Snackbag Studios, der står bag webserien Wayfinders: Off Course, løb med prisen som “Årets DCI Iværksætter 2022” ved finalen i iværksættereventet DCI GO!. Med prisen fulgte en pengepræmie på 100.000 kroner.
I juni vandt viborgensiske Snackbag Studios titlen som ”Mest lovende virksomhed” og 50.000 kroner for pitch og forretningsidé med fantasy/adventure-tegneserien Wayfinders: Off Course, ved den lokale udgave af iværksætterevent DCI GO! i Viborg.
Torsdag 29. september var der så finale for alle de landets vindere i Tunnelfabrikken i Københavns Nordhavn, og her rendte Cecilie “Q” Maintz Thorsen og Heidi Holmeå Christiansen, der står bag Snackbag Studios igen afsted med hovedpræmien. Denne gang fulgt af en check på 100.00 kroner.
– Vi troede det var vildt at vinde prisen for “Mest Lovende Virksomhed” til DCI GO! i Viborg. og så vandt vi eddermame den store pris til DCI GO!-finalen i København, fortæller en begejstret Cecilie “Q” Maintz Thorsen og fortsætter:
– Utroligt nok, var vi ikke HELT lige så overraskede i København som i Viborg. Nu vidste vi trods alt, at muligheden eksisterede: muligheden for at blive set og anerkendt som kreative iværksættere. Men vi turde heller ikke helt håbe, især ikke efter at have set de ti andre virksomheder pitche deres fantastiske idéer på scenen i Tunnelfabrikken.
Men det var altså Snackbag Studios, der blev kaldt på scenen ved slutningen af eventet, hvor Cecilie “Q” Maintz Thorsen og Heidi Holmeå Christiansen tog imod check og trofæ med store smil og bankende hjerter.
– Pengene skal vi bruge på tid. Som CEO hos DCI, Kristian Riis, sagde til os efter overrækkelsen, er vi håndværkere. Vi sælger ikke en idé, vi skaber et produkt fra start til slut med vores egne hænder. Det kræver tid, som kræver penge. Vi glæder os så meget til at lave meget mere Wayfinders: Off Course, siger Cecilie “Q” Maintz Thorsen.
Det er den private non-profit organisation Danish Creative Industries (DCI), der står bag eventet DCI GO!.