Blacksad: Når alting ramler, 1. del
John Blacksad er tilbage. Tilbage efter en albumpause på otte år og det indtil da sløjeste album i serien, Amarillo. Tilbage i New York, hvor Blacksad startede og hører hjemme som en rigtig storbykattedetektiv.
John Blacksad er privatdetektiv i noir-stil med Sam Spade og Phillip Marlowe i efterkrigstidens USA. Han er trenchcoat-iklædt, hårdtslående og streetwise og optræder ligeledes i genkendelige storby-krimi-opsætninger befolket af korrupte politikere, suspekte rigmænd, smukke kvinder med farlige hemmeligheder og en masse stakler og tabere, der prøver at hutle sig igennem på bunden af det amerikanske samfund. Det, der giver alle de velkendte stereotyper nyt liv i serien, er, at de er skildret som antropomorfe hvalrosser, ørne, bævere og alligatorer, og at både figurer og miljøer er tegnet så sublimt.
Seriens antropomorficering er behandlet mere uddybende i anmeldelsen af det femte (og med sin knap så stramme overholdelse af genrekonventionerne også mindst vellykkede) album, der kan læses her.
Når altind ramler er den første af en todelt historie om korruption og mafiaforbindelser i byggebranchen i storbyen. Blacksad bliver hyret til at beskytte formanden for metroarbejdernes forbund mod en lejemorder, der skulle være udsendt af byggematadoren Solomon, som vil anlægge flere motorveje for at gøre plads til privatbilismen i New York. (Så bliver man ikke mere ond i vores nutid.) Undervejs inddrages også Blacksads journalistven og sidekick, Weekly, og en teatertrup med et medlem fra Blacksads fortid.
Det er som i tidligere Blacksad-album mindre vigtigt at forsøge at følge med i plottet. Pointen er skildringerne af New York; de udendørs teaterforestillinger i parken, de skumle kvarterer ved nattetid, skyskraberne, bilerne, de flotte såvel som lurvede kontorer, banegården, natklubben: Alle sammen befolket af alskens dyr i alskens variationer og farver og former. Guarnido tegner (og maler) som en drøm og gør serien til den måske flotteste europæiske for tiden. Og på den måde passer den fint ind i noir-traditionen, som også primært handler om stemning, miljøskildring og lækkerhed; ikke om de krimiplot, der er klasket ovenpå som undskyldning. Blot er denne udgave ikke sort/hvid, men bruger bogstavelig talt hele farveskalaen.
Blacksad er i lige så høj grad en kunst- eller kaffebordsbog som en tegneserie. Det gælder såvel dette album som (især) den opsamling af de første fem album i serien, Cobolt også lige har udsendt. Den er enormt fed at ha’ liggende og bladre i, og ja, man kan da godt læse lidt med undervejs, men det skal helst ikke forstyrre de visuelle stimuli alt for meget. Nyd den på samme måde, som når man en varm sensommereftermiddag ligger i Central Park og ser lyset spille i bladene og observerer forbipasserende og livet i parken i det hele taget.
P.S. I samleudgaven kan man også gennem albummene følge Guarnidos pejlen sig ind på den helt rigtige balance mellem realisme og cartoony, løs og stram, voksen og barnlig; det tager et par album, men så sidder den også i skabet. Et førstegangsindtryk af de første fem album i serien kan læses her.
