Pirelli & Firestone bind 1, 2 & 3 – samlet udgave
Ujævnt hovedværk charmerer og træder vande på skift.
Pirelli & Firestone bind 1, 2 & 3 er egentlig ”blot” et genoptryk. Et næsten uforandret 2. oplag af den samlede serie, senest udgivet 2002 –– dog nu med en ny bagside. Hvorfor omtale en genudgivelse? Dels fordi Nummer 9 jo anmelder, hvad vi finder relevant, dels er det en betimelig forbrugeroplysning: Første oplag har været udsolgt i en række år. Der er altid spørgsel efter Deleuran’s hovedværker.
Og Thorfinn og Onkel Ftatas eventyr udgør i høj grad et hovedværk. Endda ikke bare for den ene, men for begge brødrene Deleuran. Et ujævnt hovedværk, ja for dælen –– men alligevel et hovedværk.
Serien var populær blandt læserne lige fra første side bragt i dagbladet Information, hvor den blev offentliggjort som føljeton med een side hver lørdag. Og den er ved genlæsning lige så frisk og frejdig som dengang. Tilsyneladende havde broderparret ikke lagt en plan for fortællingen, næh de startede bare handlingen et logisk sted, en bænk i en park i Odense, hvor de to hovedpersoner møder hinanden og derfra bevæger sig til en lokal beverding.
Der sker ikke rigtig noget, til at starte med. De drikker stærk øl og ryger cigaretter, små-stjæler og snyder. Og det er evig morsomt: hver side drypper af grinagtige detaljer, vitser der kører på sproglige finurligheder, dumme misforståelser, sjove iagttagelser af tidsånden og lignende.
Brødrene følger åbenlyst ethvert lille glimt af en neuron, der tænder inspirationens umiddelbare flamme. Man har ikke travlt, først efterhånden fumles en reel handlingstråd i gang. Som man derefter følger. Al handling er på samme tid logisk afslappet og stakåndet febrilsk. Eksempel:
Vore to anti-helte bliver taget til fange af storstadens vilde skorstensfejere, men undslipper takket være Hyrdinden –– naturligvis: d’herrer Deleuran var jo fynboer med fynd og klem. Og helt sikkert HC Andersen-fans.
Senere undslipper forbryderen Heksemutter og skal findes, og så får man logisk nok fat i Hans og Grete, for de har jo engang opholdt sig i hendes pandekagehus, så de må kunne hjælpe.
Logikken i Deleuran-universet er som en dagdrøm hos et barn, der stadig er ubekymret. Og det er meget underholdende alt sammen. Stærkest i første album, altså første tredie-del af dette samlebind. Det ser grangivelig ud som om, Deleuran-brødrene slet ikke havde planlagt noget ”plot”, da de gik i gang med historien. Serien hed jo også blot Friske Fyre, da de begyndte publiceringen.
Undervejs i processen har brødre-parret så fået zig-zag’et sig hen til den fine idé med, at de to hovedpersoner skal være detektiver. Deraf opstod vitsen med dæk-navne, som følgelig førte til omdøbningen af serien. Samt de senere så kendte kontroverser med de rigtige firmaer Pirelli og Firestone, der ikke var glade for de to grøddanskeres annektering af deres mønsterbeskyttede varemærker.
I bog 2 er der fra starten andre boller på suppen. Nu havde Deleuran’erne noget at leve op til, nemlig deres succes med første album. Det ser ud, som om de nu prøver at skabe et rigtigt plot fra begyndelsen af. Dette er et postulat, jeg ved det ikke med sikkerhed. Men læsningen er pludselig ikke så ren i travet. Historien med den gamle rigmands-grevinde og hendes villa –– tilsyneladende i Odense’s Langeline-kvarter –– er flere gange ved at kæntre i kedsomhed i begyndelsen.
Igen, jeg kan ikke vide, hvad årsagen var, kun læse hvad der præsenteres. Og det SER altså ud som om, brødrene står i fortællemæssigt stampe, fanget mellem deres gamle taktik med at følge enhver indskydelse –– hvilket jo fungerede så glimrende i første album, og også i de tidligere udsendte Thorfinn-albums og Onkel Ftata-hæfter –– og så på den anden side, at man i Pirelli & Firestone-universet nu søger en mere standard fortælle-skabelon.
Det fungerer ikke ret godt i starten, fortællingen går langsomt, sætter sig hele tiden mellem forskellige stole, der er endda mindst eet sted, hvor en hel billedramme er redundant. Altså hvor fortælle-indholdet gentages i næste billedramme. Hvilket er helt usædvanligt for et Deleuran-produkt.
Jeg skynder mig at sige, at sejren køres hjem på charmen, som hele tiden er et meget tilstedeværende element. Men dette mellemste album er uden diskussion det svageste af de tre kapitler i samlebindet. Strukturen er for løs til at det fungerer ordentligt som almindelig fortælling, og ikke løssluppen nok til at fungere på præmissen om Følg Enhver Indskydelse –– som første album ellers var et præmie-eksempel på.
Heldigvis er album 3 /kapitel 3 bedre: kun i starten plages det af samme plot-mæssige fumlen og famlen. De første tre-fire sider står i stampe, minder læseren om hvad der skete i forrige album –– men der vindes snart fart og flyvehøjde. Det samlede produkt ender med respekten i behold. Det er dog tydeligt album 1, der er samlebindets perle. Hvor brødrenes samarbejde fungerer bedst. Også når f.eks. brødrenes forskellige måder at gengive perspektiv i en tegning ikke giver optimalt resultat.
I det hele er bindets tre fortællinger ikke så stramt turnerede som Deleuran-højdepunktet Rejsen til Saturn, ikke så sprudlende morsomme som Thorfinn, ej heller så vidunderlig anarkistiske som De Forsvundne Ynner /Pedroismens Opståen /Holder Weekend –– altså de første Onkel Ftata-hæfter –– men Pirelli & Firestone har gudskelov hele tiden elementer af samtlige disse kvaliteter. Og album 3 lander på sikker grund efter et forrygende crescendo med rejsen til Den Skjulte Dal og den endelige kamp mod de onde nazister og livsfarlige indianere.
Undervejs ses desuden en række eksempler på Claus Deleurans glæde ved at indføre alenlange fakta-ruder med oplysninger af antropologisk eller historisk /zoologisk interesse –– som han nogle år senere rendyrkede og satte turbo på i sin Danmarks-Historie for Folket.
Man lærer således lidt om både de gamle Aztekere og lidt om mega-fauna fra for nogle millioner år siden –– som naturligvis har overlevet i Den Skjulte Dal –– mens man følger det spændende eventyr på real-planet.
Teknisk har bindet ikke noget at skamme sig over. Godt papir, flot tryk, god indbinding. Lige til at sætte ind på reolen i nærheden af læse-hjørnet.
Hvis man kan lide Deleuran og ikke allerede har materialet i samlingen, vil man gerne have det. Der er for mange sjove indfald og for mange veltegnede sekvenser til, at man vil fortryde købet. Trods at det er et ujævnt værk, der ville have høstet enorm fordel af en rapkæftet redaktør, som stillede krav og blandede sig i historien på planlægningsstadiet. Men dét er jo kontra-faktisk, og det kan man ikke bruge til noget –– vi tager, hvad vi kan få, og siger tak. Deleuran er Deleuran & Deleuran.
