Anmeldelse
Troels Rasmussen og Craig Frank opruller den uopklarede drabssag på en 18-årig kvinde i pinsen 1990, kendt som karnevalsmordet.
To bekendte mænd mødes i 2019 tilfældigt udenfor Café Wilder, hvor kvinden i sin tid arbejdede. Her sætter de sig ind for at få en kop kaffe og tale sammen. Den ene mand er historiker, med en særlig interesse for det gamle drab, som han opruller mens kaffen afløses af øl og de begiver sig rundt i det miljø, som forbrydelsen foregik i. Dag bliver til aften og næste dag må også tages i brug, før alle de gamle sten er vendt og evt. nye tilføjet. De to mænd er alter egoer for bagmændene selv. Historiker Troels Rasmussen og tegner, animator, instruktør mm. Craig Frank.
Personligt er jeg ikke så bekendt med forbrydelsen, at jeg kan vurdere, hvor loyalt Rasmussen og Frank kommer rundt om den samt i hvor høj grad, de bringer nye oplysninger på banen. Tiden op til mordet og de primære mistænkte gennemgås, mens den ene af de to mænd nysgerrigt spørger og den anden fortæller. Forsiden på Dødens signatur viser kvindens bagbundne hænder og underarme, hvor morderen med en kniv skal til at skære de tegn, der bliver det store clue for Rasmussen og Frank. Hvordan tegnet skal forstås, og en muligvis overset mulighed i efterforskningen bliver tegneseriens raison d’etre. For at skærpe læserens forventninger, står der således også på titelbladet: ”De nye oplysninger og teorier, der fremkommer i bogen, er viderebragt til Københavns Politi”.
Craig Franks karakteristiske livlige, grove og skitseprægede tegninger, med de endnu mere rå baggrunde, passer godt til historien sammen med den dystre farvelægning. Rasmussen og Frank trækker læseren med rundt i et genkendeligt Københavns gader, hvor nutid og fortid blandes, imens spændingen stiger. De udpensler ikke noget unødigt, men man kommer med hele vejen ned i baggårdskælderen og spares ikke for detaljer, der kan have en betydning for opklaringen af mordet. Med 160 sider er det klart, at meget er udeladt og mange spor hurtigt lukkes, så der kan fokuseres på det, som Rasmussen og Frank finder varmest. Det kan næppe være anderledes, når en sag med tusindvis af afhøringer og mange mistænkte skal skæres, omvendt skal man ikke forvente at få en fuld dækning af mordet og opklaringsarbejdet.
Historien og drabet er i al sin tristhed spektakulær i kraft af sin bestialitet, mange mistænkte, fra en journalist på et dansk dagblad over ”Amagermanden”, mangel på motiv og naturligvis fordi det trods massiv indsats fra politi og offentlighedens bevågenhed stadigvæk er uopklaret. Dødens signatur lægger sig derfor i forlængelse af adskillige bøger, tv-udsendelser og podcasts. Det er grundlæggende spændende læsning, der er jo en grund til eksplosionen i true crime. Det er vel også her, man berettiget kan spørge, om det er nødvendigt med endnu et dyk ned i dette mord, men spændende er det. Særligt midtvejs spidser det til, hvor Rasmussen og Frank lader den mandlige fortæller holde en kunstpause hen over natten, før de forlader de mest betrådte stier i tidligere efterforskning, og selv kommer mere på banen.
