Berlinske nocturner
Blacksad-forfatter Juan Diaz Canales og tegner Ruben Pellejero forsøger at holde balancen på tagryggen mellem tradition og videreførsel i deres arbejde med Corto Maltese, men de ender med at falde igennem.
Det er et temmelig almindeligt fænomen i tegneseriens kommercielle verden, at en serie føres videre af nye forfattere eller tegnere, når den oprindelige skaber slipper tøjlerne. Det er lige før man kan sige, at det mere er reglen end undtagelsen.
Lige fra Daredevil og diverse -men (spider, bat, x- mv.) over Blake og Mortimer, Asterix og Lucky Luke til Basserne og Ferd’nand, for nu at nævne en stor håndfuld, har der været forskellige hold om opgaven. Med forskellig succes.
Det samme skete i 2015 for Hugo Pratts maltesiske antihelt med den selvskårne skæbnelinje i håndfladen. Juan Diaz Canales (kendt for bl.a. Blacksad) og tegner Ruben Pellejero (som tidligere har tegnet serien om en anden modvillig eventyrer, Dieter Lumpen) fik Corto Maltese-stafetten overrakt af forlaget Dargaud.
Både Canales og Pellejero er erklærede fans af Hugo Pratt. De er helt tydeligt også gået til opgaven med en ærefrygt, der særligt kan mærkes i det første album Under midnatssolen, hvor vor antihelt må finde pelsfrakken frem og begive sig ud i Jack Londons Alaska. Alligevel har undertegnede hele tiden haft det lidt som i en af de feberdrømme Pratt, kunne have opdigtet, med at læse disse nye albums.
Pellejero tegner fantastisk tæt op ad forlægget, og Canales er en habil fortæller med blik for detaljer, og sammen tager de spændende grafiske chancer, hvor Pratt selv holdt sig ret meget til 3 ruder på fire linjer, som man kan se på dette opslag fra Under midnatssolen. Alligevel mangler der et eller andet i sovsen.
Det er, som om de to fans tackler Pratts ikoniske figur lidt modvilligt. Som om de kvier sig ved at håndtere hovedpersonen og hellere vil lægge vægt på bipersonerne. Man fornemmer, at det dygtige makkerpar ville kunne noget fedt sammen med en figur, de selv havde fundet på, frem for en der var så etableret, allerede før de dukkede op.
Fortællingen i Berlinske Nocturner, om hvordan Maltese bliver viklet ind i begivenhederne i mellemkrigstidens Berlin (anno 1925, helt præcist), fordi han vil finde ud af, hvem der har dræbt hans gamle ven Steiner, bliver således også lidt flad, til trods for mange gode elementer.
Der er nemlig både jødisk talmystik, konspirationer bag konspirationer, døde medsammensvorne og knive i natten i denne udgivelse, for ikke at nævne masser af ”maltesisk” action, hvor hver bevægelse er som fanget i et stroboskoplys’ korte blink. Alt sammen klassisk Corto Maltese. Alt sammen elementer, der har været med til at gøre sømanden med den lakoniske karisma, som første gang viste sig for læseren bundet til en tømmerflåde i Stillehavet, til en afholdt læseoplevelse for fans af eventyrlige fortællinger.
Det er han for så vidt stadig. Det føles bare … aldrig helt inderligt her.
Umiddelbart ville jeg pege på en lidt mere klassisk sort/hvid og moralistisk fortællestil, end Pratt typisk havde tilbøjelighed til, som en af årsagerne til nedtursfornemmelsen i Berlinske nocturner. Hverken tegningerne eller teksten levner læseren meget plads til at konkludere på egen hånd.
Det virker mere, som om figuren Corto er et middel til at fortælle en historie med et klart ethos, end som om historien er noget, der sker for Corto.
Denne gang vandrer han rundt og leder efter Steiners morder imellem tilfældige mystikere og nationalromantikere, der er på jagt efter dossier og tarotkort i Berlin, uden at det helt hænger sammen – men desværre også uden at den manglende sammenhæng bliver poetisk interessant, som den kunne være det hos Pratt.
Malteses søgen efter sin vens morder bliver nærmest reduceret til et B-plot uden de helt store konsekvenser, og spørgsmålet om politisk motiveret vold og hvorvidt/hvordan man rummer det som et demokrati tager førersædet som en modvillig chauffør, imens Corto render rundt i en indskudt drøm à la de svampedrevne forestillinger fra albummet Mú.
Men det er ikke kun manuskriptet, der fejler i at gøre meget mere end at gå som en and og lugte som én. Der er også noget i grafikken, der på en måde larmer mere, end det nogen sinde har gjort hos Pratt, hvor netop den statiske stilhed gennemsyrede selv actionscenerne.
