Livet er gas
Ny tegneseriedebut charmerer med veloplagt skildring af 70ernes ungdomsliv på det jyske bøhland. Rul en joint, gas op for Puch Maxien og drøn tilbage til 1972 i Livet er gas.
Det er aldrig for sent at forfølge sine drømme. Heller ikke, hvis du i en sen alder puster støvet af et gammelt ønske om at lave en tegneserie. Det er Annemette Bramsens nye tegneserie Livet er gas et lysende eksempel på. 
Bramsen har tegneserien i sit blod efter en opvækst, hvor det flød med blade og albums i barndomshjemmet. Men hun fik aldrig gjort noget ved drømmen om at lave sine egne tegneserier, inden uddannelsen som tegner og grafiker på Designskolen Kolding, karrieren som illustrator og voksenlivet generelt fik sit tag i hende.
Men bedre sent end aldrig. Nu debuterer Bramsen så som 59-årig med sin første tegneserie til voksne, Livet er gas. Den er første del af en planlagt trilogi, der er inspireret af ungdomslivet- og kulturen i 1970erne. Årtiet, hvor hun selv trådte sine barnesko og havde sine første teenageår.
I Livet er gas møder du den unge fyr Erik.
Året er 1972. Scenen en lille, kedelig by på landet i Jylland. Og den centrale konflikt, i hvert fald til at starte med, er Eriks drømme om at bryde ud af de snævre, leverpostejsfarvede rammer. Sigte efter stjernerne og blive en androgyn, pirrende rockstjerne ligesom det altoverskyggende idol Marc Bolan fra T.Rex.
Der i øvrigt bakker Erik op fra sin plads på teenageværelsets plakatvæg.
Da vi læsere kommer ind i historien, er Erik netop blevet færdig med folkeskolen. Verden ligger åben. Men er den klar til en jysk fyr med læbestift, eyeliner og et alt for stramt glam-outfit?
Jeg fornemmer virkelig, at Bramsen hygger sig med historien og i høj grad trækker på sit eget kendskab til de strømninger, der gik gennem ungdomskulturen i starten af 70erne. En heftig brydningstid, hvor glamrockens leg med de traditionelle kønsroller var opsigtsvækkende og omdiskuteret.
Det er et rigtig fedt og sjovt udgangspunkt for en tegneserie. For dit indre blik ser du sikkert allerede pladespilleren, Puch Maxien, borgerdyr, bukser med svaj, rockere, tjald, bajere og meget mere.
Med sin historie kridter Bramsen banen op for at hun på forskellig vis kan lege med den indbyggede modsætning, der er mellem den jyske provins’ konformitet og Eriks udlængsel og drømme om noget større.
Drømme, der er formet af glitret, eskapistisk glamrock. Og i særdeleshed af Marc Bolan.
Tegnemæssigt fornemmer du hele tiden den trænede hånd og det sikre blik for detaljen som en lang karriere som illustrator har givet Bramsen. De 64 sider rummer både leg med perspektivskift og sideopbygning, detaljerigdom og en udtryksfuld brug af skygger.
Alle de små greb og veldoserede brug af teknikker, du ville forvente af en tegneserieskaber med flere udgivelser bag sig. Det tjener Bramsen til ros, at Livet er gas hverken virker eller ligner, hvad det reelt er: hendes tegneseriedebut.
I Tom Kampmans interview med Bramsen i podcasten Verden ifølge seriemagasinet, nævner hun flere gange, at hendes ældre søskendes tegneserier gjorde stort indtryk på hende i 70erne.
Mit gæt er, at barndomshjemmets bunker med albums må have rummet tidens flippede koryfæer som Gilbert Shelton, Robert Crumb og sikkert også Claus Deleuran. Bramsens løse, organiske og til tider skitseagtige streg giver i hvert fald klare mindelser til Flip-kompa’niet og lignende serier fra 70erne. Hvilket absolut er positivt ment!
Livet er gas LIGNER simpelthen en tegneserie fra 70erne. Det giver autencitet til den historie, Bramsen fortæller. Indhold og indpakning matcher hinanden rigtig godt.
Det klassiske, ’do it yourself’-agtige udtryk er helt ned til de håndtekstede talebobler. Fordi langt de fleste tegneserier, jeg læser i dag, er tekstet på computer, havde jeg helt glemt hvor meget personlighed, der ligger i en klassisk håndtekstning. De håndskrevne bogstaver i Livet er gas går smukt hånd i hånd med tegningerne.
Bramsen holder historien om Erik i sort/hvid. Det matcher bestemt dens både åndelige og visuelle slægtskab med de nævnte tegneserieskabere fra 70erne. Men jeg kan godt ærgre mig lidt over, at der ingen farver er på Eriks historie.
Hvis læseren kunne have nydt synet af ham i al hans farvelagte, far-out glam-vælde, kunne hans modsætningforhold til omgivelserne som en anden jysk Ziggy Stardust måske have stået klarere frem?
Handlingsmæssigt er der dele af fortællingen, jeg synes fungerer mindre godt.
Historien i første bind slutter nærmest, før den er kommet ordentligt i gang, eller du for alvor har lært Erik at kende som hovedperson. Jeg sad efter endt læsning og tørstede efter mere, så det er godt, at Bramsen har lovet to yderligere dele af fortællingen.
Hvis de bliver til noget, kan hun med fordel dvæle lidt mere ved de enkelte dele af Eriks historie.
I første bind er der flere gange et fortællemæssigt potentiale i handlingen, der kunne udnyttes bedre. Den indledende del, hvor Erik tuller rundt i fødebyen inden han flytter til ’storbyen’ Horsens, kunne sagtens foldes langt mere ud i flere sjove situationer. Her var en oplagt mulighed for at lade Eriks glamdrømme clashe endnu flere gange med hans djærvt, jyske far eller med lokalsamfundet.
Det samme gælder for den del af historien, hvor Erik er i Horsens og kommer i skidt selskab. Denne del suser forbi så hurtigt, at jeg ærgrer mig over, at vi læsere ikke ser flere af de dramatiske hændelser og oplevelser, Erik delvist indvier en ekskæreste i og som kunne være med til at forme ham yderligere som hovedperson,… hvis altså vi fik lov til at opleve mere af det.
De nævnte forbehold ændrer dog ikke ved helhedsindtrykket.
Bramsen har meldt sig på banen med en rigtig fin, gennemarbejdet tegneseriedebut til voksne, som er en fornøjelse at læse, og som giver håb om meget mere fra hendes hånd – hvad enten det bliver om Erik eller i form af andre historier.
