Blacksad: Når alting ramler, Anden del
Privatdetektivkatten John Blacksad er tilbage i sit rette storbyelement og afslutningen på det påbegyndte dobbeltalbum Når alting ramler.
Når altind ramler, Anden del, er som titlen også antyder anden del af dobbeltalbummet Når alting ramler. Det første er også anmeldt her på Nummer 9 af undertegnede, så jeg tillader mig at henvise til denne tidligere anmeldelse og starte in media res og med konklusionen. Nej, det er stadig ikke helt godt nok, selv om det godt nok kommer tæt på.
Jeg gav første del fem stjerner, dels fordi det var dejligt at være tilbage i New York og Central Park og på Coney Island efter afstikkere til Los Angeles og Midtvesten og ørkenstaterne i USA’s 1950’ere, dels fordi der igen virkede til at være et uigennemskueligt og usammenhængende crime noir-plot med nogle rigtige noir-skurke i form af ældre og respekterede mænd på fremtrædende samfundspositioner, der bag facaden er bundrådne og korrupte og kun er kommet frem ved at træde på almindelige mennesker og det, der er værre, især efter den rædderlige road movie-omgang Amarillo.
Og det er der sådan set stadig i anden del. Det er ikke, fordi Når alting ramler ikke holder, hvad den lover, og som tidligere nævnt er det heller ikke, fordi plottet ikke holder lige så meget vand, som genrekonventionen tilskriver, hvilket bare svarer til at skulle holde en lille kop vand i måske et par timer. Men det er nok mest bare noget med, at det trods alt er nemmere at åbne ballet, især sådan et maskaradebal, hvor man ikke skal vide, hvem der er hvad, og hvad der er op og ned, end det er at lukke det med et tilpas tilfredsstillende brag. Og i og med at der er tale om et dobbeltalbum, som trækker tingene i langdrag, bygges der altså så mange desto flere forventninger op til bragets størrelse og effekt.
Og lige på det punkt synes jeg så, at Canales lidt misforstår, hvad et noir-brag egentlig består i. For det er jo ikke det samme som en James Bond- eller Mission Impossible-afslutning, hvor vi nødvendigvis skal et eller andet vildt sted hen og højt op og hoppe rundt og dukke os for kugler og sprænge store ting i luften og så videre. En rigtig noir-afslutning behøver ikke at være pakket med action. Den kan blot bestå af en lussing og den rigtige replik, der afslører, at verden er et endnu mere fucked up sted, end vi gik og troede, og vi troede allerede, at den var rimelig fucked up, og så stiger folk ind i deres biler og kører væk, mens nogen siger “forget it, Jake, it’s Chinatown”. Mere behøver der ikke at ske, for at det bliver rigtig mørkt.
Men hvorfor skal det være så mørkt, Christian, kan man ikke bare hygge sig med en god tegneserie med nogen flotte tegninger uden at skulle gøres i dårligt humør? Jo, det kan man da godt, og jeg har da også rost seriens koncept og visuelle udtryk så mange gange og så meget, at jeg ikke gider gentage det (ud over i parantes at bemærke, at den stadig er pisseflot, og det står der også i anmeldelsen af første del), og det er da heller ikke, fordi den partout skal væg-til-væg-plastres med torturdrab, tungsind, afskårne kønsorganer og alt det, der er så alt rigeligt af i krimier anno dette årtusinde, men jeg kunne godt tænke mig, at de ting, der sker i Blacksad, betød en smule mere både for de gennemgående figurer og for ophavsmændene.
Der er skæbner og konsekvenser og på overfladen det, der skal være, men det er primært nogle bipersoner, som vi dårligt når at lære at kende, før de er væk igen, det går ud over. Blacksad og de andre faste figurer har det med bare at vade igennem tingene og lige få eller have haft et godt øje til en eller anden sexet kattedame, som slipper fra dem, eller blive framet for et mord og så slippe for dommen alligevel, og så ellers bare blive ved med at være dem, de var i begyndelsen af historien, så de står klar til den næste historie. Og det er jo mange tegneseriefigurers lod, men det er bare også det, der gør, at man som læser godt kan blive en lille smule ligeglad med dem og deres oplevelser. Når man som publikum ikke er ligeglad med slutningen på Chinatown, så er det, fordi Jack Nicholson og Faye Dunaway og John Houston ikke bliver de samme igen. De kommer ikke til at ryste historiens begivenheder af sig, og derfor gør vi heller ikke.
Og det er da fint nok, var jeg lige ved at skrive, ikke at have et helt så højt ambitionsnivau som en af de bedste noir-film, der nogensinde er lavet. Men for det første, så bliver det bare heller aldrig til mere end flot arbejde og udmærket, men forglemmelig underholdning. Og for det andet, er det nu også helt fint nok? Ja, jeg ved godt, at det spørgsmål fik jeg faktisk svaret ja til i anmeldelsen af første del, men nu får jeg lyst til at trække lidt i land igen. For der kunne godt investeres lidt mere i det her fra skabernes side, noget personligt, noget kant eller bare noget, der viser, at der står nogen bag, som forholder sig til genren, måske endda fra et nutidigt ståsted med andet end blot nostalgisk tilbageskuen. Det behøver ikke engang stå i modsætning til hverken kommerciel succes eller at have det sjovt, som årets store filmhit Barbie viste.
Men det er så også, hvilket er vigtigt at understrege, et ønske, der fremsættes på baggrund af det ganske meget, den her serie har kørende for sig. Det er et fascinerende koncept, og det er spektakulært flot iscenesat. Der er grundlag for at række ud efter mere, end serien gør nu. Så hvorfor ikke gøre det?
Del på
