Tegneserieessay. Hvordan Nattens ridder ændrede Peter Snejbjergs liv – i børnehaven.
Peter Snejbjerg (f.1963) debuterede i slutningen af 1980’ere med den vilde og ambitiøse virtual reality-serie Hypernauten.
Det var en kraftpræstation af en debut, og med den under bæltet var han klar til at drage på eventyr. Han etablerede sig i 1990’erne i den amerikanske tegneseriebranche, hvor hans lækre, stemningsfulde streg med de markante skyggeflader, gjorde indtryk i serier som Books of Magic, Starman, Preacher og Hellblazer.
Han har samarbejdet med markante tegneserieforfattere som Garth Ennis, Neil Gaiman, John Arcudi og Jean-Pierre Dionnet, gerne i horrorserier og det der ligner. På dansk er bl.a. udkommet Almægtig, Lysbrigaden og senest samleudgaven af den Jerry Frissen-skrevne sci-fi monsterserie World War X.
Her er det dog en anden og mere munter side af veteranen vi ser. Men vi er også helt tilbage i børnehaven, hvor en tegneserie (som han senere kom til at tegne) ændrede lille Peters liv…