Til sammenligning kan man herunder se, hvor få streger, Pratt gør brug af, selv når der er historisk korrekt arkitektur med i baggrunden, som i albummet Una favola di Venezia (Legenden om Venedig):
Pellejero er utvivlsomt dygtig. Det er klart for enhver. Det er uncanny valley, som man siger i disse AI-tider, hvor alt kan laves så det så-godt-som ligner, men alligevel rammer ind i noget, der næsten gør beskueren mere skeptisk. Så havde det næsten været bedre, hvis man havde taget en helt ny grafisk retning, som man ser i de nyere Splint & Co. albums.
Måske er det derfor, det er så svært helt at give sig hen til Berlinske Nocturner. Både historien og stregen ligner meget, men alligevel rammer ingen af delene den samme nerve. Det er på en måde ikke helt Corto, når det ikke er Pratt.
Corto Maltese er nemlig en figur, der er lige så forbundet med sin skaber, som Tintin er forbundet med Hergé eller Steen og Stoffer med Bill Watterson. Måske næsten endnu mere, for når man begynder at grave i Corto Maltese og Hugo Pratt, kan det være svært at se, hvor tegneren ender og figuren begynder.
Ligesom sin antiheltede hovedperson, forbryderen med hjertet af guld, var Hugo Pratt nemlig en karismatisk kamelæon med venner på uventede steder.
I Dominique Petitfaux’ interviewbog “Il desiderio di essere inutile” (ønsket/drømmen om at være ubrugelig) med undertitlen “le 13 vite di Hugo Pratt” (Hugo Pratts 13 liv) fortæller Pratt om, hvordan han under sin opvækst som barn af italienske fascister under anden verdenskrig var venner med både fascister og partisaner, og besad en garderobe fuld af forskellige troppers uniformer, som han kunne skifte imellem, alt efter hvilke af sine venner, han besøgte.
Han levede på mange måder efter samme credo som Maltese; at venskaber er vigtigere at være tro mod end alle mulige andre værdier.
Dét credo, sammen med Cortos venskab med den nærmest dæmoniske Rasputin, der på mange måder ligner sin russiske navnebror, har alle dage været noget af det, der har gjort historierne så dragende. Der er en konstant dobbelthed i måden, hvorpå Corto altid forsøger at hjælpe dem, der er marginaliserede, indtil de ikke er marginaliserede mere, som giver figuren og historierne om ham en nærmest mytisk flygtighed, som kan være svær at ryste af sig. Den særprægede mytiske stemning har fastholdt mange fans gennem tiden.
Der er måske nok et ethos et sted derinde, når Pratt skriver og tegner, men det kommer ikke vadende vinkende ud i hovedet på læseren med plusfours-bukser og strithår i panden. Snarere drivende på en tømmerflåde i et vindstille hav.
Det er fristende at sige, at iveren efter at konkludere hos Canales netop kommer til at stå lidt i vejen for netop denne mytisk vibrerende poesi, hvor man af og til bare måtte acceptere en gammel spådom eller en makaber stammereligion, som stak helt ud imod et traditionelt vestligt værdisæt. Hos Pratt er verden mere mangfoldig, og etik er en flygtig størrelse i visse sammenhænge, så der er det nemmere at føle sig som en ukendt sømand i fremmed havn, end hos Canales.
Men samtidig må man erkende, at der bestemt er et behov for den type fortællinger, som Berlinske nocturner forsøger at være, også på uventede steder. De politiske temaer (fx. miljø/klima i Under midnatssolen og kampen mod fremvoksende fascisme i Berlinske nocturner) er med til at give albummene noget politisk gennemslagskraft, og det kan også noget. Helt bestemt. Det er bare ikke så meget noget Corto Maltese-agtigt noget.
Jeg slutter derfor denne anmeldelse med en lidt sær smag i munden, for selv om jeg synes, at det fra et Corto Maltese-perspektiv er lidt af en nedtur, er det i det hele taget også lidt nedtur at sidde og drømme om nye historier for efterfølgende at kritisere en fans’ værdige bud på at skabe dem. Der kan nemlig ikke være nogen tvivl om at disse albums er lavet med en fans kærlighed af de to skabere. Det føles som – ja, jeg ved ikke – at være vred på Don Rosa over at have besudlet arven efter Carl Barks (og hvem kunne dog finde på dét?).
Canales og Pellejero løfter en enorm opgave, når de prøver at bringe Corto Maltese videre til nye læsere, og det er et både modigt og imponerende forsøg, de gør, men det føles også lidt unødvendigt på en måde. I hvert fald for en gammel fan af serien. Men måske er det det, jeg er blevet: Gammel nok til ikke at kunne slippe af med bismagen af “det var bedre før”, når jeg læser Berlinske Nocturner, og det er måske netop dét, der giver mig allermest nedtur.
