Øverst: De glade vindere Heidi Holmeå Christiansen og Cecilie “Q” Maintz Thorsen. Foto: Jakob Vingtoft.
Virksomheden Snackbag Studio, der står bag webtegneserien Wayfinders: Off Course, løb med sejren og en flot pengepræmie på 50.000 kr., da de blev kåret som mest lovende virksomhed ved iværksætterevent i Viborg.
Onsdag 22. juni var 70 kreative virksomheder samlet i Tinghallen i Viborg ved eventet DCI GO! Her kunne de søge inspiration og blandt andet deltage i pitch-sessions, hvor de skulle overbevise et dommerpanel om deres forretningsideer. Her endte viborgensiske Snackbag Studios som vinder af kategorien “Den mest lovende virksomhed” og en tilhørende pengepræmie på 50.000 kroner.
Cecilie “Q” Maintz Thorsen og Heidi Holmeå Christiansen, der står bag Snackbag Studios, er begge uddannet på The Animation Workshop, som henholdsvis grafisk fortæller og animator. De overbeviste blandt andet dommerpanelet med deres pitch om at de med tegneserien Wayfinders: Off Course vil sætte spark i den danske tegneseriekultur og at de vil skabe plads til nye fortællinger med queer og feministiske budskaber.
Cecilie ”Q” Maintz Thorsen, som trofaste læsere af nummer9 også vil kende som tegneserieanmelder, fortæller om vejen til sejren og prisen:
”Utroligt nok havde vi først ikke tænkt os at deltage. ‘Det er sådan noget business-noget og slet ikke noget for os’ tænkte vi, og jeg er sikker på, at mange kreative freelancere tænker det samme om deres virke. Heldigvis lod vi os overtale.”
”Om ikke andet, var vi opsat på at vinde præmien for bedste pitch, der havde en gevinst på 5.000 kroner. Vi tegnede selv næsten alle elementerne til vores præsentation, øvede i dagevis på at kunne vores tre minutter udenad og planlagde sågar tøjet til dagen, så vi kunne matche hinanden og billederne og selv minde lidt om et par tegneseriefigurer. Vi havde aldrig i livet forestillet os, at vores queer fantasy graphic novel serie kunne trænge igennem til en flok investorer.”
”For sådan nogle som os, er 50.000 kr. en kæmpe gevinst. Det giver os mulighed for at bestille endnu et oplag af vores første bog til videresalg, og stadig have penge nok til overs til at kunne tage en måned til bare at tegne. Fra august er vi dog hyret til et mega spændende graphic novel projekt for en stor kunde, så der kommer ikke til at være ligeså meget knald på Wayfinders: Off Course – men så snart vi igen har tid, er vi tilbage ved tegnebordet”
Det er den private non-profit organisation Danish Creative Industries (DCI), der står bag eventet DCI GO!.
Nummer9’s Palle Schmidt har tidligere talt med Cecilie “Q” Maintz Thorsen og Heidi Holmeå Christiansen om serien:
Du kan læse ‘Wayfinders: Off Course” her.