige damer. Som ensomme ulve må de være agtpågivende i en kynisk fiktion, hvor kolde egocentriske aktører omkring dem har rigdom og magt, mens heltene selv kun har snuhed og held.
Op gennem 1940erne og 50erner filmatiseres mængder af disse pulpdetektivromaner, hvilket hjælper med at fastsætte genrens visuelle udtryk: feodora-hat, trenchcoat, cigaretrøg. Grå gader i regn. Jazzbaren om natten. Et problem der skal løses, men som man allerhelst bare vil ud af.
Noirhistorier viser en verden, hvor might makes right og hvor helten er helten – ikke fordi han er pletfri og smuk, men fordi han besidder en vis evne til modstå den nemme, gennemført umoralske udvej. Han er snarere antihelten.
Ganske ofte er han den sidste livstrætte romantiker i en hårdkogt verden. Løsningen af den enkelte kriminalgåde bliver således til lyset i mørket. Ikke noget stort – men noget meget vigtigt. For når retfærdigheden sker fyldest og to mennesker elsker hinanden – så kan vi ikke for alvor være fortabt.
Elskende
Eksistentialistisk mavepuster
Jeg tror ikke at verdenssynet i noirhistorier som Blacksad ville se netop sådan ud uden påvirkningen fra Anden Verdenskrig, atombomben og den gru forløbet for evigt fik ristet ind i menneskehedens kollektive hukommelse. Kulturhistorisk bevægede vi os brat fra en håbefuldhed båret af teknologiske og sociale fremskridt samt erfaringer fra den tidligere Verdenskrig til … mere af det samme.
Nemlig den totale oplevelse af, at dybt nede er mennesket stadig et egocentrisk stammedyr. Med atombomben har vi ødelæggelseskraft nok til at destruerer planeten flere gange, mens den store humanistiske solidaritetskraft altid virker svag og stækket.
Håbet om, at vi en dag ville skabe en fremsynet og moralsk solid verdenscivilisation bygget på læring fra fortidens fejl led et alvorligt knæk, som vi endnu i dag ikke er kommet os over. Den gode Gud fremstår distraheret og verdenshistorisk pessimisme er blevet the order of the day.
Men der kan også opstå en vis frihed og glæde på trods, når man ikke har noget at tabe. Sådan hævder eksistentialismen – efterkrigstidens populæreste filosofi. John Blacksad udtrykker sympati med en af eksistentialistbevægelsens frontmænd, franske Jean-Paul Sartre (1905-1980).
Filosofisk strip
Et af hans berømteste slogans var: Helvede er andre mennesker. En slags sætten på spidsen af ideen om en hedonistisk individualisme, der i lyset af atomtruslen og viden om livets korthed modsætter sig at blive brugt af andre. Blacksad siger – løst oversat:
”For mig er Helvede intetheden. Et sted uden venner, musik, ord der stimulerer fantasien, eller skønhed til at ægge sanserne”.
Det er på én gang tegneseriens og eksistentialismens hjerte. Verden er rå og skræmmende. Tro ikke andet. Men du rummer muligheden for noget, der måske er stærkt nok til, at forråelsen ikke vinder yderligere frem. Ikke her og ikke i dag. Derfor skal vi alle løse vore personlige mordsager. Også selvom det er nemmere at blive hjemme og drikke whisky i mørket.
—-
Jeg læste:” Blacksad: Blacksad”,”Blacksad: A Silent Hell” & “Blacksad: Armarillo”. Tegning: Juanjo Guarnido. Historie: Juan Diaz Canales. Udgiver: Dark Horse.
I Ekspedition Classico tygger nørd og litterat Aske Sparrebro sig som ny tegneserielæser gennem alle de klassikere, han slet ikke vidste han havde forsømt. På bloggen dykker han hver gang ned i et nyt univers, værk, eller figur med særstatus og skriver om læseoplevelsen. Og han modtager gerne forslag – der er så meget derude!
Del på
