Wayfinders 1: Ude af kurs
Visuelt er der internationalt snit over Cecilie Maintz Thorsen og Heidi Nat Holmeås Wayfinders 1: Ude af kurs, men det halter lidt mere med historien.
Ved første gennemsyn ser den prisvindende Wayfinders 1: Ude af kurs fantastisk ud med et meget moderne, glat udtryk. Man skal lige lægge sin eventuelle forkærlighed for gammeldags tegninger med pen og papir væk og i stedet tænke i computerstreg med en markant farvelægning, der går fra det helt mørke til det pangfarvede med masser af gradueringer i farvetonerne. Cecilie Maintz Thorsen og Heidi Nat Holmeå, med hjælp til farvelægningen af Line Z.P. Bechmann, varierer sideopbygning konstant. Der er alt fra klassiske sider med firkantede ruder i 3 vandrette rækker til sider, der helt sprænger rammerne. På den måde indrettes rytmen i fortællingen konstant efter handlingen.
Wayfinders begyndte, og kører fortsat, som webtegneserie, blandt andet nomineret til Claus Deleuran Prisen 2024. Den beskrives af skaberne selv som en ”queer fantasy graphic novel”, men queervinklen spiller egentlig ikke nogen stor rolle i Wayfinders 1, der har eventyrets klassiske hjem-ud-hjem skabelon fra utallige historier før og efter de folkeeventyr, opbygningen nok er bedst kendt fra. Ved afslutningen af bind 1 er der dog foreløbig lang vej hjem for de tre hovedpersoner Andrée, Lani og Sallly (ja, det staves med tre l’er).
Efter en dramatisk start, der foregriber et kommende skibbrud, oprulles præmissen, hvor de tre begiver sig ud på en fredsbevarende mission fra landet Qalmerror. Missionen foregår på et såkaldt fredsskib, der skal besegle afslutningen på en stor krig. Andrée er leder af missionen, Lani er besætningsmedlem og endelig er Sallly med som blind passager. Alle har de magiske kræfter, lidt forskellige dagsordener og ville næppe have lært hinanden nærmere at kende, hvis ikke de ved slutningen af kapitel 1 kastes op på den samme ø efter det varslede skibbrud.
Herfra sænkes tempoet noget. Nu skal personernes karakterer stille og roligt udfoldes, så man lærer dem nærmere at kende. Hvad er deres egen personlige aktie i missionen? Hvilke magiske kræfter besidder de, og hvordan kan de bedst anvende dem? Hvordan kan de lære at samarbejde og møde de udfordringer, der nu dukker op?
Helt overordnet savner jeg nogle mere afsluttede historier i den store historie, der foreløbig strækker sig over 208 sider fordelt på otte kapitler. Sammenligningen er nok uretfærdig, men en klassiker med visse fællestræk som Odysseen brænder sig fast, blandt andet fordi der er nogle stærke korte historier midt i den lange. Det mandskabsdecimerende besøg hos kyklopen Polyfemos står stærkt hos de fleste. Det samme gør måske turen forbi sirenernes ø, troldkvinden Kirkes forvandling af Odysseus’ mænd til svin og flere endnu.
Det er naturligvis en hård parallel at drage, men her står Wayfinders 1 svagt, da den har det lange blik på. Det er en rolig udforskning af hovedkaraktererne, deres magiske evner, deres personlighed, deres indbyrdes forhold. Det er en langsom præsentation af deres dilemma og de verdener, de skal navigere i. Men det er ikke en perlerække af små, stærke historier i historien. Dét sagt, så sker der naturligvis en del på de mere end 200 sider. Det skærper også spændingen, da de tre hovedpersoner finder den såkaldte Wayfinder, et slags kompas med sin helt egen vilje. Og så er det helt naturligt, at der bruges en del krudt på ”worldbuilding”, når Cecilie Maintz Thorsen og Heidi Nat Holmeå vælger at starte helt fra bunden med deres eget univers.
På den vis er Wayfinders mere som en moderne tv-serie, der giver sig god tid, fordi den skal løbe et par sæsoner med seks til tolv afsnit i hver. Det har bestemt sin charme, men koster på intensiteten. Derfor kan man måske opsummerende sige, at hvis du foretrækker tv-serier frem for spillefilm, så er Wayfinders 1: Ude af kurs et godt valg. Alt tyder nemlig på, at der kan udvides og udvikles på universet i en længere serie. Hvis du er glad for fantasy, giver Wayfinders fuld valuta med et flot konstrueret univers og et moderne look. Samtidig rammer den en bred målgruppe med karakterer, der ikke strengt falder ind under typiske kønsnormer, men heller ikke for alvor får taget hul på queertemaet endnu.
