Tegneserieessay. En ordløs belgisk tegneserie ændrede tegneren Clara Jetsmarks liv.
Clara Jetsmark (f. 1991) debuterede i 2016, mens hun stadig studerede på Grafisk Fortælling-uddannelsen i Viborg, med den engelsksprogede My Dead Mother, udgivet på amerikanske Uncivilized Books. En mytisk, morsom og rørende historie, om en pige der går omkring med sin døde mors talende hoved på sit eget, der indbragte hende Pingprisens debutantpris. Fra start af var talentet og den store forståelse for kunstartens formsprog åbenlyst.
Siden har hun bidraget til en række danske og internationale antologier, foruden at tegne Mens vi bevæges, en tegneserie om dans og livet med lidelsen Parkinsons. Hun har illustreret for bl.a. Politiken, Weekendavisen, Uniavisen og TV2, og underviser i illustration og visuel fortælling på Københavns Kunstskole. For tiden arbejder hun på en længere børne-og unge-tegneserie, skrevet Tomas Lagermand Lundme, som forventes at udkomme senere i år.
Hun har en fin og klar organisk streg, og formidler med enorm præcision, men hun har også en stor nysgerrighed for at undersøge hvad og hvordan man kan fortælle i tegneserier. Derfor er det måske ikke overraskende, at en tegneserieskaber som belgiske Olivier Schrauwen, der netop også undersøger de formelle aspekter af kunstarten, har lavet den tegneserie der ændrede Claras liv: